På kurset Kanalaften får du en masse inspirerende historier om sejlads på Europas floder og kanaler. Men du får også helt konkret viden, så du selv kan begive dig ud på eventyr på kanalerne.
På Kanalaften lærer du blandt andet om:
Hvilken slags båd du kan sejle med
Rutevalg og hvilke kanaler du kan sejle på med din egen båd
Styring af automatiske sluser
At undgå skader
Fortøjning og havne
Hvilke certifikater du behøver til dig selv og din båd
Masten på en sejlbåd
Modstrøm på floder
Singlehanded sejlads
Gas, diesel, benzin, vand …
Søkort
Inspiration, anekdoter og oplevelser
Vil du vide, om kanaler er noget for dig? Så skal du være med denne aften. Har du allerede et flodskippercertifikat, men spekulerer på hvordan du løser alt det praktiske? Så skal du deltage på Kanalaften.
Dette er også for dig som ikke vil hele vejen til Middelhavet, men som måske vil udforske Tyskland eller Holland på kanaler.
Sæsonens sidste Kanalaften er i København d. 7. marts kl. 19.00
Vil du også ud på kanaleventyr? Så læs mere om Kanalaften her…
“Årh, jeg håber at vi møder spækhuggere,” sagde vi til hinanden, da vi sejlede vores Bavaria 36 Anna Lisa fra Mallorca til Marstal i 2020.
Vi så masser hvaler, da vi rundede Gibraltar. Det var som at sejle i skærgården, med klippeskær langs siderne, bortset fra at de her skær var levende og sprøjtede vand.
Stort set hele vejen op langs Portugal havde vi delfiner omkring os. Jeg kunne sidde i timevis på prædikestolen, med fødderne dinglende ud over vandet, og delfinerne kun en halv meter fra mig.
Men vi mødte ikke en eneste spækhugger.
Da vi kom hjem, begyndte vi at læse om spækhuggerangrebene på sejlbåde. Det var nemlig lige omkring det tidspunkt vi sejlede, at de startede.
“Årh, godt, at vi ikke mødte spækhuggere,” tænkte jeg stille efter at vi var kommet hjem. For det kan nu være et farligt møde i det område.
Siden da har jeg holdt øje med situationen, og det vil jeg gerne dele med dig her.
Spækhuggere langs Den Iberiske Halvø
Det er en speciel art af spækhuggere, som lever fra Gibraltarstrædet og vest på, rundt om Den Iberiske Halvø. Flokken er på cirka 50 individer, og man mener, at det er de 15 af dem, som står for angrebene.
Spækhuggerne angriber primært mindre både under 15 meter. De går direkte efter roret, og gnaver eller slår, indtil der ikke er noget tilbage af det. En overvejende stor del af de angrebne både skal bagefter have hjælp for at komme til land, da de ikke længere kan styres.
Langkølede både, med roret hængslet på kølen, virker til at gå fri.
Det er kun den iberiske underart af spækhuggere, som har denne opførsel. Spækhuggere i for eksempel Norge gør det ikke.
I 2020 var det ni spækhuggere som stod for angrebene, men i 2021 var tallet oppe på 14.
Området som angrebene sker på, er også blevet udvidet, og går nu hele vejen fra Den Engelske Kanal til Marokko. Højest sandsynligt betyder det, at spækhuggerne lærer af hinanden, og at problemet kun vil eskalere, med mindre der gøres noget.
I 2020 så man det mønster, at angrebene flyttede sig fra Gibraltarstrædet i begyndelsen af sommeren, op til Biskayen i september, og så tilbage til Gibraltar i november.
Sådan er det ikke længere. Nu er de i hele området hele sæsonen.
Angreb
Hvis du sejler på strækningen fra Den Engelske Kanal til den spanske Middelhavskyst kan du næsten ikke undgå at sejle igennem de områder, hvor spækhuggerne plejer at holde til.
2020: 41 angreb (68% medførte skader på båden) 2022: 81 angreb (84% medførte skader på båden)
Hvor stor er risikoen for angreb?
Der går mange rygter i havnene, så marinebiologen og langturssejleren Mikael Ovegård har regnet på, hvor stor risikoen for et angreb egentlig er.
For at kunne beregne hvor stor risikoen er for at blive angrebet, er man også nødt til at vide hvor mange både som sejler i området, også dem som ikke angribes. Der findes ikke sådan et officielt tal, men Cruising Association opfordrer til at man registrerer sig om man sejler i området – uanset om man bliver udsat for et angreb eller ej. Der har også været diverse grupper på sociale medier, hvor sejlere har registreret sig.
I en af disse registrerede 127 både sig, og to blev angrebet.
Det er altså en risiko på 1,5%
Dette er dog et meget usikkert tal, da der ikke regnes med værdier af usikkerhed. Hensigten her er at give sejlere, der overvejer at sejle langs Portugal og Spanien, en mere håndgribelig risiko at forholde sig til, snarere end rygterne som florerer i havnene.
Hvorfor gør de det?
Der er mange teorier, men der er endnu ingen som faktisk ved, hvorfor spækhuggerne angriber sejlbåde.
Det er dog ikke for at søge føde, eller for at angribe mennesker ombord på båden. Denne underart af spækhuggere spiser udelukkende tun.
Hvad skal du gøre ved et spækhuggerangreb?
Orca Iberica har en række forholdsregler at følge, hvis man udsættes for et angreb. Det er bl.a.:
Sænk farten på båden, stop motoren eller tag sejlene ned, hvis det er muligt.
Sluk autopiloten og ekkoloddet
Fjern hænderne fra roret, så du ikke skades ved et slag, eller giver roret modstand.
Der går også rygter om, at man kan smide benzin eller sand i vandet, affyre kanonslag eller bruge en speciel slags sonar, for at få angribende spækhuggere til at forsvinde. Dette er dog ikke lovlige metoder. Spækhuggerne er totalfredede, og det er ikke tilladt at gøre noget, som skader dem.
Efter at have læst det her, ser det ret sort ud for sejlere rundt den vestlige del af Den Iberiske Halvø. Men der er håb endnu:
Sejl tæt på kysten, gerne på vand lavere end 20 m. Det gør det selvfølgelig svært eller umuligt at sejle døgns-sejladser, men det virker til, at spækhuggerne ikke kommer så langt ind.
Sejl længere ude til havs, end de 12-20 sømil vi normalt ville gøre på længere sejladser. 100-200 sm. ude.
Check “risiko-kortet” på GTOA. Her vises det med trafiklys i forskellige områder, hvordan risikoen er lige nu (der er dog ingen garantier).
Undgå området. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men du kan f.eks. sejle på kanaler til Middelhavet. Der er ingen spækhuggere på kanaler.
Hvad har angrebne sejlere gjort?
På Cruising Associations hjemmeside kan du læse skippernes rapporter om angreb. Hvor stærkt sejlede båden? Sejlede de for motor eller sejl? Farven på skrog, bund mm. samt hvad skipperen gjorde i situationen. Interessant læsning. Læs rapporterne her….
Spækhugger-app
Appen “GT Orcas” kan hentes til iPhone og Android.
Gå ind i indstillingerne, så kan du ændre sproget til engelsk.
Mikael Ovegård, marinebiolog og langturssejler
Hvis du lige har overbærenhed med de første 30 sekunder, hvor Mikael Ovegård er på sin båd langs Portugals kyst, hvor lyden er meget dårlig, så har han her lavet en ret informativ video:
Kilder: Blandt andet GT Orca Atlantica, Cruising Association og Mikael Ovegård.
Hvis du ikke taler fransk, og du har planer om at sejle på de franske kanaler, er det her til dig…
Men lad mig starte med at fortælle om en episode jeg havde i en sluse på en fransk flod:
“Lock Robert Schuman, this is yacht Mini Lisa going upstream,” kaldte jeg slusen på VHF. Det føltes flot at kalde min 17 fods Mini Lisa for yacht, men det er jo faktisk hvad den lille båd er: En lystbåd.
Men selv med min flotte titel af yacht svarede slusen ikke.
Jeg kaldte igen nogle gange, men forgæves.
Intet svar.
Jeg overvejede, om jeg brugte den forkerte VHF-kanal og ledte efter det skilt inde i land som kanalen burde stå på, men jeg fandt det ikke.
Så googlede jeg slusens navn og VHF-kanal, og selvom jeg kun fandt sparsom information, så virkede det til, at det faktisk var den rigtige radiokanal jeg brugte.
Der var ikke så meget andet at gøre end at fortøje og vente.
Lidt senere hørte jeg slusenvagten tale med en pram på VHF’en, og det røde lys ved indsejlingen fik selskab af et grønt. Slusen var nu ved at blive klargjort.
Da prammen sejlede ind gennem portene kaldte jeg igen slusen på engelsk (man skal ALTID tale med slusen inden man sejler ind), men jeg fik stadigvæk ikke svar.
Jeg følte mig som et barn som blev mobbet og fuldstændig ignoreret af klassekammeraterne. Slusemesteren svarede jo for pokker prammen, hvorfor svarede han ikke mig?
Senere fandt jeg ud af, hvorfor slusen ikke svarede mig:
Jeg kaldte op på engelsk og ikke på fransk.
Lær at tale med slusen
Det er faktisk ikke så meget som kræves. Der er nemlig en fast procedure for opkald og svar, så det er et spørgsmål om at lære nogle enkelte franske fraser, for at kunne kalde slusen og forstå dens svar.
Men jeg har knækket koden til slusefransk, og jeg får nu altid svar og hjælp fra slusevagten. Jeg ved altid hvornår jeg kan sejle igennem, og slusevagten slår endda ofte over på engelsk, hvis der er noget mere kompliceret han behøver at forklare mig.
Som en bonus, kan jeg endda også bruge det “slusefransk” jeg kan, når jeg i Frankrig bestiller en café au lait og en croissant om morgenen.
Jeg vil gerne hjælpe dig med også at kunne snakke med slusevagten på fransk.
Derfor har jeg lavet et onlinekursus som jeg kalder Lynkursus i slusefransk. Her får du tre hurtige moduler, der dækker det franske du behøver ved kanalsejlads i Frankrig. På en enkelt aften vil du få:
En grundig beskrivelse af den franske procedure til at kalde en sluse.
Værktøjer til at forstå de franske rapporter om lukninger og uregelmæssigheder på kanalsystemet.
Nødvendige fraser og ord for at få en god behandling af slusepersonalet.
Desuden er der som BONUS tre praktiske parlører til hurtig reference – lige til at skrive ud og have med i båden
Prisen for onlinekurset, som redder dig fra pinlige situationer og misforståelser, er 249,- kr. Du kan tage det når du vil, og du gør det på en enkelt aften.
Vi har fundet en måde, som gør langturssejlads så utroligt meget enklere, end det vi allerede har gjort med vores sejlbåd “Anna Lisa”.
For to år siden købte jeg en lille Terhi 520HT motorbåd i Småland. Hun er 5 meter lang, orange, har to senge og er udrustet med en 70 hk Yamaha påhængsmotor.
I år var det tid til en ny langtur, og det var min datter Mathilda på 19 og jeg, som trailede båden til Østrig, for at sejle ned ad Donau.
Velkommen til Donau
Vi sejler ud af havnen 50 km vest for Wien, og så snart vi kommer forbi de beskyttende molearme, griber den stærke strøm fat i os. Donau er i konstant bevægelse, og dens vand begynder at sende os ud mod Sortehavet 1.900 km væk.
Vi står ved siden af hinanden bag Mini Lisas lille overbygning.
“Er du klar?” smiler jeg til Mathilda.
Hun nikker, og så trykker jeg gashåndtaget ned, og aktiverer Mini Lisas 70 hestekræfter. Vi flyver ned ad den brede flod. Den varme fartvind føles som en føntørrer og Mathildas lange lyse hår flagrer bagud.
Vi er på vej.
Solens varme stråler danser på vandets overflade, som om de forsøger at indfange de mange historier, som Donau gennem årtusinder har været vidne til. Vores hvide kølvandsbølger lægger endnu en historie i bunken, inden de forsvinder igen. Men hurtigt bliver vi nødt til at sænke farten.
“Wauw,” siger Mathilda og peger.
Det er som om de træklædte bjerge har arrangeret en smuk ramme omkring floden for at fremhæve dens skønhed. Jeg følger Mathildas blik, og ser et slot på en af bjergtoppene ned mod vandet.
“Wauw,” gentager jeg, uden at kunne finde et bedre ord. Jeg forestiller mig en svunden tid med ærefulde riddere og romantiske eventyr fra dengang Donau stadig var en livsvigtig nerve for rejser.
Den blide susen fra fartvinden, og lyden af Mini Lisas skrog som kærtegner de små bølger, når hun hopper over dem, får mig til at fordybe mig i øjeblikket. Landskabet åbner sig langsomt og afslører Wiens skyline i horisonten. Lige nu er det en eventyrby, som stævnen peger imod.
Bratislava
Et par dage efter har vi de skovklædte østrigske bjerge bag os, mens Donau leder os direkte ind i centrum af Slovakiets hovedstad. Bratislava Slots tårne og mure, som ligger majestætisk på en bakke over vandet, er noget af det første vi ser. Vi sænker farten og indsnuser stemningen af de gamle huse. Vi hører den fjerne lyd af kirkeklokker og en bil som dytter. Når vi sejler under de imponerende broer over floden, kan jeg mærke hvordan spændingen opbygger sig. Det er som om jeg allerede ude fra vandet kan føle den blanding af historie og kultur, som venter på os i Bratislava.
Club MYSB står der på et skilt ved en sidekanal. Bogstaverne er så falmede, at vi kun kan læse dem, fordi vi ved hvad der skal stå.
Flodens strøm slipper os, da vi langsomt sejler ind ad kanalen. Der er en rodet blanding af husbåde, flydebroer og motorbåde fortøjet på begge sider.
“Må vi fortøje her?” råber jeg ind til en mand i 30erne som står på en af flydebroerne ved det, som jeg tror er Club Motor Yacht Service Bratislava.
“Selvfølgelig,” svarer han på flydende engelsk. “I kan ligge her.” Han peger på en ledig plads, hvor han står på broen. “Eller derovre, på den anden side af klubhuset.”
Selvom klokken er fem om eftermiddagen, er der stadigvæk 34 grader, så vi tager den plads hvor der er mest skygge. Mathilda hopper ind på broen med forfortøjningerne, og hun sørger for ikke at falde i det store hul, hvor der mangler en planke. Hun griner. “Hvilken forskel til havnen i Wien.”
Jeg griner tilbage. “Ja, nu er vi på eventyr. Skal vi ikke bare gå op i restauranten og bestille en øl med det samme?”
Solen angriber os nu, vi ikke har nogen fartvind. Sveden løber af mig og det er næsten uudholdeligt. Måske skulle vi bare være blevet for anker ude på floden et sted? Men jeg skubber tanken fra mig. Vi vil jo ind og møde nogle mennesker.
“Én euro for en øl, og 1,20 euro for et glas hvidvin,” siger Mathilda. “Så kan vi godt leve med, at restauranten også er et motorværksted.”
Fairytale Village
Det er vindstille, og selvom solen stadig står lavt på himlen, så kan vi mærke, at det igen vil blive en meget varm dag. Ude på floden giver vi gas, og hurtigt er Bratislavas højhuse erstattet af skov langs Donaus sider. Det er lige ved, at vi sejler forbi den gamle flodarm, som er Fairytale Village. En ø ligger i indsejlingen, og til venstre for den ligger en 40-fods sejlbåd med mast og sejl.
Det er som en slags Venedig, men med husbåde. Moderne flydende huse, en gammel hjuldamper, en hytte og en gammel slæbebåd. Alt som kan flyde er blevet brugt til at opbygge Fairytale Village som vi i Bratislava blev anbefalet at besøge.
Vi fortsætter rundt i byens vandgader og fascineres af den maritime by og ankrer til sidst i en sø i midten.
“Skal vi bade eller spise morgenmad først?” Jeg tager kasketten af og tørrer mig på panden.
“Helt sikkert bade,” svarer Mathilda og ser længselsfuldt på vandet.
Vi svømmer rundt om Mini Lisa, sætter os op på det lille agterdæk og lufttørrer hurtigt, for så at glide ned i det indbydende vand igen. Vandet er 24 grader varmt, og luften er allerede 28.
Efter morgenmaden flyver jeg lidt med min drone og filmer og tager nogle fotos. Da jeg bagefter kigger på billederne, rynker jeg panden. Hvad er det som er i vandet? Det er da ikke vandplanter, for det her bevæger sig. Jeg zoomer ind, og er nu slet ikke i tvivl. Store flokke af fisk svømmer rundt om os, men det er ikke hvilken som helst slags fisk.
“Du…” siger jeg op fra mobilen, hvor drone-filmene kører hen over skærmen. Fisk på den halve længde af Mini Lisa, altså to-tre meter lange, svømmer i søen, hvor vi ligger opankrede.
Mathilda kigger på mig. Der må have været noget i min stemme, for hun slipper mit blik og ser ned på mobilskærmen, og følger de mørke skygger som langsomt bevæger sig i søen.
“Det er stør,” siger jeg som svar på det spørgsmål, hun endnu ikke har stillet. “Donau er kendt for at være hjemsted for en af de største ferskvandsfisk, der nogensinde har levet. Men jeg havde da ikke troet, at vi skulle se dem.”
“De er jo gigantiske,” siger Mathilda.
Vi googler belugastøren, og indser, at selvom fiskene som svømmer omkring os er store, så er det ingenting mod, hvor store de faktisk kan blive. Det største eksemplar som er fanget er over syv meter lang og vejede halvandet ton (Se dronefilmen her).
Floden bliver bredere efterhånden som vi kommer ned gennem østeuropa. Det er selvfølgelig stort at sejle ind i Budapest, men flodens smukke natur er det som fascinerer os mest. Donau er nogle steder over en kilometer bred, nærmest som en sø, og der er små øer i det strømmende vand.
En stor ørn sidder på en bred træstamme, som flyder i floden. Når vi nærmer os, folder den sine majestætiske vinger ud og letter elegant. Jeg overvejer, om jeg skal sænke farten for ikke at forstyrre den, mens den flyver foran os. Den er imponerende og ser overhovedet ikke anstrengt ud. Selvom den har fart på, ser det ud som i slowmotion, når den glider gennem luften. Vi sejler næsten 30 knob men alligevel er ørnen stærkt overlegen. Vi kan ikke følge med den.
Serbien
Med “Mini Lisa” kommer vi til Tyskland, Polen, Tjekkiet, Østrig, Slovakiet, Ungarn, Kroatien og Serbien. Den lille båd kommer på vores ekspedition til Prag, Wien, Bratislava, Budapest og Beograd hvor vi afslutter sejlturen.
Landskabet langs Donau byder på små landsbyer, farverige huse og kirketårne gemt nede i dalene ved bjergene. Vi siger ikke så meget, mens vi sejler det sidste stykke til Beograd i Serbien. Vi nyder mest landskabet, og det lidt gammeldags og slidte miljø vi passerer.
En flok fugle flyver over floden, som om de vil lede os på rette vej. Deres skrig bliver som en del af lydtapetet, der akkompagnerer Yamahaens buldren og vi ser Beograds konturer som en skyline af historie og moderne liv, langt inden vi er ved byen.
Vi svinger til højre ad bifloden Sava, som her mødes med Donau. Vi kunne fortsætte hele vejen gennem Bosnien, tilbage til Kroatien og til Slovenien ad Sava, hvis vi ville. Det giver i hvert fald en drøm om næste års ekspedition. Men nu bliver vi her i Beograd. Vi er betagede af den imponerende blanding af hyper-moderne skyskrabere og gamle, charmerende byhuse. Ved kajerne er der også en blanding af nyt og gammelt. Der er krydstogtskibe, sejlbåde, små motorbåde og husbåde.
Fra en restaurant brager balkanmusikken ud over havnen. De glade harmonier og komplekse rytmer giver mig en følelse af at det er lidt eksotisk, når vi i tomgang tøffer rundt og leder efter en plads i den store havn i Beograd. Vi hører at folk klapper i takt til musikken, griner og synger. Stemningen smitter, så vores humør om muligt stiger endnu mere.
Hvor er jeg dog glad for, at jeg har en lille båd, som kan bringe mig ud på eventyr.
Navnet på din gummibåd kan have større betydning end vi tror. En af de dejlige ting for mig ved at komme ud og holde foredrag er alle de mennesker jeg møder og snakker med. I Køge fik jeg på sådan en samtale et rigtig godt tip, som jeg vil dele med dig…
Hvad hedder din gummibåd?
Jeg ville ønske, at vi havde fundet på et kreativt navn til gummibåden. For eksempel “Gumle” eller “Agurken” eller sådan noget.
Men som så mange andre, så hedder den bare “T/T Anna Lisa”, altså “tender to Anna Lisa” (Anna Lisas jolle).
Det er jo et meget beskrivende navn, og skulle vi miste den, og en anden sejler finder den, så ved de måske hvor Anna Lisa ligger, så vi kan få jollen tilbage.
Min email-adresse står også på gummibåden af samme grund. Hvis vi skulle miste den, og en ærlig person finder den, kan de altid kontakte mig.
Men i Køge fik jeg et andet perspektiv på navnet…
Hvis man nu ligger på en ankerplads, og gummibåden “T/T Anna Lisa” ligger inde ved jollebroen eller stranden, så vil lyssky mennesker ret let kunne regne ud, at der ikke er nogen ombord på Anna Lisa…
En gummibåd med samme navn som båden vil altså fortælle, at der ikke er nogen ombord på båden.
Er det en reel risiko?
Jeg ved det ikke, vi har aldrig, uanset hvor i verden vi har været med båden, haft ubudne gæster. Verden er generelt et tryggere sted end vi tror, men derfor kan man jo godt tage sine forholdsregler.
Vi døber nok ikke vores egen gummibåd om til “Gumle”, men nu er navne-tippet i hvert fald givet videre.
Når jeg har sejlet på kanaler, og overvejet hvor vi skulle overnatte om aftenen, har jeg på søkortet ledt efter det lille symbol med en sejlbåd i en cirkel, som viser hvor havnene er.
Men det har mange gange været svært at tyde, om symbolet viser en havn som i virkeligheden ser sådan her ud:
Eller om den ser sådan her ud:
Nogle gange kan der ligge en fabrik som får hele havnen til at lugte, eller en motorvejsbro som gør det svært at sove.
Det vil man da gerne vide på forhånd, ikke sandt?
Men ofte ligger der måske et kvarters sejlads fra den lugtende havn, en kajplads som både er hyggelig, har en lille Biergarten og hvor byen ved siden af er idyllisk.
Indtil nu har det næsten ikke været til at vide på forhånd, og det er selvfølgelig en del af eventyret.
Men nogle gange ville jeg ønske, at jeg havde én med ombord, som jeg kunne spørge. Som kunne sige: Helt ærligt, du skal ikke fortøje her, selvom det er et trygt sted. Du vil blive meget gladere, hvis du lige sejler tre kilometer ned ad stikkanalen.
Den hjælp vil jeg gerne tilbyde dig!
Og det er derfor at “Tyskland og Luxembourg – guide til Europas kanaler” nu er her.
Normalt synes jeg at guidebøger er ret kedelige, og jeg har selv savnet den subjektive guidebog. Den guidebog som tør tage stilling. Så med “Tyskland og Luxembourg – guide til Europas kanaler” har jeg skrevet en bog, hvor jeg vil give dig oplevelsen af at jeg (i bogform) er med ombord på din egen båd.
Så kan jeg give dig den hjælp til havne, kajer, kanaler, floder og søer som jeg selv har savnet.
Hvis du er ved at planlægge en længere rejse, for eksempel en sejltur, så ved du sikkert nogenlunde hvad turen kommer til at koste. Så kan du bruge det her enkle trick for at gøre det meget lettere, at spare penge sammen.
Jeg regner selv med at vores næste tur vil koste 180.000,- kr all inclusive for et år. Hvis jeg deler det med 365 dage og 24 timer bliver det ca. 21,- kr pr. time.
Når man skal spare så stor en sum som 180.000,- kr sammen er det let at tabe fokus. Det kan have så lange udsigter, at man måske glemmer hvorfor man gør det. Så kan det være en god hjælp hele tiden at have i baghovedet hvad det koster pr. time.
Forestil dig, at du går en tur i byen, og så kommer kaffetrangen over dig…
Men så kan du tænke sådan her:
Kaffen koster 49 kr – det samme som det koster mig at sejle i et varmt, krystalklart hav i to en halv time.
Hvad vil jeg helst? Kaffe eller at snorkle med farvestrålende fisk? Det er måske alligevel bedre at vente med kaffen til jeg kommer hjem?
Eller den nye flotte kortplotter som lokker nede i marinebutikken? Den koster kun 11.500,- og det er virkelig en god pris for den model. I så stort et budget som en et-års rejse, betyder det vel ikke så meget?
Nej, måske betyder det ikke så meget, men kortplotteren koster lige så meget som 547 timers sejlads på et blåt, blåt hav.
Det er 22 dage på en palmestrand! Det er næsten en hel måned.
Så du kan jo spørge dig selv om du virkelig behøver den plotter, eller om ikke den gamle er god nok? 22 dage er længe, og mange bække små …
Vi har ikke selv et firma at sælge eller andre reserver vi kan tære på. For os er den eneste måde at realisere drømme på at spare penge sammen. Men min familie og jeg bruger det her tip for at holde fokus når vi skal spare, og så går det meget lettere.
Det er ikke et spørgsmål om at holde op med at drikke kaffe, men drik den hjemme (eller på båden) i stedet for. Så kan der nemlig flyve en masse penge ind på rejsekontoen.
Hvor meget koster DIN sejlads per time? Og hvor mange kopper kaffe er det???
I 2021 var der i en periode ekstremt meget vand i Europas floder. I 2022, har der i en periode været ekstremt lidt.
Det er desværre nok klimaforandringer vi er nødt til at leve med fremover.
Men derfor kan vi godt sejle på kanaler. I 2021 sejlede jeg hele vejen til Middelhavet til trods for ekstremt regnvejr. I 2022 sejlede jeg fra Tyskland gennem Holland og Belgien og et langt stykke ind i Frankrig – til trods for ekstrem tørke.
Det er nemlig ret enkelt at forudse hvornår du skal skynde dig inden vejret vil give dig problemer – og hvornår du kan bruge lige så lang tid på det, som du vil.
Når VNF (firmaet bag de franske kanaler) begynder at skrive, at nu er der begrænsede åbningstider på sluserne, eller at der skal sejles i kortege, er det tid til at komme væk fra de mindste kanaler.
Her er en god side på VNF hvor du kan se hvad du skal være opmærksom på, f.eks. lukkede kanalstrækninger, en anden vanddybde end normalt o.s.v.
Bad-ass solo langturssejlads i Østersøen Gratis foredrag/webinar d. 31. januar 2023
Sidse Birk Johannsen planlagde egentlig en champagnesejlads til Caribien, men i stedet for tropernes palmer vendte hun stævnen fire måneder mod Baltikum, Finland og Stockholm. Det blev en til tider hård solo-sejlads i sne og kulde til blandt andet lande som har Europas krig i sin baghave.
På dette gratis webinar snakker jeg med Sidse Birk Johannsen om hvordan…
En langturssejlads i Østersøen kan give lige så mange oplevelser som i Caribien
Man tør sejle alene (og som kvinde)
Hun med sin ydmyghed blev heldig
Sidse fortæller desuden om nogle af de skæve oplevelser hun havde på sin noget anderledes langturssejlads i Østersøen.
Selvfølgelig kan du spare en masse havnepenge ved at ankre, men der er en endnu større grund end penge til at ankre mere: Der ligger nemlig en masse oplevelser og venter på dig.
Vil du have dem?
På en enkelt aften vil du selv lære at ankre, så du fremover tør sove mens du ligger for svaj. Og måske vil marsvinene og sælerne svømme rundt om din båd, mens du sidder med en sundowner i cockpittet?
(Ja, det lyder overdrevet, men det er sket for mig nogle gange i Kattegat. Wauw, en fed oplevelse!)
Få sort bælte i ankring
Efter kurset vil du turde forlade din opankrede båd mens du er inde på en af de mange spændende danske øer, som du ellers ikke kan besøge. Du kan sove trygt midt i naturen mens vandet klukker let mod skrogsiden.
Du lærer blandt andet hvordan du:
Vælger det rette anker
Finder den ideelle ankerplads
Får ankeret til at sidde fast
Sikrer at du kan få ankeret op igen
Ankrer i bugte med mange både
Skærgårdsankrer i Sverige og Norge
Sover trygt om natten på en opankret båd
Og desuden får du en masse sjove og inspirerende historier fra ankerlivet!