Hvis du ikke taler fransk, og du har planer om at sejle på de franske kanaler, er det her til dig…
Men lad mig starte med at fortælle om en episode jeg havde i en sluse på en fransk flod:
“Lock Robert Schuman, this is yacht Mini Lisa going upstream,” kaldte jeg slusen på VHF. Det føltes flot at kalde min 17 fods Mini Lisa for yacht, men det er jo faktisk hvad den lille båd er: En lystbåd.
Men selv med min flotte titel af yacht svarede slusen ikke.
Jeg kaldte igen nogle gange, men forgæves.
Intet svar.
Jeg overvejede, om jeg brugte den forkerte VHF-kanal og ledte efter det skilt inde i land som kanalen burde stå på, men jeg fandt det ikke.
Så googlede jeg slusens navn og VHF-kanal, og selvom jeg kun fandt sparsom information, så virkede det til, at det faktisk var den rigtige radiokanal jeg brugte.
Der var ikke så meget andet at gøre end at fortøje og vente.
Lidt senere hørte jeg slusenvagten tale med en pram på VHF’en, og det røde lys ved indsejlingen fik selskab af et grønt. Slusen var nu ved at blive klargjort.
Da prammen sejlede ind gennem portene kaldte jeg igen slusen på engelsk (man skal ALTID tale med slusen inden man sejler ind), men jeg fik stadigvæk ikke svar.
Jeg følte mig som et barn som blev mobbet og fuldstændig ignoreret af klassekammeraterne. Slusemesteren svarede jo for pokker prammen, hvorfor svarede han ikke mig?
Senere fandt jeg ud af, hvorfor slusen ikke svarede mig:
Jeg kaldte op på engelsk og ikke på fransk.
Lær at tale med slusen
Det er faktisk ikke så meget som kræves. Der er nemlig en fast procedure for opkald og svar, så det er et spørgsmål om at lære nogle enkelte franske fraser, for at kunne kalde slusen og forstå dens svar.
Men jeg har knækket koden til slusefransk, og jeg får nu altid svar og hjælp fra slusevagten. Jeg ved altid hvornår jeg kan sejle igennem, og slusevagten slår endda ofte over på engelsk, hvis der er noget mere kompliceret han behøver at forklare mig.
Som en bonus, kan jeg endda også bruge det “slusefransk” jeg kan, når jeg i Frankrig bestiller en café au lait og en croissant om morgenen.
Jeg vil gerne hjælpe dig med også at kunne snakke med slusevagten på fransk.
Derfor har jeg lavet et onlinekursus som jeg kalder Lynkursus i slusefransk. Her får du tre hurtige moduler, der dækker det franske du behøver ved kanalsejlads i Frankrig. På en enkelt aften vil du få:
En grundig beskrivelse af den franske procedure til at kalde en sluse.
Værktøjer til at forstå de franske rapporter om lukninger og uregelmæssigheder på kanalsystemet.
Nødvendige fraser og ord for at få en god behandling af slusepersonalet.
Desuden er der som BONUS tre praktiske parlører til hurtig reference – lige til at skrive ud og have med i båden
Prisen for onlinekurset, som redder dig fra pinlige situationer og misforståelser, er 249,- kr. Du kan tage det når du vil, og du gør det på en enkelt aften.
Vi har fundet en måde, som gør langturssejlads så utroligt meget enklere, end det vi allerede har gjort med vores sejlbåd “Anna Lisa”.
For to år siden købte jeg en lille Terhi 520HT motorbåd i Småland. Hun er 5 meter lang, orange, har to senge og er udrustet med en 70 hk Yamaha påhængsmotor.
I år var det tid til en ny langtur, og det var min datter Mathilda på 19 og jeg, som trailede båden til Østrig, for at sejle ned ad Donau.
Velkommen til Donau
Vi sejler ud af havnen 50 km vest for Wien, og så snart vi kommer forbi de beskyttende molearme, griber den stærke strøm fat i os. Donau er i konstant bevægelse, og dens vand begynder at sende os ud mod Sortehavet 1.900 km væk.
Vi står ved siden af hinanden bag Mini Lisas lille overbygning.
“Er du klar?” smiler jeg til Mathilda.
Hun nikker, og så trykker jeg gashåndtaget ned, og aktiverer Mini Lisas 70 hestekræfter. Vi flyver ned ad den brede flod. Den varme fartvind føles som en føntørrer og Mathildas lange lyse hår flagrer bagud.
Vi er på vej.
Solens varme stråler danser på vandets overflade, som om de forsøger at indfange de mange historier, som Donau gennem årtusinder har været vidne til. Vores hvide kølvandsbølger lægger endnu en historie i bunken, inden de forsvinder igen. Men hurtigt bliver vi nødt til at sænke farten.
“Wauw,” siger Mathilda og peger.
Det er som om de træklædte bjerge har arrangeret en smuk ramme omkring floden for at fremhæve dens skønhed. Jeg følger Mathildas blik, og ser et slot på en af bjergtoppene ned mod vandet.
“Wauw,” gentager jeg, uden at kunne finde et bedre ord. Jeg forestiller mig en svunden tid med ærefulde riddere og romantiske eventyr fra dengang Donau stadig var en livsvigtig nerve for rejser.
Den blide susen fra fartvinden, og lyden af Mini Lisas skrog som kærtegner de små bølger, når hun hopper over dem, får mig til at fordybe mig i øjeblikket. Landskabet åbner sig langsomt og afslører Wiens skyline i horisonten. Lige nu er det en eventyrby, som stævnen peger imod.
Bratislava
Et par dage efter har vi de skovklædte østrigske bjerge bag os, mens Donau leder os direkte ind i centrum af Slovakiets hovedstad. Bratislava Slots tårne og mure, som ligger majestætisk på en bakke over vandet, er noget af det første vi ser. Vi sænker farten og indsnuser stemningen af de gamle huse. Vi hører den fjerne lyd af kirkeklokker og en bil som dytter. Når vi sejler under de imponerende broer over floden, kan jeg mærke hvordan spændingen opbygger sig. Det er som om jeg allerede ude fra vandet kan føle den blanding af historie og kultur, som venter på os i Bratislava.
Club MYSB står der på et skilt ved en sidekanal. Bogstaverne er så falmede, at vi kun kan læse dem, fordi vi ved hvad der skal stå.
Flodens strøm slipper os, da vi langsomt sejler ind ad kanalen. Der er en rodet blanding af husbåde, flydebroer og motorbåde fortøjet på begge sider.
“Må vi fortøje her?” råber jeg ind til en mand i 30erne som står på en af flydebroerne ved det, som jeg tror er Club Motor Yacht Service Bratislava.
“Selvfølgelig,” svarer han på flydende engelsk. “I kan ligge her.” Han peger på en ledig plads, hvor han står på broen. “Eller derovre, på den anden side af klubhuset.”
Selvom klokken er fem om eftermiddagen, er der stadigvæk 34 grader, så vi tager den plads hvor der er mest skygge. Mathilda hopper ind på broen med forfortøjningerne, og hun sørger for ikke at falde i det store hul, hvor der mangler en planke. Hun griner. “Hvilken forskel til havnen i Wien.”
Jeg griner tilbage. “Ja, nu er vi på eventyr. Skal vi ikke bare gå op i restauranten og bestille en øl med det samme?”
Solen angriber os nu, vi ikke har nogen fartvind. Sveden løber af mig og det er næsten uudholdeligt. Måske skulle vi bare være blevet for anker ude på floden et sted? Men jeg skubber tanken fra mig. Vi vil jo ind og møde nogle mennesker.
“Én euro for en øl, og 1,20 euro for et glas hvidvin,” siger Mathilda. “Så kan vi godt leve med, at restauranten også er et motorværksted.”
Fairytale Village
Det er vindstille, og selvom solen stadig står lavt på himlen, så kan vi mærke, at det igen vil blive en meget varm dag. Ude på floden giver vi gas, og hurtigt er Bratislavas højhuse erstattet af skov langs Donaus sider. Det er lige ved, at vi sejler forbi den gamle flodarm, som er Fairytale Village. En ø ligger i indsejlingen, og til venstre for den ligger en 40-fods sejlbåd med mast og sejl.
Det er som en slags Venedig, men med husbåde. Moderne flydende huse, en gammel hjuldamper, en hytte og en gammel slæbebåd. Alt som kan flyde er blevet brugt til at opbygge Fairytale Village som vi i Bratislava blev anbefalet at besøge.
Vi fortsætter rundt i byens vandgader og fascineres af den maritime by og ankrer til sidst i en sø i midten.
“Skal vi bade eller spise morgenmad først?” Jeg tager kasketten af og tørrer mig på panden.
“Helt sikkert bade,” svarer Mathilda og ser længselsfuldt på vandet.
Vi svømmer rundt om Mini Lisa, sætter os op på det lille agterdæk og lufttørrer hurtigt, for så at glide ned i det indbydende vand igen. Vandet er 24 grader varmt, og luften er allerede 28.
Efter morgenmaden flyver jeg lidt med min drone og filmer og tager nogle fotos. Da jeg bagefter kigger på billederne, rynker jeg panden. Hvad er det som er i vandet? Det er da ikke vandplanter, for det her bevæger sig. Jeg zoomer ind, og er nu slet ikke i tvivl. Store flokke af fisk svømmer rundt om os, men det er ikke hvilken som helst slags fisk.
“Du…” siger jeg op fra mobilen, hvor drone-filmene kører hen over skærmen. Fisk på den halve længde af Mini Lisa, altså to-tre meter lange, svømmer i søen, hvor vi ligger opankrede.
Mathilda kigger på mig. Der må have været noget i min stemme, for hun slipper mit blik og ser ned på mobilskærmen, og følger de mørke skygger som langsomt bevæger sig i søen.
“Det er stør,” siger jeg som svar på det spørgsmål, hun endnu ikke har stillet. “Donau er kendt for at være hjemsted for en af de største ferskvandsfisk, der nogensinde har levet. Men jeg havde da ikke troet, at vi skulle se dem.”
“De er jo gigantiske,” siger Mathilda.
Vi googler belugastøren, og indser, at selvom fiskene som svømmer omkring os er store, så er det ingenting mod, hvor store de faktisk kan blive. Det største eksemplar som er fanget er over syv meter lang og vejede halvandet ton (Se dronefilmen her).
Floden bliver bredere efterhånden som vi kommer ned gennem østeuropa. Det er selvfølgelig stort at sejle ind i Budapest, men flodens smukke natur er det som fascinerer os mest. Donau er nogle steder over en kilometer bred, nærmest som en sø, og der er små øer i det strømmende vand.
En stor ørn sidder på en bred træstamme, som flyder i floden. Når vi nærmer os, folder den sine majestætiske vinger ud og letter elegant. Jeg overvejer, om jeg skal sænke farten for ikke at forstyrre den, mens den flyver foran os. Den er imponerende og ser overhovedet ikke anstrengt ud. Selvom den har fart på, ser det ud som i slowmotion, når den glider gennem luften. Vi sejler næsten 30 knob men alligevel er ørnen stærkt overlegen. Vi kan ikke følge med den.
Serbien
Med “Mini Lisa” kommer vi til Tyskland, Polen, Tjekkiet, Østrig, Slovakiet, Ungarn, Kroatien og Serbien. Den lille båd kommer på vores ekspedition til Prag, Wien, Bratislava, Budapest og Beograd hvor vi afslutter sejlturen.
Landskabet langs Donau byder på små landsbyer, farverige huse og kirketårne gemt nede i dalene ved bjergene. Vi siger ikke så meget, mens vi sejler det sidste stykke til Beograd i Serbien. Vi nyder mest landskabet, og det lidt gammeldags og slidte miljø vi passerer.
En flok fugle flyver over floden, som om de vil lede os på rette vej. Deres skrig bliver som en del af lydtapetet, der akkompagnerer Yamahaens buldren og vi ser Beograds konturer som en skyline af historie og moderne liv, langt inden vi er ved byen.
Vi svinger til højre ad bifloden Sava, som her mødes med Donau. Vi kunne fortsætte hele vejen gennem Bosnien, tilbage til Kroatien og til Slovenien ad Sava, hvis vi ville. Det giver i hvert fald en drøm om næste års ekspedition. Men nu bliver vi her i Beograd. Vi er betagede af den imponerende blanding af hyper-moderne skyskrabere og gamle, charmerende byhuse. Ved kajerne er der også en blanding af nyt og gammelt. Der er krydstogtskibe, sejlbåde, små motorbåde og husbåde.
Fra en restaurant brager balkanmusikken ud over havnen. De glade harmonier og komplekse rytmer giver mig en følelse af at det er lidt eksotisk, når vi i tomgang tøffer rundt og leder efter en plads i den store havn i Beograd. Vi hører at folk klapper i takt til musikken, griner og synger. Stemningen smitter, så vores humør om muligt stiger endnu mere.
Hvor er jeg dog glad for, at jeg har en lille båd, som kan bringe mig ud på eventyr.
I 2021 var der i en periode ekstremt meget vand i Europas floder. I 2022, har der i en periode været ekstremt lidt.
Det er desværre nok klimaforandringer vi er nødt til at leve med fremover.
Men derfor kan vi godt sejle på kanaler. I 2021 sejlede jeg hele vejen til Middelhavet til trods for ekstremt regnvejr. I 2022 sejlede jeg fra Tyskland gennem Holland og Belgien og et langt stykke ind i Frankrig – til trods for ekstrem tørke.
Det er nemlig ret enkelt at forudse hvornår du skal skynde dig inden vejret vil give dig problemer – og hvornår du kan bruge lige så lang tid på det, som du vil.
Når VNF (firmaet bag de franske kanaler) begynder at skrive, at nu er der begrænsede åbningstider på sluserne, eller at der skal sejles i kortege, er det tid til at komme væk fra de mindste kanaler.
Her er en god side på VNF hvor du kan se hvad du skal være opmærksom på, f.eks. lukkede kanalstrækninger, en anden vanddybde end normalt o.s.v.
Det man i Frankrig kalder en flod, kalder man i Sverige så beskedent for en å 😀. Og der er masser vand i de svenske åer – og de nærmeste er ikke langt væk fra Danmark.
Men heldigvis (eller desværre for os flodsejlere) er der bygget masser vandkraftværker, men sjældent sluser, på de her åer.
I det hele taget føles de lidt hemmelige. For hvor langt kan man sejle op ad sådan en svensk flod inden man mødes af et kraftværk? Det føles virkelig lidt Pippi Langstrømpe-agtigt at afprøve det!
For at få et lille eventyr satte min kone Margareta og jeg os for at undersøge det.
Det var dog ikke et kraftværk som stoppede vores færd op ad den største å (flod?) i Skåne, Helge å. Det var noget helt andet…
Er du også urolig for dieselpriserne til båden? Jeg har regnet på det, og resultatet er overraskende positivt!
Jeg har sejlet til Middelhavet flere gange på floder og kanaler og udgiften til diesel og benzin har været den absolut største post på rejsen. Hver eneste gang.
Det kan selvfølgelig godt gøre mig urolig, når jeg nu planlægger flere ture på Europas floder og kanaler. Er det blevet for dyrt med dagens brændstofpriser? Men jeg har regnet på det, og selvom det selvfølgelig er blevet meget dyrere de sidste par måneder, så er det stadigvæk en billig måde at have ferie på.
Hvis jeg med dagens dieselpriser skulle sejle til Middelhavet ad floder og kanaler med Anna Lisa, vores Bavaria 36 sejlbåd, ville vi bruge ca. 520 liter diesel. Det svarer til 8.300,- kr med dagens meget høje dieselpriser i Tyskland og Frankrig.
Det er selvfølgelig mange penge, men i betragtning af, at vi ville bruge to-tre måneder på sådan en tur er det nu ikke så slemt.
Hvis jeg igen skulle sejle til Middelhavet med min lille 17 fods speedbåd “Mini Lisa”, som bruger næsten dobbelt så meget benzin som sejlbåden bruger diesel, så er det stadigvæk overkommeligt.
880 liter benzin bruger vi på en ekspedition til Middelhavet i Mini Lisa, hvilket svarer til 13.500 kr med dagens benzinpriser i Tyskland og Frankrig.
Havnepengene er virkelig små på kanalerne, og mange steder ligger man endda helt gratis. I dag ville det nok løbe op i ca. 2.000,- kr for hele turen fra Østersøen til Middelhavet for os i vores Bavaria.
Med andre ord ca. 10.000,- kr for tre måneders ferie i en sejlbåd – og hele vejen til Middelhavet. Det er da ikke dyrt, syntes du? For de samme penge ville vi ikke engang kunne løbe på ski i én uge.
Hvilken anden tre måneders ferie ville du kunne holde for 10.000,- kr?
Så snart en båd kommer ned på en flod, med grønne bjerge som rejser sig på begge sider, sker der noget.
Det er spændende og afvekslende.
Det er et eventyr!
Jeg har sagt det før: Jeg elsker at sejle for sejl og at være på åbent hav, men der er altså noget specielt over flodsejlads også.
I min bog Den sidste idiot er ikke født endnu deler jeg en masse skæve og sjove oplevelser fra floderne, men den tur jeg netop er kommet hjem fra nu kan bedst sammenfattes med denne lille episode fra Verdun i Frankrig:
“Du skal bare vise os båden og byde på en øl,” siger guitaristen på engelsk med fransk accent.
Klokken er elleve om aftenen, og vi står ude på gaden, nogle meter fra floden La Meuse i Verdun. Den franske sommervarme trykker ikke længere, men shorts og t-shirt er stadigvæk nok til at holde varmen.
Jeg taler fem sprog, men fransk er desværre ikke ét af dem. Det gør det selvfølgelig sværere når man, som mig, elsker at snakke med mennesker. Men alligevel går det overraskende enkelt da vi på dette togt sejler ned gennem Frankrig fra Holland og Belgien.
“Spiller du guitar?” spurgte en af kvinderne i gruppen af glade mennesker, da vi lidt tidligere passerede dem.
“Øh, tjah… jo…” svarede jeg lidt udsvævende på engelsk, og pludselig sad min kusine Karin og jeg midt i en flok franskmænd med en guitar i hånden. Den eneste sang jeg i det overraskende øjeblik kunne komme i tanker om, var en med Kim Larsen. Heldigvis var det “This is my life”, hvor teksten er på engelsk, så det gik alligevel.
Fordi jeg i et overraskende øjeblik turde sige ja til at komme ud af min comfort-zone, er vi nu kommet med i fællesskabet. En broget flok mænd og kvinder, hvor den yngste går i gymnasiet og den ældste er pensionist. Nogle taler engelsk, andre ikke. Alligevel snakker vi med alle, for selv dem som har svært ved andet end fransk anstrenger sig.
“Det forstod jeg ikke,” siger en mand da jeg forklarer at vi er på vej til Mosel. Han hiver en kammerat over, som oversætter mit engelske til fransk, og så kan vores samtale fortsætte.
Jeg rækker guitaren over til en af de andre, som slår strengene an. En kvinde synger, og uanset hvilke akkorder der bliver spillet på guitaren, kan hun teksten. Vi andre synger med på omkvædet mens vi nipper til vores øl.
Jeg får guitaren igen, og starter på forspillet til “Proud Mary”. De andre begynder hurtigt at synge med.
Da vi kommer til tredje vers virker det som om alting passer sammen:
If you come down to the river Bet you gonna find some people who live You don’t have to worry cause you have no money People on the river are happy to give
Det er også hjælpsomhed og imødekommenhed vi selv hele tiden møder på floden og omkring den. Ikke kun nu i aften over en øl med sang og guitar, men også i sluserne, i havnene og på gaden.
I en sluse i Holland blev vi inviteret på espresso af en tysker, i en havn i Holland blev vi inviteret på hvidvin af Margrethe som havde læst “Den sidste idiot er ikke født endnu”, og på en ø i Belgien mente havnefogeden, at vi ikke skulle betale havnepenge, men i stedet bruge pengene på caféen.
Ude på gaden, i den varme franske nat, bliver jeg suget fuldstændigt ind i den gæstfrie stemning og udbryder pludselig:
“Hvor er her dog dejligt. Hvad skal jeg gøre for også at blive fransk?”
De andre griner og smiler og ham som nu har fået guitaren siger:
“Du skal bare vise os båden og byde på en øl.”
Hele flokken griner igen, for de ved godt at vi slet ikke kan være på lille Mini Lisa allesammen. Der er heller ingen som forventer at vi skal byde dem på øl, for vi er allerede accepterede. Vi er allerede en del af flokken og af fællesskabet – også selvom vi ikke er franske.
Hav en rigtig dejlig sommer – måske ses vi derude et eller andet sted?
P.S. “Hold nu k… en god gang underholdning og kæmpe inspiration” skrev Kim til mig i forrige uge.
Kan man virkelig sejle på Europas floder og kanaler til Middelhavet i en sejlbåd? Er kanalerne ikke sandede til, så det kun går med en fladbundet motorbåd?
Nej, det er noget vrøvl!
“Når du sejler ind i Frankrig, vil du blive spurgt om din dybgang. Er den større end 1,6 m. får du ikke lov til at komme ind,” har jeg hørt nogen sige…
Ja, det er korrekt, at det i øjeblikket er sådan på Canal de la Meuse fra Belgien ind i Frankrig, men det er bestemt ikke hele Frankrig som er sandet til. Så for en sejlbåd med en større dybgang end 1,60 m er ruten jeg plejer at anbefale gennem Holland, Belgien og Frankrig ikke mulig i øjeblikket.
Mange ruter til Middelhavet
Min anden anbefalede rute er Rhinen, Mosel og Canal des Vosges, og den fungerer stadigvæk. Her vil du møde den laveste vanddybde på Canal des Vosges, og den er mindst 1,80 m.
Da jeg selv sejlede der i oktober sidste år, målte jeg vanddybden med mit eget ekkolod hele vejen. Dybden er god nok. Men du må ikke skære hjørnerne af – hold dig i midten af kanalen, hvis dybden er en udfordring.
Der er selvfølgelig også andre ruter end dem jeg anbefaler.
På VNF (Voies Navigables de France – firmaet som styrer de franske kanaler) kan du læse mere om planlagte lukninger af kanaler, for eksempel ved reparationer og vedligehold. Du kan også læse om ekstraordinære ændringer, som f.eks. dybden på Canal de la Meuse.
(Bemærk dog at VNF’s hjemmeside til tider kun kan nås fra Frankrig, så vil du nå den her hjemme fra, er du måske nødt til at bruge en VPN. Nogle gange er den åben, andre gange ikke).
Så kan man sejle til Middelhavet med en sejlbåd på Europas floder og kanaler? Ja, det kan man i hvert fald!
Manden kiggede på min kone Margareta og nikkede lidt for sig selv. Som om det egentlig mere var en konstatering end et spørgsmål.
Vi havde netop solgt vores svenskbyggede, langkølede 30 fods Allegro og købt en masseproduceret tysk Bavaria 36.
Jeg tænkte faktisk selv sådan for 10 år siden. For sådan en båd, som er rørt op i et youghurtbæger, kan man da ikke krydse oceaner med?
(Hvis du har læst min bog Udfordringen, så ved du, at den båd var fortrinlig både på Atlanten og Biscayen).
Men det startede ikke der…
“Båden bliver slået i stykker i sluserne,” sagde folk da vi ville sejle til Middelhavet i vores klassiske mahognikrydser fra 1950.
“Og hvis I alligevel når ud i Middelhavet, så bliver den ædt op af pæleorme,” fortsatte de.
Til trods for det, havde vi et vidunderligt år i Middelhavet sammen med børnene, som på det tidspunkt var 1 og 4.
Men det stoppede ikke der!
“Den sidste idiot er ikke født endnu,” sagde folk, da jeg sidste år ville sejle til Middelhavet i en 17 fods speedbåd fra ‘70erne.
“Det vil aldrig gå med den motor, den soder til, når du skal sejle så langsomt.”
(Men sjovt nok, gik det også med den båd. Og jeg havde ikke bare en næsten problemfri tur – hvis du har læst min bog Den sidste idiot er ikke født endnu, ved du også, at jeg netop på grund af den båd fik en masse oplevelser.)
Siger folk også sådan til dig, når du vil gøre noget?
Så tænk lige på hvem det er som siger det.
Har dem som siger det erfaring med det du drømmer om? Eller er det her et udtryk for at være besserwisser?
“Jeg har sejlet hele mit liv,” siger de kloge mennesker på Facebook nogle gange.
Når man har sejlet hele sit liv, så ved man godt hvordan man lægger en kurs, reber et sejl eller fortøjer en båd. Men det er ikke sikkert, at man også ved hvordan man håndterer en sluse? Eller at man ved hvad som kræves for at sejle over Atlanten.
Det er bedre at snakke med nogen, som faktisk har gjort det. Nogen som har erfaring med det du vil have råd om.
Hvis du spurgte mig om råd om at bestige Mount Everest ville jeg sige, at det er vanvittigt! Men jeg har jo heller ikke erfaring med bjergbestigning. Jeg vil ikke kunne give dig fornuftige råd om det. I stedet vil jeg kun kunne sige hvad jeg tror eller har hørt andre sige.
Men jeg har erfaring med langturssejlads, så det må du gerne spørge mig om. Her er tre bud på kvalificeret erfaring, hvis du vil vide mere om langturssejlads…
Vil du sejle til eller fra Middelhavet?
Det har jeg gjort nogle gange via Biskayen og Den Engelske Kanal. Den sidste gang var i en Bavaria 36, og selvom det var under Corona, så var oplevelserne på havet fuldstændigt normale. Læs min bog “Udfordringen” om turen eller deltag i kurset “Langurssejler-drømmer du?”. Så bliver du godt klædt på!
Vil du sejle til Caribien?
For nogle år siden hev vi børnene ud af skolen, opsagde vores job, og flyttede ombord på vores 30 fods Allegro. En tur som der blev lavet seks tv-programmer om, og som er beskrevet i bogen “Et år uden sko”. Kurset “Langurssejler-drømmer du?” giver dig også al viden du behøver.
Vil du sejle på kanaler?
Jeg elsker åbent hav og fri horisont, men der er noget specielt med kanalsejlads. Det er nogle helt specielle oplevelser man kan få der… Jeg har sejlet gennem Europa fra Østersøen til Middelhavet flere gange. Den sidste gang var på mange måder den sjoveste – og i hvert fald den mest specielle. Den tur har jeg skrevet bogen “Den sidste idiot er ikke født endnu” om… Om efteråret kan du også deltage i Kanalaften, hvor du kan lære en masse om kanalsejlads.
“Den sidste idiot er ikke født endnu,” var der nogen som sagde, da jeg fortalte, at jeg ville sejle til Middelhavet i en 17 fods båd fra ’70erne. Men jeg lykkedes at komme hele vejen frem for til sidst at smide anker ud for Frankrigs kyst. Nu kan du i en række små film følge med ombord på Mini Lisa ned gennem Europas vandveje. Hele vejen til Middelhavet.
I hver af filmene, tager jeg et tema op om kanalsejlads, langturssejlads eller at sejle i en lille båd.
“Den sidste idiot er endnu ikke født” var der en som skrev, da jeg præsenterede mit projekt: At sejle “Mini Lisa”, en halvåben 17 fods Terhi 520HT fra en gang i 70’erne til Middelhavet. At hun er udrustet med en 70hk to-takts motor fra 1997 gjorde i manges øjne ikke sagen bedre. Motoren er overdimensioneret, vil ikke kunne klare at køre langsomt på kanaler og den vil sode til.
De havde sikkert ret allesammen, men i tirsdags kl. 16.02 sejlede jeg ud gennem slusen i Port Saint Louis – fra floden Rhônes grønne ferskvand til Middelhavets blå saltvand.
Siden da har Mini Lisa og jeg sejlet lidt i Middelhavet, ankret i en lille bugt i Provence, badet i det 22 grader varme vand, og ligger nu indeblæste i den store marina Vieux Port i Marseille.
Det største problem
1249 sømil har Mini Lisa, jeg og skiftende besætninger sejlet på tyske, luxembourgske og franske kanaler og floder – og nu i Middelhavet.
Vi har været oppe i 360 meter over havet, siddet fast i sluser og mistet en drone (og en fender og en bådshage). Vi har frosset om natten, været gennemblødte af regnen og er nu indeblæste i Middelhavet.
Men vi har også set steder af Europa som vi ikke vidste fandtes, sejlet mellem bjerge, borge og vinslotte. Vi har mødt en utrolig gæstfrihed, fået hjælp når det behøvedes og haft dybe, fortrolige og sjove samtaler.
I det hele taget har turen været enklere, hurtigere og sjovere i den lille 17 fods båd end de gange jeg tidligere har sejlet til Middelhavet i en 34 og 30 fods båd.
Det største problem har ikke været båden. Tværtimod, for den har fungeret uden problemer. Det største problem har været, at man anses som lidt mærkelig, når man sejler i så lille en båd.
Men jeg kan leve med at være mærkelig, eller måske endda at være den sidste idiot: Alternativet til at sejle i Mini Lisa var denne gang ikke at sejle overhovedet.
Mange oplevelser
Jeg sidder under et oliventræ på en café i Marseille og bearbejder alle indtryk. Middelhavssolen brænder på mine bare arme og jeg prøver på at forstå, at mit projekt nu er fuldført og overstået.
Tænk så meget glæde den lille Mini Lisa har skænket mig på de 1249 sømil til Middelhavet.
I Tyskland har vi besøgt millionbyer som Düsseldorf og Köln på den brusende og voldsomme Rhin. På Mosel har vi sejlet nede i dalen, med grønne bjerge til begge sider. Når vi stoppede i de små eventyrsbyer, hvor bindingsværkshusene har spir og tårne, forventede vi hvert øjeblik, at Snehvide og de syv små dværge skulle komme frem og synge for os.
Alene i Frankrig har vi været igennem 144 sluser og vi har været så langt ude på landet, at det virkede som en glemt del af Europa. Steder hvor tiden har stået stille og problemer ikke er noget som findes. Vi har sejlet ned gennem Provence på den brede Rhône-flod, og spist og drukket så godt, at det virkede som om fuglene begyndte at synge og blomsterne at blomstre.
Til sidst kom vi ud i det varme Middelhav, hvor jeg har ankret og badet og nydt 26 grader varme dage, selvom det næsten er oktober.
Efter caféen går jeg rundt i Marseille og nyder den sydlandske stemning. I et smalt stræde, omkranset af gamle huse med hvide skodder, må jeg pludselig stoppe.
“Entre terre et mer” står der på et håndmalet skilt på en butik, hvor den lyseblå maling så småt er ved at skalle af.
“Mellem land og hav” er også det Mini Lisa har været de sidste par måneder. Kanalerne er ikke rigtigt havet, men det er heller ikke land. Det er noget midt imellem, men med fordelene fra begge dele: Man kan stoppe næsten når man vil, ligesom når man er på land. Men man har stadigvæk friheden og nærheden til naturen, som når man er på havet.
Men nu er vi endelig ved havet. Målet er nået. Jeg har sejlet hele vejen til Middelhavet i min lille båd.
(Du kan følge fortsatte eventyr med Mini Lisa på min Instagram eller Facebook)
Hvis du vil vide mere om kanalsejlads kan det her arrangement måske være interessant for dig?