Køb af båd i udlandet

Hvordan fandt vi vores nye båd i Spanien? Hvilke dokumenter behøvede vi? Hvordan gjorde vi? Hvilke udgifter er der? Disse spørgsmål vil jeg besvare her.

Der er mange penge sparet på at købe båd i udlandet, men det er også mere kompliceret, end at købe herhjemme. Vi mente dog, at fordelene langt overvejede ulemperne, og det har jeg skrevet om her: Et gratis sejlereventyr

Hvordan fandt vi båden?

Kigger man på hele Europa er der et meget stort bådmarked. Vi kunne tillade os at være meget mere kritiske i forhold til stand og udstyr, end vi kunne være her hjemme. Helt enkelt fordi udbuddet bliver så meget større, når man også kigger længere sydpå.

Vi kiggede udelukkende på både i EU. Vi gik helt udenom både i f.eks. Tyrkiet, Storbritannien og Norge, selvom der også er mange til salg der (længere nede forklarer jeg hvorfor).

Der var en del forskellige sites jeg dagligt pløjede igennem for at finde drømmebåden:

www.scanboat.com
Et dansk site, men pga. Scanboats omfattende samarbejde med andre sites i både ind- og udland er udbuddet virkelig stort. Man kan finde rigtigt mange både her og filterfunktionen er god.

www.cosasdebarcos.com
Da vi fandt ud af, at det bedste sted for os at handle var Spanien, kiggede vi meget på spanske Cosas de Barcos. Da det er et spansk site er sproget også spansk. Det kan måske volde problemer for nogen, men da det er et mere lokalt site, er der både her, som man ikke finder andre steder.

www.yachtall.com og www.topboats.com
Stort udbud af f.eks. tidligere udlejningsbåde i Grækenland og Kroatien. Der kan være rigtig mange penge sparet på at købe en tidligere udlejningsbåd. Men om det er pengene værd i det lange løb kan jeg ikke svare på.

Hvilke dokumenter behøves?

Et par vigtige grunde til kun at handle i EU, eller i det mindste en båd som er registreret i EU:

  • Båden skal være CE-godkendt
  • Moms
  • Told

Hvis der er betalt moms på båden i et EU-land gælder det i hele EU (læs mere om moms her – det er et vigtigt emne!). Hvordan det bliver med Storbritannien efter Brexit er der ikke rigtigt nogen som ved endnu. Derfor gik vi helt uden om Engelsk-registrerede både – den chance turde vi ikke at tage.

Hvis der ikke er betalt EU moms på båden er det også OK. Det er både som er ejet af et firma, f.eks. et udlejningsfirma, en sejlerskole eller lignende. Er der ikke betalt moms skal prisen selvfølgelig være derefter. Så kan man selv betale momsen – så ved man også at det er gjort, og man vil ikke senere få problemer.

En båd købt uden for EU har måske ikke den europæiske godkendelse CE. Har den ikke det, skal du selv sørge for at den får det. Det kan blive dyrt og f.eks. indebære udskiftning af motoren fordi den ikke lever op til de krav der er i dag.

Inden vi rejste ned for at kigge på båd krævede vi at se to dokumenter:

  • At der er betalt moms (den originale faktura – læs mere om moms her)
  • Hvem som ejede båden (ejercertifikat)

Der er ingen grund til at bruge penge og tid på at se på en båd, hvis dokumentationen alligevel ikke er i orden. Vi kiggede først på nogle både herhjemme, og det er faktisk mere almindeligt at dokumentationen mangler på danske både, end at den mangler i udlandet.

Hvordan gjorde vi?

Jeg kontaktede først sælgeren. Nogle gange en privatperson, andre gange en mægler. Men selv der hvor der var en mægler indblandet snakkede jeg også med ejeren. Man kan lære enormt meget om standen af en båd ved at snakke med ejeren. Er han/hun stolt over sin båd? Har hun selv vedligeholdt den? Ved hun hvordan tingene hænger sammen? Slår han fejl og mangler hen som ubetydelige eller tager han ansvar for båden?

I mange lande er WhatsApp den mest brugte måde at kommunikere på – meget mere udbredt end herhjemme. Så skaf det inden du går igang. Sælgeren finder dig på en eller anden måde altid der, selvom du ringer eller mailer til at starte med.

Jeg fik billeder af ovenstående dokumentation, og lavede så en aftale om besigtigelse. Vi havde desuden, inden vi rejste, kommet med et realistisk bud, om båden virkelig var i den stand som sælger påstod. Lå båden i vandet, lavede vi også en aftale om at den kunne komme på land en halv times tid, så den kunne inspekteres i bunden.

Da alt var som det skulle være, skrev vi kontrakt. Det var, både ved salg af den “gamle” båd og køb af den nye, standardkontrakter vi fandt på nettet. Vi fotograferede samtidig både sælger og sælgers ID/pas, samt al dokumentation som fandtes på båden. Herunder ejercertifikatet. Jeg checkede desuden at motor- og byggenummer på båden stemte overens med dokumenterne.

Vi lavede en privat handel med en tysker om en tyskregistreret båd. Det gjorde det hele enklere, for der er nogenlunde samme enkle regler for registrering af mindre både i Tyskland som der er herhjemme (dvs. ingen). Havde båden været spanskregistreret, ville processen også betyde et besøg hos en spansk notar og en ret så vigtig afregistrering i det spanske bådregister.

Hvad koster det?

Der er som sagt mange penge sparet på at købe en båd i udlandet, men der er også udgifter forbundet med det.

  • Havneplads kan være dyr
  • Rejser og hoteller
  • Hjemtransport

Vi lavede en aftale om at sælgers skulle betale havnepladsen i fem måneder.Vi ønskede jo at have båden i Middelhavet i et stykke tid. En havneplads på Mallorca er en dyr omgang og kostede omkring 7.000 kr / måned for vores 36-fods båd (ja, du læste rigtigt – syv tusind danske kroner om måneden!) Der findes selvfølgelig billigere havne både på det spanske fastland og i Frankrig, men regn ikke med de samme priser som hjemme.

Nu vil vi jo selv have glæden ved at sejle båden hjem, men et alternativ kan også være en lastbil. For en Bavaria 36 (11,4 x 3,6 m) vil det koste ca. €9.000 plus moms.

Konklusion

Vi har købt en båd med stort set det udstyr vi gerne ville have og en del som vi skal afmontere og sælge (er nogen interesseret i et marint Webasto A/C-anlæg eller en bimini?). Der var masser nyt og også nye sejl. Brutto har vi sparet ca. €20.000, men netto, når alle vores udgifter og sejlturen hjem er betalt, er det selvfølgelig en del mindre.

 

P.S. Hvad med turen hjem?

Vi havde egentlig planlagt at sejle båden hjem via Europas kanaler. Men pga. Corona, og lande som pludselig lukker sine grænser, turde vi ikke sejle den vej. Tænk hvis de pludselig lukkede sluserne igen? Men læs mere om kanalvejen her…

I stedet for sejlede vi rundt om Portugal og gennem Den Engelske Kanal. Jeg har sejlet i de farvande flere gange, men denne tur blev, pga. Corona-lockdown i det meste af Europa, til en meget interessant sejlads.

Det er jeg igang med at skrive en bog om – hvis du ikke allerede får mit nyhedsbrev, så skriv dig op. Så får du flere tips og historier fra den tur der.

 

Sådan sejler du til Middelhavet (og undgår dårligt vejr ved at tage genvejen)

  • Hvad koster det?
  • Kan du gøre det med din båd?
  • Dokumenter og certifikater du kan behøve

Få gode råd til langtursejlads og alle de bedste tips til en enkel og smertefri tur ad floder og kanaler til Middelhavet.

Gør som over 11.500 andre og tilmeld dig mit nyhedsbrev. Så får du e-bogen tilsendt på e-mail. Det koster dig ikke en krone! Mit gratis nyhedsbrev kommer 1-2 gange om måneden med tips, tilbud og lejlighedsvis gratis ting!