Mod Horisonten

Antigua, april 2017:
“Må jeg slå mig ned?” siger jeg til to gamle damer som sidder ved et bord og puster. De har netop lukket deres bod, hvor de har solgt genbrugstøj for kirken. Den ene dame smiler, så man ser at hun mangler alle fortænderne. Så peger hun på bænken ved siden af sig.

“Hvordan gik salget i dag?” spørger jeg.
“Not really bad.”

Jeg smiler, for sådan siger alle på Antigua uanset hvordan det går: “Not really bad.”

Nu undrer jeg mig over hvad der er sket med damerne efter orkanen Irmas hærgen? Eller familien nede på stranden, som en søndag eftermiddag bød mig på en drink under en palme? Eller alle de andre dejlige mennesker, som tager så godt imod vi langturssejlere? Gad vide om de stadigvæk har et hus som kan beskytte dem mod regnen? Gad vide om de stadig siger “not really bad”?

Jeg har tænkt over hvordan jeg kan hjælpe de søde mennesker, som under vores sejlads har vist os så stor gæstfrihed …

Mod Horisonten

Jeg tog kontakt til en række langturssejlere og forfattere. Sammen skriver vi bogen “Mod Horisonten” hvor der åbnes for skattekisten af spændende, inspirerende og fascinerende historier fra de syv have.

Hvordan er det at møde en storm i Middelhavet? Eller at runde Kap Horn i en lille sejlbåd? Kan man sejle over Atlanten med sine børn? Er der gangstere i Caribien?

Alle bidrager uden betaling og overskuddet fra bogen går til ofrene efter orkanen Irma i Caribien (på Mod Horisontens hjemmeside kan du se hvem som bidrager – det er virkelig en erfaren flok!)

Vil du hjælpe?
Bogen er 100% non-profit. Alle forfatterne bidrager uden betaling, men der er stadig omkostninger til korrekturlæsning, tryk, omslag, layout og markedsføring. Kender du et firma som vil sponsorere – så send dem dette link. Er der et sted i Københavns-området som vil være vært for bogreceptionen? Er der nogen som kender en journalist? Eller vil du skrive om projektet på din egen blog, Facebook, Instagram eller lignende? Har du måske en time til overs hvor du vil hjælpe?

Så er der meget mere information om Mod Horisonten her. Du er også velkommen til at kontakte mig på post@thomasveber.dk

Du gør en god gerning – gå ind på Mod Horisontens hjemmeside og skriv dig op på nyhedsbrevet.