Over Atlanten

En smule søsyge, for lidt søvn, uvante bevægelser, en verden som larmer og hele tiden bevæger sig. I starten er det forfærdeligt at sejle lange strækninger. Men så vender kroppen sig til at sove ad flere omgange, søsygen forsvinder og at det nogensinde har været hårdt huskes kun ved et par notater i dagbogen.

Efter 10 døgn til søs er det som om tiden forsvinder. Den går ikke bare i stå. Den opløses, pulveriseres og forsvinder fuldstændigt. Selvfølgelig er der visse klokkeslag som skal passes når man skal på vagt, men ellers føler jeg at jeg svæver rundt i en kapsel hvor tid og sted ikke spiller nogen som helst rolle.

Vi spiser, vi sover, vi sejler, vi tænker, vi samtaler, vi lever i nuet. Jeg har min elskede familie rundt om mig hele tiden. Mere behøves ikke i livet.

Da GPS’en begynder at vise 500 sømil tilbage, bliver jeg næsten ked af at sejlturen er ved at være slut. Jeg kunne fortsætte i tusindvis af sømil til. Døgn efter døgn. Livet på havet er enkelt at leve og det giver mening.

Men alt det kan man jo ikke beskrive i bare et enkelt indlæg, så her kommer nogle billeder. Det er nu også meget rart at være fremme i Caribien. Vi har nået vores mål.