Kurs mod England, ender i Spanien

Vi forlader den hyggelige havneby Horta på Azorerne i det vi tror er en god vejrudsigt. Planen er at vi i de 1.250 sømil op til Falmouth i England skal holde os i udkanten af et lavtryk, som skal give os fin vind hele vejen.

Vi betaler vores havnepenge, drikker en sidste kop portugisisk kaffe, tanker diesel og sejler nordud mellem øerne Pico og Faial. Vi går vest om São Jorge og øst om Graciosa. De grønne øer ser smukke ud i den nedgående sol, som får husene til at lyse som små hvide malerklatter på et lærred. Delfinerne hopper så ivrigt op af vandet omkring os, at de næsten slår hovedet mod Anna Lisas bovspryd.

Det er næsten uhyggeligt når oceanet er så fladt.

Vi går platlæns i god fart, og den anden dag har vi et døgmål på 145 sm. Det er ikke ofte Anna Lisa sejler så hurtigt. Så vender vinden 90 grader, og inden vi når at tilpasse sejlene til den nye vinkel, dør den. Heldigvis har vi diesel i vores mange dunke på dækket, så vi kan sejle 700-800 sm. for motor. Det er uden bekymring at vi starter motoren.

“Faar! Vi har set fire hvaler,” råber Mathilda da jeg kommer op i cockpittet ved 11-tiden om formiddagen. “De var lige her ude.”

For børnene er det bare dejligt med fladt hav.

Havet er lige så fladt som Øresund en fin sommerdag. Alle dønninger er væk, og der er langt til horisonten. Vi har 730 sømil tilbage til Falmouth, det er ca. seks døgn, og vi har diesel til knapt fem tilbage. De næste to døgn er havet lige fladt, og vi går for motor.

Børnene er glade for den megen motorgang, for det betyder at der er rigeligt med strøm til deres computere. Hvis de ikke allerede var det, er de nu mestere i både Sims og Minecraft. Margareta og jeg er derimod ikke lige så lykkelige. Hvad nu hvis der ikke kommer vind? Vi har ikke diesel nok til at gå hele vejen. Selvom vi har mad og vand nok ombord, er tanken om at drive rundt i ugevis ikke så tillokkende.

En gang om dagen måtte jeg fylde ekstra diesel på tanken.

“I morgen igen roligt, men måske vindstille, men et mindre lavtryk er ved at dannes ved Spaniens NE-pynt.” Hver gang vi får vejrmeldinger fra min far og Johan der hjemme, er det altid med konklusionen, at der ikke kommer vind. Så snart vi mærker det mindste pust stopper vi motoren. “Yes, nu sejler vi to knob,” tager jeg mig selv i at tænke. Normalt sejler vi mindst 5 knob for sejl, men under omstændighederne er to knob godt. Hele natten forsøgte vi at krydse, men havde en gennemsnitsfart på 1,5 knob. I den fart vil det tage os yderligere to uger op til Falmouth.

Normalt når vi sejler er der masser dejlig støj. Bølgerne bruser, vandet perler forbi skrogsiden, træværket knirker og tovværket knager. Nu er der fuldstændig stille. Det er som om Anna Lisa svæver planløst rundt i verdensrummet. Det er næsten uhyggeligt stille.

Vi kan brænde vores sidste diesel af, og næsten nå op i den Engelske Kanal. Men hvad så? Skal vi drive rundt med tidevandet i trafikseparationszonen i et af verdens mest befærdede farvande? Eller … Vi kan ændre kursen fra nordøst til sydøst?

500 sømil fra England ændrer vi kurs til Spanien – der er kun 300 sm.

På Anna Lisa har vi altid sagt, at vi hellere går for motor end kommer ud i dårligt vejr. Men lige nu er vindstille også dårligt vejr, og La Corunas tapas og hyggelige gader lokker. For ikke at tale om de uendelige mængder af diesel vi kan få ombord der …