Sejlads over Atlanten

Foto: Nick Kenrick. via Compfight cc

Siden jeg sejlede til Caribien har jeg haft lyst til at skrive en bog om det. Men det er der så mange som allerede har gjort. Hvad skulle gøre min bog anderledes end de hundredevis af bøger som allerede er udgivet om det emne? Da jeg vendte de første par sider med min skrivegruppe, var de af samme opfattelse.

“Hvorfor opdigter du ikke nogle personer i stedet og skriver en roman?” blev jeg spurgt. “Så kan du få alle de følelser, konflikter, had, kærlighed og sex med som du selv savner i disse bøger.”

Det er snart et år siden. Hele manuskriptet blev skrottet, og det som startede som en sejladsbeskrivelse er nu blevet til en sejlerroman.

Nu skal jeg finde et forlag som vil udgive min bog. Det vil glæde mig, hvis du vil fortælle mig hvad du synes om præsentationen af bogen.

Hvis du stod i boghandleren med bogen i hånden, og læste denne bagsidetekst, ville du så få lyst til at læse hele bogen? Ville du endda overveje at købe den? Eller ville du lægge den fra dig og gå videre til den næste?

Caribien-palmer
Foto: Grand Velas Riviera Maya via Compfight cc

“Kuldsejlet i Caribien”

“Stop bussen!” skreg jeg med dirrende stemme. Gennem bagruden så jeg med opspilede øjne hvordan jeepen blev mindre og mindre på den støvede vej. Jeg blev nødt til at komme ud. Hver en muskel i min krop var spændt. Jeg var klar til at hoppe ud gennem sideruden i farten, hvis det skulle være.
Chaufføren rakte en hånd bagud, og jeg kastede nogle East Caribbean dollars i den. Nogen åbnede skydedøren i siden, andre flyttede lidt på sig, gav mig en hjælpende hånd, og rakte min rygsæk ud på vejen til mig. Så forsvandt den grå minibus i en sky af støv og reggaemusik. Den sidste forbindelse til civilisationen var væk lige så hurtigt, som jeg også forsvandt ud af mine medpassagerers tanker.
Jeg svingede rygsækken op på skulderen og løb tilbage ad vejen jeg var kommet fra, men indså at jeg aldrig kunne nå jeepen til fods. Det her var måske ikke det smarteste jeg havde gjort i mit liv.

Da den 30-årige IT-konsulent Christian kommer hjem fra en forretningsrejse og opdager sin kæreste i seng med hans bedste ven, forlader han Danmark for at sejle Jorden rundt. Ombord på sejlbåden Freedom, langt fra København, karrieren og byturene, genopdager Christian drømmene og udlængslen. I Caribien møder han den store kærlighed, men da hans ekskæreste pludselig dukker op, opdager han at alt måske ikke er som han troede. Caribien er ikke længere Paradis.

Kuldsejlet i Caribien er fortællingen om en mand, som har glemt sine egne værdier for at gøre hvad der forventes af ham. Om en motorcykelulykke og et møde med et inspirerende menneske der får drømmene til at spire igen. Det er også en historie om at turde bryde op, realisere sine drømme og sejle over Atlanten til Caribien.

Hjælp

Hvad synes du? Svar gerne i kommentarerne her under. Og jeg er ikke sart. Jeg vil også gerne have negativ kritik. Det er nemlig bedre at du giver mig den, end at forlaget gør det.