Bavaria er noget lort?
Vi er i Marstrand, og vi følger min datter Mathilda til bussen. Hun skal ind til Gøteborg og hente en veninde som skal sejle med os et par dage.
“Hvilken båd har I?” spørger buschaufføren, som jeg (selvfølgelig) falder i snak med, inden han skal køre. Jeg står ved fordøren, og chaufføren står lige indenfor.
“En Bavaria 36,” svarer jeg.
“Hvilken båd var det?” råber en passager, som sidder på et af de forreste sæder. “Var det en Dehler?”
Buschaufføren vender sig mod passageren, og svarer at det er en Bavaria.
“Der er visse både man aldrig skal købe,” siger passageren højlydt. “Bavaria er en af dem.” Han fortsætter med at tale, men da jeg står udenfor bussen hører jeg ikke mere.
Buschaufføren ser ud som om han besværes lidt af samtalen, og da talestrømmen inde fra bussen aftager et øjeblik, vender han sig undskyldende mod mig.
“Må jeg ikke lige komme ind?” spørger jeg, og buschaufføren træder til siden, så jeg i behørig Corona-afstand kan stikke hovedet ind i bussen.
“Jeg har netop sejlet 2.400 sømil med den her Bavaria,” siger jeg og ser på passageren. “Vi har sejlet op langs Portugals kyst, over Biskayen, gennem Den Engelske Kanal, og op gennem Nordsøen. Båden var fantastisk hele vejen – også i hårdt vejr.”
“Det må have været en forfærdelig sejlads,” siger han, og fortsætter med at fortælle om, hvor dårlig en båd Bavaria er. Men det hører jeg ikke, for jeg har trukket hovedet ud i solen igen.
Buschaufføren ser på mig og smiler lidt. “Min fætter har en Bavaria 42. Den har jeg sejlet en del med. Dejlig båd.”
Det er som om vi hele tiden skal forsvare, at vi har solgt vores svenskbyggede, spidsgattede, langkølede båd og købt en serieproduceret tysk Bavaria. Egentlig havde jeg jo ikke behøvet at sige noget, men jeg følte at jeg havde behov for det. Jeg kan bagefter mærke, at jeg blev såret af passagerens udtalelser. Vi er vildt glade for vores nye båd – den har allerede bevist sit værd, og vi fortryder ikke et sekund at vi har skiftet.
Vi har heldigvis alle sammen vores holdninger til både – det ser man jo på de mange forskellige skuder som ligger i havnene. Men man behøver jo ikke at sige direkte op i hovedet på andre, at man syntes at deres både er noget lort? Det sårer faktisk!
Jørn
juli 25, 2020 @ 16:06
Jeg her haft 8 forskellige både over 45 år.
Både Svenske,Danske ,Hollandske.Franske og Tyske.
I vores sidste en Bavaria 40 sejlede vi ca. 19.000sm. uden prob. med kvaliteten.
Så folk der ser ned på Bavaria ved ikke hvad de taler om.
Mvh.
Jørn
Steen
januar 12, 2021 @ 20:06
Det svarer til, at jeg kører i Citroen.
Jeg købte for 10 år siden en ny C-5. Jeg har kørt 386.000 km. til dato, uden andre problemer end almindelige skift af bremseklodser og et par småreparationer. Motoren har 30.000 mellem olieskiftene. Hver gang mangler der cirka 1,5 cm. på oliepinden. Hvilken bil kan slå det?
Top-komfort, stærk motor, lydsvaghed og lækker affjedring.
Alligevel sværger mange til tyske biler, som koster 30-50% mere for lignende modeller, mens de nedgør mærker som f.eks. Citroen. Mærkeligt!!
Torben
juli 26, 2020 @ 14:55
Det er så synd. Det var egentligt svenskerne der startede med at lave sejlbåde næsten på samlebånd, og mange af dem holder fint endnu 40-50 år efter. Dengang rynkede man også på næsen af dem, mon ikke det går ligedan med Bavaria?
Rene kongsbak
august 25, 2020 @ 16:05
ja der var også en en masse jokes om Skoda, men se nu i dag hvor mange køre ikke Skoda. så ja det er måske haves Skoda, men der bliver da solde en god del af Bavaria, så det kan da ikke være så galt 🙂
Mette Hansen
september 10, 2020 @ 15:23
Tusinde tak for dit indlæg. Vi har også købt Bavaria og skal høre på en masse l*rt.. Det er virkelig irriterende at folk har sådan en holdning, uden at nogensinde have sejlet sådan én, i flere tilfælde.
Jeg glæder mig til at høre og se mere af din BV 😁👌🏻
Mickey
november 3, 2020 @ 08:36
Bavaria er en fin båd. For mig lyder det mere som om at passageren er misundelig, fordi han ikke selv har råd til sådan en 😂😂
Henrik H
november 6, 2020 @ 11:15
Kære Thomas, og alle i andre hyggelige sejlere,
Jeg tænker på citat af Mark Twain, “Never argue with a fool, onlookers may think you are one of them”.
Den Bus-passager er jo uden for rækkevidde, han aner ikke hvad han taler om, og ærgrer sig nok over, at han har betalt det dobbelte for en HR el.l. -Det skal han dog ikke, for det er jo også en dejlig båd, og de håndværksmæssige detaljer overgår jo Bavaria. -Men med stor sandsynlighed har han slet ikke selv båd😉.
Vi har en 2007 Bavaria 44 Vision. Den er så lækker, sejler fantastisk og opfylder alle mine drømme om en sejlbåd. Vi har også sejlet i både Atlanterhavet og Middelhavet med den. Klart den bedste båd vi har haft (nr 7). Nu ligger den i Rungsted og fryser, ved siden af en flot Najad…. -Og jeg kan da godt se, at Teak dækket er dobbelt så tykt, og med flotte detaljer, som min ikke har. Om læ, beundrer jeg det flotte lakerede teak. Alle de små detaljer er lige lidt flottere. Men den har altså også kostet det dobbelte.
Det ene mærke er ikke bedre eller mere rigtigt end det andet, det vigtige er at vi alle, på trods af forskellig økonomi og smag, nyder at være sejlere. -Thomas, Du har en skøn båd, og den giver dig Og dine så meget glæde. -Glem den idiot😉.
God vinter til jer alle
Mvh Henrik
Ove Schrooll
februar 5, 2021 @ 21:33
Tilslutter mig gerne koret af glade Bavaria-ejere m.v. Vi købte en Bavaria 38 i Kroatien i 2020 for ca. det halve af, hvad man skal give i Danmark. Den sejler vi nu Grækenland tyndt med i ca 4 måneder om året. Da vi kiggede på både, kunne vi se, at vi kunne få ca. dobbelt så meget båd for pengene ved at købe en Bavaria frem for en fransk båd. Vi gav et bud på båden og tog til Pula i Grækenland for at besigtige den, og jeg fik nærmest et chock, da jeg så hvor solidt den er bygget. Skrog, røstjern, ror osv. er solidt bygget og det trækker jo ikke fra, at riggen er fra Selden, og motoren er en Volvo med sejldrev. Alt i alt fik vi rigtigt meget for pengene, og er meget trygge ved at sejle i den. Desuden sejler den fint og er meget let på roret. Men jeg har også hørt negative toner. Endda fra en ellers flink mand, som jeg havde stået og talt med i en halv times tid og også rost hans gamle Hallberg Rassy, som han var meget glad for, selvom den ikke kunne bakke + andre skavanker. Da han langt om længe spurgte, hvad vi sejlede i, svarede jeg Bavaria, hvorpå han spontant sagde, at “dem kan vi ikke lide”. Men på en måde er vi lidt glade for, at Bavaria har så dårligt et ry. Ellers havde vi nok ikke fået den så billigt 🙂
Preben Nikolajsen
november 29, 2022 @ 21:43
Hej vi skal til Port Napoleon den 10-11 december og kigge på en Bavaria 55 fra 2010, vi glæder os rigtig meget….
Hilsen Tina & Preben