Eventyr i hverdagen
Hvem havde troet i dag, at Mathilda fra starten af slet ikke ville ud af skolen og ud at sejle i et års tid? I dag er det hende, som pusher mest på, for at vi skal afsted igen. Mathilda, som netop er fyldt 13, fandt virkelig sig selv på rejsen. Hun har fået den for en teenager lidt mærkelige egenskab, at hun har selvtillid og at hun tager ansvar. Ansvar for sig selv, for sin skole og også for Anna Lisa.
Måske netop derfor, er Mathilda altid med på eventyr, og det behøver ikke være så kompliceret.
“Skal vi sove under åben himmel i nat?” spurgte jeg Mathilda i sidste uge?
Det var godt nok ret koldt, men klokken halv ti om aftenen rullede vi liggeunderlag og soveposer ud på græsset og sov under oktoberhimlens stjerner. Vækkeuret blev sat til kl. 7, og med røde kinder kunne vi ved den tid gå ind og spise morgenmad.
I denne uge fortsatte vi successen. Efter aftensmaden byggede vi vores Toyota Avensis stationcar om til en autocamper. Bagsæderne blev lagt ned og vi rullede igen liggeunderlag og soveposer ud, denne gang i bagagerummet af bilen.
Så kørte vi ud til en strand og parkerede mindre end 10 meter fra vandet. Nu var vi lidt mere forberedte, og havde te og en aftenkage med. I måneskinnet sad vi og kiggede ud over et helt stille hav, drak te og mumsede på kager. Da vi blev trætte lagde vi os til at sove i bilen.
Morgenen efter kørte vi hjem, tog bad, spiste morgenmad og tog i skole og på arbejde.
Med de her små, anderledes oplevelser får vi lidt eventyr ind i hverdagen. Det kræver stort set ingen forberedelse, vi kan gøre det på en hverdag og vi lever højt på det længe.
Nu skal vi bare finde ud af, hvad vi skal gøre i næste uge …
Marie Selander Johansson
oktober 24, 2017 @ 22:47
Det är härliga äventyr i vardagen som Ni njuter av och finner stort nöje av. Tänk så enkelt det egentligen kan vara. Njut !!!!👍🤗💞