Til Caribien

De andre sejlere i marinaen i Rabat vinker farvel til os. Lodsbåden sejler foran os ud ad floden. Da dønningerne bliver for store vender den røde ribbåd om, men vi fortsætter. Ud på dybt vand hvor søen er venlig mod os. Vi sætter sejl og Anna Lisa begynder langsomt at sætte tænderne i de 475 sømil vi skal sejle.

Lys i natten
“Thomas, vil du ikke komme ud og hjælpe mig?” Ved 22-tiden hiver Margareta mig ud af mine drømme og ud i mørket i cockpittet. Mathilda og Margareta har vagten og jeg forstår deres forvirring. På havet er der næsten lige så mange lys som på himlen over os. Det er som et juletræ, for korrekt lanterneføring er ikke noget fiskerne i Marokko kender til. Hvide, røde, grønne, blinkende, faste og projektører. Den ene fiskerbåd er helt tæt på os og de råber på arabisk. Vi ændrer kursen 90 grader og det virker til at berolige fiskeren.

Jeg er irriteret på mig selv. Vi er ca. 12 sømil fra kysten. Jeg troede at det var nok til at undgå fiskejollerne og deres garn. Resten af natten er det et slalomløb mellem blinkende røde, hvide og grønne lys. Da vi passerer Mohamedia og der også kommer to tankskibe og en slæbebåd er forvirringen total. Jeg hører hvordan slæbebåden flere gange desperat kalder fiskerne.

“Du er meget tæt på mig. Jeg slæber en flydedok med et 600 meter kabel i vandet. Jeg har svært ved at manøvrere.”

Jeg ser slæbebåden på AIS og holder et par sømils afstand. Håber at fiskerne også gør det.

Kuling
Vi vidste godt at den skulle komme, så vi var forberedte. I et lille døgns tid surfer vi i store bølger med kun et lille forsejl ude. Jeg havde troet at jeg måske skulle være en smule skræmt over de store bølger og 15-16 m/s vind, men Anna Lisa er en tryg båd. Det føles ikke på noget tidspunkt ubehageligt.

Troels ser på GPSen: “38 timer til vi er fremme? Det er ikke så meget. Jeg går ned og sover, så er der kun 28 igen når jeg vågner.”

Sådan var stemningen ombord. Selvom vinden ude konstant forsøgte at vriste min kasket fra mig, så var det kun en stille rislen af vand forbi skroget når man lå i køjen.

Vindstille
Vinden dør og efterlader en irriterende dønning. Vi er nødt til at gå for motor. Det gør nu ikke noget, for så kan vi rigtigt se delfinerne som byder Anna Lisa op til dans. Hele dagen, kun afbrudt af små pauser, har vi delfiner som hopper fra boven.

Graciosa
Vi læser bøger, lytter på podcasts, snakker, synger, spiller, ser film og spiser og sover. Inden jeg ser mig om er vi fremme. De første dage var hårde og prægede af træthed, men så vendte kroppen sig til den gyngende tilværelse og til kun at sove et par timer ad gangen. Det blev nydelsesfuldt og jeg kunne sagtens fortsætte et par dage til.

Ankerkæden rasler ud af klysset. Vi bakker med motoren, så ankeret graver sig ned i sandbunden. Så bliver der stille. Vi er fremme.

For de fleste er Kanarieøerne bare nogle timer i fly. Når man har sejlet her til indser man at det ikke lige er rundt om hjørnet.

En stolt fornemmelse bobler i Margareta og mig. Børnene ser også ret tilfredse ud. En stor milepæl på vores sejlads er nået. Efter 2940 sømil er vi kommet til Kanarieøerne.

Det tager tid at sejle her, for hver gang vi skal afsted skal vi først til tolden, havnekontoret og politiet. Når vi så kommer til den nye havn skal vi igen på adskillige blanketter i den nye by informere told, politi og havnemyndigheder om Anna Lisas længde, bredde, farve, antal motorer, byggeår, om skroget er tæt, højden på masten og en hel del anden information jeg ikke engang selv bekymrer mig om. De skal også kende vores fødseldatoer, fødselssted, hvad vi arbejder med, adressen hjemme, email, telefon hjemme, i hvilken by vi har hentet vores pas og en masse anden information. I de marokkanske byer vi har været i, ved de mere om os og Anna Lisa end kommunen hjemme gør.

Da vi kommer til Rabat går vi op ad floden Bou Regreg og ind til marinaen. Selvfølgelig skal vi også her finde kuglepennen frem og udfylde de mange formularer. Mens vi venter på politi og told udfylder jeg papirerne til havnekontoret. Da det er klart går jeg op i cockpittet. I det samme åbner Mathilda døren fra toilettet. Den skarpe kant rammer mit øre, der hvor det sidder fast på hovedet. Døren skærer sig ind mellem øret og hovedet da jeg farer forbi. Det gør ondt, men jeg fortsætter alligevel med mine gøremål.

“Det bløder,” råber Mathilda.

Troels ser bestyrtet ud og forsvinder ud i forkahytten. Han bryder sig ikke om at se blod, og der kommer meget af det. Margareta kommer til og overtager kommandoen. “Mathilda, hent en saks. Thomas sæt dig ned.” Og med selvklæbende strips får hun sat mit øre på plads igen. Det er nok ikke så slemt som det til at starte med så ud. Mon ikke det bliver siddende på siden af hovedet, der hvor jeg helst vil have det?

“Mr. Veber,” råbes der fra flydebroen vi venter ved. Margareta er endnu ikke færdig med reparationen af mit øre, og det er tolden som nu er her. Jeg holder for mit øre, og tolderen kommer ombord. Så snart han er gået med mine kruseduller på sine blanketter kommer politiet. Vi sætter os ned til bordet i salonen, for politiet har ikke kun én blanket, som tolderen.

Mens vi udfylder papirerne i Anna Lisas kahyt hører vi bump og kradselyde. Jeg går igen op i cockpittet, undviger døren til toilettet, og mødes af snuden af en schäferhund. Den ryster og sætter alle kløerne i teaken. Det er tydeligt at den ikke vil være ombord på Anna Lisa. De tre nye politimænd den har selskab af skubber narkohunden fremad uden held, undskylder og bærer den i land igen.

Politimanden i salonen bliver dog hængende lidt endnu. Der er problemer med vores pas. De er udstedte af “Politimyndigheden” mens et enkelt er udstedt af “Politimyndigheden i Skåne”. Han har selvfølgelig sin faglige stolthed, og i Marokko er det åbenbart meget vigtigt hvor, ikke af hvem, passet er udstedt. Vi forklarer, at de alle er udstedt i Skåne, og efter lidt snak frem og tilbage på engelsk, fransk, arabisk og spansk beslutter han, at det er OK med pas udstedte i Skåne. Selvom han er alvorlig, og der ikke er tvivl om hvem som bestemmer, så er der alligevel mange smil og grin når myndighederne er ombord.

Vi går op i byen og forsøger at få fat i mad inden den store muslimske helligdag i morgen. Vi forvilder os langt ind i Medinaen og da vi vil hjem igen, kan vi ikke finde tilbage. En havn kan man dog altid finde, man skal bare gå nedad. Men inden vi kommer så langt, tramper jeg et glasskår langt op i foden.

På kort tid er min sandal fyldt med blod og røde spor bag mig viser hvor jeg har gået. Endnu en gang må Margareta reparere mig. Først nødtørftigt på gaden, bagefter ordentligt på båden, hvor vi har alt værktøj.

Jeg er blevet så glad for Marokko og vil gerne have nogle souvenirs med hjem. En lille del af landet, som kan påminde mig om de varme og venlige mennesker. Nu har jeg fået to: Et ar bag ved øret og et hul i foden.

Der ligger en spansk sejlbåd uden på tre fiskerbåde. Vi fortøjer på siden af sejlbåden og efter bare nogle minutter får vi selv to fiskerbåde på siden.

“Det er et forfærdeligt sted det her,” siger manden på den spanske sejlbåd. “Fiskerne her er uforskammede og uvenlige. Der er ingen service her. Ingen vand eller el. Heller ingen sikkerhed.”

Skinnet bedrager nogle gange. Hos Watski har jeg skrevet om vores besøg i fiskerhavnen Asilah i Marokko.

Vi har stort set kun fortøjet til den høje kaj i fiskerhavnen i Tangier, Marokko, da vi ser en dreng svømme rundt i havnen. Han har tøj på og han er ikke langt fra Anna Lisa. Vagten som smilende tog imod vores fortøjninger, råber til ham på arabisk. Er han faldet i vandet? Kan han ikke komme op igen?

“Vi har en badestige på båden,” siger jeg til havnevagten. “Han kan kravle op ad den.”

“Nej,” svarer han. “Drengen er løbet hjemmefra og prøver at komme til Europa. Han vil ud til et af fragtskibene.”

Aftenen efter sidder vi nede i kahytten da vi hører råb og motorstøj fra en påhængsmotor. Så bumper en ribbåd ind i siden af os. Vi løber op i cockpittet og ser en ung mand i tyveårsalderen som svømmer et par meter fra os. I hånden har han en plasticpose med sit tøj. Ved siden af os er havnevagterne i en ribbåd.

Hele havnebassinet er dækket af diesel, og det river i næsen. Troels har flere gange sagt, at han har ondt i halsen, og dunsten kradser også i min hals. På den unge mand i havnen glinser olien, og da han kommer op i vagternes ribbåd glider han i olien han er indsmurt i. Det er tydeligt at han slår sig. Snart efter ser vi politiets blå blink på kajen.

Den unge mand er endnu en af Nordafrikas mange modløse unge, som håber på et andet liv i Europa. Han forsøgte at komme ud til molen, for derfra at komme ombord i en af katamaranfærgerne som hele tiden går til Spanien, Frankrig og Italien. Gad vide hvor mange dage i fængsel hans mislykkede forsøg vil koste ham? Da vagterne sejler væk med ham, ind mod de blinkende blå lys på den modsatte kaj, hænger han med hovedet og ser ned på sine nøgne fødder.

Kaos og krydderier

Til trods for de to oplevelser på havnen føler vi os ikke utrygge. Snarere tværtimod, men det giver os mange gode snakke med børnene om de sociale forskelle.

“Velkommen, er det dit første besøg her?” møder folk os. “Mit land er også dit land,” siger flere. “Kig du bare, og så går du hjem og tænker dig grundigt om,” siger tæppehandleren. Taxichaufføren efterlader bilen med åbne vinduer og nøglen i tændingen, købmanden får min mobil til at fungere med det marokkanske SIM-kort.

I Medinaen med de smalle gader og små butikker råber de handlende efter os med gode tilbud. Hvis vi ryster på hovedet, eller pænt takker nej, fortsætter de ikke, men smiler og vinker. En lille dreng tigger. Jeg giver ham ingen penge, men han får den appelsinjuice jeg netop har købt. Han tømmer den i tre slurke og byder til gengæld mig på nogle kogte bønner han har pakket ind i papir.

Vi skal ikke gå ret mange meter på gaden før vi bombarderes af indtryk, farver, lyde og mennesker. Men det vi først og fremmest har mærket er gæstfrihed og menneskelig varme. Det er godt at vi skal være her længe.