Min familie og jeg var med i Go’aften Danmark på TV-2 for et par dage siden. Det bragte så mange minder frem fra vores 15 måneders sejltur til Caribien. Ikke bare de søde mennesker som inviterede på middag, snorklingen med skildpadder og vandreturene i junglen – også varmen, det turkise hav og dejlig sejlads.
“Hvordan føles det at være hjemme igen?” spørger alle når jeg møder dem på gaden, i supermarkedet eller når de kommer ombord på Anna Lisa til en kop kaffe.
“Jeg ved det ikke,” svarer jeg. “For hver eneste dag siden vi kom hjem har været en fest.”
Da vi ankom i lørdags for en uge siden, efter 15 måneders sejlads, var hele molen fuld af mennesker. Flere kom hen og gav mig et kram og sagde “Du kender mig ikke, men jeg har fulgt dig på Facebook og tv.” Det var meget overvældende og jeg stod flere gange med tårer i øjnene.
Siden da er det blevet til mange kopper kaffe. Vi bor stadig i båden, og hele tiden kommer der nye og gamle venner på besøg. Det er dejligt og overvældende – næsten som om turen stadig er igang. Men mon ikke hverdagen snart begynder at komme?
Hvad så nu?
Et af målene med vores sejlads (udover at snorkle med hajer – som jeg mislykkedes med) er at lave et karriereskifte: Jeg vil satse på mit forfatterskab. Derfor føler jeg også at det er fantastisk spændende at være hjemme igen, for nu skal jeg se om vingerne kan bære.
Denne satsning er for mig næsten lige så spændende, som at hive ankeret op i Caribien for at sejle over Atlanten til Azorerne. Det er selvfølgelig også nervepirrende, for jeg har jo en familie jeg skal forsørge. Men nogle gange skal man bare gøre det som føles rigtigt i hjertet – ligesom at stikke ud at sejle i et års tid …
Hverdag?
Min kalender begynder at blive booket – dels med foredrag – men også med alt muligt andet. Det kan være lidt svært at vænne sig til, at jeg nu skal til at kigge i kalenderen inden jeg kan lave en aftale. Vi skal på tv, i radioen, “udstilles” på en bådmesse og på bogmessen i Bella. Der er nok at lave, men mest af alt glæder jeg mig til snart at isolere mig og få færdiggjort den nye bog “Et år uden sko – fra parcelhus til palmestrand”.
Til Caribien?
Følg med ombord på Anna Lisa på kanaler i Europa, i storm i Middelhavet, når udstyret går i stykker ved Afrika og også når sejladsen er så fantastisk at alt er glemt igen.
Lige nu giver jeg bogen “Til Caribien?” væk helt GRATIS.
Efter 910 sømils sejlads non-stop fra La Coruna er vi kommet til den hollandske ø Vlieland. Det er et mærkeligt sted …
Havnen er propfuld da vi kommer ind, men det er ikke noget problem. Vi er jo vant til fra det sidste års tid, at når vi kommer til en havn får vi anvist en plads, og så står der personale og nærmest fortøjer båden for os. I denne, vores første hollandske havn på denne tur, skal vi selv fortøje båden. Lidt primitivt, men ok …
Jeg går op på havnekontoret for at melde vores ankomst. Det normale er, at man medbringer bådens registreringspapirer, forsikring, pas på alle ombord og nogle gange også anden dokumentation. På Vliesland vil de ikke se nogen som helst dokumentation.
“Hvor lang er båden?” spørger pigen på havnekontoret. “Og hvor mange er i ombord?” Af en eller anden grund spørger hun ikke om hvor mange hestekræfter motoren har, hvem som har tegnet båden, hvilket materiale hun er bygget i eller antallet master. Hvordan hun kan beregne prisen for vores ophold her er mig en gåde, når hun ikke har disse vigtige oplysninger. Det skal de jo ellers altid have dokumentation for længere sydpå.
Vi ser at måden man transporterer sig rundt på i Holland er på cykel. “When in Rome, do as the Romans” så vi lejer også cykler. Mens vi cykler rundt langs de hvide strande og de grønne bakker, hilser jeg på de lokale vi møder.
“Hello,” råber jeg glad.
“Hallo,” svarer folk tilbage. Hallo?!? Hvad er der nu blevet af “Alright, maaan” eller “Hello sugar-honey” som jeg er så vant til at folk siger til mig?
Hollænderne er også utroligt inkonsekvente hvad gælder landskabet. Om eftermiddagen er der ved havnen vand hele vejen til horisonten. Men om aftenen har de hollandske landskabsarkitekter ombestemt sig. De har fjernet vandet, og bekendtgjort, at der skal være land i stedet.
Det er virkelig en oplevelse at være i det eksotiske Holland!
Vi forlader den hyggelige havneby Horta på Azorerne i det vi tror er en god vejrudsigt. Planen er at vi i de 1.250 sømil op til Falmouth i England skal holde os i udkanten af et lavtryk, som skal give os fin vind hele vejen.
Vi betaler vores havnepenge, drikker en sidste kop portugisisk kaffe, tanker diesel og sejler nordud mellem øerne Pico og Faial. Vi går vest om São Jorge og øst om Graciosa. De grønne øer ser smukke ud i den nedgående sol, som får husene til at lyse som små hvide malerklatter på et lærred. Delfinerne hopper så ivrigt op af vandet omkring os, at de næsten slår hovedet mod Anna Lisas bovspryd.
Vi går platlæns i god fart, og den anden dag har vi et døgmål på 145 sm. Det er ikke ofte Anna Lisa sejler så hurtigt. Så vender vinden 90 grader, og inden vi når at tilpasse sejlene til den nye vinkel, dør den. Heldigvis har vi diesel i vores mange dunke på dækket, så vi kan sejle 700-800 sm. for motor. Det er uden bekymring at vi starter motoren.
“Faar! Vi har set fire hvaler,” råber Mathilda da jeg kommer op i cockpittet ved 11-tiden om formiddagen. “De var lige her ude.”
Havet er lige så fladt som Øresund en fin sommerdag. Alle dønninger er væk, og der er langt til horisonten. Vi har 730 sømil tilbage til Falmouth, det er ca. seks døgn, og vi har diesel til knapt fem tilbage. De næste to døgn er havet lige fladt, og vi går for motor.
Børnene er glade for den megen motorgang, for det betyder at der er rigeligt med strøm til deres computere. Hvis de ikke allerede var det, er de nu mestere i både Sims og Minecraft. Margareta og jeg er derimod ikke lige så lykkelige. Hvad nu hvis der ikke kommer vind? Vi har ikke diesel nok til at gå hele vejen. Selvom vi har mad og vand nok ombord, er tanken om at drive rundt i ugevis ikke så tillokkende.
“I morgen igen roligt, men måske vindstille, men et mindre lavtryk er ved at dannes ved Spaniens NE-pynt.” Hver gang vi får vejrmeldinger fra min far og Johan der hjemme, er det altid med konklusionen, at der ikke kommer vind. Så snart vi mærker det mindste pust stopper vi motoren. “Yes, nu sejler vi to knob,” tager jeg mig selv i at tænke. Normalt sejler vi mindst 5 knob for sejl, men under omstændighederne er to knob godt. Hele natten forsøgte vi at krydse, men havde en gennemsnitsfart på 1,5 knob. I den fart vil det tage os yderligere to uger op til Falmouth.
Normalt når vi sejler er der masser dejlig støj. Bølgerne bruser, vandet perler forbi skrogsiden, træværket knirker og tovværket knager. Nu er der fuldstændig stille. Det er som om Anna Lisa svæver planløst rundt i verdensrummet. Det er næsten uhyggeligt stille.
Vi kan brænde vores sidste diesel af, og næsten nå op i den Engelske Kanal. Men hvad så? Skal vi drive rundt med tidevandet i trafikseparationszonen i et af verdens mest befærdede farvande? Eller … Vi kan ændre kursen fra nordøst til sydøst?
På Anna Lisa har vi altid sagt, at vi hellere går for motor end kommer ud i dårligt vejr. Men lige nu er vindstille også dårligt vejr, og La Corunas tapas og hyggelige gader lokker. For ikke at tale om de uendelige mængder af diesel vi kan få ombord der …
19 døgn og 2450 sømil. Vi er fremme! Vi har sejlet over Atlanten for tredje gang og er nu i Horta, Faial, Azorerne.
Der har været store naturoplevelser, udfordrende sejlads og mange smukke stunder. Der har dog også været ubehagelige og endda skræmmende episoder. Det skal vi nok fortælle mere om, men først skal vi slappe af og samle kræfter.
Vi skal selvfølgelig op på Peters Cafe Sport. Her har sejlere i årtier mødtes og udvekslet røverhistorier fra de syv have. Jeg skal fejre min fødselsdag på dette legendariske sted, og vi skal selv fortælle historier fra vores seneste sejlads.
Alt godt fra Anna Lisa.
Til Caribien?
Følg med ombord på Anna Lisa på kanaler i Europa, i storm i Middelhavet, når udstyret går i stykker ved Afrika og også når sejladsen er så fantastisk at alt er glemt igen.
Lige nu giver vi bogen “Til Caribien?” væk helt GRATIS.
Om nogle timer begynder vi vores cirka tre ugers sejltur fra Caribien til Azorerne og Europa.
Jeg føler dog langt fra at turen og eventyret er ved at være slut selvom vi om nogle uger er i hjemlige farvande igen. En af de største oplevelser på vores tur ligger stadig foran os når vi igen skal krydse et ocean. Der er også stadig ubrugte gæsteflag som skal hejses, og efter Azorerne har vi endnu ikke bestemt en rute hjem.
Vores besætning Johan har allerede spredt glæde ombord i et par dage, stuverummene er fulde af god mad, guitaren er stemt og vejrudsigten ser vidunderlig ud.
Vandet i Low Bay på Barbuda er turkist da hele besætningen hopper i. Konstant skifter det farve til blå nuancer og tilbage til turkis i takt med at små lammeskyer glider forbi solen med pasaten. Hukommelseskortene på kameraerne bliver hurtigt fulde.
“Var det ikke ok med lidt søsyge for at komme her til?” spørger jeg min datter Mathilda da hun svømmer imod mig.
“Det var det i hvert fald,” siger hun. Selvom hun kun er 12 år er hun måske den mest kreative og den bedste fotograf ombord. Hvis nogen forstår at nyde farverne og stranden er det hende.
“Det var næsten det værd,” siger Troels da han får samme spørgsmål. Men han griner alligevel, og hans ansigt lyser lige så meget som koralsandet på stranden bag ham. Da han får en lang tur på surfbrædtet vi byttede med Sonson nede på Tobago er han også overbevist.
Vi udsætter Mathilda og Troels for en del strabadser. De får lov til at kede sig, blive våde, kolde, søsyge og udmattede. De lærer at livet er hårdt og nogle gange noget lort. Men de lærer også, at hvis man kæmper og holder ud, så kan belønningen bagefter være stor. Og belønningen føles endnu større når man ikke bare har fået den foræret, men har skullet kæmpe for at opnå det.
Til Caribien?
Følg med ombord på Anna Lisa på kanaler i Europa, i storm i Middelhavet, når udstyret går i stykker ved Afrika og også når sejladsen er så fantastisk at alt er glemt igen.
Lige nu giver vi bogen “Til Caribien?” væk helt GRATIS.
Barracudaen vi fangede lige inden revet på Antiguas sydkyst er en 75 cm. lang dræbermaskine. Der er ikke mange her som er bange for hajer, men er der barracudaer under båden er der ingen som bader. Det er et farligt rovdyr med centimeterlange spidste tænder vi nu har liggende i cockpittet. Men kan vi spise den?
Vi tænker uroligt på den hollandske båd som fangede en lignende barracuda nede ved Tobago og fik den meget ubehagelige mavesygdom ciguatera. Fisk som spiser ved koralrev, specielt rovfisk, kan opsamle giften ciguatoxin.
Baracudaen er det absolut sidste dyr i fødekæden, så risikoen for at blive syg er derfor større med netop den fisk.
Da jeg ser en lokal gå rundt i en gul regnjakke inde i vandkanten i ankerbugten, går jeg ud fra at det er en fisker. Jeg må ind og spørge ham.
Manden i regnjakken står stadig i vandet foran et lila skur under et par palmer. Bag skuret ligger et par gamle surfbrædder og en motorbåd står opklodset bagved.
“Normalt skal du ikke være bange for ciguatera her,” siger fiskeren som hedder Alex. “Disse fisk fangede jeg ude på revet i går.” Han viser mig et dusin red snappers og papegøjefisk han har liggende i sin spand.
Vi snakker lidt videre om fiskeriet her, og han peger ud på sin fiskerjolle, og viser det sted han selv plejer at fiske.
“Hvis du alligevel er urolig,” fortsætter han, “så tag din barracuda med ind på stranden når du renser den. Læg nogle af indvoldene der oppe,” han peger op på et par palmer og buske nogle meter inde på stranden. “Så kommer myrerne. Myrerne kan heller ikke lide gift og de undgår fisken hvis den er giftig. Hvis myrerne kommer til den, er den ok.”
Vi snakker lidt videre, men jeg er ivrig efter at komme tilbage til Anna Lisa og rense barracudaen. Alex holder sin knyttede hånd imod mig, og jeg slår min egen knytnæve mod hans til afsked. Fiskeriet giver en forbindelse mellem os.
“Jeg skal ud igen i eftermiddag,” siger Alex som det sidste. “Du må gerne følge med.”
Myrerne hjælper
Det ene tropiske regnskyl efter det andet vasker saltet af Anna Lisa. Der er god grund til at have regnjakke på ligesom Alex. Men endelig klarer det op, og en spand med affald fra barracudaen kommer med i jollen ind til stranden.
Kommer myrer også frem i regnvejr? Lige nu regner det ikke, så vi håber at de alligevel vil hjælpe os.
Vi ved jo ikke hvilken del af fisken myrer foretrækker, så lidt tarme, en lever, fiskens drabelige hoved og et lille stykke filet lægges på stedet som Alex udpegede. Det varer ikke længe inden et par bittesmå myrer er henne og snuse til fiskeaffaldet. En kat holder også på afstand øje med os. Måske gjorde Alex også det, for han kommer hen og studerer resterne af fisken.
“Det er en ung barracuda. Der er ingen problemer. Og se alle myrerne …”
“Men myrerne kravler jo ikke på fisken,” svarer jeg. Stadig lidt urolig efter at have læst om hvilke pinsler man skal igennem, hvis man får ciguatera.
Alex peger på en hel flok små myrer på to millimeters længde som ivrigt løber frem og tilbage mellem tarmene og et hul i jorden. “Den er god nok!”
Barracudaen er måske den mest velsmagende fisk vi indtil nu har fanget. Den gav mig også en fisketur, en at drikke en øl med på stranden og måske starten på et nyt venskab. Det er en super bonus.
Den 5. december 2000 kom jeg frem til St. Lucia i Caribien efter at have sejlet over Atlanten første gang. Dagen efter mødtes Margareta og jeg, men som altid ved langturssejlads er der så mange afskeder. Efter bare et par dage var jeg tvunget til at sejle sydpå, og Margareta til at sejle nordpå.
To dage efter sad min ven Folmer og jeg med hver sin sundowner i Topas´ cockpit. Tropenatten kom hurtigt og en efter en tændte ildfluerne sine små lanterner inde blandt palmerne. “Det her er sådan en aften hvor vi skulle sidde med hver sin pige. Ikke med hinanden,” sukkede Folmer.
Han havde ret. Jeg burde finde Margareta og bortføre hende. Tage hende med tilbage til Topas.
Morgenen efter sad jeg og svedte i en bulet Toyota HiAce. En gammel minibus med dæk så slidte, at de skulle have været skiftet for flere år siden. Den var beregnet til 12 passagerer, men uden problemer havde chaufføren klemt 16 personer ind. Han fik jo betalt per næse.
Jeg ville have haft en buket blomster med mig, men jeg lykkedes ikke at finde det. I stedet blev det en klase bananer. Jeg håbede at det duede.
Der var ikke meget trafik på de støvede veje, men da en safarijeep kom den modsatte vej måtte jeg knibe øjnene sammen i vantro. På ladet sad en gruppe mennesker. Margareta var den ene. Synet gav mig først en boblende fornemmelse i hele kroppen. Så sprængtes alle boblerne og fik mine nervespidser til at sitre. Hvad lavede Margareta på ladet af en jeep? Kørende i den modsatte retning af mig? Det tog kun to sekunder inden jeppen havde passeret, men jeg nåede at tænke lige så mange tanker, som de tusindvis af sømil vi havde sejlet. Jeg kunne jo ikke køre nordpå, hvis Margareta samtidigt kørte sydpå.
“Stop bussen!” råbte jeg uden at tænke på konsekvenserne. De andre i bussen kiggede på mig. Jeg kunne se hvordan de tænkte “Dumme turist, hvad skal han her ude i bananplantagen?”
Chaufføren rakte en hånd tilbage og jeg lagde nogle East Caribbean dollars i den. Nogen åbnede skydedøren i siden, en anden rakte min rygsæk ud på vejen til mig. Så forsvandt den grå Toyota HiAce i en sky af reggaemusik og forbindelsen til civilisationen var væk.
Jeg så mig omkring. Jeepen var nu ikke mere end en støvsky i det fjerne og der var intet andet end bananplanter her. En følelse af ensomhed skyllede ind over mig.
Jeg havde ikke gået langt, før der kom en bil bag mig. En brun personbil med tonede ruder. Jeg jublede stille mens jeg stillede mig ud på vejen og vinkede.
“Min kæreste …” begyndte jeg, da sideruden blev åbnet og afslørede en mand med nystrøget hvid skjorte. Et strejf af airconditioneret luft ramte mig i ansigtet sammen med et par strofer reggaemusik. Dog i mere moderat volumen end i bussen. “Min kæreste er kørt den vej, og jeg skal efter hende.” Jeg var slet ikke sikker på om jeg endnu kunne kalde Margareta for min kæreste, eller om hun i det hele taget ville være det.
“Jeg er ked af det,” svarede manden og sænkede hovedet lidt. “Det er en regeringsbil, og jeg kan desværre ikke tage nogen med.”
Jeg følte mig slap i kroppen, da den brune bil forsvandt ind blandt bananpalmerne, hvor Margareta også var forsvundet. Hvad var chancen for at jeg nogensinde ville finde hende til fods? “Held og lykke,” havde manden sagt, og det havde jeg brug for.
Da den næste bil kom, stillede jeg mig ud på vejen igen. Den skulle ikke få lov til at komme forbi uden at tage mig med.
“Yeah, maaan,” hilste han, som de fleste gør i Caribien.
“Min kæreste …” Jeg bed mig i læben over igen at bruge det ord, uden at vide om jeg egentlig havde lov til at bruge det. “Jeg skal efter hende.” Jeg pegede fremad.
“Ok, maaan. Det her er godt nok en taxi, men jeg er booket. På vej til lufthavnen, maaan.” Han beklagede, og det så virkelig ud til at han mente det.
Jeg fortalte om bortførelsen, bussen og Margareta som nu var forsvundet i en jeep. “Du bliver nødt til at hjælpe mig!”
Han rynkede brynene. Så slog han ud med armene og fabrikerede et smil som truede med at dele hans ansigt i to dele. “Kærligheden kommer altid først,” sagde han og åbnede passagerdøren. “Dem i lufthavnen må vente.”
Jeg mærkede hvordan et begyndende håb fik blodet til at pumpe helt ud i ørerne, da jeg satte mig ind i den rullende ghettoblaster.
Vi kom ud af plantagen og igennem en by. Vejen delede sig flere gange, og mit håb begyndte at forsvinde igen.
“Jeg tror jeg ved hvor de jeeps plejer at køre hen,” sagde taxichaufføren. Men han stoppede alligevel for at spørge en gammel dame på et hjørne om hun havde set den. Jeg forstod ikke det melodiske kreolsk-engelske de talte sammen, men jeg forstod de afvisende arme og hendes beklagende ansigtsudtryk.
“Jeg tror at de er kørt op i bjergene,” sagde taxichaufføren da vi kørte videre. Hans humør var ikke det fjerneste berørt af damens svar. Jeg håbede at han havde ret.
Vejen blev til en jordvej, og hullerne blev større og større. Bilen bumpede og chaufføren sænkede farten. Han slukkede for radioen og fik en dyb rynke i panden. Jeg tror at den rynke smittede, for jeg mærkede hvordan uroen igen kravlede ind i mig.
“Jeg kan snart ikke køre længere,” sagde han, og jeg var ikke overrasket, selvom hans ord gjorde mig modløs. En jeep var det rigtige transportmiddel, når man skulle denne vej. Spørgsmålet var, om jeg skulle fortsætte til fods når den endelige dom kom, eller om jeg skulle køre med taxien tilbage igen?
Vejen svingede og gik stejlt opad i en smal stribe som skilte det grønne. Jeg rev chaufføren i armen, så bilen svingede farligt ind mod et træ. “Der er de!”
På toppen af bakken kravlede jeepen langsomt over huller og sten. Taxichaufføren grinede og viste alle sine gule tænder. Han dunkede mig i ryggen og gav lidt ekstra gas, så støddæmperne gik i bund når hjulene forsvandt i et hul.
Jeg stak overkroppen ud af vinduet og vinkede og råbte efter jeepen som stoppede.
Taxichaufføren fik rigeligt med drikkepenge og så hoppede jeg ud af bilen. To vildtfremmede mennesker trak mig op på ladet af jeepen. Så kørte den med knirkende støddæmpere videre opad.
Jeg scannede hurtigt flokken af mennesker, som med solblegede kasketter og lyse skægstubbe alle så ud som sejlere. Så kantede jeg mig fremad på ladet, mens et ekstra hul i vejen næsten satte mig på grund på skødet af engelsk herre. Så fangede mine øjne Margaretas, og de stoppede der. Hendes øjne var opspærrede i vantro og hun holdt en hånd for munden.
Så smilede hun. Jeg smeltede og løb ud gennem hullerne i mine sandaler. Så gav jeg Margareta klasen med bananer.
Nu er vi tilbage på St. Lucia. Meget har ændret sig, men meget er også det samme. Hele familien tog i går en bus for at finde bananplantagen, og den er lige så øde som for 16 år siden. Busserne er også lige så fyldte og solen skinnede lige så dejligt. Men denne gang skal vi begge sejle nordpå. Sammen.
Vi er på Bequia, en smuk ø med fine strande og flinke mennesker. Holder vi os til udkanten af byen, er vi endda de eneste udlændinge. Det giver mange spændende møder, og da min nye norske ven Axel og jeg en nat var inde på de lokale værtshuse blev vi overhældt med lokale oplevelser.
Men nu gider jeg ikke længere. Jeg er blevet ramt af tropetrivialitet.
Jeg har skrevet om det i Hold kæft og rejs, for tropetrivialiteten er også en grund til ikke at planlægge turen alt for detaljeret. Men det er ikke nødvendigvis noget negativt, måske snarere tværtimod.
Når man sidder hjemme en blæsende novemberdag, med regnen piskende mod køkkenvinduet, virker det umuligt at man kan få nok af sandstrande, viftende palmer, farvestrålende huse og snorkling med stimer af fisk. Men selv det bliver også hverdag.
Hverdag
I øjeblikket er vi næsten ikke i land, men bruger det meste af tiden på båden. Det er slet ikke noget dårligt. Jeg får lavet de småreparationer som jeg har skubbet foran mig, fordi der hele tiden har været noget i land som lokkede. Jeg bruger en masse tid på internet og på at skrive. Hele familien er sammen med vores nye vennebåd fra Norge. Det er også givende, selvom det ikke er den lokale kultur vi oplever. Omgivelserne er stadigvæk lige dejlige, selvom de er blevet hverdag, og det er gode omgivelser at lave hverdagsting i.
Farvel til oplevelser
Næste ø er St. Vincent. Det er måske én af de mest spændende øer i Caribien? Mange sejler dog bare forbi, da den har et dårligt rygte. Den internationale lufthavn er først åbnet for et par måneder siden. Den er endnu ikke så friseret og afpudset som så mange andre øer. Men hvor mange strande har man behov for at se? Hvor mange rev har man behov for at snorkle på? Hvor mange små byer har man behov for at vandre op til?
Derfor sejler vi nu også forbi St. Vincent. Det er tropetrivialiteten som gør det. Måske fortryder vi når vi kommer hjem? I stedet er næste destination den for os så velkendte St. Lucia. Det var her Margareta og jeg mødtes for 16 år siden. Her skal vi vise børnene øens grønne midte, hvor jeg i en øde bananplantage hoppede af en bus. Vi skal genopleve hvordan jeg som Indiana Jones lykkedes at finde Margareta inde i junglen. Jeg skal købe en klase bananer, og håbe at de kan forføre hende til at tage yderligere 16 år sammen med mig.
Godt at vi ikke har planlagt så nøje, for så bliver tropetrivialiteten bare til yderligere en oplevelse på turen.