Kuling og vindstille på Atlanten

De andre sejlere i marinaen i Rabat vinker farvel til os. Lodsbåden sejler foran os ud ad floden. Da dønningerne bliver for store vender den røde ribbåd om, men vi fortsætter. Ud på dybt vand hvor søen er venlig mod os. Vi sætter sejl og Anna Lisa begynder langsomt at sætte tænderne i de 475 sømil vi skal sejle.

 

Lys i natten
“Thomas, vil du ikke komme ud og hjælpe mig?” Ved 22-tiden hiver Margareta mig ud af mine drømme og ud i mørket i cockpittet. Mathilda og Margareta har vagten og jeg forstår deres forvirring. På havet er der næsten lige så mange lys som på himlen over os. Det er som et juletræ, for korrekt lanterneføring er ikke noget fiskerne i Marokko kender til. Hvide, røde, grønne, blinkende, faste og projektører. Den ene fiskerbåd er helt tæt på os og de råber på arabisk. Vi ændrer kursen 90 grader og det virker til at berolige fiskeren.

Jeg er irriteret på mig selv. Vi er ca. 12 sømil fra kysten. Jeg troede at det var nok til at undgå fiskejollerne og deres garn. Resten af natten er det et slalomløb mellem blinkende røde, hvide og grønne lys. Da vi passerer Mohamedia og der også kommer to tankskibe og en slæbebåd er forvirringen total. Jeg hører hvordan slæbebåden flere gange desperat kalder fiskerne.

“Du er meget tæt på mig. Jeg slæber en flydedok med et 600 meter kabel i vandet. Jeg har svært ved at manøvrere.”

Jeg ser slæbebåden på AIS og holder et par sømils afstand. Håber at fiskerne også gør det.

Kuling
Vi vidste godt at den skulle komme, så vi var forberedte. I et lille døgns tid surfer vi i store bølger med kun et lille forsejl ude. Jeg havde troet at jeg måske skulle være en smule skræmt over de store bølger og 15-16 m/s vind, men Anna Lisa er en tryg båd. Det føles ikke på noget tidspunkt ubehageligt.

Troels ser på GPSen: “38 timer til vi er fremme? Det er ikke så meget. Jeg går ned og sover, så er der kun 28 igen når jeg vågner.”

Sådan var stemningen ombord. Selvom vinden ude konstant forsøgte at vriste min kasket fra mig, så var det kun en stille rislen af vand forbi skroget når man lå i køjen.

 

Vindstille
Vinden dør og efterlader en irriterende dønning. Vi er nødt til at gå for motor. Det gør nu ikke noget, for så kan vi rigtigt se delfinerne som byder Anna Lisa op til dans. Hele dagen, kun afbrudt af små pauser, har vi delfiner som hopper fra boven.

 

Graciosa
Vi læser bøger, lytter på podcasts, snakker, synger, spiller, ser film og spiser og sover. Inden jeg ser mig om er vi fremme. De første dage var hårde og prægede af træthed, men så vendte kroppen sig til den gyngende tilværelse og til kun at sove et par timer ad gangen. Det blev nydelsesfuldt og jeg kunne sagtens fortsætte et par dage til.

Ankerkæden rasler ud af klysset. Vi bakker med motoren, så ankeret graver sig ned i sandbunden. Så bliver der stille. Vi er fremme.

For de fleste er Kanarieøerne bare nogle timer i fly. Når man har sejlet her til indser man at det ikke lige er rundt om hjørnet.

En stolt fornemmelse bobler i Margareta og mig. Børnene ser også ret tilfredse ud. En stor milepæl på vores sejlads er nået. Efter 2940 sømil er vi kommet til Kanarieøerne.