Trusler i mørket

I mørket går jeg rundt i gaderne. Jeg håber at hundene er lige så venlige om aftenen, som de har virket til at være om dagen. Folk står i små grupper og taler sammen. Ikke højlydt som i Spanien, men heller ikke hviskende. Deres øjne følger mig når jeg passerer dem. Gadelygterne sidder langt fra hinanden. Kun fra få af lejlighederne kommer der lidt lys ud på gaden. En muskuløs mand med rastahår kommer imod mig på det modsatte fortov. Han krydser over imod mig, da vi nærmer os hinanden. Jeg bliver pludselig meget opmærksom på, at mit udseende adskiller sig enormt fra alle andre jeg ser her. Bare det faktum at jeg har haft råd til at komme hertil fra Europa, viser at jeg er enormt rig i forhold til mange af dem som bor her. Da manden nærmer sig, holder jeg instinktivt om pengene i lommen.

Manden er nu ud for mig. Han smiler og holder en tommeltot opad. Jeg giver ham langsomt en tilbage og bliver flov over mine fordomme.

Situationen er et lille klip fra bogen “Et år uden sko” – som vi arbejder på i øjeblikket. Det er på Kap Verde, men kunne lige så godt have været et hvilket som helst andet sted. En gang imellem kom vi i situationer hvor stemningen blev lidt truende, men på hele turen til Caribien har vi stort set kun mødt flinke, venlige og hjælpsomme mennesker. Selvom der er meget skidt i verden, så er der heldigvis mest godt!