Langturssejlads

Vi har købt en ny “Anna Lisa” og langsomt skal hun forvandles til en rigtig langturssejler. Men hvad er rigtig langturssejler egentlig? (læs om køb af båd i udlandet her).

Vi har netop sejlet hende mere eller mindre non-stop fra Mallorca, ud af Middelhavet rundt om Portugal, ind gennem Den Engelske Kanal og op gennem Nordsøen. Bortset fra ekstra sikkerhedsudrustning, var det i en næsten standard Bavaria 36 vi sejlede rundt om det halve Europa (det kan du læse om i bogen Udfordringen som udkommer 1. maj 2021).

Det kan få mig til at tænke lidt. Hvad behøver vi egentlig, udover sikkerhedsudstyr, for at vi igen kan begive os ud på lange sejladser i verden?

Tydeligvis ingenting, for de 2400 sømil rundt om Europa var jo, bortset fra Corona-lockdowns, rimeligt problemfrie.

Ét problem er dog altid tilstedeværende på en langturssejler: Strømmen. Man har aldrig strøm nok, og det er hele tiden en kamp for at holde batterierne over et kritisk niveau. Vi har en stor batteribank, og lige nu klarer vi os i tre døgn uden landstrøm eller at starte motoren. Men det er slet ikke nok. Efter de tre dage skal motoren køre i mange, mange timer for at lade batterierne helt op igen. Det er ikke kun et problem på langturssejlads. Her hjemme vil vi også kunne ligge for anker eller i naturhavn i lang tid uden at være afhængige af landstrømskablet.

Vindmølle på båden?

På vores forrige Anna Lisa havde vi 100W solpaneler og en vindmølle. Det var vi selvforsynende med når vi sejlede herhjemme, men ikke i troperne. Med korte dage, og ankerpladser som ofte lå i læ for vinden, var det ikke tilstrækkeligt. Vi måtte starte motoren en gang om dagen for at have strøm nok.

Det var vidunderligt at ligge nede i køjen om natten og høre vibrationerne fra vindmøllen. Det var ikke irriterende med den baggrundsstøj, for det var jo lyden af strøm ind i batteribanken. Men i modsætning til solpaneler, er en vindmølle ikke vedligeholdelsesfri. Hvis det blæser rigtig, rigtig meget skal man huske at slukke for den – ellers brænder den sammen. Der er også en risiko for at få en fugl eller en fiskeline i rotoren (begge dele er sket for os), og der skal desuden skiftes lejer en gang imellem. Så selvom den under de rette forhold genererer en masse strøm, er den for mig, som vil have et enkelt bådeliv, ikke det rigtige.

Solpaneler er det rigtige (for mig)

Solpaneler er det rigtige for os. Og vi skal overdrive det, så vi aldrig igen skal være tvunget til at slukke køleskabet om natten eller kun kunne oplade computerne når motoren kører. Som på vores gamle båd skal vi tage kampen op mod landstrømskablet og blive selvforsynende med strøm. For først når vi ikke længere behøver at indkoble landstrøm er vi fuldstændigt frie, uanset om det er ved en klippeø i skærgården eller en ankerplads i Caribien.

Vores billet til frihed er en targabøjle med 600W solpaneler. Det er en dyr løsning, men for os er det det hele værd. Det kan virke overdimensioneret med 600W når vi kun havde 100W tidligere. Men det er kun indtil man hører den frustrerede snak om strøm blandt sejlerne på en afsidesliggende ankerplads. Vi har ikke planer om hverken watermaker, aircondition eller vaskemaskine som er store strømslugere. Men man har helt enkelt aldrig tilstrækkeligt med strøm ombord.

Nu tager vi kampen op mod landstrømskablet, og vi regner med denne gang at vinde den.

3 næsten ukendte faktorer som ødelægger din langturssejlads

- og hvad du skal gøre ved dem

• Problemer i hårdt vejr, sejlads om natten og når der ikke er nogle havne.
• Sådan undgår du selv disse problemer.
• Få de gode oplevelser

Gør som over 17.000 andre og skriv dig op til mit nyhedsbrev. Så får du hæftet “3 næsten ukendte faktorer som ødelægger din langturssejlads” tilsendt for 0,- kr til din email.

Mit gratis nyhedsbrev kommer 1-2 gange om måneden med tips, tilbud og coole ting (inkl. lejlighedsvise gratis ting).

Leave this field empty if you're human:

“Hvor kommer I fra?” spørger damen på havnekontoret. Selvom vores nye “Anna Lisa” klarer det rigtig fint, er vi alligevel lidt trætte af at krydse i 12-15 m/s. Da vi så at havnen Vilamoura på Portugals Algarvekyst lå lige inde til styrbord, var det da værd at prøve om vi var velkomne.

“Vi kommer fra Cartagena,” svarer jeg. Det er 500 sømil inde på den spanske kyst i Middelhavet.

“I skulle ikke være kommet,” siger damen på havnekontoret. “Selvom vores lande er som brødre, er grænsen til Spanien alligevel lukket.”

Jeg ser overrasket på receptionisten, og prøver at mildre hendes strenge udtryk bagved mundbindet. Måske er det fordi hun ikke kan se mit smil bag mit eget mundbind?

“Du skal ringe til Immigration og Marine Police,” fortsætter hun.

Der er selvfølgelig ingen som svarer hverken det ene eller andet sted, så til sidst sender de mig ned til Anna Lisa igen. “Ingen af jer må forlade båden.”

“Må vi blive liggende til i morgen, så jeg kan skifte olie på motoren og tanke vand og diesel?”

Hun nikker modvilligt. “Bare I ikke forlader båden.”

Da jeg kommer tilbage til “Anna Lisa” deler jeg nyheden om at vi ikke er velkomne.

“Vi er i karantæne på båden, og det var det bedste der kunne ske,” siger jeg og prøver på at lyde glad.

“Hvad?” siger Karin.

“Ja, der sker ikke en skid her i byen,” fortsætter jeg.

“Hvordan ved du det?” spørger Niels.

“Og fiskerestauranten…” Vi har snakket i et par dage om at finde en lille hyggelig fiskerestaurant når vi kom i land. Det bliver det hårdeste slag. “De sidste der spiste der oppe havde vildt ondt i maven i flere dage efter.”

De andre begynder at forstå hvad jeg mener.

“Damerne har også overskæg allesammen,” fortsætter jeg. Det er ikke fordi vi skal ud at se på damer, vi er jo alle lykkeligt gifte. Men for bare ligesom at slå fast, at her er der ikke noget at komme efter.

Og egentlig betyder det jo ikke noget, at vi ikke må komme i land. Vi spiser en god middag og fejrer den portugisiske nationaldag. Vi finder en flaske portvin i kølsvinet, og vi har jo stadig mad ombord til tre uger. Der går ingen nød på os, da vi dagen efter fortsætter ud i Atlanten og svinger nordpå.

Sejlene er helt nedrebede, og alt sejlertøjet er på. Middelhavet er slet ikke så tillokkende blåt, som det var for bare et par timer siden. Kulingen får en gang imellem en bølge til at slå ind over forskibet. Når vandet er løbet væk, sidder der et tykt lag salt tilbage.

Vi er trætte, og det er faktisk ikke så sjovt. Niels og Kim har koplet autopiloten fra og sidder med indkoplede livliner og styrer. De klarer, til trods for modvinden, de store bølger og de små sejl, at holde en fart på 7-8 knob.

Jeg er imponeret over hvor godt vores “nye” Bavaria 36 klarer havet, vinden og os. Der er ikke noget der knirker, der kommer ikke vand ind i båden og vi kan sove om natten, selvom der en gang imellem kommer et højt brag, når stævnen rammer en bølge.

Da kulingen blæser af og vi til sidst er nødt til at starte motoren bliver havet så fantastisk blåt, som det kun bliver i Middelhavet. Vi har helt glemt, at vi natten inden var våde og trætte.

Vi drikker kaffe, lytter på musik, fortæller løgnehistorier og nyder livet! Imens sørger Anna Lisa for at vi sømil efter sømil kommer lidt mere hjemad.

Normalt planlægger vi ikke efter at sejle i modvind, men der er langt fra Mallorca til Øresund. 2200 sømil sejles ikke på en eftermiddag, og der er mange hensyn at tage. Vi tager en enkelt dag med dårligt vejr, for senere at nå et vejrvindue som vil skåne os for endnu dårligere vejr.

P.S. Mens vi sejler hjem, kan man købe vores bog “Et år uden sko” for kun 79,- kr. Tilbuddet gælder indtil båden er hjemme igen 🙂