Jeg har netop betalt mine varer i supermarkedet i Port St. Louis, Frankrig da en tatoveret, og lidt hærget pige, stiller sig ved siden af mig. Hun står tæt på og ser afventende og lidt truende ud. Er det nogen jeg kender? Skal jeg lade som om jeg er glad, selvom jeg egentlig ikke kan huske hvem det er.
“You took a photo of me,” siger hun så.
Jeg kan ikke huske at jeg har taget et billede af nogen, så jeg smiler bare og siger at det må være en misforståelse.
Hun går tættere på og hendes mund er en tynd streg. En meget kortklippet pige står som backup bag hende. Hun ser også truende ud. “Nede på stranden. Det var os som sad på bilen.”
Nu ved jeg hvad hun mener. Tidligere i dag cyklede jeg ud for at finde flamingoer. Det lykkedes, men jeg så også en flok unge mennesker som kørte rundt nede på stranden i en gammel bil. Flere af dem sad på taget og på kølerhjelmen mens de kørte. Det må være det billede.
Jeg nikker bekræftende. “Hvordan turde I gøre det?”
“Det billede må ALDRIG nogensinde komme ud på internet!” Hun får mig til at sværge, at jeg ikke lægger det ud. Hun kommer med en længere forklaring om, at hun slet ikke skal være her i dag, men et helt andet sted. Ingen må vide, at hun er her. Stemningen blødes lidt op, og det ender endda med at hun giver mig sin email-adresse. Hun kan også se det komiske i situationen og hvorfor jeg tog det billede. Hun vil gerne have en kopi.
Der er mange måder at møde nye mennesker på. Den her havde jeg ikke lige regnet med.
Da jeg jo har lovet højt og helligt ikke at lægge billedet på internet, kommer her et par flamingoer i stedet.
Opdatering: Jeg sidder på min stamcafé i Port St. Louis og skriver, da der pludselig er en som hilser hjerteligt på mig.
Foran mig står den stærkt tatoverede pige fra i går. Nu er stemningen ikke længere fjendtlig og hun hilser på mig med franske kindkys, som var jeg en gammel ven. I stedet for at sidde og skrive sidder jeg pludselig i venskabeligt lag med otte unge franskmænd som alle kan lidt engelsk. Samlet er deres ordforråd stort nok til, at vi faktisk kan tale sammen.
Så at hælde galde ud over, at de strejker på havnekontoret, hvor de har bådens papirer, og at vi uden dem ikke kan sejle nogen steder, kommer ikke på tale. Frankrig er fuld af gode oplevelser.
P.S. Jeg spurgte i dag om jeg måtte tage et billede, men det var stadigvæk ikke i orden – selvom vi nu er venner.
Det startede som en sjov idé: Vi sejler til 50-årsfest i Barcelona. Men nu bliver det også et stressmoment. Nu SKAL vi jo være nået frem til Barcelona d. 25. juni – og gerne et par dage inden.
Da vi virkelig fik gennemtænkt hvor lidt tid vi egentlig har, diskuterede vi om vi skulle sejle over Biscayen og rundt om den Iberiske halvø. Vi fik også tilbud på at få kørt “Anna Lisa” ned på en lastbil. Men vi bestemte os alligevel for at sejle hende ned gennem kanalerne igen. Så er vi ikke afhængige af vejr og vind.
I dag starter jeg i Travemünde og jeg har knapt tre uger til at race ned gennem floder og kanaler. Familien er hjemme imens og afslutter dette skoleår. Derfor flyver jeg hjem d. 19. maj og er hjemme med dem, indtil vi fortsætter sejladsen. Så må vi se hvor langt jeg er kommet. Jeg er nok ikke kommet helt ud i Middelhavet, men forhåbentlig et godt stykke ned i Frankrig.
Jeg vender tilbage med en status, men hvis du vil have lidt mere løbende, så opdaterer jeg min Facebook-side oftere.
Der er mange måder at få sin båd til Middelhavet på. Man kan sejle gennem kanalerne, for eksempel den traditionelle til Port St. Louis / Marseille fra Østersøen, via Donau og Sortehavet eller via Atlanten og Canal du Midi hvis båden ikke stikker mere end 1,40 meter. Man kan også sejle over Biscayen og rundt om den Iberiske halvø. Har man ikke tid til selv at gøre det, kan man (mod betaling) få nogen til det, eller man kan sætte båden på en lastbil.
Prisen for at transportere sin båd på lastbil fra Nordeuropa til Middelhavet er noget folk ofte spørger om. Inden vores egen tur til Caribien, undersøgte vi det selv. Vores tilbud lød på €5.009,-
Tilbuddet var fra Travemünde til Port St. Louis du Rhône for en båd med længde 10 m, bredde 3,15 meter og højde 3,5 meter (husk at regne kølen med i højden). Ca. 5 ton. Inklusive mast.
Inklusive i denne pris er forsikring med dækning op til €650.000 men ikke kran mm. for optagning og søsætning.
Opdatering:
Ovenstående pris er fra 2016 og for en 30 fods båd. I 2020 fik vi et nyt tilbud for en 36 fods båd på €9.000 plus moms.
I denne uge søsatte vi “Anna Lisa” efter en intensiv vinter i værkstedet. Næste gang hun skal på land, har hun forhåbentlig været både en tur gennem Europas floder til Middelhavet og to gange over Atlanten.
Et tip som har hjulpet mig når jeg om natten, i stedet for at ligge i min varme seng, har ligget nede i båden med et stykke værktøj i hånden, er noget Søren Dahl fortalte da jeg interviewede ham til Hold kæft og rejs.
Find dit hvorfor
En morgen i januar, hvor det stadig er mørkt og termometeret står så langt nede, at man fryser, bare man ser på det, kan det være svært at motivere sig til de mange ensomme timer i værkstedet med at trække kabler til et nyt elsystem i båden, mens vennerne mødes på en varm café og drikker kaffe.
Søren ved, at der kommer stunder, hvor han får lyst til at stoppe sit projekt, allerede inden det er kommet ordentligt i gang.
“Man skal holde sit fokus. Det er vigtigt at vide, når man bliver lidt træt, hvorfor man vil det. Specielt når man står op en januar morgen klokken halv syv. Den største forhindring for at lykkes sidder oppe i hovedet. Vi skaber forhindringer for os selv, som er større end de ydre, praktiske problemer.”
Når han beslutter sig for at gennemføre et projekt, finder han sit hvorfor. Hvorfor vil jeg sejle til Grønland? spørger han. Hvorfor vil jeg rejse tilbage til Tahiti? Hvorfor er det vigtigt i det hele taget? Når de dage og situationer kommer, hvor han bliver træt, eller økonomien gnaver, finder han sit hvorfor frem igen.
Fordi!
Det gjorde jeg også, og når jeg tænker på de dybe samtaler man har under stjernerne på nattevagten, de livslange venskaber som skabes på ankerpladserne, palmerne, varmen og det klare vand er der slet ikke noget hvorfor tilbage: Kun et FORDI!
Som passioneret sejler er det fantastisk at kunne arbejde hos nordens største bådtilbehørsfirma. Det er ikke kun det, at der er matchracing til firmafesterne, eller at jeg hele dagen er i bådmiljøet. Firmaet er også fyldt med hjælpsomme kolleger som aldrig har albuerne fremme for at fremhæve sig selv, men som altid hjælper hinanden med at løse de opgaver og problemer der måtte findes.
Derfor følte jeg mig utro, da jeg i sidste uge opsagde mit elskede job.
Hvorfor flyve når man kan sejle?
På samme tid som jeg føler mig utro, føler jeg mig også enormt tro. Tro mod mig selv, mine drømme og mine passioner. 1. maj sejler vi vores “Anna Lisa” ned til Middelhavet. Den 25. juni skal vi til stor 50-årsfest i Barcelona og derefter går det videre. Målet er at vinteren skal tilbringes et sted, hvor man ikke behøver at have sko på. Gerne med spor af sand mellem tæerne. Alt det fortæller jeg mere om senere …
Man kan jo faktisk også lykkes
“Hvorfor har du ikke taget orlov?” har flere med rynkede bryn og bekymrede miner spurgt mig. “Hvordan skal det gå når du kommer hjem?”
Bekymringen bliver ikke mindre af, at jeg svarer at jeg vil satse på min skrivning. Alle ved jo, at man i Danmark kun kan leve af at skrive hvis man hedder Leif Davidsen eller Jussi Adler-Olsen. Men ved man ikke kun om man lykkes hvis man prøver? Hvorfor går alle ud fra, at det ikke er muligt?
“Jeg ved at du har passion og drømme, og folk som har det, lykkes altid på den ene eller den anden måde,” var der heldigvis også én som sagde. Det er lige netop det jeg fokuserer på.
Det kan jo lige så godt gå godt som det kan gå galt.
Uanset hvad, så bliver det her den største gave jeg nogensinde har givet mig selv. Uanset om jeg lykkes eller mislykkes. Og ser man sådan på det, så kan jeg vel kun lykkes?
Kender du Weilbachs boghandel i København? Det er ellers et fantastisk sted at drømme sig væk. Udover søkort og cruising guides til alverdens lande, har de også masser litteratur om havet og sejlads. Virkelig et besøg værd.
Weilbach har også en bogklub: SEJLERklubben. Her kommer der hver måned en sejlerbog til stærkt reduceret pris. For et par måneder siden var det “Hej far kære Emil” af Mikkel Beha og Emil Midé Erichsen. Denne måned er det Hold kæft og rejs.
Ikke nok med at man kan få Hold kæft og rejs til 199,- kr. Det er også i en udgave med endnu flere farver, bedre papir og dyrere tryk end hidtil. Men skynd dig, for det gælder kun i februar.
“Må jeg hjælpe?” spurgte min datter Mathilda som var fire år gammel.
Vi lå i Frankrig med båden, og jeg var igang med at skifte olie på motoren. Min spontane tanke var at svare nej. Det tager kun et kvarter at ordne. Hun kunne vel lege lidt imens? Men heldigvis nåede jeg at tænke en gang til. En af grundene til at leje huset ud og begive sig ud på en etårig sejlads var jo ikke kun at få oplevelser. Det var også for at få tid sammen. Som en familie. For første gang i meget lang tid var tid faktisk det, vi havde mest af. Om det tog et kvarter eller en time at skifte olie var vel egentlig ligegyldigt?
Jeg begyndte at vise Mathilda, hvor man pumper olien ud, hvordan oliefilteret løsnes, og hvor man skal lægge klude for at suge den sidste olie op, som altid løber ud af motoren, når filteret skrues af.
Det var en stolt far og datter, som den aften kunne sætte sig ved middagsbordet i båden. Olieskift blev derefter en far-datter-opgave.
Et par måneder senere på en lille ø i Middelhavet møder vi en anden dansk båd. Det er også tid for dem at skifte olie, og de leder efter en mekaniker. Jeg tilbyder min hjælp, og dagen efter tropper Mathilda og jeg op med værktøjskassen i hånden. Skipper vrider hænderne og får en nervøs rynke i panden, da fireårige Mathilda skubber os til side og uden tøven kravler ind i motorrummet.
“Er det ikke oliefilteret?” Mathilda peger på en hvid cylinder på motoren.
Jeg nikker bekræftende.
“Så skal vi huske at lægge klude under der, far.”
Skipper ser overrasket ud, men min stolthed vil ingen ende tage. Havde vi været hjemme, ville min datter aldrig have været med.
Ingen passagerer
Der bør ikke være nogen passagerer på en båd (og mon ikke det gælder i autocamperen og i sommerhuset også?)
Hvis alle engageres, uanset alder, bliver de også delagtige og synes at det er sjovere. Det gælder både børn og ægtefæller. Det er ikke nær så sjovt at være passager og bare følge med, som det er at være en del af besætningen på godt og ondt. Del ud af ansvaret, skipper!
-Thomas
PS: Stegt brandmand?
“Den var så stor her til at starte med!” Min søn Troels’ øjne lyser, og han viser med armene hvor stor brandmanden var. Nu er den blevet til en lille klump på størrelse med en fem-krone. Godt krydret med salt, peber og paprika. Den stegte brandmand ser egentlig ret så appetitlig ud, men noget vender sig alligevel i mig, og jeg undskylder for ikke at sætte gaflen i den.
Sådan kan det også gå når ansvaret slippes fri, og børnene er ansvarlige for maden. Men de lysende øjne og den store glæde vejer mere end rigeligt op for det.
Jeg har nogle gange tidligere skrevet om eventyrer, forfatter og songwriter Benedicte Riis, blandt andet i forbindelse med hendes sejltur fra Sydafrika til Brasilien. Senest har hun kørt i en 23 år gammel Chevy-van fra Alaska til Kap Horn. En stor del af vejen kørte hun ensom. Den 22. december er 2 ½ års rejse slut, og hun lander i Kastrup igen.
Jeg overlader ordet til Benedicte:
Det har været en vild og spændende tur hele vejen ned langs Stillehavet på fire hjul og til sidst for sejl rundt om Kap Horn. Musik og koncerter for børn og voksne på skoler og barer, har åbnet for møder med magiske mennesker, børns drømme, gamle folks traditioner, unges angst og voksnes bekymring.
Jagten på ideer og inspiration er lykkedes ved at opleve verden i sammenhæng og med egne øjne. Bevæge sig rundt midt i den voldsomme natur og mærke på egen krop, hvordan mennesker og klima forandres sammen, og hvordan naturkatastrofer kan ændre folks liv på få sekunder.
Turen er gået fra Alaska i nord til Kap Horn i syd. Gennem 24 lande og stater med forskellige rejsekammerater, gæster fra Danmark, hitch-hikere og venner fundet undervejs har jeg tilbagelagt 48.000 km i den gamle bus. Jordskælv, tsunami, mudderkatastrofe, vulkanudbrud, mord, røveri, motorstop, benzinmangel, hold ups, vejspærringer, sygdom, død, skilsmisse og ny kærlighed er bare nogle af turens hændelser
Blandede smagsprøver fra kørebogen
ALASKA
“For pokker. Erling er fløjet hjem!” Jamrer jeg i telefonen til min søn.
“Er du ok, mor?” Spørger han bekymret. “Kan du køre videre selv?”
Naturligvis kan jeg køre videre selv. Jeg kan reparere min båd alene – på åbent hav – så kan jeg vel også finde ud af at smøre og køre en gammel Chevy bus. Men det var ikke min mening at køre denne tur alene … Gennem Canada og USA går det vel nok, men Mexico og Mellemamerika bliver barsk, for ikke at tale om Columbia og Chile.
Jeg fortsætter langsomt, besøger indianerskoler, spiller og synger, snakker med lærerne i små canadiske flækker som Klukwan og Quilpest. Det er egentlig udmærket at køre alene. Jeg føler folk passer på mig. Dog, en nat sover jeg på en parkeringsplads ned til en lille havn. Jeg bliver vækket af to højrøstede stemmer, en mand og en kvinde i stort skænderi. De kommer fra et af fiskerhusene, løber rundt på pladsen og er temmelig fulde. Jeg falder i søvn igen, men blir vækket af et lyshav af blå og røde blink, larmende sirener, politi og ambulance. En båre bliver kørt ud fra huset. Da det lysner går jeg op til den lille købmand efter en kop kaffe og et varmt brød. “Hvad skete der?” Spørger jeg købmandsdamen.
“Han skød hende,” svarer hun, og ser mig lige ind i øjnene.
LAS VEGAS
Jeg hentede Edison i lufthavnen i Los Angeles og vi besluttede at køre direkte til Las Vegas. Gennem den stenede Nevadaørken fik vi talt sammen, og opdateret verden siden vi sidst sejlede sammen i Stillehavet. Vi tanker op og spiser en sandwich ved solnedgang, og diskuterer om vi skal stoppe og sove inden vi rammer Vegas. Måske er det klogest at køre ind i byen fra morgenstunden, så vi bedre kan finde rundt. Men Edison vil fremad og ikke sove, og hvad søren, det er jo Las Vegas, her sover man alligevel aldrig.
To timer senere kører vi hujende og råbende op ad “The Strip” i min gamle Chevy Van fra 1992. Neonskiltene blinker og farverne ruller over enorme skærme i alle regnbuens nuancer, musikken banker ud af oplyste hoteller og barerne er propfulde af glade, festlige mennesker. Excalibor, Hard Rock Hotel, Luxor, MGM. Vi parkerer foran en liquor-store og går ind efter en flaske whisky og en pose is. Så sidder vi med åbne sidedøre og skåler og hilser på Elvis Presley, Marilyn Monroe, Mickey Mouse og alle de andre celebrities der fuldkommen uanmeldt kommer gående forbi.
MEXICO
Vi er seks timer Nord for Acapulco og Mexico viser sig fra sin smukkeste side. Min brasilianske ven kører, solen står højt på himlen og alle vinduer er rullet ned. Vejen er snirklet og hugget ind i klippesiden, smal, hullet og uden autoværn. Til min side falder klippevæggen stejlt ned og ender i en gul sandstrand med store blå brusende stillehavsbølger og kridhvidt skum. Til hans side hæver klippen sig højt op, bevokset af sammenfiltret grøn og blomstrende regnskov, som indimellem rækker helt ud over kørebanen. Så begynder vi at møde små grupper af mænd med skinnende lange mexicanske knive i hænderne. Deres brune bare overkroppe er svedige, og de ser ud som om de hugger buskene ned langs kørebanen, men noget føles forkert. Er det i virkeligheden guerillagrupper klar til angreb? Er knivene ikke redskaber men våben? Vi kører i tavshed, vi tænker det samme. Vejen går nedad og følger bjerget lidt ind i landet. Regnskoven bliver tæt og mørk på begge sider, og først, da vi er helt nede ser vi vejspærringen. Stabler af sandsække ligger på hver side af kørebanen, blå plastik, sandsynligvis regn eller soltag vifter sørgmodigt i sommervinden. Sorte geværløb stikker ud mellem sækkene.
“Be prepared to run”, siger brasilianeren …
PATAGONIEN
I Chile begynder turen at bide sig selv i halen. Børnene i de sydchilenske skoler ligner på en prik børnene i Alaska. De gamle damer rokker afsted på samme måde, stiller de samme nips frem i vinduerne. Naturen er rå og frisk. Sæler, hvaler og pingviner begynder at vise sig igen. Mændene fisker og roder med firhjulstrækkere, kvinderne filter uld og strikker strømper til turisterne. Patagonien minder om Yukon med tusindvis af kvadratkilometer grøn pampas – fuldkommen tom. Verden er jo kæmpe stor og ganske ubeboet både i nord og syd. Hvis ikke de fleste mennesker flyttede ind til millionbyerne, ville der være jordlodder nok til alle her i verden. Store køkkenhaver med friske grøntsager, marker med plads til en ko og en gris. Luften ren og klar. Vandet frisk og gratis, børnene kunne lege og gå i skole, ride på hest, bade under vandfaldene og bygge huler…
Benedicte Riis er 57 ÅR og tidligere ide-kvinde og leder af børneorganisationen Tante Andante med projekter i 12 lande, nu overgivet til nye generationer. Hun er forfatter til 45 bøger om bl.a. Madagaskar, Amazonas, Grønland, Sydafrika, hendes sejltur over Sydatlanten og en bog om Karen Blixens far blandt de nordamerikanske indianere. Hun har indspillet 30 CD-ere med Tante Andante Band og er aktiv på landets festivaler.
Til Hold kæft og rejs talte jeg med Henrik Nørgaard for at høre lidt mere om længere ture på motorcykel. Henrik havde en masse tips, og de kan bruges uanset om man kører på motorcykel eller rejser på anden måde.
Henrik kørte på motorcykel fra Europas vestligste punkt til det østligste og fra det sydligste punkt til det nordligste. Med en tur ned til Nordafrika og et par gange over Atlasbjergene blev det til totalt 26.000 km.
Nord/syd-turen fra Tarifa i Spanien til Nordkap i Norge blev kørt på en 18 år gammel BMW R1100GS, som Henrik har haft fra ny. Turen fra vest til øst via Nordafrika blev foretaget på en fem år gammel BMW R1200GSA.
“Generelt kan man bruge enhver motorcykel,” siger Henrik. “Jeg mødte tæt på Nordkap en italiener, som kørte på en Vespa-scooter.”
Henrik kørte også gennem Algeriet og Tunesien, hvor der lige inden afgang først var et bombeangreb og senere en massenedskydning af turister. Via Facebook havde Henrik kontakt med lokale MC-entusiaster i begge lande og var indkvarteret lokalt hos dem.
“Jeg var forsigtig og tænkte mig om, undlod øde vejstrækninger og større forsamlinger i de store byer. Jeg var helt sikkert den eneste turist på motorcykel, måske den eneste i det hele taget, men jeg var aldrig bange eller utryg. I Tyrkiet startede man på at bombe ISIS fra en base i syd, så jeg lagde turen lidt om, og stoppede nogle hundrede kilometer før, og vendte så i retning mod Istanbul.”
750 kr. pr. dag
Turen, som i alt tog to måneder, kostede ca. 750 kr. pr. dag eller ca. 22.000 kr. pr. måned. Det er bl.a. beregnet på, at motorcyklen kører ca. 18 km/liter med en gennemsnitlig distance på 500 km om dagen. Der er ikke medregnet service på motorcyklen, som bør være “turklar”, når man starter. Som regel behøves også service og nye dæk efter en så lang rejse. Hvis turen er længere end 12.000-14.000 km, skal der også påregnes et serviceeftersyn med olieskift mv. undervejs.
Alt nødvendigt udstyr samt diverse MC-beklædninger er heller ikke indregnet i budgettet. Det skal være på plads, før man kører afsted.
“Der skal overnattes i telt eller små hoteller eller B&B for at holde budgettet,” siger Henrik. “Hvis man i højsæsonen færdes meget i turistområder, skal man passe på med dyre hoteller. Hver gang man overnatter dyrt, skal der justeres med en overnatning i telt eller med privat indkvartering for at holde budgettet.”
Henriks tips til en vellykket MC-rejse
Planlæg kun i hovedtræk. Vær fleksibel, og sørg for at få sjælen med. Book kun absolut nødvendige ting i forvejen – undgå tidspres, ved at have en masse tidsaftaler på turen.
Få alle nødvendige visa og andet papirarbejde på plads inden afrejse.
Pak let, pak let, pak let. Telt, sovepose mv. kan med fordel blive hjemme, hvis man rejser i syd, da der er mange billige steder at bo. Brug f.eks. Booking.com flittigt, jeg brugte den hver dag, når jeg blev træt, og fandt altid et sted i nærheden.
Sørg for at have kontanter med, men gemt af vejen. Mange lande i Afrika tager ikke internationale kreditkort på benzinstationer, motorveje, broer mv. Så sørg for at have lokal mønt.
Brug de sidste kontanter fra et land på at tanke benzin, før du krydser grænsen, så undgår du “restvaluta”, som ellers vil hobe sig op.
Smil, smil, smil, og vær altid tålmodig og venlig. Så kommer man langt og får hjælp fra de lokale.
Jeg bruger cookies for at sikre, at jeg giver dig den bedste oplevelse på min hjemmeside. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden, antage jeg, at du er indforstået med det.
