Det er enormt frustrerende, at der er så lidt at gøre for at undgå angreb fra spækhuggere ved Portugal, Spanien og Gibraltar. Men måske er der nu lidt håb? Jeg har tidligere skrevet om problemet med spækhuggerangreb langs den Iberiske Halvø men her er et konkret forslag, som endda er lovligt.
Sejlere giver nemlig “gode råd” som at hælde benzin eller sand i vandet eller affyre kanonslag.
Men der findes også en lovlig “pinger”, som du kan trække efter båden. Pingeren udsender et lydsignal, som spækhuggerne efter sigende ikke bryder sig om.
Ifølge producenten vil det nedsætte risikoen for skader fra et angreb fra 11% til 1,8%
“Årh, jeg håber at vi møder spækhuggere,” sagde vi til hinanden, da vi sejlede vores Bavaria 36 Anna Lisa fra Mallorca til Marstal i 2020.
Vi så masser hvaler, da vi rundede Gibraltar. Det var som at sejle i skærgården, med klippeskær langs siderne, bortset fra at de her skær var levende og sprøjtede vand.
Stort set hele vejen op langs Portugal havde vi delfiner omkring os. Jeg kunne sidde i timevis på prædikestolen, med fødderne dinglende ud over vandet, og delfinerne kun en halv meter fra mig.
Men vi mødte ikke en eneste spækhugger.
Da vi kom hjem, begyndte vi at læse om spækhuggerangrebene på sejlbåde. Det var nemlig lige omkring det tidspunkt vi sejlede, at de startede.
“Årh, godt, at vi ikke mødte spækhuggere,” tænkte jeg stille efter at vi var kommet hjem. For det kan nu være et farligt møde i det område.
Siden da har jeg holdt øje med situationen, og det vil jeg gerne dele med dig her.
Spækhuggere langs Den Iberiske Halvø
Det er en speciel art af spækhuggere, som lever fra Gibraltarstrædet og vest på, rundt om Den Iberiske Halvø. Flokken er på cirka 50 individer, og man mener, at det er de 15 af dem, som står for angrebene.
Spækhuggerne angriber primært mindre både under 15 meter. De går direkte efter roret, og gnaver eller slår, indtil der ikke er noget tilbage af det. En overvejende stor del af de angrebne både skal bagefter have hjælp for at komme til land, da de ikke længere kan styres.
Langkølede både, med roret hængslet på kølen, virker til at gå fri.
Det er kun den iberiske underart af spækhuggere, som har denne opførsel. Spækhuggere i for eksempel Norge gør det ikke.
I 2020 var det ni spækhuggere som stod for angrebene, men i 2021 var tallet oppe på 14.
Området som angrebene sker på, er også blevet udvidet, og går nu hele vejen fra Den Engelske Kanal til Marokko. Højest sandsynligt betyder det, at spækhuggerne lærer af hinanden, og at problemet kun vil eskalere, med mindre der gøres noget.
I 2020 så man det mønster, at angrebene flyttede sig fra Gibraltarstrædet i begyndelsen af sommeren, op til Biskayen i september, og så tilbage til Gibraltar i november.
Sådan er det ikke længere. Nu er de i hele området hele sæsonen.
Angreb
Hvis du sejler på strækningen fra Den Engelske Kanal til den spanske Middelhavskyst kan du næsten ikke undgå at sejle igennem de områder, hvor spækhuggerne plejer at holde til.
2020: 41 angreb (68% medførte skader på båden) 2022: 81 angreb (84% medførte skader på båden)
Hvor stor er risikoen for angreb?
Der går mange rygter i havnene, så marinebiologen og langturssejleren Mikael Ovegård har regnet på, hvor stor risikoen for et angreb egentlig er.
For at kunne beregne hvor stor risikoen er for at blive angrebet, er man også nødt til at vide hvor mange både som sejler i området, også dem som ikke angribes. Der findes ikke sådan et officielt tal, men Cruising Association opfordrer til at man registrerer sig om man sejler i området – uanset om man bliver udsat for et angreb eller ej. Der har også været diverse grupper på sociale medier, hvor sejlere har registreret sig.
I en af disse registrerede 127 både sig, og to blev angrebet.
Det er altså en risiko på 1,5%
Dette er dog et meget usikkert tal, da der ikke regnes med værdier af usikkerhed. Hensigten her er at give sejlere, der overvejer at sejle langs Portugal og Spanien, en mere håndgribelig risiko at forholde sig til, snarere end rygterne som florerer i havnene.
Hvorfor gør de det?
Der er mange teorier, men der er endnu ingen som faktisk ved, hvorfor spækhuggerne angriber sejlbåde.
Det er dog ikke for at søge føde, eller for at angribe mennesker ombord på båden. Denne underart af spækhuggere spiser udelukkende tun.
Hvad skal du gøre ved et spækhuggerangreb?
Orca Iberica har en række forholdsregler at følge, hvis man udsættes for et angreb. Det er bl.a.:
Sænk farten på båden, stop motoren eller tag sejlene ned, hvis det er muligt.
Sluk autopiloten og ekkoloddet
Fjern hænderne fra roret, så du ikke skades ved et slag, eller giver roret modstand.
Der går også rygter om, at man kan smide benzin eller sand i vandet, affyre kanonslag eller bruge en speciel slags sonar, for at få angribende spækhuggere til at forsvinde. Dette er dog ikke lovlige metoder. Spækhuggerne er totalfredede, og det er ikke tilladt at gøre noget, som skader dem.
Efter at have læst det her, ser det ret sort ud for sejlere rundt den vestlige del af Den Iberiske Halvø. Men der er håb endnu:
Sejl tæt på kysten, gerne på vand lavere end 20 m. Det gør det selvfølgelig svært eller umuligt at sejle døgns-sejladser, men det virker til, at spækhuggerne ikke kommer så langt ind.
Sejl længere ude til havs, end de 12-20 sømil vi normalt ville gøre på længere sejladser. 100-200 sm. ude.
Check “risiko-kortet” på GTOA. Her vises det med trafiklys i forskellige områder, hvordan risikoen er lige nu (der er dog ingen garantier).
Undgå området. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men du kan f.eks. sejle på kanaler til Middelhavet. Der er ingen spækhuggere på kanaler.
Hvad har angrebne sejlere gjort?
På Cruising Associations hjemmeside kan du læse skippernes rapporter om angreb. Hvor stærkt sejlede båden? Sejlede de for motor eller sejl? Farven på skrog, bund mm. samt hvad skipperen gjorde i situationen. Interessant læsning. Læs rapporterne her….
Spækhugger-app
Appen “GT Orcas” kan hentes til iPhone og Android.
Gå ind i indstillingerne, så kan du ændre sproget til engelsk.
Mikael Ovegård, marinebiolog og langturssejler
Hvis du lige har overbærenhed med de første 30 sekunder, hvor Mikael Ovegård er på sin båd langs Portugals kyst, hvor lyden er meget dårlig, så har han her lavet en ret informativ video:
Kilder: Blandt andet GT Orca Atlantica, Cruising Association og Mikael Ovegård.
Navnet på din gummibåd kan have større betydning end vi tror. En af de dejlige ting for mig ved at komme ud og holde foredrag er alle de mennesker jeg møder og snakker med. I Køge fik jeg på sådan en samtale et rigtig godt tip, som jeg vil dele med dig…
Hvad hedder din gummibåd?
Jeg ville ønske, at vi havde fundet på et kreativt navn til gummibåden. For eksempel “Gumle” eller “Agurken” eller sådan noget.
Men som så mange andre, så hedder den bare “T/T Anna Lisa”, altså “tender to Anna Lisa” (Anna Lisas jolle).
Det er jo et meget beskrivende navn, og skulle vi miste den, og en anden sejler finder den, så ved de måske hvor Anna Lisa ligger, så vi kan få jollen tilbage.
Min email-adresse står også på gummibåden af samme grund. Hvis vi skulle miste den, og en ærlig person finder den, kan de altid kontakte mig.
Men i Køge fik jeg et andet perspektiv på navnet…
Hvis man nu ligger på en ankerplads, og gummibåden “T/T Anna Lisa” ligger inde ved jollebroen eller stranden, så vil lyssky mennesker ret let kunne regne ud, at der ikke er nogen ombord på Anna Lisa…
En gummibåd med samme navn som båden vil altså fortælle, at der ikke er nogen ombord på båden.
Er det en reel risiko?
Jeg ved det ikke, vi har aldrig, uanset hvor i verden vi har været med båden, haft ubudne gæster. Verden er generelt et tryggere sted end vi tror, men derfor kan man jo godt tage sine forholdsregler.
Vi døber nok ikke vores egen gummibåd om til “Gumle”, men nu er navne-tippet i hvert fald givet videre.
Hvis du er ved at planlægge en længere rejse, for eksempel en sejltur, så ved du sikkert nogenlunde hvad turen kommer til at koste. Så kan du bruge det her enkle trick for at gøre det meget lettere, at spare penge sammen.
Jeg regner selv med at vores næste tur vil koste 180.000,- kr all inclusive for et år. Hvis jeg deler det med 365 dage og 24 timer bliver det ca. 21,- kr pr. time.
Når man skal spare så stor en sum som 180.000,- kr sammen er det let at tabe fokus. Det kan have så lange udsigter, at man måske glemmer hvorfor man gør det. Så kan det være en god hjælp hele tiden at have i baghovedet hvad det koster pr. time.
Forestil dig, at du går en tur i byen, og så kommer kaffetrangen over dig…
Men så kan du tænke sådan her:
Kaffen koster 49 kr – det samme som det koster mig at sejle i et varmt, krystalklart hav i to en halv time.
Hvad vil jeg helst? Kaffe eller at snorkle med farvestrålende fisk? Det er måske alligevel bedre at vente med kaffen til jeg kommer hjem?
Eller den nye flotte kortplotter som lokker nede i marinebutikken? Den koster kun 11.500,- og det er virkelig en god pris for den model. I så stort et budget som en et-års rejse, betyder det vel ikke så meget?
Nej, måske betyder det ikke så meget, men kortplotteren koster lige så meget som 547 timers sejlads på et blåt, blåt hav.
Det er 22 dage på en palmestrand! Det er næsten en hel måned.
Så du kan jo spørge dig selv om du virkelig behøver den plotter, eller om ikke den gamle er god nok? 22 dage er længe, og mange bække små …
Vi har ikke selv et firma at sælge eller andre reserver vi kan tære på. For os er den eneste måde at realisere drømme på at spare penge sammen. Men min familie og jeg bruger det her tip for at holde fokus når vi skal spare, og så går det meget lettere.
Det er ikke et spørgsmål om at holde op med at drikke kaffe, men drik den hjemme (eller på båden) i stedet for. Så kan der nemlig flyve en masse penge ind på rejsekontoen.
Hvor meget koster DIN sejlads per time? Og hvor mange kopper kaffe er det???
“Hvordan turde I?” Var der mange som spurgte, da vi for nogle år siden sejlede rundt i Marokko.
I en måned sejlede vi rundt i det nordafrikanske land og fortøjede blandt andet i industrihavne og små fiskerlejer.
Fiskerne bar deres fangst i land over vores båd, når de fortøjede på siden af os.
Vi så får blive slagtet i gaderne, og vi delte vores mad med fattige gadebørn og handlede på larmende markeder.
Oppe i byen mødte vi fiskerne nede fra havnen igen, og det var altid et glædeligt gensyn selvom vi ofte ikke havde noget fælles sprog.
Men de første par uger var det konstant ud af komfortzonen, for kulturelt er det nordafrikanske land virkelig forskelligt fra Skandinavien. Når vi fortøjede som den fjerde båd på siden af tre fiskerbåde blev vi kastet direkte ind i det lokale liv uden at have trygheden fra et hotel vi kunne trække os tilbage til.
Hvorfor sejle forbi?
Mange både sejler forbi Marokko på vejen fra Europa til Kanarieøerne. Måske fordi det som er så anderledes virker farligt? Måske fordi det er en udfordring med de forskellige kulturer?
For os var Marokko et af de lande som gav de største oplevelser. Det var vidunderligt at fortøje båden i områder vi ellers aldrig ville have mulighed for at komme til. Vi mødte et folkefærd som var utroligt venlige og hjælpsomme.
Men det var selvfølgelig ikke altid lige let, og specielt Margareta havde nogle udfordringer som kvindelig sejler.
I filmen her kan du se et par af de gode oplevelser du kan få, og hvorfor det er synd at sejle forbi Marokko.
Du kan også se, hvorfor det som kvinde trods alt ikke er så anderledes at sejle i Marokko end det er i Danmark.
Grrrrrrr, lød det i et par sekunder. Så var der et øjebliks pause.
Min kone Margareta og jeg stod begge i Anna Lisas kahyt, og vi så på hinanden. Måske betød den høje, brummende lyd ikke noget?
Brrrrrr, sagde det igen, så det føltes som om det vibrerede i hele båden. Denne gang stoppede det ikke igen, men fortsatte sammen med en ny plaskende lyd.
Margareta nikkede, vi vidste nu begge hvad det var, og så løb hun hen til kontrolpanelet ved kortbordet for at slukke for trykvandspumpen til drikkevandet. Den skal bestemt ikke køre, når der ikke er åbnet for en vandhane.
Slangen fra varmtvandsbeholderen var gået i stykker. Det er helt almindeligt at det sker, og det er ikke første gang jeg oplever det.
Når trykket i bådens vandsystem falder på grund af lækagen, begynder pumpen at køre. Drikkevandet bliver hurtigt pumpet ud af tanken gennem lækagen, og så ender det i kølsvinet hvor det er udrikkeligt.
Og det er ikke kun ved varmtvandsbeholderen, at det kan gå galt.
Trykvandssystemet er en dejlig luksus ved sejlads herhjemme, men det er en potentiel fare ved langturssejlads.
Godt at vi ikke var ude på Atlanten, da det skete denne gang.
Havde vi været ude på oceanet kunne dette være en så alvorlig situation, at den kunne være livstruende. For hvad gør man, hvis man mister alt drikkevand i tanken? (På Anna Lisa har vi også en plan for hvis det skulle ske 😀).
Nu gik det ikke så galt denne gang, for vi er forberedt på, at trykvandssystemet kan gå i stykker. Jeg har sat ventiler på slangerne, så jeg let kan koble for eksempel varmtvandsbeholderen fra trykvandssystemet.
Vi kan sejle videre, og vi kan godt overleve uden varmt vand indtil vi har fået fat i en ny slange – men vi kan ikke overleve uden vand overhovedet.
Ude på oceanet kan et problem, som ved sejlads herhjemme er lidt irriterende, være direkte farligt.
Måske endda livsfarligt.
Vandsystemet i båden er bare en af mange ting som der er højere krav til på langturssejlads end ved sejlads her hjemme.
Drikkevandet ombord er vigtigt, og hvis du planlægger for eksempel tre ugers sejlads over Atlanten fra Gran Canaria til Barbados, så skal du måske have vand med til seks uger. Ved du hvor mange liter det er på din båd med din besætning?
Og hvad gør du, hvis du mister det?
Måske planlægger du at have en watermaker ombord, men tør du i sidste ende satse din egen og besætningens overlevelse på, at den altid fungerer?
Manden kiggede på min kone Margareta og nikkede lidt for sig selv. Som om det egentlig mere var en konstatering end et spørgsmål.
Vi havde netop solgt vores svenskbyggede, langkølede 30 fods Allegro og købt en masseproduceret tysk Bavaria 36.
Jeg tænkte faktisk selv sådan for 10 år siden. For sådan en båd, som er rørt op i et youghurtbæger, kan man da ikke krydse oceaner med?
(Hvis du har læst min bog Udfordringen, så ved du, at den båd var fortrinlig både på Atlanten og Biscayen).
Men det startede ikke der…
“Båden bliver slået i stykker i sluserne,” sagde folk da vi ville sejle til Middelhavet i vores klassiske mahognikrydser fra 1950.
“Og hvis I alligevel når ud i Middelhavet, så bliver den ædt op af pæleorme,” fortsatte de.
Til trods for det, havde vi et vidunderligt år i Middelhavet sammen med børnene, som på det tidspunkt var 1 og 4.
Men det stoppede ikke der!
“Den sidste idiot er ikke født endnu,” sagde folk, da jeg sidste år ville sejle til Middelhavet i en 17 fods speedbåd fra ‘70erne.
“Det vil aldrig gå med den motor, den soder til, når du skal sejle så langsomt.”
(Men sjovt nok, gik det også med den båd. Og jeg havde ikke bare en næsten problemfri tur – hvis du har læst min bog Den sidste idiot er ikke født endnu, ved du også, at jeg netop på grund af den båd fik en masse oplevelser.)
Siger folk også sådan til dig, når du vil gøre noget?
Så tænk lige på hvem det er som siger det.
Har dem som siger det erfaring med det du drømmer om? Eller er det her et udtryk for at være besserwisser?
“Jeg har sejlet hele mit liv,” siger de kloge mennesker på Facebook nogle gange.
Når man har sejlet hele sit liv, så ved man godt hvordan man lægger en kurs, reber et sejl eller fortøjer en båd. Men det er ikke sikkert, at man også ved hvordan man håndterer en sluse? Eller at man ved hvad som kræves for at sejle over Atlanten.
Det er bedre at snakke med nogen, som faktisk har gjort det. Nogen som har erfaring med det du vil have råd om.
Hvis du spurgte mig om råd om at bestige Mount Everest ville jeg sige, at det er vanvittigt! Men jeg har jo heller ikke erfaring med bjergbestigning. Jeg vil ikke kunne give dig fornuftige råd om det. I stedet vil jeg kun kunne sige hvad jeg tror eller har hørt andre sige.
Men jeg har erfaring med langturssejlads, så det må du gerne spørge mig om. Her er tre bud på kvalificeret erfaring, hvis du vil vide mere om langturssejlads…
Vil du sejle til eller fra Middelhavet?
Det har jeg gjort nogle gange via Biskayen og Den Engelske Kanal. Den sidste gang var i en Bavaria 36, og selvom det var under Corona, så var oplevelserne på havet fuldstændigt normale. Læs min bog “Udfordringen” om turen eller deltag i kurset “Langurssejler-drømmer du?”. Så bliver du godt klædt på!
Vil du sejle til Caribien?
For nogle år siden hev vi børnene ud af skolen, opsagde vores job, og flyttede ombord på vores 30 fods Allegro. En tur som der blev lavet seks tv-programmer om, og som er beskrevet i bogen “Et år uden sko”. Kurset “Langurssejler-drømmer du?” giver dig også al viden du behøver.
Vil du sejle på kanaler?
Jeg elsker åbent hav og fri horisont, men der er noget specielt med kanalsejlads. Det er nogle helt specielle oplevelser man kan få der… Jeg har sejlet gennem Europa fra Østersøen til Middelhavet flere gange. Den sidste gang var på mange måder den sjoveste – og i hvert fald den mest specielle. Den tur har jeg skrevet bogen “Den sidste idiot er ikke født endnu” om… Om efteråret kan du også deltage i Kanalaften, hvor du kan lære en masse om kanalsejlads.
Hvis du vil have en vellykket (langturs-) sejlads, med så få problemer som muligt, så er det vigtigt med både forberedelse og planlægning. Men der er en stor forskel på de to ting.
Du skal nemlig passe på med planlægningen
Hvis du planlægger for meget og for detaljeret bliver du ufleksibel, og kan komme til at sætte dig selv og din besætning i en ubehagelig eller farlig situation. Hvis din langtur er planlagt ned i mindste detalje om hvilke steder du skal besøge, og hvornår du skal være der, vil du støde ind i problemer!
Måske sejler du ud i dårligt vejr, fordi du absolut skal være fremme på et bestemt tidspunkt? Måske fordi du allerede har en aftale på destinationen? Eller hopper du over en reparation, fordi det ikke er muligt på de steder du allerede har planlagt at besøge?
Det kan resultere i en farlig situation.
En langturssejlers vigtigste egenskab er at være fleksibel, og det er svært, hvis turen allerede er planlagt ned i mindste detalje.
Men med for meget planlægning, vil du også gå glip af en masse oplevelser.
“Vil I med til Mallorca?” spurgte en anden dansk båd, da vi lå i Barcelona første gang vi sejlede til Middelhavet.
“Næh…” sagde Margareta og jeg og kiggede på hinanden. Hvorfor skulle vi dog sejle ud til en ø som er overfyldt med turister, grisefester og høje hoteller?
Men vi havde ikke andet planlagt, så vi fulgte alligevel med – det var nogle hyggelige mennesker som spurgte.
Det har vi aldrig fortrudt, for den ø, som vi på forhånd havde afvist at besøge, viste sig med sine øde ankerbugte, krystalklare vand og rige dyreliv med hvaler, barracudaer og rokker at blive den turs højdepunkt.
Hvis vi minutiøst havde planlagt vores tur, og hvor vi skulle være hvornår, havde vi aldrig opdaget det som blev vores favoritplads i Middelhavet.
Forberedelse er vigtig
Til gengæld er det vigtigt at være godt forberedt. Og med god forberedelse vil du også kunne være endnu mere fleksibel.
Et eksempel på dette er at du lærer at kende din motor allerede hjemmefra. De fleste reparationer kan du sagtens lave selv, og det er ikke svært. Men hvis du overhovedet ikke kan noget om din motor, vil du altid være afhængig af at være steder, hvor der er værksteder og mekanikere.
Et andet eksempel kan være at tage flodskipper-certifikat – også selvom du ikke planlægger at sejle på kanaler. Hvis du bliver indeblæst i længere tid ude i Nordsøen, kan det være en fin afstikker og genvej at tage den Stående Masterute ned gennem hele Holland. Så er vejret måske bedre, når du er kommet længere sydpå.
Eller som jeg har set andre gøre flere gange…
De kommer for sent afsted hjemmefra, og møder det dårlige vejr ude i Nordsøen og Den Engelske Kanal – uden mulighed for at komme over Biskayen. Så kan det være et godt alternativ at spontant pille masten af båden, lægge den på dækket, og bruge et par uger på at skyde genvej gennem kanalerne til Middelhavet, varmen, og det gode vejr. Derfra kan man så fortsætte til Kanarieøerne og videre over Atlanten.
Så brug ikke alt for meget tid på planlægningen, og afvis ikke allerede hjemmefra visse destinationer eller muligheder. Måske ændrer situationen sig på din langtur, og så er det vigtigt at kunne være fleksibel.
Da familien og jeg i januar 2020 købte en sejlbåd på Mallorca, var planen at sejle i Middelhavet. Men da verden to måneder senere lukkede ned, bristede drømmen. Den nye båd blev lige så utilgængelig som på havets bund, og den ekstremt dyre havneplads på Mallorca var ved at ruinere os.
Båden skulle hjem!
Det var aldrig min plan at skrive en bog om den sejlads, men det viste sig at blive et rigtigt sejlereventyr. Dårligt vejr, lukkede havne og problemer med navnet på den nye båd gav udfordringer. Men oceanet bød også på store oplevelser, livsdrømme og indsigter.
Vi har købt en ny “Anna Lisa” og langsomt skal hun forvandles til en rigtig langturssejler. Men hvad er rigtig langturssejler egentlig? (læs om køb af båd i udlandet her).
Vi har netop sejlet hende mere eller mindre non-stop fra Mallorca, ud af Middelhavet rundt om Portugal, ind gennem Den Engelske Kanal og op gennem Nordsøen. Bortset fra ekstra sikkerhedsudrustning, var det i en næsten standard Bavaria 36 vi sejlede rundt om det halve Europa (det kan du læse om i bogen Udfordringen som udkommer 1. maj 2021).
Det kan få mig til at tænke lidt. Hvad behøver vi egentlig, udover sikkerhedsudstyr, for at vi igen kan begive os ud på lange sejladser i verden?
Tydeligvis ingenting, for de 2400 sømil rundt om Europa var jo, bortset fra Corona-lockdowns, rimeligt problemfrie.
Ét problem er dog altid tilstedeværende på en langturssejler: Strømmen. Man har aldrig strøm nok, og det er hele tiden en kamp for at holde batterierne over et kritisk niveau. Vi har en stor batteribank, og lige nu klarer vi os i tre døgn uden landstrøm eller at starte motoren. Men det er slet ikke nok. Efter de tre dage skal motoren køre i mange, mange timer for at lade batterierne helt op igen. Det er ikke kun et problem på langturssejlads. Her hjemme vil vi også kunne ligge for anker eller i naturhavn i lang tid uden at være afhængige af landstrømskablet.
Vindmølle på båden?
På vores forrige Anna Lisa havde vi 100W solpaneler og en vindmølle. Det var vi selvforsynende med når vi sejlede herhjemme, men ikke i troperne. Med korte dage, og ankerpladser som ofte lå i læ for vinden, var det ikke tilstrækkeligt. Vi måtte starte motoren en gang om dagen for at have strøm nok.
Det var vidunderligt at ligge nede i køjen om natten og høre vibrationerne fra vindmøllen. Det var ikke irriterende med den baggrundsstøj, for det var jo lyden af strøm ind i batteribanken. Men i modsætning til solpaneler, er en vindmølle ikke vedligeholdelsesfri. Hvis det blæser rigtig, rigtig meget skal man huske at slukke for den – ellers brænder den sammen. Der er også en risiko for at få en fugl eller en fiskeline i rotoren (begge dele er sket for os), og der skal desuden skiftes lejer en gang imellem. Så selvom den under de rette forhold genererer en masse strøm, er den for mig, som vil have et enkelt bådeliv, ikke det rigtige.
Solpaneler er det rigtige (for mig)
Solpaneler er det rigtige for os. Og vi skal overdrive det, så vi aldrig igen skal være tvunget til at slukke køleskabet om natten eller kun kunne oplade computerne når motoren kører. Som på vores gamle båd skal vi tage kampen op mod landstrømskablet og blive selvforsynende med strøm. For først når vi ikke længere behøver at indkoble landstrøm er vi fuldstændigt frie, uanset om det er ved en klippeø i skærgården eller en ankerplads i Caribien.
Vores billet til frihed er en targabøjle med 600W solpaneler. Det er en dyr løsning, men for os er det det hele værd. Det kan virke overdimensioneret med 600W når vi kun havde 100W tidligere. Men det er kun indtil man hører den frustrerede snak om strøm blandt sejlerne på en afsidesliggende ankerplads. Vi har ikke planer om hverken watermaker, aircondition eller vaskemaskine som er store strømslugere. Men man har helt enkelt aldrig tilstrækkeligt med strøm ombord.
Nu tager vi kampen op mod landstrømskablet, og vi regner med denne gang at vinde den.
