Sudan. Det er nok ikke dér, de fleste af os ville vælge at holde en pause på sejlturen.
Men det gjorde Ditte Torny Knudsen og Thomas Knudsen med deres tre børn ombord på Bounty.
På familiens jordomsejling var de nået til Rødehavet. Modvinden tog til, og bådens motor kunne ikke bare presse dem videre. De havde brug for læ.
Inde ved kysten lå Suakin. En gammel handelsby i et land, hvor de havde læst advarsler om krig og uroligheder.
Hvordan kommer vi væk igen?
Da jeg spørger ind til beslutningen i min podcast Eventyrsejlerne, fortæller Thomas Knudsen, at de gerne opsøger steder, som ikke er så velbeskrevne. Suakin tiltrak dem, og havnen gav mulighed for at vente på bedre vejr.
Men hvad med farerne?
En af de risici, de hæftede sig ved, var at blive fanget, hvis urolighederne nåede området. Deres undersøgelser gav dem et billede af Suakin som et roligere sted, hvor sejlbåde gennem mange år havde gjort ophold.
De vurderede, at de kunne hive ankeret op og sejle væk, hvis situationen ændrede sig.
Bounty set fra land i Suakin. I familiens vurdering indgik muligheden for at hive ankeret og sejle videre, hvis situationen ændrede sig.
På sejlturen fyldte vejret meget i deres forberedelser. De undersøgte steder at søge læ og sørgede for brændstof, proviant og reservedele, så de kunne vente i lang tid, hvis forholdene krævede det.
Der var også grænser for oplevelserne i land. Da de spurgte deres lokale agent om en tur op i bjergene, fik de besked på at blive inden for byen.
Så de blev dér.
Bag bekymringerne var der mennesker
Når de gik rundt til fods oplevede de en by, hvor folk kom hen, hilste og spurgte, hvor de var fra. Børn kom løbende og råbte om fodbold. En lokal vagt viste dem rundt blandt den gamle handelsøs ruiner.
Thomas Knudsen sammen med “æselmanden” i Suakin. Møderne med mennesker blev en vigtig del af familiens ophold.
For Thomas gav opholdet en særlig følelse af samhørighed med de sejlere, der havde søgt læ her før ham. Nu lå hans egen familie her, også afhængig af at vinden ville vende.
Hvad skal der til på din næste tur?
Vi behøver ikke at sejle til Sudan for at stille nogle af de samme konkrete spørgsmål, som familien Knudsen.
På vores egen sommerferietur kan det begynde med at spørge de lokale og at gå lidt længere end til havnens nærmeste butik.
Næste gang du er indeblæst, er der højest sandsynligt noget at opdage lige dér, hvor du ligger.
I afsnit 66 af Eventyrsejlerne kan du høre mere om, hvordan Ditte og Thomas afvejede bekymringerne mod mulighederne med tre børn ombord.
“Vi kunne næsten have været i Middelhavet nu,” siger jeg til Margareta.
Det er faktisk rigtigt.
Efter nu 900 sømil op langs Sveriges østkyst ville vi, hvis vi havde valgt Europas floder og kanaler, næsten have været fremme ved Middelhavet.
Men jeg ville ikke bytte, selvom der for for et år siden ingen tvivl var: Jeg ville sydpå. Til Middelhavet.
Men Margareta ville nordpå.
“Middelhavet ligger der jo altid,” siger hun i podcasten.
Vi har haft modvind næsten hele vejen. Alligevel har kun fem sømil været trælse. Ikke fordi vi har været heldige. Men fordi vi hele tiden har planlagt efter én ting:
Det skal være en fornøjelse at sejle.
Når vinden var imod, fandt vi nye veje. Vi sejlede indenskærs. Vi tog en kanal. Vi blev en ekstra dag. Og pludselig blev modvinden årsagen til nogle af sommerens bedste oplevelser.
Det er måske den største erkendelse, jeg tager med hjem.
Det handler ikke om at sejle længst muligt.
Det handler om at få flest mulige gode dage på vandet.
Hør samtalen om Sveriges østkyst
I afsnit 62 af podcasten Eventyrsejlerne taler Margareta og jeg om vores 10 uger lange sejlads mod Haparanda. Om hvorfor vi valgte Sveriges østkyst frem for Middelhavet. Om at planlægge sejladsen, så den bliver en fornøjelse. Og om, hvorfor vi allerede nu glæder os til næste års eventyr langs den norske kyst.
Du finder Eventyrsejlerne på Spotify eller der, hvor du normalt lytter til podcast. Du kan også se optagelsen på YouTube, og der får du masser klip fra den smukke skærgård.
“Vi må ikke snakke praktik, før vi er færdige med at drømme,” fortalte Emil Midé Erichsen med en kaffekop i hånden. “Først når vi er sikre på, at det er drømmen vi skal udleve, må vi snakke om, hvad der skal til, for at det kan blive virkelighed.”
Da jeg satte mig foran mikrofonen sammen med Emil Midé Erichsen, var det ikke for at høre om alle de steder, han har sejlet hen. Det ved vi jo godt, og det kan man finde i hans bøger, tv-programmer og foredrag. Jeg ville i stedet høre, hvordan man får flere oplevelser på vandet – også når man har børn, forpligtelser og en båd, der måske står på land i Caribien.
Og det blev en samtale, som satte sig.
Emil har netop fået sit tredje barn og er midlertidigt på land. Men sejlerdrømmene lever, og måske endnu mere bevidst end før. “Vi er i den fase, hvor vi ikke må snakke praktik, før vi er færdige med at drømme,” siger han, da vi taler om deres næste tur.
Det er et råd, jeg virkelig tog til mig, for hvor mange drømme er ikke døde i et Excelark?
196 liter kaffe
Jeg troede, at jeg drak meget kaffe, når jeg sejler, men da Emil fortalte, hvor meget kaffe de drak på vej over Atlanten blev jeg faktisk lidt målløs.
196 liter kan vi ikke slå på vores egen Anna Lisa. Men for mig er kaffe (og en god bog) den ultimative hygge, og 196 liter siger vist meget om hvor hyggeligt, der er ombord på Havana.
Og alt det kan du høre mere om i det seneste afsnit af podcasten Eventyrsejlerne.
Find episode 38 af Eventyrsejlerne der, hvor du lytter på podcast eller på Spotify her, og hør om det at være bange, når man sejler med børn. Om at stå ved sine fejl (og sine grundstødninger). Og om at finde balancen mellem eventyr og hverdag, uden at miste sig selv undervejs.
Emil giver masser gode råd, men historien om, da han sejlede ind i en slusevæg i Holland, skal du måske ikke tage til dig 🙂
Braget var så voldsomt, at båden stoppede og de hørte, hvordan glasfiberen splintredes. Frederik og Laura sejlede ind i to sovende kaskelothvaler og på det tidspunkt var de så langt fra land, som det overhovedet kan lade sig gøre – fire kilometer dybt vand under kølen og ingen hjælp i nærheden. Kort efter måtte de udløse deres EPIRB og gå i redningsflåden, mens deres sejlbåd, Lulu, langsomt sank.
Hvordan håndterer man en katastrofe på åbent hav?
Frederik Stenholt Brun og Laura Grummesgaard deler i episode #25 af Eventyrsejlerne deres utrolige historie – fra øjeblikket, hvor braget lød, til de blev reddet op af redningsflåden sammen med seks gaster.
Til trods for at Frederik og Laura kun er 25 og 23 år, er de nok de mest erfarne og ansvarsfulde sejlere, jeg kender. De håndterede situationen eksemplarisk. Deres måde at tænke på sikkerhed, og at holde hovedet koldt, betød at forliset trods omstændighederne endte godt.
Når de fortæller om ulykken med Lulu kan vi andre lære en masse om eventyr, søsikkerhed, planlægning og det stærke fællesskab, der sikrede, at hele besætningen på otte personer kom sikkert hjem.
Trods tragedien er deres kærlighed til havet intakt.
Hav en detaljeret nødplan og øv den med besætningen.
Sørg for at have flere kommunikationsenheder, der kan række langt – fx EPIRB og satellittelefoner.
Bevar roen og samarbejd – det er den bedste måde at håndtere en krise på.
Her er et lille udvalg af alt det, som Laura og Frederik har i sine tre grabbags:
En aktiv radarreflektor
Satelittelefon
EPIRB (de har to ombord)
Pandelamper
Powerbanks med solceller
Ladestik
Håndholdt VHF
Ekstra batterier
Folietæpper for chock og varme
Nødblus
Pas
Lommelygter
Solcreme (vandfast)
Klorhexidin
Plastre
Kateter
Søsygemiddel
Elektrolyttabletter
En liste med de vigtigste nødkontakter, også på gasterne og redningstjenester i de pågældende områder
Nødsendere:
Garmin InReach
Iridium Go
EPIRB (2 stk)
VHF i båden
Håndholdt VHF
AIS-MOB enheder i alle redningsveste
Frederiks og Lauras historie er både nervepirrende, lærerig og dybt inspirerende – og en vigtig påmindelse om, hvorfor god forberedelse kan redde liv.
👉 Lyt til episode 25 af Eventyrsejlerne der hvor du lytter på podcast, og bliv både rørt og klogere af deres oplevelse.
Opdatering:
I episode #26 taler jeg med Allan Doktor fra JRCC om, hvad der foregik bag kulisserne, mens Frederik og Laura tilbragte 22 timer i redningsflåden.
“Ligesom i Over Atlanten på TV5?” Sådan reagerer mange, når jeg fortæller, at jeg har sejlet over Atlanten tre gange.
Så da Felix Smith en lidt grå formiddag i oktober kom ombord på min båd i Nyhavn, troede jeg derfor, at jeg skulle udfordre ham om det at sejle over Atlanten. For som sejler reagerer jeg på, at meget af det vi så på tv-programmet er stærkt dramatiseret.
Men det blev Felix, som udfordrede mig, og i samtalen i min podcast Eventyrsejlerne fik jeg desuden en masse indsigter. Felix’ sejlads over Atlanten handlede nemlig ikke kun om fysisk sejlads og at lave TV, men lige så meget om dyb personlig udvikling, venskaber og læring.
Jeg bliver derfor nødt til at advare dig:
ADVARSEL:
Hvis du hører afsnit 18 af podcasten Eventyrsejlerne med Felix Smith, så sælger du huset, køber en båd og sejler over Atlanten indenfor de næste 14 dage.
“Det var en af de største oplevelser, jeg nogensinde har haft i mit liv,” siger Felix. “Jeg havde faktisk bare lyst til at tage turen tilbage igen med det samme.” Hans grin er smittende mens han siger det, og det til trods for, at hans sejlads i tv-programmet faktisk var noget mere udfordrende end min egen var.
Jeg sejlede selv fem personer i en 30-fods familiebåd, optimeret til komfort og med stort set alt i udstyr. Vi satte sejlene ved Kap Verde og rørte dem næsten ikke igen, før vi nåede Tobago. Det var mere besværligt for Felix.
“Vi havde den mest vindstille passage i 10 år,” fortæller han.
Selvom det udadtil virker som en mere smooth champagnesejlads i en stor Whitbread-båd, så måtte de krydse frem og tilbage over Atlanterhavet og kæmpe for hver eneste lille smule vind – og samtidig have uvisheden om, hvornår de kom frem. Desuden var der uroen, om de havde ressourcer nok ombord til hele turen. Med 17 personer ombord, er der også tre gange så mange som på min båd til at stå i vejen, når man skal ned i kahytten eller hente noget i køleskabet.
Men én ting har Felix og jeg tilfælles: Følelsen af isolation, når man er langt ude på havet, og her betyder det ikke så meget, hvor mange mennesker der er ombord.
Felix siger det så fint: “Der er ingen hjælp at hente derude. Du er alene på havet, og du er nødt til at klare det selv.”
Den følelse af total selvstændighed og afhængighed af ens egne evner er noget, der binder alle sejlere sammen, uanset hvilken båd de sejler.
Fra Felix’ sejlads kan du blandt andet lære:
Grib mulighederne, når de opstår
Hvis du får chancen for at forfølge en drøm eller et eventyr, som Felix gjorde med sejladsen over Atlanten, så tag springet, selvom det kan virke skræmmende.
Hold en positiv attitude
Uanset om tingene går efter planen eller ej, er det vigtigt at bevare en positiv indstilling. Felix’ glæde ved at sejle over Atlanten, trods forsinkelser og udfordringer, er en god påmindelse.
Vær til stede i nuet
Undgå at lade stressfaktorer som deadlines eller tidspres ødelægge det for dig. Det er vigtigt at være til stede og nyde sejladsen, som Felix gjorde.
Tag ansvar for dine egne drømme
Som Felix siger, så skal man tage kaptajnshatten på og sørge for, at ens drømme bliver realiseret. Ingen andre gør det for dig.
Lad ikke frygten holde dig tilbage
Mange undlader at tage på eventyr på grund af frygt for det ukendte. Felix viser, at man kan klare mere, end man tror, og at frygt ikke bør være en hindring.
Vil du høre hele historien om Felix Smiths sejlads over Atlanten? Så lyt til episode 18 af Eventyrsejlerne på Spotify, eller der hvor du normalt lytter på podcasts. Jeg lover, du bliver inspireret til dit eget eventyr – stort eller småt!
Det er enormt frustrerende, at der er så lidt at gøre for at undgå angreb fra spækhuggere ved Portugal, Spanien og Gibraltar. Men måske er der nu lidt håb? Jeg har tidligere skrevet om problemet med spækhuggerangreb langs den Iberiske Halvø men her er et konkret forslag, som endda er lovligt.
Sejlere giver nemlig “gode råd” som at hælde benzin eller sand i vandet eller affyre kanonslag.
Men der findes også en lovlig “pinger”, som du kan trække efter båden. Pingeren udsender et lydsignal, som spækhuggerne efter sigende ikke bryder sig om.
Ifølge producenten vil det nedsætte risikoen for skader fra et angreb fra 11% til 1,8%
“Årh, jeg håber at vi møder spækhuggere,” sagde vi til hinanden, da vi sejlede vores Bavaria 36 Anna Lisa fra Mallorca til Marstal i 2020.
Vi så masser hvaler, da vi rundede Gibraltar. Det var som at sejle i skærgården, med klippeskær langs siderne, bortset fra at de her skær var levende og sprøjtede vand.
Stort set hele vejen op langs Portugal havde vi delfiner omkring os. Jeg kunne sidde i timevis på prædikestolen, med fødderne dinglende ud over vandet, og delfinerne kun en halv meter fra mig.
Men vi mødte ikke en eneste spækhugger.
Da vi kom hjem, begyndte vi at læse om spækhuggerangrebene på sejlbåde. Det var nemlig lige omkring det tidspunkt vi sejlede, at de startede.
“Årh, godt, at vi ikke mødte spækhuggere,” tænkte jeg stille efter at vi var kommet hjem. For det kan nu være et farligt møde i det område.
Siden da har jeg holdt øje med situationen, og det vil jeg gerne dele med dig her.
Spækhuggere langs Den Iberiske Halvø
Det er en speciel art af spækhuggere, som lever fra Gibraltarstrædet og vest på, rundt om Den Iberiske Halvø. Flokken er på cirka 50 individer, og man mener, at det er de 15 af dem, som står for angrebene.
Spækhuggerne angriber primært mindre både under 15 meter. De går direkte efter roret, og gnaver eller slår, indtil der ikke er noget tilbage af det. En overvejende stor del af de angrebne både skal bagefter have hjælp for at komme til land, da de ikke længere kan styres.
Langkølede både, med roret hængslet på kølen, virker til at gå fri.
Det er kun den iberiske underart af spækhuggere, som har denne opførsel. Spækhuggere i for eksempel Norge gør det ikke.
I 2020 var det ni spækhuggere som stod for angrebene, men i 2021 var tallet oppe på 14.
Området som angrebene sker på, er også blevet udvidet, og går nu hele vejen fra Den Engelske Kanal til Marokko. Højest sandsynligt betyder det, at spækhuggerne lærer af hinanden, og at problemet kun vil eskalere, med mindre der gøres noget.
I 2020 så man det mønster, at angrebene flyttede sig fra Gibraltarstrædet i begyndelsen af sommeren, op til Biskayen i september, og så tilbage til Gibraltar i november.
Sådan er det ikke længere. Nu er de i hele området hele sæsonen.
Angreb
Hvis du sejler på strækningen fra Den Engelske Kanal til den spanske Middelhavskyst kan du næsten ikke undgå at sejle igennem de områder, hvor spækhuggerne plejer at holde til.
2020: 41 angreb (68% medførte skader på båden) 2022: 81 angreb (84% medførte skader på båden)
Hvor stor er risikoen for angreb?
Der går mange rygter i havnene, så marinebiologen og langturssejleren Mikael Ovegård har regnet på, hvor stor risikoen for et angreb egentlig er.
For at kunne beregne hvor stor risikoen er for at blive angrebet, er man også nødt til at vide hvor mange både som sejler i området, også dem som ikke angribes. Der findes ikke sådan et officielt tal, men Cruising Association opfordrer til at man registrerer sig om man sejler i området – uanset om man bliver udsat for et angreb eller ej. Der har også været diverse grupper på sociale medier, hvor sejlere har registreret sig.
I en af disse registrerede 127 både sig, og to blev angrebet.
Det er altså en risiko på 1,5%
Dette er dog et meget usikkert tal, da der ikke regnes med værdier af usikkerhed. Hensigten her er at give sejlere, der overvejer at sejle langs Portugal og Spanien, en mere håndgribelig risiko at forholde sig til, snarere end rygterne som florerer i havnene.
Hvorfor gør de det?
Der er mange teorier, men der er endnu ingen som faktisk ved, hvorfor spækhuggerne angriber sejlbåde.
Det er dog ikke for at søge føde, eller for at angribe mennesker ombord på båden. Denne underart af spækhuggere spiser udelukkende tun.
Hvad skal du gøre ved et spækhuggerangreb?
Orca Iberica har en række forholdsregler at følge, hvis man udsættes for et angreb. Det er bl.a.:
Sænk farten på båden, stop motoren eller tag sejlene ned, hvis det er muligt.
Sluk autopiloten og ekkoloddet
Fjern hænderne fra roret, så du ikke skades ved et slag, eller giver roret modstand.
Der går også rygter om, at man kan smide benzin eller sand i vandet, affyre kanonslag eller bruge en speciel slags sonar, for at få angribende spækhuggere til at forsvinde. Dette er dog ikke lovlige metoder. Spækhuggerne er totalfredede, og det er ikke tilladt at gøre noget, som skader dem.
Efter at have læst det her, ser det ret sort ud for sejlere rundt den vestlige del af Den Iberiske Halvø. Men der er håb endnu:
Sejl tæt på kysten, gerne på vand lavere end 20 m. Det gør det selvfølgelig svært eller umuligt at sejle døgns-sejladser, men det virker til, at spækhuggerne ikke kommer så langt ind.
Sejl længere ude til havs, end de 12-20 sømil vi normalt ville gøre på længere sejladser. 100-200 sm. ude.
Check “risiko-kortet” på GTOA. Her vises det med trafiklys i forskellige områder, hvordan risikoen er lige nu (der er dog ingen garantier).
Undgå området. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men du kan f.eks. sejle på kanaler til Middelhavet. Der er ingen spækhuggere på kanaler.
Hvad har angrebne sejlere gjort?
På Cruising Associations hjemmeside kan du læse skippernes rapporter om angreb. Hvor stærkt sejlede båden? Sejlede de for motor eller sejl? Farven på skrog, bund mm. samt hvad skipperen gjorde i situationen. Interessant læsning. Læs rapporterne her….
Spækhugger-app
Appen “GT Orcas” kan hentes til iPhone og Android.
Gå ind i indstillingerne, så kan du ændre sproget til engelsk.
Mikael Ovegård, marinebiolog og langturssejler
Hvis du lige har overbærenhed med de første 30 sekunder, hvor Mikael Ovegård er på sin båd langs Portugals kyst, hvor lyden er meget dårlig, så har han her lavet en ret informativ video:
Kilder: Blandt andet GT Orca Atlantica, Cruising Association og Mikael Ovegård.
Navnet på din gummibåd kan have større betydning end vi tror. En af de dejlige ting for mig ved at komme ud og holde foredrag er alle de mennesker jeg møder og snakker med. I Køge fik jeg på sådan en samtale et rigtig godt tip, som jeg vil dele med dig…
Hvad hedder din gummibåd?
Jeg ville ønske, at vi havde fundet på et kreativt navn til gummibåden. For eksempel “Gumle” eller “Agurken” eller sådan noget.
Men som så mange andre, så hedder den bare “T/T Anna Lisa”, altså “tender to Anna Lisa” (Anna Lisas jolle).
Det er jo et meget beskrivende navn, og skulle vi miste den, og en anden sejler finder den, så ved de måske hvor Anna Lisa ligger, så vi kan få jollen tilbage.
Min email-adresse står også på gummibåden af samme grund. Hvis vi skulle miste den, og en ærlig person finder den, kan de altid kontakte mig.
Men i Køge fik jeg et andet perspektiv på navnet…
Hvis man nu ligger på en ankerplads, og gummibåden “T/T Anna Lisa” ligger inde ved jollebroen eller stranden, så vil lyssky mennesker ret let kunne regne ud, at der ikke er nogen ombord på Anna Lisa…
En gummibåd med samme navn som båden vil altså fortælle, at der ikke er nogen ombord på båden.
Er det en reel risiko?
Jeg ved det ikke, vi har aldrig, uanset hvor i verden vi har været med båden, haft ubudne gæster. Verden er generelt et tryggere sted end vi tror, men derfor kan man jo godt tage sine forholdsregler.
Vi døber nok ikke vores egen gummibåd om til “Gumle”, men nu er navne-tippet i hvert fald givet videre.
Hvis du er ved at planlægge en længere rejse, for eksempel en sejltur, så ved du sikkert nogenlunde hvad turen kommer til at koste. Så kan du bruge det her enkle trick for at gøre det meget lettere, at spare penge sammen.
Jeg regner selv med at vores næste tur vil koste 180.000,- kr all inclusive for et år. Hvis jeg deler det med 365 dage og 24 timer bliver det ca. 21,- kr pr. time.
Når man skal spare så stor en sum som 180.000,- kr sammen er det let at tabe fokus. Det kan have så lange udsigter, at man måske glemmer hvorfor man gør det. Så kan det være en god hjælp hele tiden at have i baghovedet hvad det koster pr. time.
Forestil dig, at du går en tur i byen, og så kommer kaffetrangen over dig…
Men så kan du tænke sådan her:
Kaffen koster 49 kr – det samme som det koster mig at sejle i et varmt, krystalklart hav i to en halv time.
Hvad vil jeg helst? Kaffe eller at snorkle med farvestrålende fisk? Det er måske alligevel bedre at vente med kaffen til jeg kommer hjem?
Eller den nye flotte kortplotter som lokker nede i marinebutikken? Den koster kun 11.500,- og det er virkelig en god pris for den model. I så stort et budget som en et-års rejse, betyder det vel ikke så meget?
Nej, måske betyder det ikke så meget, men kortplotteren koster lige så meget som 547 timers sejlads på et blåt, blåt hav.
Det er 22 dage på en palmestrand! Det er næsten en hel måned.
Så du kan jo spørge dig selv om du virkelig behøver den plotter, eller om ikke den gamle er god nok? 22 dage er længe, og mange bække små …
Vi har ikke selv et firma at sælge eller andre reserver vi kan tære på. For os er den eneste måde at realisere drømme på at spare penge sammen. Men min familie og jeg bruger det her tip for at holde fokus når vi skal spare, og så går det meget lettere.
Det er ikke et spørgsmål om at holde op med at drikke kaffe, men drik den hjemme (eller på båden) i stedet for. Så kan der nemlig flyve en masse penge ind på rejsekontoen.
Hvor meget koster DIN sejlads per time? Og hvor mange kopper kaffe er det???
“Hvordan turde I?” Var der mange som spurgte, da vi for nogle år siden sejlede rundt i Marokko.
I en måned sejlede vi rundt i det nordafrikanske land og fortøjede blandt andet i industrihavne og små fiskerlejer.
Fiskerne bar deres fangst i land over vores båd, når de fortøjede på siden af os.
Vi så får blive slagtet i gaderne, og vi delte vores mad med fattige gadebørn og handlede på larmende markeder.
Oppe i byen mødte vi fiskerne nede fra havnen igen, og det var altid et glædeligt gensyn selvom vi ofte ikke havde noget fælles sprog.
Men de første par uger var det konstant ud af komfortzonen, for kulturelt er det nordafrikanske land virkelig forskelligt fra Skandinavien. Når vi fortøjede som den fjerde båd på siden af tre fiskerbåde blev vi kastet direkte ind i det lokale liv uden at have trygheden fra et hotel vi kunne trække os tilbage til.
Hvorfor sejle forbi?
Mange både sejler forbi Marokko på vejen fra Europa til Kanarieøerne. Måske fordi det som er så anderledes virker farligt? Måske fordi det er en udfordring med de forskellige kulturer?
For os var Marokko et af de lande som gav de største oplevelser. Det var vidunderligt at fortøje båden i områder vi ellers aldrig ville have mulighed for at komme til. Vi mødte et folkefærd som var utroligt venlige og hjælpsomme.
Men det var selvfølgelig ikke altid lige let, og specielt Margareta havde nogle udfordringer som kvindelig sejler.
I filmen her kan du se et par af de gode oplevelser du kan få, og hvorfor det er synd at sejle forbi Marokko.
Du kan også se, hvorfor det som kvinde trods alt ikke er så anderledes at sejle i Marokko end det er i Danmark.
Jeg bruger cookies for at sikre, at jeg giver dig den bedste oplevelse på min hjemmeside. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden, antage jeg, at du er indforstået med det.
