Moms på lystbåde
Skal du virkelig kunne dokumentere, at der er betalt moms på din båd? Dette er en opfølgning på min tidligere artikel Moms på båden.
“Det du siger er jo vildledende,” sagde bådmægleren i telefonen.
Egentlig var jeg ude at sejle, og jeg styrede på en platlæns med sejlene ud til hver sin side, da jeg forleden blev ringet op.
“Det er ukorrekt og vildledende,” fortsatte han, og mente at det jeg skriver om moms på både ikke passer.
Noget så kedeligt som moms, var ikke det jeg tænkte mest på, mens jeg stod ved roret og solens stråler slog smut i de små krusninger på havet.
“Jeg har været i kontakt med Skat,” sagde bådmægleren insisterende for at få mit fokus væk fra vandet og ind på de mere kedelige, administrative ting ved langturssejlads. “De siger, at de ikke opkræver moms af ældre, danskejede både.”
Og jeg forstår hvorfor han var oprørt!
Måske er nogle af hans handler gået i vasken? Måske er der både han ikke har kunnet sælge, fordi moms-dokumentationen ikke findes?
Så vidt er vi sådan set enige.
Dokumentationen kan også være svær at fremskaffe på en ældre båd.
Problemet er ikke i Danmark
Men problemet er ikke her hjemme, og heller ikke for den almindelige danske tursejler. Vi vil sikkert aldrig opleve problemer med dokumentation for betalt moms af båden i Danmark eller i Skandinavien.
Problemet er længere sydpå.
Faktum er nemlig stadigvæk, at der er en lille risiko for at der kan opstå problemer i EU-landene syd for grænsen.
Der er adskillige eksempler på, at danske sejlere er blevet afkrævet dokumentation for at der er betalt moms på båden.
For at tage nogle eksempler, så blev Tore og Rikke Skriver Vesterlund i sidste måned i Holland bedt om at vise moms-dokumentation, udover pas og skibspapirer. Tim Hedegaard Larsen blev bedt om momsdokumentation i Hamborg sidste år. Begge både havde dog papirerne i orden.
Men der er desværre flere eksempler.
Jeg vil derfor stadigvæk påstå, at du skal overveje nøje, om du vil købe en båd, hvor momsdokumentationen ikke findes.
Selvom du måske aldrig nogensinde vil få problemer med Skat her hjemme, så er der en lille risiko for at du kan få det længere sydpå.
Det kan måske også blive sværere for dig at sælge båden senere, fordi en eventuel sydeuropæisk køber vil have dokument (den originale faktura fra værftet) som viser den betalte moms.
Må de gøre det?
Måske har myndighederne sydpå slet ikke lovmæssigt ret til at kræve moms-dokumentation på din båd? Jeg er ikke advokat eller revisor med speciale indenfor moms, så det kan jeg ikke svare på. Men jeg ved at der er en lille risiko for at de spørger efter den.
Uanset om de ifølge Skat i Danmark må eller ej.
Så hvorfor ikke bare slippe for de problemer ved at sørge for at få papirerne med, hvis du skal købe en anden båd?
Har du allerede en båd?
Jeg har både en sejlbåd og en motorbåd. På sejlbåden, en Bavaria 36 fra 2004 købt brugt i Spanien, har jeg den originale regning som specificerer den spanske EU-moms.
På motorbåden, en Terhi 520HT fra 1978, har jeg ingen momsdokumentation. Alligevel har jeg sejlet med den båd til og i Middelhavet og et par gange i Frankrig.
Risikoen er ikke stor, og selvom jeg skulle få problemer med momsen i Sydeuropa en gang i fremtiden, så vil beløbet som skal betales på motorbåden være så lille, at det ikke er et problem (og desuden er der ikke momsdokumentations-krav på både bygget inden 1/1 1985).
Hvis du allerede har en båd, eller er spekulant på en billig båd, så sejl med den, selvom du ikke har dokumentationen. Selvom der er en risiko, skal vi heller ikke gøre den større end nødvendigt.
Men skal du købe en nyere båd? Så sørg for at dokumentationen er i orden. Det holder jeg fast i, selvom bådmægleren er uenig med mig.
P.S. Moms, skibspapirer og crewlister er en lille del af det du kan få styr på, på vores efterårsseminar “Langturssejler-drømmer du” som hjælper dig med at planlægge din egen langturssejlads.
Moms på båden – Thomas Veber
august 23, 2022 @ 10:28
[…] 23. august 2022: Da der er kommet så mange kommentarer på denne artikel er her en opfølgning på problematiken med moms på lystbåde. […]
Ole Jespersen
december 23, 2022 @ 12:09
Hej Thomas, Tak for gode artikler om moms forhold ved import af brugt båd.
Mit spørgsmål går hvordan momsen beregnes på en båd importeret fra EU men uden dokumentation for betalt moms. Beregnes momsen på grundlag af den aftalte købspris af den brugte båd, af en skattemæssig vurdering, af forsikringssummen, eller i værste fald af den oprindelige nypris? På forhånd tak, Ole
Thea Lisbeth Lindberg Brinkmann
september 4, 2022 @ 19:15
Hej Thomas – og tak for din gode viden på det maritime felt –
Vi overvejer at købe en båd i Norge fra 1982 –
Vi er bevidst om, at vi sørger for original faktura fra 1982 –
Er dog i tvivl, om vi skal betale dansk moms til DK, når båden er fra gør 1985 –
De bedste sejlerhilsner fra Andrias og Thea –
Thomas Veber
september 5, 2022 @ 06:11
Hej Thea,
Den originale norske faktura, hvis den da stadigvæk findes, vil ikke kunne dokumentere EU-moms, da Norge ikke er med i EU. Bortset fra visse undtagelser skal I betale dansk moms på båden, når I importerer den fra et ikke EU-land (Norge) til Danmark.
//Thomas
Torben Borup Jensen
august 27, 2023 @ 00:49
Hulloo
Jeg har købt en båd i karibien der er lavet i 82.
Forstår jeg det ret at så skal der betales moms hvis den skal til dk. Hvordan vurderer de moms hvis den ikke er forsikret? Er det bare købsprisen der bruges?
Hold jer muntre derude…
Torben
Erik Holck
december 17, 2023 @ 13:01
Hej Thomas
Tak for en herlig guldmine af kundskab… Vi står overfor et tilbud om at købe en sejlbåd fra 2008 fra England. Altså før Brexit! Der er betalt Vat på båden, retmæssigt og beviseligt. Der skal derfor ikke afholdes tderligere afgifter til staten ved import til Danmark ell. andet EU land ? Det er vel korrekt ? … eller hvad mener du?
Tusind tak !
Erik
Gøteborg
Thomas Veber
december 18, 2023 @ 08:50
Hej Erik,
Så vidt jeg er orienteret, er det desværre ikke korrekt. Hvis båden ligger i England har den mistet sin europæiske moms-status, og betragtes derfor som momset i UK. Ligger den i f.eks. Spanien har den beholdt sin EU-momsstatus. Det var et stort problem for englænderne, som fik travlt med at få sine både hjem inden en vis dato – ellers skulle de betale brittisk moms når den kom hjem.
Generelt set vil jeg råde dig til ikke at købe båd udenfor EU med mindre du er 100% indsat i reglerne.
Mvh Thomas
Spar 100.000 kr når du køber brugt båd – Thomas Veber
oktober 4, 2024 @ 11:53
[…] det hele taget er moms på båden en trold, som du skal være opmærksom på. Læs mere om det […]