En smule søsyge, for lidt søvn, uvante bevægelser, en verden som larmer og hele tiden bevæger sig. I starten er det forfærdeligt at sejle lange strækninger. Men så vender kroppen sig til at sove ad flere omgange, søsygen forsvinder og at det nogensinde har været hårdt huskes kun ved et par notater i dagbogen.
Efter 10 døgn til søs er det som om tiden forsvinder. Den går ikke bare i stå. Den opløses, pulveriseres og forsvinder fuldstændigt. Selvfølgelig er der visse klokkeslag som skal passes når man skal på vagt, men ellers føler jeg at jeg svæver rundt i en kapsel hvor tid og sted ikke spiller nogen som helst rolle.
Vi spiser, vi sover, vi sejler, vi tænker, vi samtaler, vi lever i nuet. Jeg har min elskede familie rundt om mig hele tiden. Mere behøves ikke i livet.
Da GPS’en begynder at vise 500 sømil tilbage, bliver jeg næsten ked af at sejlturen er ved at være slut. Jeg kunne fortsætte i tusindvis af sømil til. Døgn efter døgn. Livet på havet er enkelt at leve og det giver mening.
Men alt det kan man jo ikke beskrive i bare et enkelt indlæg, så her kommer nogle billeder. Det er nu også meget rart at være fremme i Caribien. Vi har nået vores mål.
Selvom Kap Verde er et ørige, er her virkelig anderledes end på min fødeø Ærø. Meget er dog også det samme. Som i min barndom hænger ungerne her også nede ved havnen. Når vi går op gennem gaderne i den lille by Palmeira har man tid til at tale med hinanden, og så er der færgen …
Det er godt nok mange år siden færgen blev taget ud af drift mellem Faaborg og Søby efter 32 års tjeneste, men her sejler den stadigvæk stolt mellem øerne Santiago og Sal.
Det er blevet til lidt mere end 4.000 sømil siden vi 1. maj sejlede hjemmefra i Anna Lisa. I dag var det dog alligevel næsten som at være hjemme.
For 16 år siden var vi også på Kap Verde, men kun på én ø. Vi sejlede derfra med et indtryk som ikke var så godt. Derfor har det været vigtigt for os denne gang at besøge flere øer – for at få et mere retfærdigt indtryk af landet.
Efter en lille uge her er vi virkelig begejstrede. Så begejstrede at vi har så travlt med at lære mere om landet, så der slet ikke er tid til at skrive om det. Men at fotografere har der været tid til.
Her henter alle vand – også de som bor her.
Bagved døren er der en skobutik.
Måske ikke en strand man vil ligge og sole på, men den er fin nok til at trække jollen op på.
En hanløve brøler i solnedgangen. Et par zebraer drikker af et vandhul og en giraf strækker på benene og forsvinder vuggende bag et par af savannens træer. Afrika er kun 200 sømil inde til bagbord, når vi i 5 knob sejler sydvest mod østaten Kap Verde.
Nouadhibou, Mgueirinat, Nouakchott og Dakar. I mine ører lyder det mere som trylleord i en magisk formular end som byer på søkortet. Mauretanien, Senegal og Gambia … Hvordan har de det mon i landene vi passerer? Sidder der et par på stranden som netop har kysset hinanden for første gang? Drømmer de ud mod horisonten ligesom vi selv gør?
I starten af vores syv døgns sejltur fra Puerto Mogan på Gran Canaria til Palmeira på øen Sal i Kap Verde, var der dog ikke overskud til filosofiske tanker.
Et spørgsmål om overlevelse
“Start med autopiloten,” siger Margareta. Jeg kan knapt se hende i mørket i cockpittet. Kulingen får bølgerne til at brøle, og jeg kan næsten heller ikke høre hvad hun siger. Vi har sejlet i to døgn fra Gran Canaria og et par trisser på vindroret er faldet af. Arbejdsstillingen for at reparere det med hovedet nedad, ud over agterenden af båden, fik min søsyge til at bryde ud. Hele min aftensmad er netop sendt i en tyk stråle ned i det mørke vand. Hvorfor har vi dog begivet os ud på den her sejlads?
Vindroret kan styre båden på en fastsat kurs ved hjælp af vindens kraft. Hvis vi selv skulle styre båden hele vejen, i så mange dage, ville vores kræfter hurtigt forsvinde. Selvom jeg er fastspændt med livlinen til båden, føles det for farligt at have halvdelen af kroppen ud over agterenden for at reparere det. Da vindroret gav op satte jeg autopiloten til. Det er en elektrisk mekanisme som også kan styre, men af en eller anden grund fungerer den ikke nu, hvor vi har så hårdt brug for den.
“Start med autopiloten,” siger Margareta igen og overtager styringen. Der skal lægges mange kræfter i, for bølgerne er store. En lille stormfok trækker os fremad i over 10 knob når vi i mørket surfer nedad bølgebjergene i den kraftige vind. Anna Lisa klarer både bølger og vind fint. Det er vi andre som døjer med søsygen. Og nu også uroen: Er vi tvunget til at styre selv de næste 5-6 dage?
Jeg henter værktøjskassen og tager autopiloten med ned i kahytten. Hvordan skal jeg dog kunne reparere sådan et stykke avanceret elektronik og mekanik? I en mørk verden som gynger og larmer. Jeg er bange for at skruerne jeg løsner skal forsvinde, når jeg lægger dem i en æske på det gyngende bord i salonen. Autopiloten er helt ny, og der er stadig garanti på den. Men hvad hjælper garantien når man sejler ned langs Afrika om natten i kuling og 18 m/s fra nordøst?
Efter en halv time har jeg samlet autopiloten igen. Jeg presser læberne sammen, da jeg går ud til Margareta, sætter stikket til og prøver om den fungerer. Elmotorens tikkende brummen når den skubber rorpinden fra side til side for at afværge bølgerne, er så dejlig som den første kop kaffe om morgenen. Anna Lisa styrer sig selv igen!
Nydelse
Kulingen blæser langsomt af efter et par dage. Vi sætter mere og mere sejl, og temperaturen stiger. Søbenene kommer, søsygen blæser væk, og livet er ikke længere kun et spørgsmål om at spise, sove, holde sig fast og holde søsygen væk. Havet bliver blidt. Margareta bager boller og Per laver æblekage. Mathilda tager morgenvagterne i cockpittet med Margareta, mens Troels tager frivagterne i køjen sammen med mig.
En morgen da vi i sprayhoodens kølende skygge drikker kaffe, blotter en hval sin ryg for os. Umiddelbart efter kommer der to til. I modsætning til delfinerne som hopper og danser, kommer hvalerne kun langsomt op over vandet. Rygfinnerne, som ser alt for små ud på de gigantiske rygge, stiger yndefuldt op og er synlige i noget der føles som flere timer, men som i virkeligheden nok kun er nogle sekunder.
Ved middagstid fanger vi en lille guldmakrel. Vi steger den i smør og spiser den til frokost. Om eftermiddagen finder vi guitaren frem og spiller sange fra vores ungdom.
De sidste dage på havet ønsker vi vil fortsætte i al evighed. Det tre kilometer dybe hav er lige så blåt som det er dybt. Om aftenen farver solnedgangen skyerne røde og bølgerne rosa. Vinden er næsten helt væk, og i kun tre-fire knob tegner vi en kølvandsstribe som får lov til at blive stående i det næsten stille hav.
Med tre voksne ombord til på skift at holde vagt, får vi sovet ordentligt om natten. Da der nu også er ro i båden, vågner vi om morgenen udhvilede og fulde af livsmod. Der er dog ikke så meget at holde udkig efter på vagterne, for ikke en eneste gang møder vi en anden båd. Kun én gang ser vi på AIS´en et andet skib, men det er så langt væk, at vi aldrig ser det i virkeligheden.
For ikke at komme frem i mørke tager vi endnu en nat på havet. Vinden er væk og vi går langsomt for motor de sidste 75 sømil. Nogle skræppende lyde i mørket fortæller, at vi alligevel ikke er alene. Men om det er fugle eller havdyr finder vi aldrig ud af.
Vi ved jo godt at det er både træls og forfærdeligt at sejle. Men kun de første tre dage. Derefter har vi fået søbenene og sejladsen forvandles fra overlevelse til nydelse.
Lidt naivt tænker jeg, at jeg kan stå imod brændingen hvis bare jeg spænder mig. Da den kommer frem til mig er der dog ikke noget at gøre. Den hvirvler mig rundt og rundt. Som var det en bulldozer skubbes jeg voldsomt ind mod land med hovedet først. Stranden er fyldt med store, sorte lavasten og jeg frygter at slå hovedet imod en af dem. Jeg kan ikke gøre andet end at lade mig trække med.
Da bølgen trækker sig tilbage er mine øjne fyldte med de små sorte sandkorn som dækker Gran Canarias strande. Med smertende øjne løber jeg op i sikkerhed på stranden inden den næste bølge kommer. Min kusine Karin timer det bedre med brændingen, og laver en mere elegant landing end mig. Hun hjælper med at skylle mine øjne, og alt burde være godt. Men det er ryggen ikke. Dagen efter kan jeg knapt nok komme ud af køjen.
Knock-out
Jeg kommer på skadestuen og behandles, men at ro jollen frem og tilbage mellem stranden og Anna Lisa klarer jeg ikke. At bære noget som er ret meget tungere end mine arme får en ond snedker til at stikke stemmejern ind mellem ryghvirvlerne på mig.
Jeg er chokeret over hvor stærkt det kan gå. Den ene dag er jeg stærk og frisk. Jeg ror ud med et tungt hækanker og en endnu tungere kæde. Jeg bærer tunge diesel- og vanddunke og ligger i mærkeligt sammenkrøbne stillinger, for at nå ind på umulige steder med værktøj. Men pludselig er jeg helt ubrugelig ombord. Pludselig er et Atlanterhavskryds måske en uopnåelig drøm. En dum idé om at svømme ind til en strand kunne ændre alt.
Behøver hunden søben?
Min kone Margareta har også i mange år haft dårlig ryg. Så dårlig, at jeg var begyndt at se langtursejlerdrømmene forsvinde. I går havde vi besøg på båden af nogle venner fra Langtursejlerne. Han har også så dårlig ryg, at han denne gang er fløjet til Gran Canaria i stedet for at sejle.
Vores 75-årige engelske nabo i havnen i Mogan er dog ikke urolig for noget så banalt som helse. “Jeg skal lige vænne hunden til at sejle,” siger han. “Når jeg bliver 80 fortsætter jeg til Caribien.”
Jeg er 41 og har netop snust til hvad det vil sige, når kroppen ikke vil sejle. Hvis jeg var 75 ville jeg ikke vente. Jeg ville sejle i morgen. Man ved aldrig hvornår man bliver taget af brændingen.
Mange hilsener
Thomas
P.S. Efter 10 dage har ryggen fået det lidt bedre.
P.P.S. Snart sejler vi til Kap Verde – det bliver næsten en hel sommer på en efterårsferie.
Jeg trækker jollen langt op på stranden, så tidevandet ikke senere skal stjæle den, og begynder så langsomt at gå ind gennem klitterne. Jeg går barfodet, for hele Graciosa er som én stor strand. Hvidt koralsand plettet med tuer med knæhøje tørre buske og hullede lavasten spredt som chokoladedrys på en soft ice. Tre sorte bjerge, rester fra øens vulkanske barndom, rejser sig op fra sandet. Bortset fra de geologiske mindesmærker som gør Graciosa synlig på stor afstand, er øen lige så flad som hjemme.
Tre kilometer væk kan jeg se den lille hvide by som er trykket ned i sandet. Der bor 600 mennesker på øen, men her er der ikke et øje. Stilheden larmer. Brændingen på stranden høres ikke længere. Heller ingen motorer, råbende mennesker, musik eller skramlen. Kun vinden hvisker ind i mit øre og en lille fugl, som gemmer sig i en stikkende busk, vover at forstyrre med et enkelt skræp.
Jeg begynder at gå ind mod byen, stadig barfodet for sandet er så finkornet at det føles blødere end et håndvævet marokkansk tæppe. Det er som at komme ind i en westernby, selvom det ikke er heste som står uden for saloonen, men støvede Land Rovers. Gaderne mellem husene er stadig belagt med det finkornede koralsand. Kun nede ved havnen, hvor færgen forbinder øen med virkeligheden, er der et lille område med asfalt, hvor det føles rarest at tage sandaler på.
Kontrasten er enorm fra Marokkos liv, larm, lugte, lyde og farver. Det var godt at vi på de fire døgn på havet nåede at få sanserne ned på et normalt niveau. De fire døgn på havet betyder da også, at min krop ikke vil sove da vi går til køjs. Den er klar til at tage endnu en nattevagt under stjernerne.
Jeg sætter mig ud i mørket i cockpittet. Også her er der skruet ned for indtrykkene. Lå der ikke en tysk båd for anker ved siden af os? De har åbenbart ikke noget ankerlys. Jeg kan ikke engang se den som en kontur i mørket, selvom jeg ved at den bør ligge mindre end 50 meter væk. Den anden håndfuld både som ligger her synes heller ikke. Kun ankerlanternerne i mastetoppene viser, at vi alligevel ikke er helt alene. Mørket er lige så urørt som stilheden. Det giver en ro i kroppen at være her. Tænk at Kanarieøerne også kan være sådan.
En uge i stilhed, efterfulgt af 32 timers urolig motorgang på et vindstille Atlanterhav, så er vi i Arguineguin på Gran Canaria. Nu er sandet på stranden sort, i modsætning til natten som er fuld af lys. Fiskerbåde, danskere, svenskere og nordmænd, souvenirbutikker, parasoller, menukort med billeder og tilbud om busture til alle afkroge af øen. En helt anden og anderledes Kanarieø. Men ikke ringere af den grund.
De andre sejlere i marinaen i Rabat vinker farvel til os. Lodsbåden sejler foran os ud ad floden. Da dønningerne bliver for store vender den røde ribbåd om, men vi fortsætter. Ud på dybt vand hvor søen er venlig mod os. Vi sætter sejl og Anna Lisa begynder langsomt at sætte tænderne i de 475 sømil vi skal sejle.
Lys i natten
“Thomas, vil du ikke komme ud og hjælpe mig?” Ved 22-tiden hiver Margareta mig ud af mine drømme og ud i mørket i cockpittet. Mathilda og Margareta har vagten og jeg forstår deres forvirring. På havet er der næsten lige så mange lys som på himlen over os. Det er som et juletræ, for korrekt lanterneføring er ikke noget fiskerne i Marokko kender til. Hvide, røde, grønne, blinkende, faste og projektører. Den ene fiskerbåd er helt tæt på os og de råber på arabisk. Vi ændrer kursen 90 grader og det virker til at berolige fiskeren.
Jeg er irriteret på mig selv. Vi er ca. 12 sømil fra kysten. Jeg troede at det var nok til at undgå fiskejollerne og deres garn. Resten af natten er det et slalomløb mellem blinkende røde, hvide og grønne lys. Da vi passerer Mohamedia og der også kommer to tankskibe og en slæbebåd er forvirringen total. Jeg hører hvordan slæbebåden flere gange desperat kalder fiskerne.
“Du er meget tæt på mig. Jeg slæber en flydedok med et 600 meter kabel i vandet. Jeg har svært ved at manøvrere.”
Jeg ser slæbebåden på AIS og holder et par sømils afstand. Håber at fiskerne også gør det.
Kuling
Vi vidste godt at den skulle komme, så vi var forberedte. I et lille døgns tid surfer vi i store bølger med kun et lille forsejl ude. Jeg havde troet at jeg måske skulle være en smule skræmt over de store bølger og 15-16 m/s vind, men Anna Lisa er en tryg båd. Det føles ikke på noget tidspunkt ubehageligt.
Troels ser på GPSen: “38 timer til vi er fremme? Det er ikke så meget. Jeg går ned og sover, så er der kun 28 igen når jeg vågner.”
Sådan var stemningen ombord. Selvom vinden ude konstant forsøgte at vriste min kasket fra mig, så var det kun en stille rislen af vand forbi skroget når man lå i køjen.
Vindstille
Vinden dør og efterlader en irriterende dønning. Vi er nødt til at gå for motor. Det gør nu ikke noget, for så kan vi rigtigt se delfinerne som byder Anna Lisa op til dans. Hele dagen, kun afbrudt af små pauser, har vi delfiner som hopper fra boven.
Graciosa
Vi læser bøger, lytter på podcasts, snakker, synger, spiller, ser film og spiser og sover. Inden jeg ser mig om er vi fremme. De første dage var hårde og prægede af træthed, men så vendte kroppen sig til den gyngende tilværelse og til kun at sove et par timer ad gangen. Det blev nydelsesfuldt og jeg kunne sagtens fortsætte et par dage til.
Ankerkæden rasler ud af klysset. Vi bakker med motoren, så ankeret graver sig ned i sandbunden. Så bliver der stille. Vi er fremme.
For de fleste er Kanarieøerne bare nogle timer i fly. Når man har sejlet her til indser man at det ikke lige er rundt om hjørnet.
En stolt fornemmelse bobler i Margareta og mig. Børnene ser også ret tilfredse ud. En stor milepæl på vores sejlads er nået. Efter 2940 sømil er vi kommet til Kanarieøerne.
Det tager tid at sejle her, for hver gang vi skal afsted skal vi først til tolden, havnekontoret og politiet. Når vi så kommer til den nye havn skal vi igen på adskillige blanketter i den nye by informere told, politi og havnemyndigheder om Anna Lisas længde, bredde, farve, antal motorer, byggeår, om skroget er tæt, højden på masten og en hel del anden information jeg ikke engang selv bekymrer mig om. De skal også kende vores fødseldatoer, fødselssted, hvad vi arbejder med, adressen hjemme, email, telefon hjemme, i hvilken by vi har hentet vores pas og en masse anden information. I de marokkanske byer vi har været i, ved de mere om os og Anna Lisa end kommunen hjemme gør.
Da vi kommer til Rabat går vi op ad floden Bou Regreg og ind til marinaen. Selvfølgelig skal vi også her finde kuglepennen frem og udfylde de mange formularer. Mens vi venter på politi og told udfylder jeg papirerne til havnekontoret. Da det er klart går jeg op i cockpittet. I det samme åbner Mathilda døren fra toilettet. Den skarpe kant rammer mit øre, der hvor det sidder fast på hovedet. Døren skærer sig ind mellem øret og hovedet da jeg farer forbi. Det gør ondt, men jeg fortsætter alligevel med mine gøremål.
“Det bløder,” råber Mathilda.
Troels ser bestyrtet ud og forsvinder ud i forkahytten. Han bryder sig ikke om at se blod, og der kommer meget af det. Margareta kommer til og overtager kommandoen. “Mathilda, hent en saks. Thomas sæt dig ned.” Og med selvklæbende strips får hun sat mit øre på plads igen. Det er nok ikke så slemt som det til at starte med så ud. Mon ikke det bliver siddende på siden af hovedet, der hvor jeg helst vil have det?
“Mr. Veber,” råbes der fra flydebroen vi venter ved. Margareta er endnu ikke færdig med reparationen af mit øre, og det er tolden som nu er her. Jeg holder for mit øre, og tolderen kommer ombord. Så snart han er gået med mine kruseduller på sine blanketter kommer politiet. Vi sætter os ned til bordet i salonen, for politiet har ikke kun én blanket, som tolderen.
Mens vi udfylder papirerne i Anna Lisas kahyt hører vi bump og kradselyde. Jeg går igen op i cockpittet, undviger døren til toilettet, og mødes af snuden af en schäferhund. Den ryster og sætter alle kløerne i teaken. Det er tydeligt at den ikke vil være ombord på Anna Lisa. De tre nye politimænd den har selskab af skubber narkohunden fremad uden held, undskylder og bærer den i land igen.
Politimanden i salonen bliver dog hængende lidt endnu. Der er problemer med vores pas. De er udstedte af “Politimyndigheden” mens et enkelt er udstedt af “Politimyndigheden i Skåne”. Han har selvfølgelig sin faglige stolthed, og i Marokko er det åbenbart meget vigtigt hvor, ikke af hvem, passet er udstedt. Vi forklarer, at de alle er udstedt i Skåne, og efter lidt snak frem og tilbage på engelsk, fransk, arabisk og spansk beslutter han, at det er OK med pas udstedte i Skåne. Selvom han er alvorlig, og der ikke er tvivl om hvem som bestemmer, så er der alligevel mange smil og grin når myndighederne er ombord.
Vi går op i byen og forsøger at få fat i mad inden den store muslimske helligdag i morgen. Vi forvilder os langt ind i Medinaen og da vi vil hjem igen, kan vi ikke finde tilbage. En havn kan man dog altid finde, man skal bare gå nedad. Men inden vi kommer så langt, tramper jeg et glasskår langt op i foden.
På kort tid er min sandal fyldt med blod og røde spor bag mig viser hvor jeg har gået. Endnu en gang må Margareta reparere mig. Først nødtørftigt på gaden, bagefter ordentligt på båden, hvor vi har alt værktøj.
Jeg er blevet så glad for Marokko og vil gerne have nogle souvenirs med hjem. En lille del af landet, som kan påminde mig om de varme og venlige mennesker. Nu har jeg fået to: Et ar bag ved øret og et hul i foden.
Der ligger en spansk sejlbåd uden på tre fiskerbåde. Vi fortøjer på siden af sejlbåden og efter bare nogle minutter får vi selv to fiskerbåde på siden.
“Det er et forfærdeligt sted det her,” siger manden på den spanske sejlbåd. “Fiskerne her er uforskammede og uvenlige. Der er ingen service her. Ingen vand eller el. Heller ingen sikkerhed.”
Vi har stort set kun fortøjet til den høje kaj i fiskerhavnen i Tangier, Marokko, da vi ser en dreng svømme rundt i havnen. Han har tøj på og han er ikke langt fra Anna Lisa. Vagten som smilende tog imod vores fortøjninger, råber til ham på arabisk. Er han faldet i vandet? Kan han ikke komme op igen?
“Vi har en badestige på båden,” siger jeg til havnevagten. “Han kan kravle op ad den.”
“Nej,” svarer han. “Drengen er løbet hjemmefra og prøver at komme til Europa. Han vil ud til et af fragtskibene.”
Aftenen efter sidder vi nede i kahytten da vi hører råb og motorstøj fra en påhængsmotor. Så bumper en ribbåd ind i siden af os. Vi løber op i cockpittet og ser en ung mand i tyveårsalderen som svømmer et par meter fra os. I hånden har han en plasticpose med sit tøj. Ved siden af os er havnevagterne i en ribbåd.
Hele havnebassinet er dækket af diesel, og det river i næsen. Troels har flere gange sagt, at han har ondt i halsen, og dunsten kradser også i min hals. På den unge mand i havnen glinser olien, og da han kommer op i vagternes ribbåd glider han i olien han er indsmurt i. Det er tydeligt at han slår sig. Snart efter ser vi politiets blå blink på kajen.
Den unge mand er endnu en af Nordafrikas mange modløse unge, som håber på et andet liv i Europa. Han forsøgte at komme ud til molen, for derfra at komme ombord i en af katamaranfærgerne som hele tiden går til Spanien, Frankrig og Italien. Gad vide hvor mange dage i fængsel hans mislykkede forsøg vil koste ham? Da vagterne sejler væk med ham, ind mod de blinkende blå lys på den modsatte kaj, hænger han med hovedet og ser ned på sine nøgne fødder.
Kaos og krydderier
Til trods for de to oplevelser på havnen føler vi os ikke utrygge. Snarere tværtimod, men det giver os mange gode snakke med børnene om de sociale forskelle.
“Velkommen, er det dit første besøg her?” møder folk os. “Mit land er også dit land,” siger flere. “Kig du bare, og så går du hjem og tænker dig grundigt om,” siger tæppehandleren. Taxichaufføren efterlader bilen med åbne vinduer og nøglen i tændingen, købmanden får min mobil til at fungere med det marokkanske SIM-kort.
I Medinaen med de smalle gader og små butikker råber de handlende efter os med gode tilbud. Hvis vi ryster på hovedet, eller pænt takker nej, fortsætter de ikke, men smiler og vinker. En lille dreng tigger. Jeg giver ham ingen penge, men han får den appelsinjuice jeg netop har købt. Han tømmer den i tre slurke og byder til gengæld mig på nogle kogte bønner han har pakket ind i papir.
Vi skal ikke gå ret mange meter på gaden før vi bombarderes af indtryk, farver, lyde og mennesker. Men det vi først og fremmest har mærket er gæstfrihed og menneskelig varme. Det er godt at vi skal være her længe.
Jeg bruger cookies for at sikre, at jeg giver dig den bedste oplevelse på min hjemmeside. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden, antage jeg, at du er indforstået med det.
