Jeg er ubrugelig ombord

knockout2

Lidt naivt tænker jeg, at jeg kan stå imod brændingen hvis bare jeg spænder mig. Da den kommer frem til mig er der dog ikke noget at gøre. Den hvirvler mig rundt og rundt. Som var det en bulldozer skubbes jeg voldsomt ind mod land med hovedet først. Stranden er fyldt med store, sorte lavasten og jeg frygter at slå hovedet imod en af dem. Jeg kan ikke gøre andet end at lade mig trække med.

Da bølgen trækker sig tilbage er mine øjne fyldte med de små sorte sandkorn som dækker Gran Canarias strande. Med smertende øjne løber jeg op i sikkerhed på stranden inden den næste bølge kommer. Min kusine Karin timer det bedre med brændingen, og laver en mere elegant landing end mig. Hun hjælper med at skylle mine øjne, og alt burde være godt. Men det er ryggen ikke. Dagen efter kan jeg knapt nok komme ud af køjen.

Knock-out
Jeg kommer på skadestuen og behandles, men at ro jollen frem og tilbage mellem stranden og Anna Lisa klarer jeg ikke. At bære noget som er ret meget tungere end mine arme får en ond snedker til at stikke stemmejern ind mellem ryghvirvlerne på mig.

Jeg er chokeret over hvor stærkt det kan gå. Den ene dag er jeg stærk og frisk. Jeg ror ud med et tungt hækanker og en endnu tungere kæde. Jeg bærer tunge diesel- og vanddunke og ligger i mærkeligt sammenkrøbne stillinger, for at nå ind på umulige steder med værktøj. Men pludselig er jeg helt ubrugelig ombord. Pludselig er et Atlanterhavskryds måske en uopnåelig drøm. En dum idé om at svømme ind til en strand kunne ændre alt.

Behøver hunden søben?
Min kone Margareta har også i mange år haft dårlig ryg. Så dårlig, at jeg var begyndt at se langtursejlerdrømmene forsvinde. I går havde vi besøg på båden af nogle venner fra Langtursejlerne. Han har også så dårlig ryg, at han denne gang er fløjet til Gran Canaria i stedet for at sejle.

hund

Vores 75-årige engelske nabo i havnen i Mogan er dog ikke urolig for noget så banalt som helse. “Jeg skal lige vænne hunden til at sejle,” siger han. “Når jeg bliver 80 fortsætter jeg til Caribien.”

Jeg er 41 og har netop snust til hvad det vil sige, når kroppen ikke vil sejle. Hvis jeg var 75 ville jeg ikke vente. Jeg ville sejle i morgen. Man ved aldrig hvornår man bliver taget af brændingen.

Mange hilsener
Thomas

P.S. Efter 10 dage har ryggen fået det lidt bedre.
P.P.S. Snart sejler vi til Kap Verde – det bliver næsten en hel sommer på en efterårsferie.