Corona-sejlads

“Hvor kommer I fra?” spørger damen på havnekontoret. Selvom vores nye “Anna Lisa” klarer det rigtig fint, er vi alligevel lidt trætte af at krydse i 12-15 m/s. Da vi så at havnen Vilamoura på Portugals Algarvekyst lå lige inde til styrbord, var det da værd at prøve om vi var velkomne.

“Vi kommer fra Cartagena,” svarer jeg. Det er 500 sømil inde på den spanske kyst i Middelhavet.

“I skulle ikke være kommet,” siger damen på havnekontoret. “Selvom vores lande er som brødre, er grænsen til Spanien alligevel lukket.”

Jeg ser overrasket på receptionisten, og prøver at mildre hendes strenge udtryk bagved mundbindet. Måske er det fordi hun ikke kan se mit smil bag mit eget mundbind?

“Du skal ringe til Immigration og Marine Police,” fortsætter hun.

Der er selvfølgelig ingen som svarer hverken det ene eller andet sted, så til sidst sender de mig ned til Anna Lisa igen. “Ingen af jer må forlade båden.”

“Må vi blive liggende til i morgen, så jeg kan skifte olie på motoren og tanke vand og diesel?”

Hun nikker modvilligt. “Bare I ikke forlader båden.”

Da jeg kommer tilbage til “Anna Lisa” deler jeg nyheden om at vi ikke er velkomne.

“Vi er i karantæne på båden, og det var det bedste der kunne ske,” siger jeg og prøver på at lyde glad.

“Hvad?” siger Karin.

“Ja, der sker ikke en skid her i byen,” fortsætter jeg.

“Hvordan ved du det?” spørger Niels.

“Og fiskerestauranten…” Vi har snakket i et par dage om at finde en lille hyggelig fiskerestaurant når vi kom i land. Det bliver det hårdeste slag. “De sidste der spiste der oppe havde vildt ondt i maven i flere dage efter.”

De andre begynder at forstå hvad jeg mener.

“Damerne har også overskæg allesammen,” fortsætter jeg. Det er ikke fordi vi skal ud at se på damer, vi er jo alle lykkeligt gifte. Men for bare ligesom at slå fast, at her er der ikke noget at komme efter.

Og egentlig betyder det jo ikke noget, at vi ikke må komme i land. Vi spiser en god middag og fejrer den portugisiske nationaldag. Vi finder en flaske portvin i kølsvinet, og vi har jo stadig mad ombord til tre uger. Der går ingen nød på os, da vi dagen efter fortsætter ud i Atlanten og svinger nordpå.