Kanalsejlads er billigt – selv i dag

Er du også urolig for dieselpriserne til båden? Jeg har regnet på det, og resultatet er overraskende positivt!

Jeg har sejlet til Middelhavet flere gange på floder og kanaler og udgiften til diesel og benzin har været den absolut største post på rejsen. Hver eneste gang.

Det kan selvfølgelig godt gøre mig urolig, når jeg nu planlægger flere ture på Europas floder og kanaler. Er det blevet for dyrt med dagens brændstofpriser? Men jeg har regnet på det, og selvom det selvfølgelig er blevet meget dyrere de sidste par måneder, så er det stadigvæk en billig måde at have ferie på.

Hvis jeg med dagens dieselpriser skulle sejle til Middelhavet ad floder og kanaler med Anna Lisa, vores Bavaria 36 sejlbåd, ville vi bruge ca. 520 liter diesel. Det svarer til 8.300,- kr med dagens meget høje dieselpriser i Tyskland og Frankrig.

Det er selvfølgelig mange penge, men i betragtning af, at vi ville bruge to-tre måneder på sådan en tur er det nu ikke så slemt.

 

Hvis jeg igen skulle sejle til Middelhavet med min lille 17 fods speedbåd “Mini Lisa”, som bruger næsten dobbelt så meget benzin som sejlbåden bruger diesel, så er det stadigvæk overkommeligt.

880 liter benzin bruger vi på en ekspedition til Middelhavet i Mini Lisa, hvilket svarer til 13.500 kr med dagens benzinpriser i Tyskland og Frankrig.

Havnepengene er virkelig små på kanalerne, og mange steder ligger man endda helt gratis. I dag ville det nok løbe op i ca. 2.000,- kr for hele turen fra Østersøen til Middelhavet for os i vores Bavaria.

Med andre ord ca. 10.000,- kr for tre måneders ferie i en sejlbåd – og hele vejen til Middelhavet. Det er da ikke dyrt, syntes du? For de samme penge ville vi ikke engang kunne løbe på ski i én uge.

Hvilken anden tre måneders ferie ville du kunne holde for 10.000,- kr?

Du kan også se det her indlæg som en video. Check her på YouTube!