Tip: Problemer med automatiske sluser
Mange af de mindre sluser i Frankrig er blevet automatiserede, og flere og flere bliver det i de næste år. De automatiske sluser er både lettere og hurtigere at bruge end de bemandede.
De automatiske sluser fungerer rigtig godt. Men som med al anden mekanik kan den fejle en gang imellem. Det kan f.eks. betyde, at slusen ikke åbner, når man trykker på knappen på fjernbetjeningen, eller at den ikke starter, når man trækker i det blå rør.
Få hjælp
Heldigvis kan de automatiske sluser også styres manuelt af en slusevagt. I forbindelse med det lille hus, som indeholder elektronikken til slusen, er der også en telefon. Ved problemer trykker du her på en knap og kommer i kontakt med en slusevagt. De taler som oftest ikke engelsk, men selvom du ikke taler fransk, er det ikke et problem. Opgiv bare slusens navn og sig ”problem” (med tryk på e), f.eks. ”Ecluse de Belleville. Problème!”. Så kommer der inden for 10-15 minutter en hjælpsom slusevagt og løser problemet.
Kan du løse det selv?
Den mest almindelige fejl i de automatiske sluser er, at den ikke “opdager”, at der er sejlet en båd ind. I så fald sker der ingenting, når man skubber det blå rør opad for at starte slusningen. Det kan man enkelt udbedre selv, og det er hurtigere end at tilkalde hjælp.
Ved indsejlingen til slusen sidder en fotocelle, som brydes, når en båd sejler forbi. Den sidder i en stålkasse 30-40 cm over vandoverfladen, lige uden for den åbne sluseport. Har fotocellen ikke registreret din båd, kan du selv udløse den ved at føre en hånd eller fod langsomt forbi.
Få flere tips
I den nye udgave af Slusehåndbogen og på aftenseminariet Kanalaften er der endnu flere tips, så du får en vellykket kanaltur ned gennem Europa.