De største oplevelser

“Jeg køber den her,” sagde Mathilda og gav den unge pige på havnen nogle kap verdeanske Escudos. Pigen var i starten af tyverne, og ved siden af hende stod hendes lille datter og gemte sig bag sin mors kjole. Mathilda fik en lille håndlavet dukke.

De næste dage talte Mathilda mere og mere med pigen som hed Momy. Var der mange kunder, hjalp hun med at holde øje med datteren Fatho. Samtalerne blev længere og længere.

“Jeg går med Momy hen til købmanden og køber hårelastikker,” sagde Mathilda en dag, kort tid efter at vi var kommet ind til havnen i jollen. Så forsvandt Momy og Mathilda som nu havde den lille Fatho i hånden. Jeg blev lidt europæisk nervøs til at starte med. Kan man virkelig lade sin 12-årige datter forsvinde sammen med en næsten fremmed kvinde? I et fremmed land? På et fremmed kontinent?

Efter en halv time kom de tilbage. Jeg så på afstand hvordan de snakkede, smilede og grinede som gamle veninder.

Senere blev Mathilda inviteret på middag, men vi andre måtte også gerne følge med.

I lejligheden var der i midten et spisebord med seks plasticstole. Et mindre bord stod ved væggen med en vandkoger og lidt porcelæn og bestik. På væggen hængte en ensom hylde med lidt toiletartikler og på gulvet lå tre madrasser. På den ene sov Momy og Fatho. På den anden sov Momys mor og på den sidste moderens søster. En pære i loftet forsøgte at oplyse det hele.

“Sæt jer nu ned,” opfordrede Momy, og vi klemte os sammen om bordet på de knirkende plasticstole. Moderen måtte sidde på madrassen, for der var ikke stole nok til alle. Så satte Momy et stort fad med ris, kylling, grøntsager og en hel fisk med både hoved og hale på bordet. Duften af krydderier fyldte rummet. En let kildren i næsen fortalte, at der var brugt rigeligt med karry og chilli. Troels kiggede spørgende over på mig. Der var ingen tallerkener, men Momy begyndte selv at spise direkte fra fadet, så det gjorde vi også.

Det var ikke et fattigt hjem vi kom hjem til. Vi har ganske vist mange flere materielle ting ombord på Anna Lisa, men i den lille et-værelses lejlighed i Kap Verde var der noget som betyder meget mere: Der var masser kærlighed og overskud til andre mennesker.

Varme
Et halvt års tid efter at vi er kommet hjem, kommer der en invitation til en barnedåb. Det som betød mest for mig på vores 15 måneders sejltur var mødet med andre mennesker. En gang imellem tænker jeg på, om de mennesker som har sat så stort et aftryk i vores hjerter, også bærer en lille smule af os med sig i sine hjerter? Efter at have fået invitationen til barnedåben for Fathos nye lillebror ved jeg, at vores møder også betød noget for dem. Og det varmer.