Fra overlevelse til nydelse

En hanløve brøler i solnedgangen. Et par zebraer drikker af et vandhul og en giraf strækker på benene og forsvinder vuggende bag et par af savannens træer. Afrika er kun 200 sømil inde til bagbord, når vi i 5 knob sejler sydvest mod østaten Kap Verde.

Nouadhibou, Mgueirinat, Nouakchott og Dakar. I mine ører lyder det mere som trylleord i en magisk formular end som byer på søkortet. Mauretanien, Senegal og Gambia … Hvordan har de det mon i landene vi passerer? Sidder der et par på stranden som netop har kysset hinanden for første gang? Drømmer de ud mod horisonten ligesom vi selv gør?

I starten af vores syv døgns sejltur fra Puerto Mogan på Gran Canaria til Palmeira på øen Sal i Kap Verde, var der dog ikke overskud til filosofiske tanker.

Et spørgsmål om overlevelse
“Start med autopiloten,” siger Margareta. Jeg kan knapt se hende i mørket i cockpittet. Kulingen får bølgerne til at brøle, og jeg kan næsten heller ikke høre hvad hun siger. Vi har sejlet i to døgn fra Gran Canaria og et par trisser på vindroret er faldet af. Arbejdsstillingen for at reparere det med hovedet nedad, ud over agterenden af båden, fik min søsyge til at bryde ud. Hele min aftensmad er netop sendt i en tyk stråle ned i det mørke vand. Hvorfor har vi dog begivet os ud på den her sejlads?

Vindroret kan styre båden på en fastsat kurs ved hjælp af vindens kraft. Hvis vi selv skulle styre båden hele vejen, i så mange dage, ville vores kræfter hurtigt forsvinde. Selvom jeg er fastspændt med livlinen til båden, føles det for farligt at have halvdelen af kroppen ud over agterenden for at reparere det. Da vindroret gav op satte jeg autopiloten til. Det er en elektrisk mekanisme som også kan styre, men af en eller anden grund fungerer den ikke nu, hvor vi har så hårdt brug for den.

“Start med autopiloten,” siger Margareta igen og overtager styringen. Der skal lægges mange kræfter i, for bølgerne er store. En lille stormfok trækker os fremad i over 10 knob når vi i mørket surfer nedad bølgebjergene i den kraftige vind. Anna Lisa klarer både bølger og vind fint. Det er vi andre som døjer med søsygen. Og nu også uroen: Er vi tvunget til at styre selv de næste 5-6 dage?

Jeg henter værktøjskassen og tager autopiloten med ned i kahytten. Hvordan skal jeg dog kunne reparere sådan et stykke avanceret elektronik og mekanik? I en mørk verden som gynger og larmer. Jeg er bange for at skruerne jeg løsner skal forsvinde, når jeg lægger dem i en æske på det gyngende bord i salonen. Autopiloten er helt ny, og der er stadig garanti på den. Men hvad hjælper garantien når man sejler ned langs Afrika om natten i kuling og 18 m/s fra nordøst?

Efter en halv time har jeg samlet autopiloten igen. Jeg presser læberne sammen, da jeg går ud til Margareta, sætter stikket til og prøver om den fungerer. Elmotorens tikkende brummen når den skubber rorpinden fra side til side for at afværge bølgerne, er så dejlig som den første kop kaffe om morgenen. Anna Lisa styrer sig selv igen!

Nydelse
Kulingen blæser langsomt af efter et par dage. Vi sætter mere og mere sejl, og temperaturen stiger. Søbenene kommer, søsygen blæser væk, og livet er ikke længere kun et spørgsmål om at spise, sove, holde sig fast og holde søsygen væk. Havet bliver blidt. Margareta bager boller og Per laver æblekage. Mathilda tager morgenvagterne i cockpittet med Margareta, mens Troels tager frivagterne i køjen sammen med mig.

En morgen da vi i sprayhoodens kølende skygge drikker kaffe, blotter en hval sin ryg for os. Umiddelbart efter kommer der to til. I modsætning til delfinerne som hopper og danser, kommer hvalerne kun langsomt op over vandet. Rygfinnerne, som ser alt for små ud på de gigantiske rygge, stiger yndefuldt op og er synlige i noget der føles som flere timer, men som i virkeligheden nok kun er nogle sekunder.

Ved middagstid fanger vi en lille guldmakrel. Vi steger den i smør og spiser den til frokost. Om eftermiddagen finder vi guitaren frem og spiller sange fra vores ungdom.

De sidste dage på havet ønsker vi vil fortsætte i al evighed. Det tre kilometer dybe hav er lige så blåt som det er dybt. Om aftenen farver solnedgangen skyerne røde og bølgerne rosa. Vinden er næsten helt væk, og i kun tre-fire knob tegner vi en kølvandsstribe som får lov til at blive stående i det næsten stille hav.

Med tre voksne ombord til på skift at holde vagt, får vi sovet ordentligt om natten. Da der nu også er ro i båden, vågner vi om morgenen udhvilede og fulde af livsmod. Der er dog ikke så meget at holde udkig efter på vagterne, for ikke en eneste gang møder vi en anden båd. Kun én gang ser vi på AIS´en et andet skib, men det er så langt væk, at vi aldrig ser det i virkeligheden.

For ikke at komme frem i mørke tager vi endnu en nat på havet. Vinden er væk og vi går langsomt for motor de sidste 75 sømil. Nogle skræppende lyde i mørket fortæller, at vi alligevel ikke er alene. Men om det er fugle eller havdyr finder vi aldrig ud af.

Vi ved jo godt at det er både træls og forfærdeligt at sejle. Men kun de første tre dage. Derefter har vi fået søbenene og sejladsen forvandles fra overlevelse til nydelse.