Det sidste halve år er vores sejltur mod Caribien blevet fulgt af et tv-hold fra svenske SVT. Det bliver til seks afsnit af programmet “Familier på eventyr” hvor vi er sejlerfamilien. Det første afsnit kommer på tirsdag kl. 20.
Se en teaser her …
“Haha, nej den fanger du aldrig noget med,” siger den lokale som limer inde på stranden. Han arbejder på en restaurant i Charlotteville, men formiddagene bruger han på stranden i Pirates Bay.
Vi lytter ellers meget til hvad de lokale siger. Det er jo dem som kender forholdene, så det ville være respektløst ikke at lytte. Men ligesom da folk sagde, at vi ikke kunne nå til Middelhavet på en måned, er jeg også nu stædig.
Jeg har inde på stranden lavet en harpun af et tyndt stykke bambus, to fiskekroge og en elastik. Fyren har nøje fulgt med i arbejdet, men ryster nu på hovedet da Mathilda, Troels og jeg sejler ud til revet i jollen med min hjemmelavede harpun ombord.
Vil du se om harpunen fungerer? Så er der to minutters film her:
“Vi kalder den for shoesole fish,” fortæller Nigel, en af de lokale, da vi sidder med hver sin Stag-øl og limer ved molen i Charlotteville. “De bor under bådene ude i bugten.”
“Er de farlige?” spørger jeg. Den angreb både vores GoPro og mine tæer da de kom i vandet.
“Det opdager du.” Han kigger ud over vandet og spørger hvor længe vi bliver?
“Men er den farlig?” insisterer jeg. Det er ikke den første øl jeg drikker med Nigel og han har en irriterende evne til at undvige at svare på spørgsmål. Oftest mærker jeg det næsten ikke.
Han trækker på skuldrene, tømmer sin øl og sidder lidt med den tomme flaske i hånden. Så knytter han hånden og slår den mod min til afsked.
Her er fisken i hvert fald …
På vores sejltur gennem floder og kanaler til Middelhavet, og videre til Caribien, har vi flere gange haft besøg af et tv-hold. Min familie og jeg er med i svenske SVTs program “Familier på eventyr”. Der er seks afsnit og det første sendes 10. januar 2017.
I programmet følger man fire familier som er ude på eventyr, vi er “Entusiasterne”. Jeg må ikke afsløre hvad hvert afsnit handler om, men jeg kan godt love at der bliver masser inspirerende eventyr, langturssejlads og spænding.
Der har været lidt trængsel på vores lille 30-fods båd når vi ud over os selv også har haft en kameramand, lydtekniker og producent ombord. Men selvom det er hårdt at lave tv har det også været sjovt og lærerigt.
Udover på tirsdage kl. 20 på SVT kan “Familier på eventyr” naturligvis også ses på nettet. Jeg vender tilbage med et link når det er tilgængeligt.
En smule søsyge, for lidt søvn, uvante bevægelser, en verden som larmer og hele tiden bevæger sig. I starten er det forfærdeligt at sejle lange strækninger. Men så vender kroppen sig til at sove ad flere omgange, søsygen forsvinder og at det nogensinde har været hårdt huskes kun ved et par notater i dagbogen.
Efter 10 døgn til søs er det som om tiden forsvinder. Den går ikke bare i stå. Den opløses, pulveriseres og forsvinder fuldstændigt. Selvfølgelig er der visse klokkeslag som skal passes når man skal på vagt, men ellers føler jeg at jeg svæver rundt i en kapsel hvor tid og sted ikke spiller nogen som helst rolle.
Vi spiser, vi sover, vi sejler, vi tænker, vi samtaler, vi lever i nuet. Jeg har min elskede familie rundt om mig hele tiden. Mere behøves ikke i livet.
Da GPS’en begynder at vise 500 sømil tilbage, bliver jeg næsten ked af at sejlturen er ved at være slut. Jeg kunne fortsætte i tusindvis af sømil til. Døgn efter døgn. Livet på havet er enkelt at leve og det giver mening.
Men alt det kan man jo ikke beskrive i bare et enkelt indlæg, så her kommer nogle billeder. Det er nu også meget rart at være fremme i Caribien. Vi har nået vores mål.
Selvom Kap Verde er et ørige, er her virkelig anderledes end på min fødeø Ærø. Meget er dog også det samme. Som i min barndom hænger ungerne her også nede ved havnen. Når vi går op gennem gaderne i den lille by Palmeira har man tid til at tale med hinanden, og så er der færgen …
Det er godt nok mange år siden færgen blev taget ud af drift mellem Faaborg og Søby efter 32 års tjeneste, men her sejler den stadigvæk stolt mellem øerne Santiago og Sal.
Det er blevet til lidt mere end 4.000 sømil siden vi 1. maj sejlede hjemmefra i Anna Lisa. I dag var det dog alligevel næsten som at være hjemme.
For 16 år siden var vi også på Kap Verde, men kun på én ø. Vi sejlede derfra med et indtryk som ikke var så godt. Derfor har det været vigtigt for os denne gang at besøge flere øer – for at få et mere retfærdigt indtryk af landet.
Efter en lille uge her er vi virkelig begejstrede. Så begejstrede at vi har så travlt med at lære mere om landet, så der slet ikke er tid til at skrive om det. Men at fotografere har der været tid til.
Her henter alle vand – også de som bor her.
Bagved døren er der en skobutik.
Måske ikke en strand man vil ligge og sole på, men den er fin nok til at trække jollen op på.
Cabo Verde – no stress!
Det er let at møde andre mennesker her.
En hanløve brøler i solnedgangen. Et par zebraer drikker af et vandhul og en giraf strækker på benene og forsvinder vuggende bag et par af savannens træer. Afrika er kun 200 sømil inde til bagbord, når vi i 5 knob sejler sydvest mod østaten Kap Verde.
Nouadhibou, Mgueirinat, Nouakchott og Dakar. I mine ører lyder det mere som trylleord i en magisk formular end som byer på søkortet. Mauretanien, Senegal og Gambia … Hvordan har de det mon i landene vi passerer? Sidder der et par på stranden som netop har kysset hinanden for første gang? Drømmer de ud mod horisonten ligesom vi selv gør?
I starten af vores syv døgns sejltur fra Puerto Mogan på Gran Canaria til Palmeira på øen Sal i Kap Verde, var der dog ikke overskud til filosofiske tanker.
Et spørgsmål om overlevelse
“Start med autopiloten,” siger Margareta. Jeg kan knapt se hende i mørket i cockpittet. Kulingen får bølgerne til at brøle, og jeg kan næsten heller ikke høre hvad hun siger. Vi har sejlet i to døgn fra Gran Canaria og et par trisser på vindroret er faldet af. Arbejdsstillingen for at reparere det med hovedet nedad, ud over agterenden af båden, fik min søsyge til at bryde ud. Hele min aftensmad er netop sendt i en tyk stråle ned i det mørke vand. Hvorfor har vi dog begivet os ud på den her sejlads?
Vindroret kan styre båden på en fastsat kurs ved hjælp af vindens kraft. Hvis vi selv skulle styre båden hele vejen, i så mange dage, ville vores kræfter hurtigt forsvinde. Selvom jeg er fastspændt med livlinen til båden, føles det for farligt at have halvdelen af kroppen ud over agterenden for at reparere det. Da vindroret gav op satte jeg autopiloten til. Det er en elektrisk mekanisme som også kan styre, men af en eller anden grund fungerer den ikke nu, hvor vi har så hårdt brug for den.
“Start med autopiloten,” siger Margareta igen og overtager styringen. Der skal lægges mange kræfter i, for bølgerne er store. En lille stormfok trækker os fremad i over 10 knob når vi i mørket surfer nedad bølgebjergene i den kraftige vind. Anna Lisa klarer både bølger og vind fint. Det er vi andre som døjer med søsygen. Og nu også uroen: Er vi tvunget til at styre selv de næste 5-6 dage?
Jeg henter værktøjskassen og tager autopiloten med ned i kahytten. Hvordan skal jeg dog kunne reparere sådan et stykke avanceret elektronik og mekanik? I en mørk verden som gynger og larmer. Jeg er bange for at skruerne jeg løsner skal forsvinde, når jeg lægger dem i en æske på det gyngende bord i salonen. Autopiloten er helt ny, og der er stadig garanti på den. Men hvad hjælper garantien når man sejler ned langs Afrika om natten i kuling og 18 m/s fra nordøst?
Efter en halv time har jeg samlet autopiloten igen. Jeg presser læberne sammen, da jeg går ud til Margareta, sætter stikket til og prøver om den fungerer. Elmotorens tikkende brummen når den skubber rorpinden fra side til side for at afværge bølgerne, er så dejlig som den første kop kaffe om morgenen. Anna Lisa styrer sig selv igen!
Nydelse
Kulingen blæser langsomt af efter et par dage. Vi sætter mere og mere sejl, og temperaturen stiger. Søbenene kommer, søsygen blæser væk, og livet er ikke længere kun et spørgsmål om at spise, sove, holde sig fast og holde søsygen væk. Havet bliver blidt. Margareta bager boller og Per laver æblekage. Mathilda tager morgenvagterne i cockpittet med Margareta, mens Troels tager frivagterne i køjen sammen med mig.
En morgen da vi i sprayhoodens kølende skygge drikker kaffe, blotter en hval sin ryg for os. Umiddelbart efter kommer der to til. I modsætning til delfinerne som hopper og danser, kommer hvalerne kun langsomt op over vandet. Rygfinnerne, som ser alt for små ud på de gigantiske rygge, stiger yndefuldt op og er synlige i noget der føles som flere timer, men som i virkeligheden nok kun er nogle sekunder.
Ved middagstid fanger vi en lille guldmakrel. Vi steger den i smør og spiser den til frokost. Om eftermiddagen finder vi guitaren frem og spiller sange fra vores ungdom.
De sidste dage på havet ønsker vi vil fortsætte i al evighed. Det tre kilometer dybe hav er lige så blåt som det er dybt. Om aftenen farver solnedgangen skyerne røde og bølgerne rosa. Vinden er næsten helt væk, og i kun tre-fire knob tegner vi en kølvandsstribe som får lov til at blive stående i det næsten stille hav.
Med tre voksne ombord til på skift at holde vagt, får vi sovet ordentligt om natten. Da der nu også er ro i båden, vågner vi om morgenen udhvilede og fulde af livsmod. Der er dog ikke så meget at holde udkig efter på vagterne, for ikke en eneste gang møder vi en anden båd. Kun én gang ser vi på AIS´en et andet skib, men det er så langt væk, at vi aldrig ser det i virkeligheden.
For ikke at komme frem i mørke tager vi endnu en nat på havet. Vinden er væk og vi går langsomt for motor de sidste 75 sømil. Nogle skræppende lyde i mørket fortæller, at vi alligevel ikke er alene. Men om det er fugle eller havdyr finder vi aldrig ud af.
Vi ved jo godt at det er både træls og forfærdeligt at sejle. Men kun de første tre dage. Derefter har vi fået søbenene og sejladsen forvandles fra overlevelse til nydelse.
Lidt naivt tænker jeg, at jeg kan stå imod brændingen hvis bare jeg spænder mig. Da den kommer frem til mig er der dog ikke noget at gøre. Den hvirvler mig rundt og rundt. Som var det en bulldozer skubbes jeg voldsomt ind mod land med hovedet først. Stranden er fyldt med store, sorte lavasten og jeg frygter at slå hovedet imod en af dem. Jeg kan ikke gøre andet end at lade mig trække med.
Da bølgen trækker sig tilbage er mine øjne fyldte med de små sorte sandkorn som dækker Gran Canarias strande. Med smertende øjne løber jeg op i sikkerhed på stranden inden den næste bølge kommer. Min kusine Karin timer det bedre med brændingen, og laver en mere elegant landing end mig. Hun hjælper med at skylle mine øjne, og alt burde være godt. Men det er ryggen ikke. Dagen efter kan jeg knapt nok komme ud af køjen.
Knock-out
Jeg kommer på skadestuen og behandles, men at ro jollen frem og tilbage mellem stranden og Anna Lisa klarer jeg ikke. At bære noget som er ret meget tungere end mine arme får en ond snedker til at stikke stemmejern ind mellem ryghvirvlerne på mig.
Jeg er chokeret over hvor stærkt det kan gå. Den ene dag er jeg stærk og frisk. Jeg ror ud med et tungt hækanker og en endnu tungere kæde. Jeg bærer tunge diesel- og vanddunke og ligger i mærkeligt sammenkrøbne stillinger, for at nå ind på umulige steder med værktøj. Men pludselig er jeg helt ubrugelig ombord. Pludselig er et Atlanterhavskryds måske en uopnåelig drøm. En dum idé om at svømme ind til en strand kunne ændre alt.
Behøver hunden søben?
Min kone Margareta har også i mange år haft dårlig ryg. Så dårlig, at jeg var begyndt at se langtursejlerdrømmene forsvinde. I går havde vi besøg på båden af nogle venner fra Langtursejlerne. Han har også så dårlig ryg, at han denne gang er fløjet til Gran Canaria i stedet for at sejle.
Vores 75-årige engelske nabo i havnen i Mogan er dog ikke urolig for noget så banalt som helse. “Jeg skal lige vænne hunden til at sejle,” siger han. “Når jeg bliver 80 fortsætter jeg til Caribien.”
Jeg er 41 og har netop snust til hvad det vil sige, når kroppen ikke vil sejle. Hvis jeg var 75 ville jeg ikke vente. Jeg ville sejle i morgen. Man ved aldrig hvornår man bliver taget af brændingen.
Mange hilsener
Thomas
P.S. Efter 10 dage har ryggen fået det lidt bedre.
P.P.S. Snart sejler vi til Kap Verde – det bliver næsten en hel sommer på en efterårsferie.
Jeg trækker jollen langt op på stranden, så tidevandet ikke senere skal stjæle den, og begynder så langsomt at gå ind gennem klitterne. Jeg går barfodet, for hele Graciosa er som én stor strand. Hvidt koralsand plettet med tuer med knæhøje tørre buske og hullede lavasten spredt som chokoladedrys på en soft ice. Tre sorte bjerge, rester fra øens vulkanske barndom, rejser sig op fra sandet. Bortset fra de geologiske mindesmærker som gør Graciosa synlig på stor afstand, er øen lige så flad som hjemme.
Tre kilometer væk kan jeg se den lille hvide by som er trykket ned i sandet. Der bor 600 mennesker på øen, men her er der ikke et øje. Stilheden larmer. Brændingen på stranden høres ikke længere. Heller ingen motorer, råbende mennesker, musik eller skramlen. Kun vinden hvisker ind i mit øre og en lille fugl, som gemmer sig i en stikkende busk, vover at forstyrre med et enkelt skræp.
Jeg begynder at gå ind mod byen, stadig barfodet for sandet er så finkornet at det føles blødere end et håndvævet marokkansk tæppe. Det er som at komme ind i en westernby, selvom det ikke er heste som står uden for saloonen, men støvede Land Rovers. Gaderne mellem husene er stadig belagt med det finkornede koralsand. Kun nede ved havnen, hvor færgen forbinder øen med virkeligheden, er der et lille område med asfalt, hvor det føles rarest at tage sandaler på.
Kontrasten er enorm fra Marokkos liv, larm, lugte, lyde og farver. Det var godt at vi på de fire døgn på havet nåede at få sanserne ned på et normalt niveau. De fire døgn på havet betyder da også, at min krop ikke vil sove da vi går til køjs. Den er klar til at tage endnu en nattevagt under stjernerne.
Jeg sætter mig ud i mørket i cockpittet. Også her er der skruet ned for indtrykkene. Lå der ikke en tysk båd for anker ved siden af os? De har åbenbart ikke noget ankerlys. Jeg kan ikke engang se den som en kontur i mørket, selvom jeg ved at den bør ligge mindre end 50 meter væk. Den anden håndfuld både som ligger her synes heller ikke. Kun ankerlanternerne i mastetoppene viser, at vi alligevel ikke er helt alene. Mørket er lige så urørt som stilheden. Det giver en ro i kroppen at være her. Tænk at Kanarieøerne også kan være sådan.
En uge i stilhed, efterfulgt af 32 timers urolig motorgang på et vindstille Atlanterhav, så er vi i Arguineguin på Gran Canaria. Nu er sandet på stranden sort, i modsætning til natten som er fuld af lys. Fiskerbåde, danskere, svenskere og nordmænd, souvenirbutikker, parasoller, menukort med billeder og tilbud om busture til alle afkroge af øen. En helt anden og anderledes Kanarieø. Men ikke ringere af den grund.