Den sidste idiot er endnu ikke født

/ , / / 15 Comments

“Den sidste idiot er endnu ikke født” var der en som skrev, da jeg præsenterede mit projekt: At sejle “Mini Lisa”, en halvåben 17 fods Terhi 520HT fra en gang i 70’erne til Middelhavet. At hun er udrustet med en 70hk to-takts motor fra 1997 gjorde i manges øjne ikke sagen bedre. Motoren er overdimensioneret, vil ikke kunne klare at køre langsomt på kanaler og den vil sode til.

De havde sikkert ret allesammen, men i tirsdags kl. 16.02 sejlede jeg ud gennem slusen i Port Saint Louis – fra floden Rhônes grønne ferskvand til Middelhavets blå saltvand.

Siden da har Mini Lisa og jeg sejlet lidt i Middelhavet, ankret i en lille bugt i Provence, badet i det 22 grader varme vand, og ligger nu indeblæste i den store marina Vieux Port i Marseille.

 

Det største problem

1249 sømil har Mini Lisa, jeg og skiftende besætninger sejlet på tyske, luxembourgske og franske kanaler og floder – og nu i Middelhavet.

Vi har været oppe i 360 meter over havet, siddet fast i sluser og mistet en drone (og en fender og en bådshage). Vi har frosset om natten, været gennemblødte af regnen og er nu indeblæste i Middelhavet.

Men vi har også set steder af Europa som vi ikke vidste fandtes, sejlet mellem bjerge, borge og vinslotte. Vi har mødt en utrolig gæstfrihed, fået hjælp når det behøvedes og haft dybe, fortrolige og sjove samtaler.

I det hele taget har turen været enklere, hurtigere og sjovere i den lille 17 fods båd end de gange jeg tidligere har sejlet til Middelhavet i en 34 og 30 fods båd.

Det største problem har ikke været båden. Tværtimod, for den har fungeret uden problemer. Det største problem har været, at man anses som lidt mærkelig, når man sejler i så lille en båd.

Men jeg kan leve med at være mærkelig, eller måske endda at være den sidste idiot: Alternativet til at sejle i Mini Lisa var denne gang ikke at sejle overhovedet.

 

Mange oplevelser

Jeg sidder under et oliventræ på en café i Marseille og bearbejder alle indtryk. Middelhavssolen brænder på mine bare arme og jeg prøver på at forstå, at mit projekt nu er fuldført og overstået.

Tænk så meget glæde den lille Mini Lisa har skænket mig på de 1249 sømil til Middelhavet.

I Tyskland har vi besøgt millionbyer som Düsseldorf og Köln på den brusende og voldsomme Rhin. På Mosel har vi sejlet nede i dalen, med grønne bjerge til begge sider. Når vi stoppede i de små eventyrsbyer, hvor bindingsværkshusene har spir og tårne, forventede vi hvert øjeblik, at Snehvide og de syv små dværge skulle komme frem og synge for os.

Alene i Frankrig har vi været igennem 144 sluser og vi har været så langt ude på landet, at det virkede som en glemt del af Europa. Steder hvor tiden har stået stille og problemer ikke er noget som findes. Vi har sejlet ned gennem Provence på den brede Rhône-flod, og spist og drukket så godt, at det virkede som om fuglene begyndte at synge og blomsterne at blomstre.

Til sidst kom vi ud i det varme Middelhav, hvor jeg har ankret og badet og nydt 26 grader varme dage, selvom det næsten er oktober.

Efter caféen går jeg rundt i Marseille og nyder den sydlandske stemning. I et smalt stræde, omkranset af gamle huse med hvide skodder, må jeg pludselig stoppe.

“Entre terre et mer” står der på et håndmalet skilt på en butik, hvor den lyseblå maling så småt er ved at skalle af.

“Mellem land og hav” er også det Mini Lisa har været de sidste par måneder. Kanalerne er ikke rigtigt havet, men det er heller ikke land. Det er noget midt imellem, men med fordelene fra begge dele: Man kan stoppe næsten når man vil, ligesom når man er på land. Men man har stadigvæk friheden og nærheden til naturen, som når man er på havet.

Men nu er vi endelig ved havet. Målet er nået. Jeg har sejlet hele vejen til Middelhavet i min lille båd.

(Du kan følge fortsatte eventyr med Mini Lisa på min Instagram eller Facebook)

Hvis du vil vide mere om kanalsejlads kan det her arrangement måske være interessant for dig?