Hjemme efter 15 mdr – og hvad så?

“Hvordan føles det at være hjemme igen?” spørger alle når jeg møder dem på gaden, i supermarkedet eller når de kommer ombord på Anna Lisa til en kop kaffe.

“Jeg ved det ikke,” svarer jeg. “For hver eneste dag siden vi kom hjem har været en fest.”

Da vi ankom i lørdags for en uge siden, efter 15 måneders sejlads, var hele molen fuld af mennesker. Flere kom hen og gav mig et kram og sagde “Du kender mig ikke, men jeg har fulgt dig på Facebook og tv.” Det var meget overvældende og jeg stod flere gange med tårer i øjnene.

Siden da er det blevet til mange kopper kaffe. Vi bor stadig i båden, og hele tiden kommer der nye og gamle venner på besøg. Det er dejligt og overvældende – næsten som om turen stadig er igang. Men mon ikke hverdagen snart begynder at komme?

Hvad så nu?
Et af målene med vores sejlads (udover at snorkle med hajer – som jeg mislykkedes med) er at lave et karriereskifte: Jeg vil satse på mit forfatterskab. Derfor føler jeg også at det er fantastisk spændende at være hjemme igen, for nu skal jeg se om vingerne kan bære.

Denne satsning er for mig næsten lige så spændende, som at hive ankeret op i Caribien for at sejle over Atlanten til Azorerne. Det er selvfølgelig også nervepirrende, for jeg har jo en familie jeg skal forsørge. Men nogle gange skal man bare gøre det som føles rigtigt i hjertet – ligesom at stikke ud at sejle i et års tid …

Hverdag?
Min kalender begynder at blive booket – dels med foredrag – men også med alt muligt andet. Det kan være lidt svært at vænne sig til, at jeg nu skal til at kigge i kalenderen inden jeg kan lave en aftale. Vi skal på tv, i radioen, “udstilles” på en bådmesse og på bogmessen i Bella. Der er nok at lave, men mest af alt glæder jeg mig til snart at isolere mig og få færdiggjort den nye bog “Et år uden sko – fra parcelhus til palmestrand”.

Til-caribien-cropped
Til Caribien?
Følg med ombord på Anna Lisa på kanaler i Europa, i storm i Middelhavet, når udstyret går i stykker ved Afrika og også når sejladsen er så fantastisk at alt er glemt igen.

Lige nu giver jeg bogen “Til Caribien?” væk helt GRATIS.

Få bogen nu