Pigeskipper på verdenshavene
For øjeblikket arbejder jeg på en bog der handler om at det slet ikke er så svært at realisere sine rejsedrømme som man går og tror. I den forbindelse interviewede jeg bl.a. Benedicte Riis som fortalte om hvordan hun købte en båd i Sydafrika og via Brasilien og Caribien sejlede den langt ud i Stillehavet – også selvom hun slet ikke kunne sejle.
Under et arbejdsophold i Sydafrika inviteres Benedicte i 2003, 45 år gammel, ud på en sejltur. Det er første gang hun nogensinde sejler, og jomfruturen rundt om Kap Det Gode Håb præges af store bølger og masser vind. Men til trods for de hårde forhold i den kolde Sydatlant fascineres hun af sejlerlivet. Det er et enkelt liv, hvor der er direkte betaling for sin indsats eller sine fejl. Hun begejstres over glæden ved at hive i et fald for at se storsejlet gå til tops. Det er fuldstændig mekanisk. Aktion, reaktion. Resultat lige på stedet. Man kan overskue hvordan tingene hænger sammen, og det er en stor modsætning til alt det stressende administrative arbejde hun belastes med i øjeblikket.
Benedicte tænker, at det her er noget hun er nødt til at gøre meget mere. Vind i håret og nærhed til naturen. Hun ser på en stor måge som langsomt glider over bølgerne på udkig efter fisk. Uden at bevæge vingerne svæver den langsomt fremad i store cirkler. Dens øjne afsøger opmærksomt havoverfladen. I det øjeblik ved Benedicte, at det at sejle vil sørge for at hun kan slippe af med sin stress. At al den energi hun vil kunne få fra sejlads vil give hende kræfter til at kæmpe videre i den intensive hverdag.
– Ah, hva’? siger banken, da Benedicte kommer hjem til Ebeltoft og forklarer om sin drøm.
– Jeg har set en 31 fods sejlbåd nede i Sydafrika. Den vil jeg gerne købe.
– Ah hva’? gentager bankmanden som ikke kan se hvorfor de skal hjælpe til med købet af en sejlbåd. Og så i Cape Town.
– Jamen, der står jo ude på Jeres dør, at I gerne vil støtte eventyr. Det her er mit eventyr.
Benedicte forlader skuffet banken. Hun har været kunde i mere end 15 år og hendes firma har også brugt samme bank. Alligevel er der ingen hjælp at hente.
Hun kan dog ikke slippe den følelse af frihed det er at sejle. Hun har tidligere hjulpet venner økonomisk, så nu ringer hun rundt til dem.
– Hva’ så? Er det ikke min tur nu?
Med venners hjælp, og et lån i det lille hus hun har i Ebeltoft, lykkes hun at skrabe 225.000,- kr sammen, og en drøm er nu materialiseret i Royal Cape Yacht Club.
Købet giver hende nogle søvnløse nætter, for ingen tror på at hun vil kunne sejle båden, og ingen i Danmark vil høre om en sejlbåd som ligger i Sydafrika. Hun kender heller ikke noget til foreninger som Langtursejlerne eller KDY. Hun er helt alene. Men hun er overbevist om, at en sejlbåd er måden til ikke at blive stresset og få alle de sygdomme som hendes veninder får. Ledere af store foretagender som bliver indesluttede og kede af det jo mere de knokler.
I det lille filmklip herover kan du høre Benedicte Riis fortælle om hvordan det er at være pigeskipper i det mandsdominerede Sydafrika.
Hvis du har minigaster ombord på båden kan jeg anbefale Benedicte Riis’ bog “Med Tante Andante på de blå oceaner”. Det er en børnebog som blandt andet handler om sejladsen fra Cape Town til Rio de Janeiro. Den er så medrivende og godt skrevet, at min egen mini-gast Troels på 7 år plejer at sige: “Jeg bliver søsyg når du læser den for mig.”
Ole Peter Norsk (OP)
maj 17, 2015 @ 23:18
Det lyder til at kunne blive en spændende bog. God arbejdslyst.
Thomas Veber
maj 24, 2015 @ 21:39
Det bliver den! 🙂 Tak skal du have!
Flemming Sten
maj 18, 2015 @ 08:46
Ovenstående får mig til at tænke på, at jeg i 1982 traf en sydafrikansk kvinde og hendes 10 årige datter på Sardinien. Hun havde fra netop Cape Town krydset Atlanten til Caribien og var altså nu nået til Italien. Vi havde nogle dejlige dage sammen, hvor hun fortalte om de samme problemer hun havde haft da hun mødte op i Marinaen. Det mest fantastiske var, at det var datteren der sekstant navigerede, med moren som mentor. Dengang var det jo lidt småt med GPS muligheder. Det med skolen var skudt noget ud, men nu havde hun besluttet sig for at sejle til Athen og ligge der en periode, så datteren kunne indhente det forsømte. For os andre virkede det nu ikke som om datteren havde meget at indhente. Nå, vi sejlede alle mod Grækenland, med med forskellig destination! Hilsen Flemming
Thomas Veber
maj 24, 2015 @ 21:40
Nogle mennesker har en dejlig, smittende gåpåmod! Dem kan vi lære rigtig meget af. Tak for historien.
Nikename
august 24, 2015 @ 20:38
Hallo Ihr Lieben,ich freue mich schon riesig auf die zwei Tage mit Euch! Nur wo genau muss ich hin? d6f6f6hm! Ach so ja, falls es jeeamdnm nicht zu weit ist, ca 1 Stunde Zug zu fahren, mit einmal umsteigen, kann ich auch noch Schlafmf6glichkeiten anbieten. Bin zwar kein 5 Sterne Hotel, aber ich habe Ziegel auf dem Dach!Bitte nur rechtzeitig bescheid sagen.Lieben GrudfBille
Drømmen er fuldført
december 12, 2015 @ 23:34
[…] skrevet om eventyrer, forfatter og songwriter Benedicte Riis, blandt andet i forbindelse med hendes sejltur fra Sydafrika til Brasilien. Senest har hun kørt i en 23 år gammel Chevy-van fra Alaska til Kap Horn. En stor del af vejen […]