Tropetrivialitet

Vi er på Bequia, en smuk ø med fine strande og flinke mennesker. Holder vi os til udkanten af byen, er vi endda de eneste udlændinge. Det giver mange spændende møder, og da min nye norske ven Axel og jeg en nat var inde på de lokale værtshuse blev vi overhældt med lokale oplevelser.

Men nu gider jeg ikke længere. Jeg er blevet ramt af tropetrivialitet.

Jeg har skrevet om det i Hold kæft og rejs, for tropetrivialiteten er også en grund til ikke at planlægge turen alt for detaljeret. Men det er ikke nødvendigvis noget negativt, måske snarere tværtimod.

Når man sidder hjemme en blæsende novemberdag, med regnen piskende mod køkkenvinduet, virker det umuligt at man kan få nok af sandstrande, viftende palmer, farvestrålende huse og snorkling med stimer af fisk. Men selv det bliver også hverdag.

Hverdag
I øjeblikket er vi næsten ikke i land, men bruger det meste af tiden på båden. Det er slet ikke noget dårligt. Jeg får lavet de småreparationer som jeg har skubbet foran mig, fordi der hele tiden har været noget i land som lokkede. Jeg bruger en masse tid på internet og på at skrive. Hele familien er sammen med vores nye vennebåd fra Norge. Det er også givende, selvom det ikke er den lokale kultur vi oplever. Omgivelserne er stadigvæk lige dejlige, selvom de er blevet hverdag, og det er gode omgivelser at lave hverdagsting i.

Farvel til oplevelser
Næste ø er St. Vincent. Det er måske én af de mest spændende øer i Caribien? Mange sejler dog bare forbi, da den har et dårligt rygte. Den internationale lufthavn er først åbnet for et par måneder siden. Den er endnu ikke så friseret og afpudset som så mange andre øer. Men hvor mange strande har man behov for at se? Hvor mange rev har man behov for at snorkle på? Hvor mange små byer har man behov for at vandre op til?

Derfor sejler vi nu også forbi St. Vincent. Det er tropetrivialiteten som gør det. Måske fortryder vi når vi kommer hjem? I stedet er næste destination den for os så velkendte St. Lucia. Det var her Margareta og jeg mødtes for 16 år siden. Her skal vi vise børnene øens grønne midte, hvor jeg i en øde bananplantage hoppede af en bus. Vi skal genopleve hvordan jeg som Indiana Jones lykkedes at finde Margareta inde i junglen. Jeg skal købe en klase bananer, og håbe at de kan forføre hende til at tage yderligere 16 år sammen med mig.

Godt at vi ikke har planlagt så nøje, for så bliver tropetrivialiteten bare til yderligere en oplevelse på turen.