Jordomsejling for 1.360,- kr.

I forbindelse med Hold kæft og rejs skrev jeg tidligere om Bettina og Brian som sejlede til Caribien med 30.000,- kr. i rejsekassen. Der var flere som satte spørgsmålstegn ved dette lave beløb. Kan det virkelig passe? Har de ikke gået på kompromis med sikkerheden?

Ja, det passer og nej, de havde både redningsflåde og EPIRB ombord på båden som også var forstærket inden afgang.

Jorden rundt i en Vega
For god ordens skyld snakkede jeg bagefter med en anden ung sejler. 
Daniel Henrikson, som sejlede jorden rundt i en Albin Vega sammen med to venner, havde også et meget lille budget på deres to-årige tur rundt om Jorden. Deres regnskab ser sådan her ud:

  • Indkøb af båd: En 28 fods Albin Vega fra 1968: 50.000 kr.
  • Udrustning: Bl.a. vindror, redningsflåde, EPIRB og rulle til forsejlet: 50.000 kr.
  • Fælles skibskasse til to år for alle tre: 50.000 kr.
  • Privat rejsekasse til begge år: ca. 16.000 kr. pr. person.
  • Der kom yderligere lidt penge i skibskassen ved en gang imellem at sejle med gaster for €10 pr. nat.

Daniel og hans venner havde et totalt budget inkl. indkøb og udrustning af båden på ca. 200.000 kr.  Det er 33.000 kr. pr. person pr. år, hvilket svarer til 2.750 kr. pr. måned. Hvis båden og dens udrustning ikke regnes med, er de nede i 1.360 kr. pr. måned. Ret imponerende.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Det er tankevækkende at en jordomsejling kan realiseres for den samme pris som en ny Mazda 3 (eller som en Toyota Yaris hvis ikke båden, som blev solgt efter sejladsen, regnes med). Vi er sikkert ikke allesammen villige til at skrue så meget ned på budgettet som mine eksempler her, men det viser, at hvis man virkelig vil, kan man få meget store oplevelser for meget små penge.


Vil du se flere artikler som denne?
Så tilmeld dig til mit nyhedsbrev som kommer ca. en gang pr. måned. Du får desuden e-bogen Sejl til Middelhavet helt gratis.

 

Ville du kunne gå på kompromis for at få råd til at komme afsted? For eksempel ved at købe en gammel bil i stedet for en ny?