Inden vi sejlede ud i verden, var jeg lidt urolig. Hver gang jeg læste en avis eller så et nyhedsprogram blev jeg bombarderet med vold, uroligheder og skandaler.
“Verden er blevet til et farligt sted” tænkte jeg og funderede nogle gange på, om jeg virkelig skulle tage min familie med ud i al den elendighed.
Efter at have sejlet i 11 måneder, og været ude af Europa i de seks af dem, indser jeg, hvor meget jeg tog fejl: Verden er et dejligt sted at være.
Når jeg rejser betyder det meget mere for mig at møde mennesker end at bade i vandfald, være på palmestrande eller bestige bjerge. Det er ved mødet med andre mennesker at jeg har fået de største oplevelser.
De bedste møder har været uden for Europa. Der hvor jeg hjemmefra tænkte, at det måske kunne være lidt farligt.
Jeg har lært at afrikanere er smilende, gæstfrie og har store hjerter. Det samme oplever jeg næsten alle steder i Caribien. For ikke at tale om de andre sejlere – uanset hvilken nationalitet de har. Det er som om, at det at vi har krydset Atlanten binder os sammen. Vi er én stor familie, og nye venskaber opstår hele tiden – både med lokale og med andre sejlere.
Forleden sad jeg på agterdækket af en norsk båd og fik fyldt 60 liter vand på dunke fra deres watermaker. Lidt senere lånte vi vores jolle ud til en hollandsk båd i et par dage. En svensk båd blev inviteret på middag, selvom vi kun havde kendt dem i et par timer.
Det samme sker i land. Vi bydes på drinks af en St. Lucianer i Soufriere, på middag i Grenada, frokost på Tobago og på øl på Petite Martinique. En rastaman lærer os at synge Bob Marley’s Redemption Song på den rigtige måde, og sådan kunne jeg blive ved …
Verden er et dejligt sted at være, og jeg er glad for at jeg er lige midt i den.
Den 5. december 2000 kom jeg frem til St. Lucia i Caribien efter at have sejlet over Atlanten første gang. Dagen efter mødtes Margareta og jeg, men som altid ved langturssejlads er der så mange afskeder. Efter bare et par dage var jeg tvunget til at sejle sydpå, og Margareta til at sejle nordpå.
To dage efter sad min ven Folmer og jeg med hver sin sundowner i Topas´ cockpit. Tropenatten kom hurtigt og en efter en tændte ildfluerne sine små lanterner inde blandt palmerne. “Det her er sådan en aften hvor vi skulle sidde med hver sin pige. Ikke med hinanden,” sukkede Folmer.
Han havde ret. Jeg burde finde Margareta og bortføre hende. Tage hende med tilbage til Topas.
Anna Lisa ved Pitons. Marts 2017.
Morgenen efter sad jeg og svedte i en bulet Toyota HiAce. En gammel minibus med dæk så slidte, at de skulle have været skiftet for flere år siden. Den var beregnet til 12 passagerer, men uden problemer havde chaufføren klemt 16 personer ind. Han fik jo betalt per næse.
Jeg ville have haft en buket blomster med mig, men jeg lykkedes ikke at finde det. I stedet blev det en klase bananer. Jeg håbede at det duede.
Der var ikke meget trafik på de støvede veje, men da en safarijeep kom den modsatte vej måtte jeg knibe øjnene sammen i vantro. På ladet sad en gruppe mennesker. Margareta var den ene. Synet gav mig først en boblende fornemmelse i hele kroppen. Så sprængtes alle boblerne og fik mine nervespidser til at sitre. Hvad lavede Margareta på ladet af en jeep? Kørende i den modsatte retning af mig? Det tog kun to sekunder inden jeppen havde passeret, men jeg nåede at tænke lige så mange tanker, som de tusindvis af sømil vi havde sejlet. Jeg kunne jo ikke køre nordpå, hvis Margareta samtidigt kørte sydpå.
“Stop bussen!” råbte jeg uden at tænke på konsekvenserne. De andre i bussen kiggede på mig. Jeg kunne se hvordan de tænkte “Dumme turist, hvad skal han her ude i bananplantagen?”
Chaufføren rakte en hånd tilbage og jeg lagde nogle East Caribbean dollars i den. Nogen åbnede skydedøren i siden, en anden rakte min rygsæk ud på vejen til mig. Så forsvandt den grå Toyota HiAce i en sky af reggaemusik og forbindelsen til civilisationen var væk.
Bananplantage på St. Lucia. Marts 2017.
Jeg så mig omkring. Jeepen var nu ikke mere end en støvsky i det fjerne og der var intet andet end bananplanter her. En følelse af ensomhed skyllede ind over mig.
Jeg havde ikke gået langt, før der kom en bil bag mig. En brun personbil med tonede ruder. Jeg jublede stille mens jeg stillede mig ud på vejen og vinkede.
“Min kæreste …” begyndte jeg, da sideruden blev åbnet og afslørede en mand med nystrøget hvid skjorte. Et strejf af airconditioneret luft ramte mig i ansigtet sammen med et par strofer reggaemusik. Dog i mere moderat volumen end i bussen. “Min kæreste er kørt den vej, og jeg skal efter hende.” Jeg var slet ikke sikker på om jeg endnu kunne kalde Margareta for min kæreste, eller om hun i det hele taget ville være det.
“Jeg er ked af det,” svarede manden og sænkede hovedet lidt. “Det er en regeringsbil, og jeg kan desværre ikke tage nogen med.”
Jeg følte mig slap i kroppen, da den brune bil forsvandt ind blandt bananpalmerne, hvor Margareta også var forsvundet. Hvad var chancen for at jeg nogensinde ville finde hende til fods? “Held og lykke,” havde manden sagt, og det havde jeg brug for.
Da den næste bil kom, stillede jeg mig ud på vejen igen. Den skulle ikke få lov til at komme forbi uden at tage mig med.
“Yeah, maaan,” hilste han, som de fleste gør i Caribien.
“Min kæreste …” Jeg bed mig i læben over igen at bruge det ord, uden at vide om jeg egentlig havde lov til at bruge det. “Jeg skal efter hende.” Jeg pegede fremad.
“Ok, maaan. Det her er godt nok en taxi, men jeg er booket. På vej til lufthavnen, maaan.” Han beklagede, og det så virkelig ud til at han mente det.
Jeg fortalte om bortførelsen, bussen og Margareta som nu var forsvundet i en jeep. “Du bliver nødt til at hjælpe mig!”
Han rynkede brynene. Så slog han ud med armene og fabrikerede et smil som truede med at dele hans ansigt i to dele. “Kærligheden kommer altid først,” sagde han og åbnede passagerdøren. “Dem i lufthavnen må vente.”
Jeg mærkede hvordan et begyndende håb fik blodet til at pumpe helt ud i ørerne, da jeg satte mig ind i den rullende ghettoblaster.
Vi kom ud af plantagen og igennem en by. Vejen delede sig flere gange, og mit håb begyndte at forsvinde igen.
“Jeg tror jeg ved hvor de jeeps plejer at køre hen,” sagde taxichaufføren. Men han stoppede alligevel for at spørge en gammel dame på et hjørne om hun havde set den. Jeg forstod ikke det melodiske kreolsk-engelske de talte sammen, men jeg forstod de afvisende arme og hendes beklagende ansigtsudtryk.
“Jeg tror at de er kørt op i bjergene,” sagde taxichaufføren da vi kørte videre. Hans humør var ikke det fjerneste berørt af damens svar. Jeg håbede at han havde ret.
Vejen blev til en jordvej, og hullerne blev større og større. Bilen bumpede og chaufføren sænkede farten. Han slukkede for radioen og fik en dyb rynke i panden. Jeg tror at den rynke smittede, for jeg mærkede hvordan uroen igen kravlede ind i mig.
“Jeg kan snart ikke køre længere,” sagde han, og jeg var ikke overrasket, selvom hans ord gjorde mig modløs. En jeep var det rigtige transportmiddel, når man skulle denne vej. Spørgsmålet var, om jeg skulle fortsætte til fods når den endelige dom kom, eller om jeg skulle køre med taxien tilbage igen?
Safari-jeep med Margareta ombord. December 2000.
Vejen svingede og gik stejlt opad i en smal stribe som skilte det grønne. Jeg rev chaufføren i armen, så bilen svingede farligt ind mod et træ. “Der er de!”
På toppen af bakken kravlede jeepen langsomt over huller og sten. Taxichaufføren grinede og viste alle sine gule tænder. Han dunkede mig i ryggen og gav lidt ekstra gas, så støddæmperne gik i bund når hjulene forsvandt i et hul.
Jeg stak overkroppen ud af vinduet og vinkede og råbte efter jeepen som stoppede.
Taxichaufføren fik rigeligt med drikkepenge og så hoppede jeg ud af bilen. To vildtfremmede mennesker trak mig op på ladet af jeepen. Så kørte den med knirkende støddæmpere videre opad.
Jeg scannede hurtigt flokken af mennesker, som med solblegede kasketter og lyse skægstubbe alle så ud som sejlere. Så kantede jeg mig fremad på ladet, mens et ekstra hul i vejen næsten satte mig på grund på skødet af engelsk herre. Så fangede mine øjne Margaretas, og de stoppede der. Hendes øjne var opspærrede i vantro og hun holdt en hånd for munden.
Så smilede hun. Jeg smeltede og løb ud gennem hullerne i mine sandaler. Så gav jeg Margareta klasen med bananer.
Hele familien Veber på bustur. Marts 2017.
Nu er vi tilbage på St. Lucia. Meget har ændret sig, men meget er også det samme. Hele familien tog i går en bus for at finde bananplantagen, og den er lige så øde som for 16 år siden. Busserne er også lige så fyldte og solen skinnede lige så dejligt. Men denne gang skal vi begge sejle nordpå. Sammen.
Vi er på Bequia, en smuk ø med fine strande og flinke mennesker. Holder vi os til udkanten af byen, er vi endda de eneste udlændinge. Det giver mange spændende møder, og da min nye norske ven Axel og jeg en nat var inde på de lokale værtshuse blev vi overhældt med lokale oplevelser.
Men nu gider jeg ikke længere. Jeg er blevet ramt af tropetrivialitet.
Jeg har skrevet om det i Hold kæft og rejs, for tropetrivialiteten er også en grund til ikke at planlægge turen alt for detaljeret. Men det er ikke nødvendigvis noget negativt, måske snarere tværtimod.
Når man sidder hjemme en blæsende novemberdag, med regnen piskende mod køkkenvinduet, virker det umuligt at man kan få nok af sandstrande, viftende palmer, farvestrålende huse og snorkling med stimer af fisk. Men selv det bliver også hverdag.
Hverdag
I øjeblikket er vi næsten ikke i land, men bruger det meste af tiden på båden. Det er slet ikke noget dårligt. Jeg får lavet de småreparationer som jeg har skubbet foran mig, fordi der hele tiden har været noget i land som lokkede. Jeg bruger en masse tid på internet og på at skrive. Hele familien er sammen med vores nye vennebåd fra Norge. Det er også givende, selvom det ikke er den lokale kultur vi oplever. Omgivelserne er stadigvæk lige dejlige, selvom de er blevet hverdag, og det er gode omgivelser at lave hverdagsting i.
På vej til internet
Farvel til oplevelser
Næste ø er St. Vincent. Det er måske én af de mest spændende øer i Caribien? Mange sejler dog bare forbi, da den har et dårligt rygte. Den internationale lufthavn er først åbnet for et par måneder siden. Den er endnu ikke så friseret og afpudset som så mange andre øer. Men hvor mange strande har man behov for at se? Hvor mange rev har man behov for at snorkle på? Hvor mange små byer har man behov for at vandre op til?
Derfor sejler vi nu også forbi St. Vincent. Det er tropetrivialiteten som gør det. Måske fortryder vi når vi kommer hjem? I stedet er næste destination den for os så velkendte St. Lucia. Det var her Margareta og jeg mødtes for 16 år siden. Her skal vi vise børnene øens grønne midte, hvor jeg i en øde bananplantage hoppede af en bus. Vi skal genopleve hvordan jeg som Indiana Jones lykkedes at finde Margareta inde i junglen. Jeg skal købe en klase bananer, og håbe at de kan forføre hende til at tage yderligere 16 år sammen med mig.
Godt at vi ikke har planlagt så nøje, for så bliver tropetrivialiteten bare til yderligere en oplevelse på turen.
Skulle jeg overveje at sælge nogle bøger til denne boghandel?
“Hver dag er et postkort” skriver Jyllands Posten på forsiden sammen med et billede af min familie og mig.
“Papegøjerne letter i store flokke, og pelikanerne tørrer sig på klipperne, mens skildpadderne svømmer forbi. Thomas Veber og konen sagde deres job op og tog børnene med på togt til Caribien.”
Tillægget Livsstil Båd har flere spændende artikler om sejlads, udstyr, langtur og bådmessen i Fredericia. Derudover er der også et fem siders interview med mig om vores sejlads over Atlanten til Caribien. Der er også tips til hvordan man selv kan realisere sådan en tur.
Når vi kommer til nye steder, glæder vi os til at udforske dem. Vi gør det ofte ved at sætte os ind i den første og bedste offentlige bus vi møder. Vi har ingen anelse om hvor vi ender, men vi får set stedet, snakket med de lokale i bussen og det koster en brøkdel af en guidet tur.
For mig er et mål med denne rejse, udover alle oplevelserne, også at få tid til at skrive bøger. Det er dog ikke hver dag der er tid til det, for sejlads, reparationer, skole, oplevelser, vandreture og møder med andre mennesker skal selvfølgelig prioriteres højere. Det er jo nu vi er i “paradis”, som de lokale siger.
Udover bogen om vores sejlads, som jeg skriver sammen med Margareta, har jeg mange andre bogprojekter som jeg arbejder på.
Mit foretrukne sted at sidde og skrive er fordækket. Der er fred og ro, men jeg kan alligevel følge med i hvad der sker på ankerpladsen.
For et par dage siden skete der dog noget, så jeg måtte stoppe skriveriet. Se her:
Til Caribien?
Følg med ombord på Anna Lisa på kanaler i Europa, i storm i Middelhavet, når udstyret går i stykker ved Afrika og også når sejladsen er så fantastisk at alt er glemt igen.
Lige nu giver vi bogen “Til Caribien?” væk helt GRATIS.
En gang imellem ville det være rart ikke at sejle på lavt budget. Det er ikke fordi vi mangler noget, men det kunne jo f.eks. være rart at gå ud og spise på sådan en restaurant her.
Selvom vi meget sjældent går ud og spiser, så er vi jo alligevel her i Caribien, og vi er her ret længe. Det er ikke alle som har mulighed for det – heller ikke selvom man er god for et større antal milliarder dollars.
Jeg er stolt over, at svenske SVT mener at vores sejltur er så spændende, at de vil fortælle om den hver tirsdag for 900.000 seere.
I femte afsnit af “Familjer på äventyr” kan du bl.a. følge med ombord på “Anna Lisa” når vi sejler fra Marokko, ankommer til Kanarieøerne og fortsætter til det charmerende Kap Verde. Ombord har vi også en gast, som du måske kender, hvis du er medlem i Foreningen til Langtursejladsens Fremme?
Til Caribien?
Følg med ombord på Anna Lisa på kanaler i Europa, i storm i Middelhavet, når udstyret går i stykker ved Afrika og også når sejladsen er så fantastisk at alt er glemt igen.
Lige nu giver vi bogen “Til Caribien?” væk helt GRATIS.
“What are you looking for?” spørger en ung lokal mand med en hvid t-shirt og en guldkæde om halsen. Jeg går rundt en aften i de halvmørke gader i St. George, Grenada sammen med min nye hollandske ven Robert, eller “Dutchman” som han kaldes i Caribien.
“Vi leder efter et sted at drikke en øl,” svarer jeg og undrer mig over at det eneste liv på gaderne er kakerlakker, som spæner væk når vi kommer. St. George er trods alt hovedstaden.
“Der.” Manden peger på en grøn plankedør halvtreds meter væk. “I er sikre der.”
En af gæsterne i baren, som om dagen har en fantastisk udsigt over havnen, viser sig at være politimand. Han gentager, at vi er sikre. Det gør en af de andre gæster også, da han skåler med sin 60% Woodman-rom. Vi bliver hængende ret længe, for vi har nogle interessante samtaler med både gæsterne og ejeren. Det ender med at vi inviteres på middag dagen efter (men det er en helt anden historie).
Da stedet lukker fortsætter vi ned ad den dunkle gade. Vi falder i snak med nogle unge mennesker foran et mørkt hus, som burde være revet ned for flere år siden. Der er ikke et eneste vindue som er helt. Lugten af marihuana, eller ganja som de kalder det, ligger som en døsig dyne over de seks drenge og to piger.
“We are the niggers of the street,” siger den ene og knytter hånden. Det er måden man hilser på hinanden her, så det er ikke noget som skræmmer mig. Stemningen er dog noget hårdere end hos politimanden i den lille bar. Hvert andet ord som siges er et bandeord, og selvom jeg ikke er sart er det næsten så jeg rødmer når jeg hører dem tale.
“I er sikre her,” fortsætter drengen, som er i midten af tyverne. Der står New York på hans kasket, men jeg tvivler på, at han har penge til at rejse nogen steder.
“Stinkin´ moron,” råber han, og det får en kortklippet sort fyr til at dukke op i mørket. Han slæber en hvid køleboks efter sig over asfalten. Det er bartenderen i deres smugkro, og kassen er fyldt med øl og rom som køles af is.
Robert og jeg køber hver sin øl og indleder en samtale med drengene. Vi står stadig ude på gaden, med ryggen til havnen, hvor fiskerbådenes blinkende lys narrede os til at tro at der var fest. Fyren med kasketten trækker en flaske rom op af køleboksen. “I køber vel den her til mig og mine boys?”
“Næh, det gør vi ikke.” Robert og jeg er helt enige om den sag.
“We could have a street fight,” siger drengen med kasketten. Jeg er tvivl om han virkelig mener det, eller bare prøver på at virke hård. Uden at behøve at diskutere det, er Robert og jeg dog også enige om at vi hellere må komme videre.
Normalt har jeg ikke kameraet med om natten, men sådan her ser der ud om dagen.
Stemningen er meget bedre da vi går over bakken og ind i Esplanade, den anden del af St. George. Vi falder over endnu en smugkro på gaden, men her er der ingen bandeord.
“I er helt sikre her,” siger en sort pige i 20-årsalderen til os. Hun dufter af parfume og kjolen er så stram at vi næsten ikke tør se på hende.
“Hvorfor siger alle sådan?” spørger jeg. “Har vi grund til at være urolige?”
Hun griner så jeg næsten smelter og løber ud gennem mine tynde flip-flops. “Nej, nej. Grenada er et godt land. I er sikre sammen med os.”
Vi får nogle flere spændende samtaler i den mørke gyde. Selvom vi er på en lille fattig palmeø, er befolkningen meget vidende om, hvad der sker i verden. Efter et par øl afslår vi at følge med dem videre i byen. I stedet går vi mod havnen, hvor jollen skal tage os ud til vores både, som ligger for anker.
Bag os hører vi løbende skridt som giver ekko i den tomme og dårligt oplyste gade. Det er pigen. Hun sænker farten da hun når os, og hun går først lidt i tavshed.
“Jeg har langt hjem,” sukker hun og hiver lidt i kjolen. “Det er helt til St. Davids. Jeg har heller ingen penge til bussen.”
“Vi kan tage dig med i jollen over til den anden side af bugten,” siger jeg. Jeg giver af princip aldrig penge til folk jeg ikke kender. “Det vil spare dig for et par kilometer.”
Hendes øjne er opspilede da vi hjælper hende ned i gummibåden. Hun sætter sig helt ned på dørken mens Robert og jeg sidder på kanten som vi plejer.
“Jeg kan ikke svømme,” siger hun med en stemme som har mistet al selvsikkerhed. “Jeg har aldrig været i en båd før. Kan den synke?”
Bagefter talte Robert og jeg om, at vi håber at vores egne døtre ikke vil gøre det samme som pigen fra St. Davids: Køre afsted med to helt fremmede mænd. Men heldigvis er det jo kun vores omsorg og fædre-instinkter som gør at vi vil hjælpe hende.
“Du er helt sikker her,” siger jeg og smiler over de nu ombyttede roller. “Det er en god jolle. Du er sikker sammen med os.”
Vi sætter hende af ved supermarkedets jollebro længst inde i lagunen. Så fortsætter vi ud i mørket mod ankerlysenes hvide stjerner.
Jeg bruger cookies for at sikre, at jeg giver dig den bedste oplevelse på min hjemmeside. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden, antage jeg, at du er indforstået med det.
