TV-programmet “Familier på eventyr” på SVT følger fire familier som har brudt op fra hverdagen for at tage på eventyr.
I fjerde afsnit, som blev sendt i går aftes, kan du blandt andet følge med min familie og mig til Marokko. Jeg har tidligere talt varmt om dette land, og det fremgår også af TV-programmet.
Familier på eventyr kan også ses på nettet her.
“Du skriver i Hold kæft og rejs om nogen som sejler til Caribien for 30.000,- kr,” starter damen en samtale. Det er herligt når folk kontakter mig om mine bøger. Jeg havde dog ikke forventet at det ville ske lige inden en rundvisning på Belmont Estate, en cocoa-plantage på Grenada, Caribien.
“Jeg tror ikke på at det kan lade sig gøre længere,” fortsætter hun. “Der er dyrt i Caribien, og vi bruger ikke mange penge. Omkring 25.000,- om måneden, og vi er også to ombord. Det er over tre uger siden vi sidst var i havn.”
Historien om Brian og Bettina som sejlede 11 måneder til Caribien for 30.000,- er med i Hold kæft og rejs for at provokere. For at fortælle, at man ikke behøver en kvart, en halv eller en hel million for at tage på langturssejlads. Og det lykkedes åbenbart at provokere. Der plejer også at komme kommentarer når jeg holder foredrag.
Ja, det er dyrt i Caribien, men hvis man bruger sine penge fornuftigt rækker de altså meget længere. Brian og Bettina lå aldrig i havn. De roede jollen uden påhængsmotor (jeg har selv brugt 15 liter benzin til jollen de seneste otte dage). Brian og Bettina spiste aldrig ude og de drak heller ikke “sundowners” på strandcafeerne. De vendte hver East Caribbean Dollar inden den blev brugt.
Man kan sagtens handle billigt. Ris, kylling og fisk er meget billigt. Lokale frugter og grøntsager er billige. Men importerede varer er dyre. Nutella og chips er ekstremt dyrt. Æbler og vindruer er dyre. Øl er dyrt, men til gengæld er rom billigt. I det hele taget skal man undgå supermarkederne så meget som muligt, og gøre som de lokale: Handle på markederne. Det er meget billigere. Det betyder dog at man f.eks. på Grenada kun kan få æg om fredagen og lørdagen, men der er meget at spare ved at vente.
Jeg kunne ikke gøre som Brian og Bettina og sejle 11 måneder for 30.000,- totalt. Selv bruger min familie og jeg lidt over 10.000,- om måneden for fire personer. Det beløb kunne dog sagtens være lavere hvis vi altid roede jollen, ikke startede motoren når der ikke er vind, aldrig spiste ude, udelukkende spiste fisk og kylling og ikke tog på udflugter. Men heldigvis har vi sparet så meget sammen, at vi har råd til det, og det er inkluderet i vores 10.000 kr/md.
Til et af mine foredrag var der en som rejste sig for at kommentere det at sejle på lavt budget: “Det svarer jo til, at hvis man altid har drømt om at få en Mercedes kun får en Skoda.”
Det er dog ikke det som er min pointe: Hvis man altid har drømt om at få en bil, er det vel bedre at få en Skoda end slet ikke at have en bil?
Brian og Bettina kunne virkelig leve på en sten for at udleve drømmen. Hvad vil du selv? Gå hele livet og drømme om en Mercedes eller begive dig ud i verden i en Skoda?
Hold kæft og rejs
Drømmer du også om at sejle jorden rundt? Eller krydse USA i bil? Eller rejse med rygsæk i Asien? Så er Hold kæft og rejs helt sikkert noget for dig. Læs mere her …
Phantom, Flour, Lion, Puncheon, Squeezy, Sonson … Mange af de nye venner og bekendtskaber vi har fået i Charlotteville har ret coole navne. Jeg har tænkt over hvad jeg mon selv havde heddet, hvis jeg var Caribisk. Ville jeg mon også have et coolt navn?
I modsætning til de fleste andre problemer, løste dette dog sig selv.
“Capitana,” kalder Sonson når han kommer forbi Anna Lisa i sin fiskerjolle og vil have hjælp med at bære ting ind på stranden.
“Capitana,” råber kunstneren Maurice, når jeg går forbi bænken ved stranden han ligger og hviler på. “Jeg har længe villet give dig en kokosnød. Du kan dele den med Margarída.” Margareta har nemlig også fået et caribisk navn, selvom det ikke er så langt fra det svenske.
“Når du har drukket den,” fortsætter Maurice, “kan du presse sovs ud af kødet og bruge det til kylling eller fisk.”
Jeg tager kokosnødden med mig gennem den lille by som havde virket søvnig, hvis det ikke var fordi der altid kommer høj reggae- eller soca-musik et eller andet sted fra.
“Capitana!” hilser Squeezy, den lokale trubadur som skriver sin egen reggaemusik. “Har du købt en kokosnød?”
“Næh, jeg fik den af Maurice,” svarer jeg. Alle kender hinanden her.
Squeezy undersøger kokosnøden. “Når du har drukket den kan du presse kødet og få en god sovs til kylling eller fisk.”
Squezy spiller guitar, min kusine danser med Maurice og jeg hjælper til med musikken:
Tanken om at forlade Charlotteville gør ondt. Men at rejse betyder også at man må tage afsked mange gange. Her gør det dog ekstra ondt, for her har jeg både fået et navn og en kokosnød jeg kan lave sovs af når jeg har drukket den sammen med Margarída.
Det første afsnit af “Familjer på äventyr” på svensk TV blev set af over 900.000 mennesker. Det er jo helt vildt. Det andet afsnit er endnu bedre end det første, så jeg glæder mig til at høre seertallene for det også.
Vil du følge mig og min familie ned gennem Europas kanaler og videre ud i Middelhavet? Så click her.
“Må jeg også gerne sige pokkers?” spørger Troels. Det var ikke ordet “pokkers” jeg brugte, da der knækkede en lille skrue på motoren, som gjorde at den ikke kunne startes. En speciel slags skrue som det er umuligt at få fat i på Tobago. Det var faktisk et meget grimt ord, og egentligen ikke noget børn skal høre. De skal absolut ikke bruge det selv.
“Ja, når det gælder motoren lige nu, må du gerne sige pokkers,” svarer jeg.
Det er alvorligt at vi ikke kan få motoren igang. Brændingen er begyndt at slå ind mod Pirates Bay i meterhøje vandeksplosioner. Hvis ankeret slipper nu, og vi ikke kan starte motoren, er det farvel til både Anna Lisa og eventyr.
“Sejl rundt og spørg de andre både, om de har en i reserve,” siger Margareta.
Jeg diskuterer forskellige løsninger med besætningerne på de andre både. Ingen har en hul-skrue i reserve og desværre virker det til at det bedste forslag er et fly til Trinidad.
Så kommer jeg over til amerikaneren Billy. Dagen inden var vi ude at fiske sammen, og jeg ved at han har god forstand på motorer.
“Sådan en skrue kan du da sagtens lave selv,” siger han da jeg fortæller om mit problem. “Har du en skrue i den rigtige diameter ombord?”
Jeg nikker. Jeg har så mange reservedele, værktøj og skruer ombord, at jeg kan reparere alt. Troede jeg altså.
“Har du også en fil?” fortsætter Billy. “Så skal du bare file gevindet af på den ene side af skruen. Så kan dieselen løbe på siden af den i stedet for igennem den.”
Vores lille jolle nærmest planer tilbage til Anna Lisa. “Nu skal jeg starte motoren,” råber jeg til Margareta, og finder skruestik, skruer, fil og nedstryger frem næsten inden jeg er ude af jollen.
Ti minutter senere danser jeg en sejrsdans på agterdækket for at tiltrække mig Billys opmærksomhed. Motoren brummer som den skal, og den startede i første forsøg. Billy kommer med det samme over i sin jolle. Jeg viser ham stolt reparationen, og han garanterer at den vil holde.
Vi har lært noget vigtigt af det her, og da autopiloten gik i stykker på vej til Kap Verde: Selvom det ser umuligt ud skal man fortsætte at kæmpe. Lige pludselig er der alligevel en løsning.
Selvom Anna Lisa er en sejlbåd er vi alligevel meget afhængige af vores motor. Ikke kun til fremdrift ved vindstille, den kan også være forskellen mellem forlis og overlevelse hvis ankeret slipper og vi driver på et rev. For eksempel det som pelikanerne sidder på mindre end 100 meter fra hvor vi har ankret.
Motoren går heldigvis fint, men den har haft lidt svært ved at starte den seneste tid. Det er sikkert ikke noget alvorligt og i går havde jeg en stor trang til at få lidt værktøj i hånden igen.
Jeg løser problemet og afslutter med at lufte motoren. Så er jeg helt sikker på at det ikke er luft i dieselen som skaber problemet. Da jeg strammer bolten på brændstoffilteret sker katastrofen. Bolten knækker.
“Pokkers,” råber jeg (det var i virkeligheden nogle meget grimmere ord jeg råbte, men dem vil jeg helst ikke gentage her).
“Hvad sker der?” spørger Margareta som sidder i cockpittet.
Jeg sukker tungt. “Nu kan vi i hvertfald ikke starte motoren.” Halvdelen af den knækkede bolt sidder stadig i fast. Den anden halvdel har jeg i hånden. Det er sådan en bolt med et hul i, så der kan løbe diesel igennem. Ikke noget man finder i selv et velassorteret byggemarked og endnu mindre på Tobago, som faktisk ikke har nogen service eller infrastruktur for både.
Jeg vælger ikke at slippe den frustration fri som presser på bagsiden af mine øjne. Jeg må helt enkelt løse problemet. Med det samme hopper jeg i jollen og sejler ind til byen. Butikken ved molen i Charlotteville har overraskende mange ting. Toiletpapir, pebersovs, sikringer, machetter og værktøj. Måske er jeg heldig?
Mit gåpå-mod er ikke forsvundet selvom jeg kommer tomhændet ud af butikken. Vi har været i Charlotteville så længe at jeg kender en masse mennesker. Oppe på bakken, forbi det sted vi plejer at hente vand, og endnu længere oppe end der hvor damen med ni børn bor, står der altid nogle knægte og roder med gamle biler. De må kunne hjælpe mig.
“En dieselmotor?” Den unge mand ser opgivende på mig, og jeg forstår at det er benzin og ikke diesel han har i blodet. Alligevel henter han en 5 liters oliedunk. Han hælder indholdet ud på kølerhjelmen af en orange bil, som nok aldrig kommer ud at køre igen. Der ruller et helt sortiment af brugte skruer ud af dunken, men der er ingenting som jeg ikke har i Anna Lisa. Og desværre ingen “hollow screws”.
“Doctors i Bellegarden,” siger han. “De er de eneste som roder med dieselmotorer.” Han knytter hånden til Caribisk afsked og jeg går igen. Selvom det nu går ned ad bakke er mine skridt tungere end da jeg gik den anden vej.
Måske kan jeg tage færgen til Trinidad? Der er både værfter og værksteder? Eller måske kan nogen der sende en bolt til Tobago? Charles inde i byen er på Trinidad en gang om ugen. Måske kan han finde en til mig i Chaguaramas? Hvis det altså går at få fat i en …
Vi havde bestemt at vi ville være en måned på Tobago, men en lillebitte skrue betyder, at det nok bliver lidt længere.
Det sidste halve år er vores sejltur mod Caribien blevet fulgt af et tv-hold fra svenske SVT. Det bliver til seks afsnit af programmet “Familier på eventyr” hvor vi er sejlerfamilien. Det første afsnit kommer på tirsdag kl. 20.
Se en teaser her …
“Haha, nej den fanger du aldrig noget med,” siger den lokale som limer inde på stranden. Han arbejder på en restaurant i Charlotteville, men formiddagene bruger han på stranden i Pirates Bay.
Vi lytter ellers meget til hvad de lokale siger. Det er jo dem som kender forholdene, så det ville være respektløst ikke at lytte. Men ligesom da folk sagde, at vi ikke kunne nå til Middelhavet på en måned, er jeg også nu stædig.
Jeg har inde på stranden lavet en harpun af et tyndt stykke bambus, to fiskekroge og en elastik. Fyren har nøje fulgt med i arbejdet, men ryster nu på hovedet da Mathilda, Troels og jeg sejler ud til revet i jollen med min hjemmelavede harpun ombord.
Vil du se om harpunen fungerer? Så er der to minutters film her:
“Vi kalder den for shoesole fish,” fortæller Nigel, en af de lokale, da vi sidder med hver sin Stag-øl og limer ved molen i Charlotteville. “De bor under bådene ude i bugten.”
“Er de farlige?” spørger jeg. Den angreb både vores GoPro og mine tæer da de kom i vandet.
“Det opdager du.” Han kigger ud over vandet og spørger hvor længe vi bliver?
“Men er den farlig?” insisterer jeg. Det er ikke den første øl jeg drikker med Nigel og han har en irriterende evne til at undvige at svare på spørgsmål. Oftest mærker jeg det næsten ikke.
Han trækker på skuldrene, tømmer sin øl og sidder lidt med den tomme flaske i hånden. Så knytter han hånden og slår den mod min til afsked.
Her er fisken i hvert fald …
På vores sejltur gennem floder og kanaler til Middelhavet, og videre til Caribien, har vi flere gange haft besøg af et tv-hold. Min familie og jeg er med i svenske SVTs program “Familier på eventyr”. Der er seks afsnit og det første sendes 10. januar 2017.
I programmet følger man fire familier som er ude på eventyr, vi er “Entusiasterne”. Jeg må ikke afsløre hvad hvert afsnit handler om, men jeg kan godt love at der bliver masser inspirerende eventyr, langturssejlads og spænding.
Der har været lidt trængsel på vores lille 30-fods båd når vi ud over os selv også har haft en kameramand, lydtekniker og producent ombord. Men selvom det er hårdt at lave tv har det også været sjovt og lærerigt.
Udover på tirsdage kl. 20 på SVT kan “Familier på eventyr” naturligvis også ses på nettet. Jeg vender tilbage med et link når det er tilgængeligt.
