Hvis du drømmer om at sejle i den svenske skærgård til sommer, og samtidig gerne vil undgå at komme alt for tæt på en klippe, der har ligget dér siden istiden, så er miniguiden Skærgården Light lige noget for dig.
Den indeholder alt det, jeg selv ville ønske, jeg havde vidst første gang jeg sejlede i skærgården. Ikke lange tekniske forklaringer, men de helt enkle principper, der får skuldrene til at falde ned, når klipperne kommer tæt på.
Her finder du blandt andet:
hvorfor klippesejlads er meget tryggere, end det ser ud
hvordan du spotter en god naturhavn
syv øer, du kan sejle til med det samme og ligne én, der har gjort det hundredvis af gange
Skærgården Light er en lille appetitvækker før Skærgårdsmagi udkommer.
Den store bog går meget dybere, og har desuden en inspirerende sejladsbeskrivelse i samme stil som Den sidste idiot er ikke født endnu. Men denne miniguide giver dig de første skridt, som gør hele forskellen, når du skal ud på dit eget skærgårdseventyr.
Jeg fik en mail. Emnet stod der med tre udråbstegn. Og da jeg åbnede den, stod der: “Tænk hvad en Bavaria kan!!!”
Længere behøvede Dan Overgaard ikke at skrive. Jeg kunne mærke stoltheden helt herhjemmefra.
De havde gjort det, ingen troede muligt. En familie på fem, i en Bavaria 35, fra Ringkøbing over Shetland, Færøerne og Island… og videre til Grønland. Ikke sydpå mod varmen, men nordpå “indtil smøret frøs”, som jeg sagde i podcasten.
“Kan man sejle til Grønland i en glasfiberbåd?” spurgte jeg.
“Det ved jeg ikke,” svarede Dan. “Men vi har i hvert fald gjort det.”
Jeg forestiller mig dem i cockpittet, med soveposerne trukket op til hagen og isbjergene drivende forbi som langsomme dyr. De tabte ti kilo på turen af søsyge og af eventyr.
Børnene kastede op, forældrene styrede videre. “Vi sejlede to knob, når det gik hurtigt,” sagde Annemette og grinede. Men netop den dag, var faktisk ikke noget at grine af, for de krydsede i modvind og med en motor som ikke fungerede.
Og så den nat, hvor et isbjerg pressede sig mod skroget, og de måtte op hver femtende minut for at skubbe is væk. Den vin, de havde gemt til at fejre Grønland med blev aldrig åbnet. Ikke den nat.
Det er en fortælling om is, mod og kærlighed. Om at miste motorkraft midt i Prins Christiansund og at blive reddet af grønlandske fiskere. Men også om alle de vidunderlige ting man kan opleve, når man overvinder modgangen.
“Det skal være en fornøjelse at sejle,” siger jeg altid selv, og måske er det netop pointen: At eventyret ikke starter, når alt går som planlagt – men når man alligevel sejler videre.
Hør Dan Overgaard og Annemette Øhlenschläger Larsens fantastiske historie i afsnit 44 af podcasten Eventyrsejlerne. Lyt med på Spotify her, eller der hvor du normalt lytter på podcast. Du kan også se samtalen på YouTube her.
Jeg åbner min mail og ser spørgsmålet blinke på skærmen: “Hvis man nu stikker 2,00. Er det så ‘no go’ for kanalsejlads?”
Jeg smiler lidt, for jeg ved godt, hvad han håber på: Han vil have et klart ja eller nej.
Men sådan er kanalsejlads, og sejlads i det hele taget, sjældent.
Der er nemlig masser af steder, du godt kan sejle med 2 meters dybgang. I Nordtyskland glider båden gennem brede kanaler uden problemer. I Holland kan du tage Den Stående Masterute, og i Sverige og Skotland er der også gode muligheder.
Men hvis drømmen er at sejle hele vejen fra Østersøen til Middelhavet, så bliver det svært. I det nordlige Frankrig er der et par hundrede kilometer kanal, som kun har en dybgang på 1,8-1,9 meter. Nogle fortæller mig faktisk, at de har gjort det alligevel med 2 m. Men andre er strandet og har bandet højt.
Så svaret er ikke klart: Det er både ja og nej.
Du kan få mange fantastiske oplevelser på kanalerne med 2 meters dybgang, men hele vejen til Middelhavet bliver det ikke. Løsningen er i så fald, at sætte båden på en lastbil på det sydlige La Moselle og køre båden til Saône.
Fakta: Kanalsejlads med 2,0 m dybgang
Her kan du sejle
Nordtyskland: De store kanaler som Elbe–Lübeck kanal, Kielerkanalen, Mittellandkanal m.fl.
På foredraget Kanalaften får du en masse inspirerende historier om sejlads på Europas floder og kanaler. Men du får også helt konkret viden, så du selv kan begive dig ud på eventyr på kanalerne.
På Kanalaften lærer du blandt andet om:
Hvilken slags båd du kan sejle med
Rutevalg og hvilke kanaler du kan sejle på med din egen båd
Styring af automatiske sluser
At undgå skader
Fortøjning og havne
Hvilke certifikater du behøver til dig selv og din båd
Masten på en sejlbåd
Modstrøm på floder
Singlehanded sejlads
Gas, diesel, benzin, vand …
Søkort
Inspiration, anekdoter og oplevelser
Vil du vide, om kanaler er noget for dig? Så skal du være med denne aften. Har du allerede et flodskippercertifikat, men spekulerer på hvordan du løser alt det praktiske? Så skal du deltage på Kanalaften.
Dette er også for dig som ikke vil hele vejen til Middelhavet, men som måske vil udforske Tyskland eller Holland på kanaler.
Kanalaften er i Aarhus d. 3. november 2025, Middelfart d. 5. november og København d. 12. november.
Vil du også ud på kanaleventyr? Så læs mere om Kanalaften her…
“Vi må ikke snakke praktik, før vi er færdige med at drømme,” fortalte Emil Midé Erichsen med en kaffekop i hånden. “Først når vi er sikre på, at det er drømmen vi skal udleve, må vi snakke om, hvad der skal til, for at det kan blive virkelighed.”
Da jeg satte mig foran mikrofonen sammen med Emil Midé Erichsen, var det ikke for at høre om alle de steder, han har sejlet hen. Det ved vi jo godt, og det kan man finde i hans bøger, tv-programmer og foredrag. Jeg ville i stedet høre, hvordan man får flere oplevelser på vandet – også når man har børn, forpligtelser og en båd, der måske står på land i Caribien.
Og det blev en samtale, som satte sig.
Emil har netop fået sit tredje barn og er midlertidigt på land. Men sejlerdrømmene lever, og måske endnu mere bevidst end før. “Vi er i den fase, hvor vi ikke må snakke praktik, før vi er færdige med at drømme,” siger han, da vi taler om deres næste tur.
Det er et råd, jeg virkelig tog til mig, for hvor mange drømme er ikke døde i et Excelark?
196 liter kaffe
Jeg troede, at jeg drak meget kaffe, når jeg sejler, men da Emil fortalte, hvor meget kaffe de drak på vej over Atlanten blev jeg faktisk lidt målløs.
196 liter kan vi ikke slå på vores egen Anna Lisa. Men for mig er kaffe (og en god bog) den ultimative hygge, og 196 liter siger vist meget om hvor hyggeligt, der er ombord på Havana.
Og alt det kan du høre mere om i det seneste afsnit af podcasten Eventyrsejlerne.
Find episode 38 af Eventyrsejlerne der, hvor du lytter på podcast eller på Spotify her, og hør om det at være bange, når man sejler med børn. Om at stå ved sine fejl (og sine grundstødninger). Og om at finde balancen mellem eventyr og hverdag, uden at miste sig selv undervejs.
Emil giver masser gode råd, men historien om, da han sejlede ind i en slusevæg i Holland, skal du måske ikke tage til dig 🙂
Forestil dig det her: Du er på vej ind i havnen. Det blæser lidt. Solen er ved at gå ned, og gæsterne begynder at pakke sammen efter en skøn dag på vandet.
Og så… motorstop.
Stilhed. Panik. Og en mole som pludselig er alt for tæt på.
Heldigvis kan du ofte få motoren hurtigt i gang igen. Én af de fejl, som ofte opstår med en dieselmotor, kan du nemlig løse på under ét minut – hvis du ved, hvordan du udlufter den.
Hvad betyder det at “udlufte”?
En dieselmotor kører ikke på luft. Den har brug for ren diesel – ikke bobler. Får du bare én enkelt luftboble i brændstof-systemet, kan motoren gå i stå. Det sker typisk, hvis der er utætheder, snavs i tanken, luft i slangerne – eller hvis du er kommet til at køre tanken tom.
Når du udlufter, pumper du diesel frem til motoren og slipper luften ud. Det er faktisk overraskende enkelt – og et af de vigtigste tricks, du kan lære som sejler om din diesel-motor.
Sådan gør du – trin for trin
Find udluftningsskruen – typisk nær brændstoffilteret (se manualen til din motor hvor den er)
Læg en klud under, så du ikke sviner.
Sæt en fastnøgle på skruen, klar til at løsne, men lad den være lukket.
Pump manuelt på dieselpumpen. Det er ofte en lille vippearm, som du trykker ned, eller en gummiknap, du trykker ind.
Løsn luftskruen forsigtigt, mens du fortsætter med at pumpe.
Hold øje med dieselen som pibler ud – klare dråber er godt, bobler er skidt.
Stram skruen igen, mens du stadig pumper.
Så er du klar. Det hele tager typisk under ét minut. Ja, jeg har faktisk gjort det på 49 sekunder.
Hvad hvis det ikke virker?
Kommer der ingen diesel ud ved luftskruen? Så når brændstoffet ikke frem, og så er det ikke mærkeligt, at din motor stoppede. Måske er det en tilstoppet slange, et filter eller noget så enkelt, som en lukket hane? Følg slangerne fra tanken og tjek.
Eller virker virker pumpen ikke? Prøv at dreje motoren en smule, f.eks. ved at trykke et sekund på startknappen, og udluft så igen.
Pumper du, og kommer der hele tiden bobler, som om dieselen er champagne? Så er der en utæthed et sted på brændstofforsyningen fra tanken. Find den. Typisk er det en slangeklemme som skal strammes. Start med udluftningen igen, når du er klar.
Det vigtigste du kan lære
Du kan have verdens bedste båd og det dyreste udstyr, men hvis du ikke ved, hvordan du udlufter, risikerer du at ødelægge din tur for en detalje, der kan løses med en fastnøgle og en klud – på under et minut. Lær at udlufte din motor, så kommer du langt.
Du kan sagtens – uden at være mekaniker
En marinedieselmotor er ikke raketvidenskab. Mange problemer, når motoren pludselig stopper, eller slet ikke vil starte, kan faktisk løses på under 10 minutter, hvis du ved, hvor du skal kigge.
Motormagi til søs Online lærer dig at udlufte, men også alle de enkle tricks, som du selv kan lave – uden at være mekaniker.
Motorproblemer sker. Spørgsmålet er: Er du klar, når de opstår?
Med P.O.W.E.R.-fejlsøgning, som du får i Motormagi til søs, lærer du:
✅ Hvordan du fejlsøger din motor, selv midt i sejlrenden
✅ Hvad du skal gøre, når motoren ikke vil starte (eller pludselig stopper)
✅ Helt lavpraktisk og enkelt – forklaret uden teknisk volapyk
Du tager kurset i dit eget tempo og hvor du vil – og får ro i maven, inden noget går galt.
“Min største frygt er, at friheden ikke kommer – at jeg ikke formår at nyde den, når jeg endelig får den,” sagde Sidse Birk Johannsen, mens hun stod i sin båd og kiggede på todo-listen, der hang over kortbordet.
Sidse Birk Johannsen er ved at gøre sin båd klar til afgang mod Grønland – og hun kæmper med varmeslanger, elektronik, isbjørne og kaffemaskiner.
Men der er noget befriende ved at møde en sejler, der er både tidsoptimist og naiv – og som alligevel lykkes med at sejle mod både Færøerne, Shetlandsøerne og snart Grønland. Fordi hun bare gør det.
I en video som netop er kommet ud, kan du følge med ombord.
Velkommen hjem til Eventyrsejlerne
“Hjemme hos…”-konceptet er mit forsøg på at komme tættere på de historier, som ikke altid bliver fortalt i havnene eller på de sociale medier. Her besøger jeg både og sejlere, hvor der er noget særligt at vise frem. Det er ikke nødvendigvis den nyeste kortplotter eller det perfekte teakdæk, men tanker, drømme og erfaringer, som vi andre kan spejle os i.
Tør du overnatte for anker? Sådan får du ro i maven og styr på teknikken – på 30 minutter over frokosten.
Føles det usikkert at sove for anker? Er du urolig for at drive til Sverige om natten, eller vågne op med båden på lavt vand? Måske betyder det, at du vælger havnen frem for friheden?
Hvis du altid går i havn, går du glip af det, der gør bådlivet magisk: Frihed, aftensmad med solnedgang, morgenkaffe i stilhed og friheden til at være, hvor du vil.
Men det behøver ikke være sådan.
På bare 30 minutter over frokosten får du:
✅ De 3 vigtigste fejl nye ankerliggere laver – og hvordan du selv undgår dem
✅ Hvordan du sover trygt – uden at bekymre dig om at drive
✅ Q&A: Stil dine egne spørgsmål og få svar med det samme
Webinaret bygger på erfaringer fra bogen Ankerliv – og målet er enkelt:
Du skal føle dig tryg ved at ankre og få flere oplevelser med din båd.
🕛 Vi starter kl. 12 – og du er tilbage på jobbet inden 12.30.
🍽️ Tag frokosten med til skærmen – og få friheden med i købet.
Det er tirsdag d. 10. juni kl. 12 og varer højest en halv time – det koster ikke en krone at deltage.
(Hvorfor er arrangementet gratis? Fordi jeg elsker at hjælpe andre sejlere. Det sidste minut fortæller jeg om min bog Ankerliv – og ja, jeg håber, du får lyst til at købe den. Men ellers kan du bare logge af dér, hvis du har lyst).
👉 Tilmeld dig og få flere oplevelser med din båd på din sommertur
Drømmer du om at sejle på de franske kanaler – men er usikker på lav vandstand, lukkede sluser, tørke og motorproblemer?
Det behøver du ikke være. På dette gratis live online event lærer du, hvordan du:
✅ Undgår at sidde fast – selv hvis der kommer tørke
✅ Holder motoren kørende hele vejen
✅ Håndterer uforudsete problemer undervejs
✅ Snakker med de franske slusevagter
✅ Apps, værktøjer og tricks, der gør rejsen lettere
Deltag i dette webinar og få ro i maven, flere eventyr – og en plan B, hvis noget skulle gå galt.
(Hvorfor er arrangementet gratis? Fordi jeg elsker at hjælpe andre sejlere. Mod slutningen fortæller jeg om mine guidebøger til kanalsejlads i Europa – og ja, jeg håber, du får lyst til at købe én. Men ellers kan du bare logge af, når vi når dertil).
Det er onsdag d. 7. maj kl. 19.00 og varer omkring en time – det koster ikke en krone at deltage.
Da det er live kan du stille spørgsmål.
Når du tilmelder dig til dette live, online event bliver du samtidig tilmeldt min nyhedsmail. Du kan naturligvis altid afmelde dig igen. Det er også på mail, at du får mere information og link til eventet, når vi nærmer os dagen.
Det lyder vanvittigt. At krydse Atlanten i en lille robåd – uden sejl, uden motor, og uden mulighed for at vende om. Men det er præcis det, Trine Frederikke og hendes tre holdkammerater har sat sig for at gøre.
“Jeg har jo heldigvis tre stærke gutter med mig,” fortæller Trine, da jeg møder hende på Maritime Dage i Fredericia. “Men det handler ikke kun om det fysiske. Det her er også en personlig rejse – at sidde midt på havet og ikke kunne give op, det er netop dét, jeg har søgt.”
Og det bliver barskt. De ror to timer, hviler to timer – døgnet rundt. Der er ikke luksus på den 9,5 meter lange båd, og toiletforholdene? Dem har Trine forbedret med et særligt personligt touch:
“Vi har Tøsen, som er en lyserød spand,” siger hun grinende. “Det var min opgave at finde en spand, vi skulle skide i – og jeg synes, der var for lidt lyserødt på båden.”
Men bag grinene ligger en dybere historie. Trine har tidligere arbejdet som politibetjent, men efter at være blevet ramt af PTSD, har hun kæmpet for at finde mening og retning. Og netop det fandt hun i det her projekt:
“Jeg lå på sofaen i to år. Jeg mistede mit job og blev skilt. Men så måtte jeg spørge mig selv: Hvem vil jeg gerne være? Hvad vil jeg gerne huskes for?”
Nu står hun over for sit livs største eventyr. Et eventyr, som ikke bare handler om at komme frem – men om at inspirere andre til at tage ansvar for deres egne drømme og mentale helbred.
“Det at blive på sofaen er også et valg – det er bare et passivt valg,” siger hun. “Jeg vælger livet.”
Og det gør hun – med årer, mod og en lyserød spand.
Hør hele Trine Frederikkes historie i episode #32 af podcasten Eventyrsejlerne. Find den der, hvor du lytter på podcast, lyt på Spotify eller se med på YouTube.
Jeg bruger cookies for at sikre, at jeg giver dig den bedste oplevelse på min hjemmeside. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden, antage jeg, at du er indforstået med det.