Moms på båden

Når vi afholder vores langturssejler-seminarier bruger vi en del energi på at fortælle om det ellers lidt tørre emne “Dokumenter og certifikater”. De fleste vil sikkert hellere høre om sejlads i hårdt vejr eller udrustning på båden, men dokumentationen ombord er faktisk et af de vigtigste emner for dig på vores seminarium.

Noget mange desværre ikke er opmærksomme på, er at kunne dokumentere at der er betalt moms på båden. En kedelig oplevelse med en dansk båd i Rotterdam i Holland viser, at dette er et emne som er vigtigere og vigtigere.

Kort og godt
Hvis båden er bygget efter 1 januar 1985 SKAL du kunne dokumentere, at der er betalt moms på båden. Den eneste måde at dokumentere dette på, er en faktura (f.eks. den originale fra værftet) som viser momsbeløbet.

Ingen faktura?
Det bedste råd er, at ALDRIG købe en båd hvis sælgeren ikke kan vise den originale EU-faktura som beviser, at der er betalt moms. Kan sælger ikke det, må han/hun slå 20% af prisen – ellers må du finde en anden båd.

Den danske båd, som er over 20 år gammel, er nu tilbageholdt i Rotterdam, og får ikke lov til at sejle før der betales 21% moms af båden. Myndighederne bruger i dette fald bådens forsikringsværdi til at fastsætte beløbet.

Udover sejlads i hårdt vejr, udrustning, mad og meget andet er dokumenter og certifikater et emne som behandles på vores seminarier Langturssejler-drømmer du? og Kanalaften.