Christina og Nikolaj har forberedt deres sejlads fra Thisted til New Zealand i mange år. Ruten er i det store hele planlagt og der er lavet aftaler med gaster. Men det viser sig at Christina bliver søsyg. Ikke som mine børn Mathilda og Troels, hvor det går over igen, men rigtigt alvorligt.
Chris og Niko (som de altid kaldes) er nået til Portugal, men må nu opgive sejladsen. De opgiver dog ikke rejsedrømmen.
“Vi har købt rygsække, og fortsætter nu med fly mod Marokko,” sagde Niko, da vi talte sammen.
Så nu ligger der en langtursudrustet Sagitta 35 – klar til eventyr – i havnen i Lissabon. Den har ny mast og rig, nye sejl, næsten ny motor, ny autopilot, nye instrumenter, vindror og alt andet som behøves.
Den her båd er klar til jordomsejling, og Niko og Chris forærer nærmest båden væk: 275.000 kr. Hvis jeg ikke selv havde en båd, var jeg fløjet til Lissabon allerede i dag, og fortsat for sejl ud i verden.
Har du en langturssejlerdrøm kan du nu realisere den på et par dage!
Hvem havde troet i dag, at Mathilda fra starten af slet ikke ville ud af skolen og ud at sejle i et års tid? I dag er det hende, som pusher mest på, for at vi skal afsted igen. Mathilda, som netop er fyldt 13, fandt virkelig sig selv på rejsen. Hun har fået den for en teenager lidt mærkelige egenskab, at hun har selvtillid og at hun tager ansvar. Ansvar for sig selv, for sin skole og også for Anna Lisa.
Måske netop derfor, er Mathilda altid med på eventyr, og det behøver ikke være så kompliceret.
“Skal vi sove under åben himmel i nat?” spurgte jeg Mathilda i sidste uge?
Det var godt nok ret koldt, men klokken halv ti om aftenen rullede vi liggeunderlag og soveposer ud på græsset og sov under oktoberhimlens stjerner. Vækkeuret blev sat til kl. 7, og med røde kinder kunne vi ved den tid gå ind og spise morgenmad.
I denne uge fortsatte vi successen. Efter aftensmaden byggede vi vores Toyota Avensis stationcar om til en autocamper. Bagsæderne blev lagt ned og vi rullede igen liggeunderlag og soveposer ud, denne gang i bagagerummet af bilen.
Så kørte vi ud til en strand og parkerede mindre end 10 meter fra vandet. Nu var vi lidt mere forberedte, og havde te og en aftenkage med. I måneskinnet sad vi og kiggede ud over et helt stille hav, drak te og mumsede på kager. Da vi blev trætte lagde vi os til at sove i bilen.
Morgenen efter kørte vi hjem, tog bad, spiste morgenmad og tog i skole og på arbejde.
Med de her små, anderledes oplevelser får vi lidt eventyr ind i hverdagen. Det kræver stort set ingen forberedelse, vi kan gøre det på en hverdag og vi lever højt på det længe.
Nu skal vi bare finde ud af, hvad vi skal gøre i næste uge …
Hvordan kommer man egentlig afsted? Hvordan trives børnene? Hvad med skolen? Hvordan fisker man med harpun? Det og mange flere spørgsmål giver filmene på sejlermagasinet “På Kryss” YouTube-kanal svar på.
Da vi sejlede til Caribien lavede vi ud over seks tv-programmer også en række film til det svenske sejlerblad “På Kryss”. De er nu blevet redigeret og lagt ud på bladets YouTube-kanal.
Til Caribien?
Følg med ombord på Anna Lisa på kanaler i Europa, i storm i Middelhavet, når udstyret går i stykker ved Afrika og også når sejladsen er så fantastisk at alt er glemt igen.
Lige nu giver vi bogen “Til Caribien?” væk helt GRATIS.
Antigua, april 2017:
“Må jeg slå mig ned?” siger jeg til to gamle damer som sidder ved et bord og puster. De har netop lukket deres bod, hvor de har solgt genbrugstøj for kirken. Den ene dame smiler, så man ser at hun mangler alle fortænderne. Så peger hun på bænken ved siden af sig.
“Hvordan gik salget i dag?” spørger jeg.
“Not really bad.”
Jeg smiler, for sådan siger alle på Antigua uanset hvordan det går: “Not really bad.”
Nu undrer jeg mig over hvad der er sket med damerne efter orkanen Irmas hærgen? Eller familien nede på stranden, som en søndag eftermiddag bød mig på en drink under en palme? Eller alle de andre dejlige mennesker, som tager så godt imod vi langturssejlere? Gad vide om de stadigvæk har et hus som kan beskytte dem mod regnen? Gad vide om de stadig siger “not really bad”?
Jeg har tænkt over hvordan jeg kan hjælpe de søde mennesker, som under vores sejlads har vist os så stor gæstfrihed …
Mod Horisonten
Jeg tog kontakt til en række langturssejlere og forfattere. Sammen skriver vi bogen “Mod Horisonten” hvor der åbnes for skattekisten af spændende, inspirerende og fascinerende historier fra de syv have.
Hvordan er det at møde en storm i Middelhavet? Eller at runde Kap Horn i en lille sejlbåd? Kan man sejle over Atlanten med sine børn? Er der gangstere i Caribien?
Alle bidrager uden betaling og overskuddet fra bogen går til ofrene efter orkanen Irma i Caribien (på Mod Horisontens hjemmeside kan du se hvem som bidrager – det er virkelig en erfaren flok!)
Vil du hjælpe?
Bogen er 100% non-profit. Alle forfatterne bidrager uden betaling, men der er stadig omkostninger til korrekturlæsning, tryk, omslag, layout og markedsføring. Kender du et firma som vil sponsorere – så send dem dette link. Er der et sted i Københavns-området som vil være vært for bogreceptionen? Er der nogen som kender en journalist? Eller vil du skrive om projektet på din egen blog, Facebook, Instagram eller lignende? Har du måske en time til overs hvor du vil hjælpe?
Så er der meget mere information om Mod Horisonten her. Du er også velkommen til at kontakte mig på post@thomasveber.dk
Min familie og jeg var med i Go’aften Danmark på TV-2 for et par dage siden. Det bragte så mange minder frem fra vores 15 måneders sejltur til Caribien. Ikke bare de søde mennesker som inviterede på middag, snorklingen med skildpadder og vandreturene i junglen – også varmen, det turkise hav og dejlig sejlads.
Alle dem jeg har mødt på min seneste tur bekræfter mig i, at hvem som helst kan sejle, køre eller vandre ud i verden i et års tid eller mere. Det er det min bog Hold kæft og rejs handler om: Der er masser udfordringer ved det, men det kan sagtens lade sig gøre uden at vinde i lotto, være single, pensionist eller have store børn der er fløjet fra reden.
“Hvordan føles det at være hjemme igen?” spørger alle når jeg møder dem på gaden, i supermarkedet eller når de kommer ombord på Anna Lisa til en kop kaffe.
“Jeg ved det ikke,” svarer jeg. “For hver eneste dag siden vi kom hjem har været en fest.”
Da vi ankom i lørdags for en uge siden, efter 15 måneders sejlads, var hele molen fuld af mennesker. Flere kom hen og gav mig et kram og sagde “Du kender mig ikke, men jeg har fulgt dig på Facebook og tv.” Det var meget overvældende og jeg stod flere gange med tårer i øjnene.
Siden da er det blevet til mange kopper kaffe. Vi bor stadig i båden, og hele tiden kommer der nye og gamle venner på besøg. Det er dejligt og overvældende – næsten som om turen stadig er igang. Men mon ikke hverdagen snart begynder at komme?
Hvad så nu?
Et af målene med vores sejlads (udover at snorkle med hajer – som jeg mislykkedes med) er at lave et karriereskifte: Jeg vil satse på mit forfatterskab. Derfor føler jeg også at det er fantastisk spændende at være hjemme igen, for nu skal jeg se om vingerne kan bære.
Denne satsning er for mig næsten lige så spændende, som at hive ankeret op i Caribien for at sejle over Atlanten til Azorerne. Det er selvfølgelig også nervepirrende, for jeg har jo en familie jeg skal forsørge. Men nogle gange skal man bare gøre det som føles rigtigt i hjertet – ligesom at stikke ud at sejle i et års tid …
Hverdag?
Min kalender begynder at blive booket – dels med foredrag – men også med alt muligt andet. Det kan være lidt svært at vænne sig til, at jeg nu skal til at kigge i kalenderen inden jeg kan lave en aftale. Vi skal på tv, i radioen, “udstilles” på en bådmesse og på bogmessen i Bella. Der er nok at lave, men mest af alt glæder jeg mig til snart at isolere mig og få færdiggjort den nye bog “Et år uden sko – fra parcelhus til palmestrand”.
Til Caribien?
Følg med ombord på Anna Lisa på kanaler i Europa, i storm i Middelhavet, når udstyret går i stykker ved Afrika og også når sejladsen er så fantastisk at alt er glemt igen.
Lige nu giver jeg bogen “Til Caribien?” væk helt GRATIS.
Efter 910 sømils sejlads non-stop fra La Coruna er vi kommet til den hollandske ø Vlieland. Det er et mærkeligt sted …
Havnen er propfuld da vi kommer ind, men det er ikke noget problem. Vi er jo vant til fra det sidste års tid, at når vi kommer til en havn får vi anvist en plads, og så står der personale og nærmest fortøjer båden for os. I denne, vores første hollandske havn på denne tur, skal vi selv fortøje båden. Lidt primitivt, men ok …
Jeg går op på havnekontoret for at melde vores ankomst. Det normale er, at man medbringer bådens registreringspapirer, forsikring, pas på alle ombord og nogle gange også anden dokumentation. På Vliesland vil de ikke se nogen som helst dokumentation.
“Hvor lang er båden?” spørger pigen på havnekontoret. “Og hvor mange er i ombord?” Af en eller anden grund spørger hun ikke om hvor mange hestekræfter motoren har, hvem som har tegnet båden, hvilket materiale hun er bygget i eller antallet master. Hvordan hun kan beregne prisen for vores ophold her er mig en gåde, når hun ikke har disse vigtige oplysninger. Det skal de jo ellers altid have dokumentation for længere sydpå.
Vi ser at måden man transporterer sig rundt på i Holland er på cykel. “When in Rome, do as the Romans” så vi lejer også cykler. Mens vi cykler rundt langs de hvide strande og de grønne bakker, hilser jeg på de lokale vi møder.
“Hello,” råber jeg glad.
“Hallo,” svarer folk tilbage. Hallo?!? Hvad er der nu blevet af “Alright, maaan” eller “Hello sugar-honey” som jeg er så vant til at folk siger til mig?
EftermiddagAften, seks timer efter.
Hollænderne er også utroligt inkonsekvente hvad gælder landskabet. Om eftermiddagen er der ved havnen vand hele vejen til horisonten. Men om aftenen har de hollandske landskabsarkitekter ombestemt sig. De har fjernet vandet, og bekendtgjort, at der skal være land i stedet.
Det er virkelig en oplevelse at være i det eksotiske Holland!
Den bedste måde for mig at overvinde rædsel og frustration er ved, i overført betydning, at flytte mig fra bagsædet til forsædet. At selv tage kontrollen over situationen.
Min største rædsel på denne tur har været at nogen skulle falde i vandet i dårligt vejr. Risikoen for at man ikke finder personen i de store bølger er stor. Men i stedet for at lade rædslen styre, har jeg taget kontrol over den. Vi har talt rigtig meget om hvad vi skal gøre for at undgå en mand-over-bord. Bagefter har vi talt meget om hvad alle ombord skal gøre, hvis det alligevel sker. Desuden har vi købt udstyr som f.eks. redningsbøjer og livliner.
Det værste er uvisheden. Hvad nu hvis … Ang. mand-over-bord er der ikke længere uro ombord på Anna Lisa, for vi ved hvad vi skal gøre hvis det sker.
Nu har vi et problem med motorens cirkulationspumpe, og det betyder at vi ikke kan sejle over Biscayen og videre hjem. Jeg kan reparere det selv, men behøver nogle reservedele. De er sendt til os, og vi ved at de er i Spanien. Men hvor? Frustrationen over ikke at vide hvornår vi har dem gnaver i hele familien. Vi har allerede misset ét vejrvindue over Biscayen. Lige nu er der et til, men vejret holder ikke for evigt.
Skal vi bestille andre dele lokalt? Det er reservedele til omkring 10.000,- kr, så det gør man ikke uden videre. Men havnepengene koster også for hver dag vi venter. Hvordan vender man frustrationen over postvæsenet til selv at sidde bag rattet igen?
Løsningen for os var ret enkel: Vi sætter os bag rattet i bogstaveligste forstand. Vi accepterer situationen og at vi ikke kan gøre noget ved det. Så lejer vi en bil og kører ind i Galiciens grønne og bølgende landskab. Finder en lille hytte på AirBnb og vender situationen til at det bliver en oplevelse.
AirBnb er en dejlig måde at bo på.
På dag nr. to af vores road trip ringer telefonen: “Nu ligger der en pakke her,” siger den spanske stemme.
Bilen vendes, og så er jeg klar til at få olie på fingrene.
Jeg elsker Galiciens bølgede landskab.Jubel da reservedelene kom frem.Vidste du at der er vilde heste i Galicien?
Vi forlader den hyggelige havneby Horta på Azorerne i det vi tror er en god vejrudsigt. Planen er at vi i de 1.250 sømil op til Falmouth i England skal holde os i udkanten af et lavtryk, som skal give os fin vind hele vejen.
Vi betaler vores havnepenge, drikker en sidste kop portugisisk kaffe, tanker diesel og sejler nordud mellem øerne Pico og Faial. Vi går vest om São Jorge og øst om Graciosa. De grønne øer ser smukke ud i den nedgående sol, som får husene til at lyse som små hvide malerklatter på et lærred. Delfinerne hopper så ivrigt op af vandet omkring os, at de næsten slår hovedet mod Anna Lisas bovspryd.
Det er næsten uhyggeligt når oceanet er så fladt.
Vi går platlæns i god fart, og den anden dag har vi et døgmål på 145 sm. Det er ikke ofte Anna Lisa sejler så hurtigt. Så vender vinden 90 grader, og inden vi når at tilpasse sejlene til den nye vinkel, dør den. Heldigvis har vi diesel i vores mange dunke på dækket, så vi kan sejle 700-800 sm. for motor. Det er uden bekymring at vi starter motoren.
“Faar! Vi har set fire hvaler,” råber Mathilda da jeg kommer op i cockpittet ved 11-tiden om formiddagen. “De var lige her ude.”
For børnene er det bare dejligt med fladt hav.
Havet er lige så fladt som Øresund en fin sommerdag. Alle dønninger er væk, og der er langt til horisonten. Vi har 730 sømil tilbage til Falmouth, det er ca. seks døgn, og vi har diesel til knapt fem tilbage. De næste to døgn er havet lige fladt, og vi går for motor.
Børnene er glade for den megen motorgang, for det betyder at der er rigeligt med strøm til deres computere. Hvis de ikke allerede var det, er de nu mestere i både Sims og Minecraft. Margareta og jeg er derimod ikke lige så lykkelige. Hvad nu hvis der ikke kommer vind? Vi har ikke diesel nok til at gå hele vejen. Selvom vi har mad og vand nok ombord, er tanken om at drive rundt i ugevis ikke så tillokkende.
En gang om dagen måtte jeg fylde ekstra diesel på tanken.
“I morgen igen roligt, men måske vindstille, men et mindre lavtryk er ved at dannes ved Spaniens NE-pynt.” Hver gang vi får vejrmeldinger fra min far og Johan der hjemme, er det altid med konklusionen, at der ikke kommer vind. Så snart vi mærker det mindste pust stopper vi motoren. “Yes, nu sejler vi to knob,” tager jeg mig selv i at tænke. Normalt sejler vi mindst 5 knob for sejl, men under omstændighederne er to knob godt. Hele natten forsøgte vi at krydse, men havde en gennemsnitsfart på 1,5 knob. I den fart vil det tage os yderligere to uger op til Falmouth.
Normalt når vi sejler er der masser dejlig støj. Bølgerne bruser, vandet perler forbi skrogsiden, træværket knirker og tovværket knager. Nu er der fuldstændig stille. Det er som om Anna Lisa svæver planløst rundt i verdensrummet. Det er næsten uhyggeligt stille.
Vi kan brænde vores sidste diesel af, og næsten nå op i den Engelske Kanal. Men hvad så? Skal vi drive rundt med tidevandet i trafikseparationszonen i et af verdens mest befærdede farvande? Eller … Vi kan ændre kursen fra nordøst til sydøst?
500 sømil fra England ændrer vi kurs til Spanien – der er kun 300 sm.
På Anna Lisa har vi altid sagt, at vi hellere går for motor end kommer ud i dårligt vejr. Men lige nu er vindstille også dårligt vejr, og La Corunas tapas og hyggelige gader lokker. For ikke at tale om de uendelige mængder af diesel vi kan få ombord der …
Jeg bruger cookies for at sikre, at jeg giver dig den bedste oplevelse på min hjemmeside. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden, antage jeg, at du er indforstået med det.
