Havnen i Horta, Azorerne er ved at være fuld. Overalt ved kajerne ligger vi mindst fire både på siden af hinanden.
Foran os ligger der er en flok franske både. De er turkise, røde, blå, gule og en blanding af endnu flere farver. Da vi ankom så jeg hvordan en mand kravlede op i mastetoppen på den ene. Han havde en fiskestang med. Han sad et stykke tid i masten og fiskede. Dagen inden havde han også været oppe i mastetoppen. Den gang med en harmonika, for at sidde og spille i femten meters højde.
I aften har de lavet et orkester og spiller New Orleans jazz. Det tiltrækker os andre i en klump på kajen. De spiller klassisk musik, synger, laver shows i land, og lærer sejlerbørnene at kravle op i masterne. Det er ikke så mærkeligt, at vi andre kalder dem for “Cirkusbådene”.
Der er mange måder at få det til at klirre lidt i rejsekassen. Det behøver ikke nødvendigvis at være på YouTube, som jeg tidligere skrev om. Den gode, gammeldags måde fungerer stadigvæk – i hvert fald for nogen.
At skrive en bog tager enormt lang tid, og processen bagefter tager endnu længere tid. Sproget skal strammes op og kedelige eller uinteressante afsnit fjernes. Hvis manuskriptet til at starte med er på 500 sider, er der måske kun 200 sider bagefter. Så skal redaktøren kigge på det og manuskriptet skal skrives om endnu nogle gange. Til sidst skal der læses korrektur, layout, forside og tryk.
I forbindelse med processen med at få de 500 sider ned til 200, stillede jeg et par spørgsmål for nogle dage siden. Hvis du svarede på dem, TAK!
Der var et svar som stak lidt ud fra de andre. Der kommer et uddrag af det her:
Moderne mennesker vil aldrig kunne opnå den samme autensitet som fx Svend Billesbølle. Vi ofrer intet, når vi gør alting til projekter, som passer ind i karriere og familieliv og pynter på vore CV. Man skal nok ikke forvente at man får noget interessant at fortælle af den grund. Med andre ord, den risikofri orlov til sit ”færdigsyede-projekt-sejlads” og den planmæssige ”projekt-bog-om-de-store-oplevelser” har overskredet sin udløbsdato.
Du er et sødt og sympatisk menneske. Men jeg må sige, at jeg oplever det som en kunstnerisk fallit, at blive anvendt som dit forlags fokusgruppe for at finde frem til mine holdninger, så de kan skræddersy dine projektoplevelser til deres målgruppe.
Du må gerne kontakte mig personligt vedr. disse ting, da jeg sætter pris på dig som menneske og er glad for at læse dine skildringer. Hvem ved måske kan du allerede bruge disse meget negative betragtninger til et eller andet. Du skal være så velkommen.
Vores oplevelser er ikke styrede af at vi skal skrive en bog. Det jeg vil frem til er HVILKE af oplevelserne som skal med i bogen. Hvad gider man at læse? Hvad orker man ikke at høre om? Det har jeg nu fået et rigtigt godt indtryk af, takket være de mange svar jeg har fået. Nu ved jeg meget bedre hvilke af de skrevne sider som skal skæres væk, og hvilke som får lov til at blive.
Jeg er også helt enig i, at de ældre sejlerbøger, bl.a. Svend Billesbølles, er de bedste (med visse undtagelser). Netop på grund af autenticiteten. Så spørgsmålet er: Kan man lave et eventyr i et fuldstændig gennemdokumenteret univers som Atlanterhavet og Caribien? Hvor alt er planlagt og tilrettelagt?
Ja, det kan man. Det er bare et spørgsmål om at have en anden tilgang til det end alle andre som er på samme sted. Jeg vil påstå, at man med lidt kreativitet også kan få et eventyr i det Sydfynske øhav, den lokale skov eller på Nørrebrogade.
Alle svar er anonyme, så jeg kan desværre ikke kontakte dig som skrev det, men tak fordi du gjorde det. Hvis du læser det her, så send gerne en mail til mig på post@thomasveber.dk
Og endnu engang tak for alle svar – nu sejler vi de 1.200 sm. til Falmouth i England.
Jeg vil skrive den bedste sejlerbog nogensinde (min redaktør bliver sat på hårdt arbejde!).
Selvom vores 15 måneders sejltur er noget som så mange andre også har gjort, har vi alligevel gjort det på en anden måde. Det fortæller jeg mere om senere, for først vil jeg spørge dig om noget …
Vil du bruge 9 sekunder på at svare på disse tre spørgsmål om sejlerbøger/rejsebeskrivelser (det er helt anonymt).
Vi har snart været på Azorerne i to uger, men bortset fra en smuttur til Pico med færgen, har vi hele tiden været på øen Faial.
Vi kan godt lide at være længe på samme sted, for når vi er det møder vi mange mennesker. For os betyder mødet med mennesker meget mere end strande og bjerge.
En af de kontakter vi har fået her, er med et portugisisk tv-hold. Vi syntes jo at det var enormt sjovt at filme til tv-programmet Familier på eventyr, og nu er vi i gang med tv igen. Denne gang er det et dokumentarprogram om langturssejlads, med udgangspunkt i havnen i Horta.
Vi er lige startet med optagelserne, men skal fortsætte de næste dage. Så snart jeg ved mere om programmet vender jeg tilbage.
19 døgn og 2450 sømil. Vi er fremme! Vi har sejlet over Atlanten for tredje gang og er nu i Horta, Faial, Azorerne.
Der har været store naturoplevelser, udfordrende sejlads og mange smukke stunder. Der har dog også været ubehagelige og endda skræmmende episoder. Det skal vi nok fortælle mere om, men først skal vi slappe af og samle kræfter.
Vi skal selvfølgelig op på Peters Cafe Sport. Her har sejlere i årtier mødtes og udvekslet røverhistorier fra de syv have. Jeg skal fejre min fødselsdag på dette legendariske sted, og vi skal selv fortælle historier fra vores seneste sejlads.
Alt godt fra Anna Lisa.
NattevagtDet er mørkt når skyerne dækker for månen og stjernerne.
Madlavning under gang. Det var ikke mange dages sejlads fra Caribien før det blev koldere.Næsten alle middage, uanset vejret, indtages i cockpittet.“Slingregrej” ved køjen sikrer at vi ikke falder ud når vi sover.VI havde ofte besøg af både delfiner og hvaler.
Land i sigte!
Til Caribien?
Følg med ombord på Anna Lisa på kanaler i Europa, i storm i Middelhavet, når udstyret går i stykker ved Afrika og også når sejladsen er så fantastisk at alt er glemt igen.
Lige nu giver vi bogen “Til Caribien?” væk helt GRATIS.
Jeg elsker TED. Med de små gratis foredrag på 3-20 min. kan man blive inspireret, udfordret og lære en masse. En hollandsk sejler gav mig tippet, at man i appen til mobiler/tablets kan downloade foredragene og se dem off-line. Perfekt til nattevagten, for ingen er over 20 min. Se et inspirerende foredrag, check horisonten for skibe, og se så et nyt.
Det her foredrag handler om hvorfor visse mennesker har success. Den kan også ses i relation til Hold kæft og rejs, og at komme ud i verden i lidt længere tid. For det er det samme som kræves …
Om nogle timer begynder vi vores cirka tre ugers sejltur fra Caribien til Azorerne og Europa.
Jeg føler dog langt fra at turen og eventyret er ved at være slut selvom vi om nogle uger er i hjemlige farvande igen. En af de største oplevelser på vores tur ligger stadig foran os når vi igen skal krydse et ocean. Der er også stadig ubrugte gæsteflag som skal hejses, og efter Azorerne har vi endnu ikke bestemt en rute hjem.
Vores besætning Johan har allerede spredt glæde ombord i et par dage, stuverummene er fulde af god mad, guitaren er stemt og vejrudsigten ser vidunderlig ud.
På St. Martin i Caribien mødte jeg for nogle dage siden Malin og Johan i sejlbåden Ran. De sejlede fra Malmø d. 12. januar 2016 og har nu Europas største sejler-kanal på YouTube. Ved hjælp af den får de hver måned et godt tilskud til rejsekassen.
“Vi taler altid engelsk på vores film,” fortalte Johan. “Det er nok grunden til at det går så godt – de fleste af vores 28.000 følgere er fra USA. Men det gør det også sværere at være spontan og sjov, for vi taler jo normalt ikke engelsk til hinanden.”
Under vores egen sejlads til Caribien filmede vi til seks tv-programmer. Det var underholdende, men til tider også hårdt, for det tager lang tid at lave tv. Jeg spurgte derfor hvordan de får tid til både at sejle og at filme – hver tiende dag kommer der nemlig et nyt afsnit på deres kanal.
“Vi bliver nødt til at balancere job og sejlads,” sagde Malin. “Vi har indset, at vi ikke kan lægge film op i realtid. Det forsøgte vi til at starte med, men det var svært. Så kom der måske nogen til kaffe, eller noget gik i stykker på båden som vi skulle reparere. Det er vigtigt med kontinuiteten, og at vi hele tiden uploader en film hver tiende dag, men indholdet i den kan godt være lidt ældre – ellers fungerer det ikke.”
“Det tvinger os jo også til at få nogle oplevelser,” grinede Johan. “Vi er jo nødt til at sørge for, at der sker noget i filmene.”
Det bedste råd
Det virker næsten som om Malin og Johan har læst Hold kæft og rejs, da jeg spørger dem om det bedste råd til folk som vil ud at sejle: “Vent ikke for længe … Og tænk på hvad du køber. Det er så let at man sidder med tilbehørskataloget, ´Det der skal vi også have.´ Men nu sidder vi for eksempel her og undrer os over, hvorfor vi købte en radar. Båden behøver ikke at have alt i udrustning.”
Vandet i Low Bay på Barbuda er turkist da hele besætningen hopper i. Konstant skifter det farve til blå nuancer og tilbage til turkis i takt med at små lammeskyer glider forbi solen med pasaten. Hukommelseskortene på kameraerne bliver hurtigt fulde.
“Var det ikke ok med lidt søsyge for at komme her til?” spørger jeg min datter Mathilda da hun svømmer imod mig.
“Det var det i hvert fald,” siger hun. Selvom hun kun er 12 år er hun måske den mest kreative og den bedste fotograf ombord. Hvis nogen forstår at nyde farverne og stranden er det hende.
Mathilda
“Det var næsten det værd,” siger Troels da han får samme spørgsmål. Men han griner alligevel, og hans ansigt lyser lige så meget som koralsandet på stranden bag ham. Da han får en lang tur på surfbrædtet vi byttede med Sonson nede på Tobago er han også overbevist.
Troels
Vi udsætter Mathilda og Troels for en del strabadser. De får lov til at kede sig, blive våde, kolde, søsyge og udmattede. De lærer at livet er hårdt og nogle gange noget lort. Men de lærer også, at hvis man kæmper og holder ud, så kan belønningen bagefter være stor. Og belønningen føles endnu større når man ikke bare har fået den foræret, men har skullet kæmpe for at opnå det.
Sådan et hav bliver man lykkelig af!Hygge og sundowners.
Til Caribien?
Følg med ombord på Anna Lisa på kanaler i Europa, i storm i Middelhavet, når udstyret går i stykker ved Afrika og også når sejladsen er så fantastisk at alt er glemt igen.
Lige nu giver vi bogen “Til Caribien?” væk helt GRATIS.
Barracudaen vi fangede lige inden revet på Antiguas sydkyst er en 75 cm. lang dræbermaskine. Der er ikke mange her som er bange for hajer, men er der barracudaer under båden er der ingen som bader. Det er et farligt rovdyr med centimeterlange spidste tænder vi nu har liggende i cockpittet. Men kan vi spise den?
Vi tænker uroligt på den hollandske båd som fangede en lignende barracuda nede ved Tobago og fik den meget ubehagelige mavesygdom ciguatera. Fisk som spiser ved koralrev, specielt rovfisk, kan opsamle giften ciguatoxin.
Baracudaen er det absolut sidste dyr i fødekæden, så risikoen for at blive syg er derfor større med netop den fisk.
Da jeg ser en lokal gå rundt i en gul regnjakke inde i vandkanten i ankerbugten, går jeg ud fra at det er en fisker. Jeg må ind og spørge ham.
Manden i regnjakken står stadig i vandet foran et lila skur under et par palmer. Bag skuret ligger et par gamle surfbrædder og en motorbåd står opklodset bagved.
“Normalt skal du ikke være bange for ciguatera her,” siger fiskeren som hedder Alex. “Disse fisk fangede jeg ude på revet i går.” Han viser mig et dusin red snappers og papegøjefisk han har liggende i sin spand.
Vi snakker lidt videre om fiskeriet her, og han peger ud på sin fiskerjolle, og viser det sted han selv plejer at fiske.
“Hvis du alligevel er urolig,” fortsætter han, “så tag din barracuda med ind på stranden når du renser den. Læg nogle af indvoldene der oppe,” han peger op på et par palmer og buske nogle meter inde på stranden. “Så kommer myrerne. Myrerne kan heller ikke lide gift og de undgår fisken hvis den er giftig. Hvis myrerne kommer til den, er den ok.”
Vi snakker lidt videre, men jeg er ivrig efter at komme tilbage til Anna Lisa og rense barracudaen. Alex holder sin knyttede hånd imod mig, og jeg slår min egen knytnæve mod hans til afsked. Fiskeriet giver en forbindelse mellem os.
“Jeg skal ud igen i eftermiddag,” siger Alex som det sidste. “Du må gerne følge med.”
Myrerne hjælper
Det ene tropiske regnskyl efter det andet vasker saltet af Anna Lisa. Der er god grund til at have regnjakke på ligesom Alex. Men endelig klarer det op, og en spand med affald fra barracudaen kommer med i jollen ind til stranden.
Kommer myrer også frem i regnvejr? Lige nu regner det ikke, så vi håber at de alligevel vil hjælpe os.
Vi ved jo ikke hvilken del af fisken myrer foretrækker, så lidt tarme, en lever, fiskens drabelige hoved og et lille stykke filet lægges på stedet som Alex udpegede. Det varer ikke længe inden et par bittesmå myrer er henne og snuse til fiskeaffaldet. En kat holder også på afstand øje med os. Måske gjorde Alex også det, for han kommer hen og studerer resterne af fisken.
“Det er en ung barracuda. Der er ingen problemer. Og se alle myrerne …”
“Men myrerne kravler jo ikke på fisken,” svarer jeg. Stadig lidt urolig efter at have læst om hvilke pinsler man skal igennem, hvis man får ciguatera.
Alex peger på en hel flok små myrer på to millimeters længde som ivrigt løber frem og tilbage mellem tarmene og et hul i jorden. “Den er god nok!”
Barracudaen er måske den mest velsmagende fisk vi indtil nu har fanget. Den gav mig også en fisketur, en at drikke en øl med på stranden og måske starten på et nyt venskab. Det er en super bonus.
Jeg bruger cookies for at sikre, at jeg giver dig den bedste oplevelse på min hjemmeside. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden, antage jeg, at du er indforstået med det.
