Når vi kommer til nye steder, glæder vi os til at udforske dem. Vi gør det ofte ved at sætte os ind i den første og bedste offentlige bus vi møder. Vi har ingen anelse om hvor vi ender, men vi får set stedet, snakket med de lokale i bussen og det koster en brøkdel af en guidet tur.
>>Vi har lavet en lille film om hvordan det er at køre med bus på den lille ø Canouan og den noget større Tobago – det er noget anderledes end hjemme!
For mig er et mål med denne rejse, udover alle oplevelserne, også at få tid til at skrive bøger. Det er dog ikke hver dag der er tid til det, for sejlads, reparationer, skole, oplevelser, vandreture og møder med andre mennesker skal selvfølgelig prioriteres højere. Det er jo nu vi er i “paradis”, som de lokale siger.
Udover bogen om vores sejlads, som jeg skriver sammen med Margareta, har jeg mange andre bogprojekter som jeg arbejder på.
Mit foretrukne sted at sidde og skrive er fordækket. Der er fred og ro, men jeg kan alligevel følge med i hvad der sker på ankerpladsen.
For et par dage siden skete der dog noget, så jeg måtte stoppe skriveriet. Se her:
Til Caribien?
Følg med ombord på Anna Lisa på kanaler i Europa, i storm i Middelhavet, når udstyret går i stykker ved Afrika og også når sejladsen er så fantastisk at alt er glemt igen.
Lige nu giver vi bogen “Til Caribien?” væk helt GRATIS.
Få bogen nu
En gang imellem ville det være rart ikke at sejle på lavt budget. Det er ikke fordi vi mangler noget, men det kunne jo f.eks. være rart at gå ud og spise på sådan en restaurant her.
Selvom vi meget sjældent går ud og spiser, så er vi jo alligevel her i Caribien, og vi er her ret længe. Det er ikke alle som har mulighed for det – heller ikke selvom man er god for et større antal milliarder dollars.
På vej til Caribien var vi en måned i Marokko. Jeg har tidligere skrevet varmt om dette land, og det er dejligt at rejse der med båd og med tog.
Vi har lavet et par minutters film om en togtur fra Rabat til Fes. Vil du følge med?
.
Til Caribien?
I bogen “Til Caribien?” kan du læse mere om vores 15 måneders sejlads på kanaler og oceaner . Lige nu kan du få den helt GRATIS.
“What are you looking for?” spørger en ung lokal mand med en hvid t-shirt og en guldkæde om halsen. Jeg går rundt en aften i de halvmørke gader i St. George, Grenada sammen med min nye hollandske ven Robert, eller “Dutchman” som han kaldes i Caribien.
“Vi leder efter et sted at drikke en øl,” svarer jeg og undrer mig over at det eneste liv på gaderne er kakerlakker, som spæner væk når vi kommer. St. George er trods alt hovedstaden.
“Der.” Manden peger på en grøn plankedør halvtreds meter væk. “I er sikre der.”
En af gæsterne i baren, som om dagen har en fantastisk udsigt over havnen, viser sig at være politimand. Han gentager, at vi er sikre. Det gør en af de andre gæster også, da han skåler med sin 60% Woodman-rom. Vi bliver hængende ret længe, for vi har nogle interessante samtaler med både gæsterne og ejeren. Det ender med at vi inviteres på middag dagen efter (men det er en helt anden historie).
Da stedet lukker fortsætter vi ned ad den dunkle gade. Vi falder i snak med nogle unge mennesker foran et mørkt hus, som burde være revet ned for flere år siden. Der er ikke et eneste vindue som er helt. Lugten af marihuana, eller ganja som de kalder det, ligger som en døsig dyne over de seks drenge og to piger.
“We are the niggers of the street,” siger den ene og knytter hånden. Det er måden man hilser på hinanden her, så det er ikke noget som skræmmer mig. Stemningen er dog noget hårdere end hos politimanden i den lille bar. Hvert andet ord som siges er et bandeord, og selvom jeg ikke er sart er det næsten så jeg rødmer når jeg hører dem tale.
“I er sikre her,” fortsætter drengen, som er i midten af tyverne. Der står New York på hans kasket, men jeg tvivler på, at han har penge til at rejse nogen steder.
“Stinkin´ moron,” råber han, og det får en kortklippet sort fyr til at dukke op i mørket. Han slæber en hvid køleboks efter sig over asfalten. Det er bartenderen i deres smugkro, og kassen er fyldt med øl og rom som køles af is.
Robert og jeg køber hver sin øl og indleder en samtale med drengene. Vi står stadig ude på gaden, med ryggen til havnen, hvor fiskerbådenes blinkende lys narrede os til at tro at der var fest. Fyren med kasketten trækker en flaske rom op af køleboksen. “I køber vel den her til mig og mine boys?”
“Næh, det gør vi ikke.” Robert og jeg er helt enige om den sag.
“We could have a street fight,” siger drengen med kasketten. Jeg er tvivl om han virkelig mener det, eller bare prøver på at virke hård. Uden at behøve at diskutere det, er Robert og jeg dog også enige om at vi hellere må komme videre.
Stemningen er meget bedre da vi går over bakken og ind i Esplanade, den anden del af St. George. Vi falder over endnu en smugkro på gaden, men her er der ingen bandeord.
“I er helt sikre her,” siger en sort pige i 20-årsalderen til os. Hun dufter af parfume og kjolen er så stram at vi næsten ikke tør se på hende.
“Hvorfor siger alle sådan?” spørger jeg. “Har vi grund til at være urolige?”
Hun griner så jeg næsten smelter og løber ud gennem mine tynde flip-flops. “Nej, nej. Grenada er et godt land. I er sikre sammen med os.”
Vi får nogle flere spændende samtaler i den mørke gyde. Selvom vi er på en lille fattig palmeø, er befolkningen meget vidende om, hvad der sker i verden. Efter et par øl afslår vi at følge med dem videre i byen. I stedet går vi mod havnen, hvor jollen skal tage os ud til vores både, som ligger for anker.
Bag os hører vi løbende skridt som giver ekko i den tomme og dårligt oplyste gade. Det er pigen. Hun sænker farten da hun når os, og hun går først lidt i tavshed.
“Jeg har langt hjem,” sukker hun og hiver lidt i kjolen. “Det er helt til St. Davids. Jeg har heller ingen penge til bussen.”
“Vi kan tage dig med i jollen over til den anden side af bugten,” siger jeg. Jeg giver af princip aldrig penge til folk jeg ikke kender. “Det vil spare dig for et par kilometer.”
Hendes øjne er opspilede da vi hjælper hende ned i gummibåden. Hun sætter sig helt ned på dørken mens Robert og jeg sidder på kanten som vi plejer.
“Jeg kan ikke svømme,” siger hun med en stemme som har mistet al selvsikkerhed. “Jeg har aldrig været i en båd før. Kan den synke?”
Bagefter talte Robert og jeg om, at vi håber at vores egne døtre ikke vil gøre det samme som pigen fra St. Davids: Køre afsted med to helt fremmede mænd. Men heldigvis er det jo kun vores omsorg og fædre-instinkter som gør at vi vil hjælpe hende.
“Du er helt sikker her,” siger jeg og smiler over de nu ombyttede roller. “Det er en god jolle. Du er sikker sammen med os.”
Vi sætter hende af ved supermarkedets jollebro længst inde i lagunen. Så fortsætter vi ud i mørket mod ankerlysenes hvide stjerner.
TV-programmet “Familier på eventyr” på SVT følger fire familier som har brudt op fra hverdagen for at tage på eventyr.
I fjerde afsnit, som blev sendt i går aftes, kan du blandt andet følge med min familie og mig til Marokko. Jeg har tidligere talt varmt om dette land, og det fremgår også af TV-programmet.
Familier på eventyr kan også ses på nettet her.
Phantom, Flour, Lion, Puncheon, Squeezy, Sonson … Mange af de nye venner og bekendtskaber vi har fået i Charlotteville har ret coole navne. Jeg har tænkt over hvad jeg mon selv havde heddet, hvis jeg var Caribisk. Ville jeg mon også have et coolt navn?
I modsætning til de fleste andre problemer, løste dette dog sig selv.
“Capitana,” kalder Sonson når han kommer forbi Anna Lisa i sin fiskerjolle og vil have hjælp med at bære ting ind på stranden.
“Capitana,” råber kunstneren Maurice, når jeg går forbi bænken ved stranden han ligger og hviler på. “Jeg har længe villet give dig en kokosnød. Du kan dele den med Margarída.” Margareta har nemlig også fået et caribisk navn, selvom det ikke er så langt fra det svenske.
“Når du har drukket den,” fortsætter Maurice, “kan du presse sovs ud af kødet og bruge det til kylling eller fisk.”
Jeg tager kokosnødden med mig gennem den lille by som havde virket søvnig, hvis det ikke var fordi der altid kommer høj reggae- eller soca-musik et eller andet sted fra.
“Capitana!” hilser Squeezy, den lokale trubadur som skriver sin egen reggaemusik. “Har du købt en kokosnød?”
“Næh, jeg fik den af Maurice,” svarer jeg. Alle kender hinanden her.
Squeezy undersøger kokosnøden. “Når du har drukket den kan du presse kødet og få en god sovs til kylling eller fisk.”
Squezy spiller guitar, min kusine danser med Maurice og jeg hjælper til med musikken:
Tanken om at forlade Charlotteville gør ondt. Men at rejse betyder også at man må tage afsked mange gange. Her gør det dog ekstra ondt, for her har jeg både fået et navn og en kokosnød jeg kan lave sovs af når jeg har drukket den sammen med Margarída.
Det første afsnit af “Familjer på äventyr” på svensk TV blev set af over 900.000 mennesker. Det er jo helt vildt. Det andet afsnit er endnu bedre end det første, så jeg glæder mig til at høre seertallene for det også.
Vil du følge mig og min familie ned gennem Europas kanaler og videre ud i Middelhavet? Så click her.
“Må jeg også gerne sige pokkers?” spørger Troels. Det var ikke ordet “pokkers” jeg brugte, da der knækkede en lille skrue på motoren, som gjorde at den ikke kunne startes. En speciel slags skrue som det er umuligt at få fat i på Tobago. Det var faktisk et meget grimt ord, og egentligen ikke noget børn skal høre. De skal absolut ikke bruge det selv.
“Ja, når det gælder motoren lige nu, må du gerne sige pokkers,” svarer jeg.
Det er alvorligt at vi ikke kan få motoren igang. Brændingen er begyndt at slå ind mod Pirates Bay i meterhøje vandeksplosioner. Hvis ankeret slipper nu, og vi ikke kan starte motoren, er det farvel til både Anna Lisa og eventyr.
“Sejl rundt og spørg de andre både, om de har en i reserve,” siger Margareta.
Jeg diskuterer forskellige løsninger med besætningerne på de andre både. Ingen har en hul-skrue i reserve og desværre virker det til at det bedste forslag er et fly til Trinidad.
Så kommer jeg over til amerikaneren Billy. Dagen inden var vi ude at fiske sammen, og jeg ved at han har god forstand på motorer.
“Sådan en skrue kan du da sagtens lave selv,” siger han da jeg fortæller om mit problem. “Har du en skrue i den rigtige diameter ombord?”
Jeg nikker. Jeg har så mange reservedele, værktøj og skruer ombord, at jeg kan reparere alt. Troede jeg altså.
“Har du også en fil?” fortsætter Billy. “Så skal du bare file gevindet af på den ene side af skruen. Så kan dieselen løbe på siden af den i stedet for igennem den.”
Vores lille jolle nærmest planer tilbage til Anna Lisa. “Nu skal jeg starte motoren,” råber jeg til Margareta, og finder skruestik, skruer, fil og nedstryger frem næsten inden jeg er ude af jollen.
Ti minutter senere danser jeg en sejrsdans på agterdækket for at tiltrække mig Billys opmærksomhed. Motoren brummer som den skal, og den startede i første forsøg. Billy kommer med det samme over i sin jolle. Jeg viser ham stolt reparationen, og han garanterer at den vil holde.
Vi har lært noget vigtigt af det her, og da autopiloten gik i stykker på vej til Kap Verde: Selvom det ser umuligt ud skal man fortsætte at kæmpe. Lige pludselig er der alligevel en løsning.
Selvom Anna Lisa er en sejlbåd er vi alligevel meget afhængige af vores motor. Ikke kun til fremdrift ved vindstille, den kan også være forskellen mellem forlis og overlevelse hvis ankeret slipper og vi driver på et rev. For eksempel det som pelikanerne sidder på mindre end 100 meter fra hvor vi har ankret.
Motoren går heldigvis fint, men den har haft lidt svært ved at starte den seneste tid. Det er sikkert ikke noget alvorligt og i går havde jeg en stor trang til at få lidt værktøj i hånden igen.
Jeg løser problemet og afslutter med at lufte motoren. Så er jeg helt sikker på at det ikke er luft i dieselen som skaber problemet. Da jeg strammer bolten på brændstoffilteret sker katastrofen. Bolten knækker.
“Pokkers,” råber jeg (det var i virkeligheden nogle meget grimmere ord jeg råbte, men dem vil jeg helst ikke gentage her).
“Hvad sker der?” spørger Margareta som sidder i cockpittet.
Jeg sukker tungt. “Nu kan vi i hvertfald ikke starte motoren.” Halvdelen af den knækkede bolt sidder stadig i fast. Den anden halvdel har jeg i hånden. Det er sådan en bolt med et hul i, så der kan løbe diesel igennem. Ikke noget man finder i selv et velassorteret byggemarked og endnu mindre på Tobago, som faktisk ikke har nogen service eller infrastruktur for både.
Jeg vælger ikke at slippe den frustration fri som presser på bagsiden af mine øjne. Jeg må helt enkelt løse problemet. Med det samme hopper jeg i jollen og sejler ind til byen. Butikken ved molen i Charlotteville har overraskende mange ting. Toiletpapir, pebersovs, sikringer, machetter og værktøj. Måske er jeg heldig?
Mit gåpå-mod er ikke forsvundet selvom jeg kommer tomhændet ud af butikken. Vi har været i Charlotteville så længe at jeg kender en masse mennesker. Oppe på bakken, forbi det sted vi plejer at hente vand, og endnu længere oppe end der hvor damen med ni børn bor, står der altid nogle knægte og roder med gamle biler. De må kunne hjælpe mig.
“En dieselmotor?” Den unge mand ser opgivende på mig, og jeg forstår at det er benzin og ikke diesel han har i blodet. Alligevel henter han en 5 liters oliedunk. Han hælder indholdet ud på kølerhjelmen af en orange bil, som nok aldrig kommer ud at køre igen. Der ruller et helt sortiment af brugte skruer ud af dunken, men der er ingenting som jeg ikke har i Anna Lisa. Og desværre ingen “hollow screws”.
“Doctors i Bellegarden,” siger han. “De er de eneste som roder med dieselmotorer.” Han knytter hånden til Caribisk afsked og jeg går igen. Selvom det nu går ned ad bakke er mine skridt tungere end da jeg gik den anden vej.
Måske kan jeg tage færgen til Trinidad? Der er både værfter og værksteder? Eller måske kan nogen der sende en bolt til Tobago? Charles inde i byen er på Trinidad en gang om ugen. Måske kan han finde en til mig i Chaguaramas? Hvis det altså går at få fat i en …
Vi havde bestemt at vi ville være en måned på Tobago, men en lillebitte skrue betyder, at det nok bliver lidt længere.
