Hvad er det som er så dragende ved at sejle i koldt vand? Kirsten og Kim Bork Mathiesen har i 18 år sejlet over det meste af Jorden, men det er på Grønland, Svalbard, Alaska, Nordvestpassagen, Kap Horn og South Georgia at de har fået de største sejleroplevelser.
I et webinar, hvor du også kan stille spørgsmål, taler jeg med Kim om hvorfor de har sejlet udenfor de gængse langturssejlerruter. Han kommer med masser tips til at sejle om vinteren eller til Arktis og Antarktis.
Kim Bork Mathiesen er formand i Langturssejlerforeningen FTLF og blandt dem jeg kender som har sejlet absolut flest sømil. Han og Kirsten sejlede i 1986-1993 i Lua, en Fandango 32, og i 2003-2013 i Sol, en Beneteau First 42. De har sejlet på begge sider af både Stillehavet og Atlanten, gennemsejlet Nordvest-passagen, krydset Ækvator fem gange og rundet Kap Horn to gange.
Når jeg har holdt foredrag om kanalsejlads er der et spørgsmål som altid dukker op: Hvad er den hurtigste rute til Middelhavet fra Østersøen?
Modspørgsmålet kan så være: Vil du sejle modstrøms på Rhinen? Vi har oplevet 3-4 knobs strøm på Rhinen, ikke mere end hvad de fleste både kan klare, men alligevel kraftig. Strømmen er dog helt afhængig af hvor meget det regner, og hvor meget smeltevand som skal væk – strømmen kan også være svagere.
Her er to forslag på hurtige kanalveje til Middelhavet, hvor der på den første ikke er meget modstrømssejlads. Den anden har modstrøm på Rhinen, men er til gengæld lidt hurtigere.
I stedet kan du vælge at sejle modstrøms på Rhinen, svinge ind på Mosel (stadig modstrøm, men ikke så kraftig), Canal des Vosges, Sâone, Rhône og Port St. Louis. Sidstnævnte rute har jeg sejlet flere gange – også i en sejlbåd med begrænset motorkraft.
Vi plejer at arrangere en række sejler-seminarer og langturssejlerkurser hen over efteråret. Men i øjeblikket virker det ikke til, at vi med god samvittighed kan lave arrangementer med så mange mennesker som der plejer at kommer.
Derfor kører vi nu efterårets Kanalaften digitalt i stedet.
At vi kører digitalt, giver naturligvis nogle ulemper: Vi kan ikke byde på kaffe, og den snak og det “netværk”, der opstår i pauserne, er ikke muligt.
På den anden side er der også fordele for dig:
Det bliver billigere. Hvis I er et par, skal I kun registrere en person – I kan sidde sammen ved computeren hjemme.
Du behøver ikke at rejse til det sted arrangementet er.
Der er stadig mulighed for at stille spørgsmål til både mig og Margareta
Digital Kanalaften
Overvejer du at tage genvejen til varmen og Middelhavet? At udforske små pittoreske franske byer? At glide frem på stille kanaler?
Europa er fuld af floder og kanaler. Men hvilken vej skal du sejle? Hvilke certifikater behøver du? Og hvad med sluserne? På mit kursus/seminar “Kanalaften” gennemgår vi alt du har behov for at vide, for at begive dig ind i Europa – eller hele vejen til Middelhavet.
At sejle på Europas kanaler er ikke som for eksempel Gøtakanalen i Sverige. Sluserne er ikke bemandede med hjælpsomt personale, og der er krav du skal leve op til og certifikater, som du skal medbringe.
Det snakker vi om på Kanalaften.
På Digital Kanalaften d. 26. november får du en masse inspirerende historier om sejlads på Europas floder og kanaler. Du lærer også:
Hvilken slags båd du kan sejle med
Styring af automatiske sluser
At undgå skader
Fortøjning og havne
Vejvalg
Hvilke certifikater du behøver til dig selv og din båd
Masten på en sejlbåd
Modstrøm på floder
Singlehanded sejlads
Gas, diesel, benzin, vand …
Søkort
Inspiration, anekdoter og oplevelser
Vil du vide, om kanaler er noget for dig? Så skal du være med denne aften. Har du allerede et flodskippercertifikat, men spekulerer på, hvordan du løser alt det praktiske? Så skal du deltage på Kanalaften.
Der er rig mulighed for under aftenen at stille spørgsmål og få svar på det du undrer dig over.
Hvordan fandt vi vores nye båd i Spanien? Hvilke dokumenter behøvede vi? Hvordan gjorde vi? Hvilke udgifter er der? Disse spørgsmål vil jeg besvare her.
Der er mange penge sparet på at købe båd i udlandet, men det er også mere kompliceret, end at købe herhjemme. Vi mente dog, at fordelene langt overvejede ulemperne, og det har jeg skrevet om her: Et gratis sejlereventyr
Hvordan fandt vi båden?
Kigger man på hele Europa er der et meget stort bådmarked. Vi kunne tillade os at være meget mere kritiske i forhold til stand og udstyr, end vi kunne være her hjemme. Helt enkelt fordi udbuddet bliver så meget større, når man også kigger længere sydpå.
Vi kiggede udelukkende på både i EU. Vi gik helt udenom både i f.eks. Tyrkiet, Storbritannien og Norge, selvom der også er mange til salg der (længere nede forklarer jeg hvorfor).
Der var en del forskellige sites jeg dagligt pløjede igennem for at finde drømmebåden:
www.scanboat.com
Et dansk site, men pga. Scanboats omfattende samarbejde med andre sites i både ind- og udland er udbuddet virkelig stort. Man kan finde rigtigt mange både her og filterfunktionen er god.
www.cosasdebarcos.com
Da vi fandt ud af, at det bedste sted for os at handle var Spanien, kiggede vi meget på spanske Cosas de Barcos. Da det er et spansk site er sproget også spansk. Det kan måske volde problemer for nogen, men da det er et mere lokalt site, er der både her, som man ikke finder andre steder.
www.yachtall.com og www.topboats.com
Stort udbud af f.eks. tidligere udlejningsbåde i Grækenland og Kroatien. Der kan være rigtig mange penge sparet på at købe en tidligere udlejningsbåd. Men om det er pengene værd i det lange løb kan jeg ikke svare på.
Hvilke dokumenter behøves?
Et par vigtige grunde til kun at handle i EU, eller i det mindste en båd som er registreret i EU:
Båden skal være CE-godkendt
Moms
Told
Hvis der er betalt moms på båden i et EU-land gælder det i hele EU (læs mere om moms her – det er et vigtigt emne!). Hvordan det bliver med Storbritannien efter Brexit er der ikke rigtigt nogen som ved endnu. Derfor gik vi helt uden om Engelsk-registrerede både – den chance turde vi ikke at tage.
Hvis der ikke er betalt EU moms på båden er det også OK. Det er både som er ejet af et firma, f.eks. et udlejningsfirma, en sejlerskole eller lignende. Er der ikke betalt moms skal prisen selvfølgelig være derefter. Så kan man selv betale momsen – så ved man også at det er gjort, og man vil ikke senere få problemer.
En båd købt uden for EU har måske ikke den europæiske godkendelse CE. Har den ikke det, skal du selv sørge for at den får det. Det kan blive dyrt og f.eks. indebære udskiftning af motoren fordi den ikke lever op til de krav der er i dag.
Inden vi rejste ned for at kigge på båd krævede vi at se to dokumenter:
At der er betalt moms (den originale faktura – læs mere om moms her)
Hvem som ejede båden (ejercertifikat)
Der er ingen grund til at bruge penge og tid på at se på en båd, hvis dokumentationen alligevel ikke er i orden. Vi kiggede først på nogle både herhjemme, og det er faktisk mere almindeligt at dokumentationen mangler på danske både, end at den mangler i udlandet.
Hvordan gjorde vi?
Jeg kontaktede først sælgeren. Nogle gange en privatperson, andre gange en mægler. Men selv der hvor der var en mægler indblandet snakkede jeg også med ejeren. Man kan lære enormt meget om standen af en båd ved at snakke med ejeren. Er han/hun stolt over sin båd? Har hun selv vedligeholdt den? Ved hun hvordan tingene hænger sammen? Slår han fejl og mangler hen som ubetydelige eller tager han ansvar for båden?
I mange lande er WhatsApp den mest brugte måde at kommunikere på – meget mere udbredt end herhjemme. Så skaf det inden du går igang. Sælgeren finder dig på en eller anden måde altid der, selvom du ringer eller mailer til at starte med.
Jeg fik billeder af ovenstående dokumentation, og lavede så en aftale om besigtigelse. Vi havde desuden, inden vi rejste, kommet med et realistisk bud, om båden virkelig var i den stand som sælger påstod. Lå båden i vandet, lavede vi også en aftale om at den kunne komme på land en halv times tid, så den kunne inspekteres i bunden.
Da alt var som det skulle være, skrev vi kontrakt. Det var, både ved salg af den “gamle” båd og køb af den nye, standardkontrakter vi fandt på nettet. Vi fotograferede samtidig både sælger og sælgers ID/pas, samt al dokumentation som fandtes på båden. Herunder ejercertifikatet. Jeg checkede desuden at motor- og byggenummer på båden stemte overens med dokumenterne.
Vi lavede en privat handel med en tysker om en tyskregistreret båd. Det gjorde det hele enklere, for der er nogenlunde samme enkle regler for registrering af mindre både i Tyskland som der er herhjemme (dvs. ingen). Havde båden været spanskregistreret, ville processen også betyde et besøg hos en spansk notar og en ret så vigtig afregistrering i det spanske bådregister.
Hvad koster det?
Der er som sagt mange penge sparet på at købe en båd i udlandet, men der er også udgifter forbundet med det.
Havneplads kan være dyr
Rejser og hoteller
Hjemtransport
Vi lavede en aftale om at sælgers skulle betale havnepladsen i fem måneder.Vi ønskede jo at have båden i Middelhavet i et stykke tid. En havneplads på Mallorca er en dyr omgang og kostede omkring 7.000 kr / måned for vores 36-fods båd (ja, du læste rigtigt – syv tusind danske kroner om måneden!) Der findes selvfølgelig billigere havne både på det spanske fastland og i Frankrig, men regn ikke med de samme priser som hjemme.
Nu vil vi jo selv have glæden ved at sejle båden hjem, men et alternativ kan også være en lastbil. For en Bavaria 36 (11,4 x 3,6 m) vil det koste ca. €9.000 plus moms.
Konklusion
Vi har købt en båd med stort set det udstyr vi gerne ville have og en del som vi skal afmontere og sælge (er nogen interesseret i et marint Webasto A/C-anlæg eller en bimini?). Der var masser nyt og også nye sejl. Brutto har vi sparet ca. €20.000, men netto, når alle vores udgifter og sejlturen hjem er betalt, er det selvfølgelig en del mindre.
P.S. Hvad med turen hjem?
Vi havde egentlig planlagt at sejle båden hjem via Europas kanaler. Men pga. Corona, og lande som pludselig lukker sine grænser, turde vi ikke sejle den vej. Tænk hvis de pludselig lukkede sluserne igen? Men læs mere om en kanaltur til Middelhavet her…
I stedet for sejlede vi rundt om Portugal og gennem Den Engelske Kanal. Jeg har sejlet i de farvande flere gange, men denne tur blev, pga. Corona-lockdown i det meste af Europa, til en meget interessant sejlads.
Vi er i Marstrand, og vi følger min datter Mathilda til bussen. Hun skal ind til Gøteborg og hente en veninde som skal sejle med os et par dage.
“Hvilken båd har I?” spørger buschaufføren, som jeg (selvfølgelig) falder i snak med, inden han skal køre. Jeg står ved fordøren, og chaufføren står lige indenfor.
“En Bavaria 36,” svarer jeg.
“Hvilken båd var det?” råber en passager, som sidder på et af de forreste sæder. “Var det en Dehler?”
Buschaufføren vender sig mod passageren, og svarer at det er en Bavaria.
“Der er visse både man aldrig skal købe,” siger passageren højlydt. “Bavaria er en af dem.” Han fortsætter med at tale, men da jeg står udenfor bussen hører jeg ikke mere.
Buschaufføren ser ud som om han besværes lidt af samtalen, og da talestrømmen inde fra bussen aftager et øjeblik, vender han sig undskyldende mod mig.
“Må jeg ikke lige komme ind?” spørger jeg, og buschaufføren træder til siden, så jeg i behørig Corona-afstand kan stikke hovedet ind i bussen.
“Jeg har netop sejlet 2.400 sømil med den her Bavaria,” siger jeg og ser på passageren. “Vi har sejlet op langs Portugals kyst, over Biskayen, gennem Den Engelske Kanal, og op gennem Nordsøen. Båden var fantastisk hele vejen – også i hårdt vejr.”
“Det må have været en forfærdelig sejlads,” siger han, og fortsætter med at fortælle om, hvor dårlig en båd Bavaria er. Men det hører jeg ikke, for jeg har trukket hovedet ud i solen igen.
Buschaufføren ser på mig og smiler lidt. “Min fætter har en Bavaria 42. Den har jeg sejlet en del med. Dejlig båd.”
Det er som om vi hele tiden skal forsvare, at vi har solgt vores svenskbyggede, spidsgattede, langkølede båd og købt en serieproduceret tysk Bavaria. Egentlig havde jeg jo ikke behøvet at sige noget, men jeg følte at jeg havde behov for det. Jeg kan bagefter mærke, at jeg blev såret af passagerens udtalelser. Vi er vildt glade for vores nye båd – den har allerede bevist sit værd, og vi fortryder ikke et sekund at vi har skiftet.
Vi har heldigvis alle sammen vores holdninger til både – det ser man jo på de mange forskellige skuder som ligger i havnene. Men man behøver jo ikke at sige direkte op i hovedet på andre, at man syntes at deres både er noget lort? Det sårer faktisk!
På et lille døgn, eller en lang dag, kan man sejle fra Danmark til en helt anden, eventyrlig verden i Norge. Man kommer til skærgårde med smalle sund, hvide træhuse, høje fjelde og fisk som bider på krogen uanset hvor dårlig en lystfisker man er.
Skærgårdene i det sydlige Norge er vidunderlige. Men fortsætter man et lille døgn, eller to dagsetaper, kommer man til de fantastiske fjorde på Norges vestkyst. På en almindelig sommerferie kan man få oplevelser som de fleste måske tror, at man skal krydse oceaner og bruge et helt sabbatår for at opnå. Det er ikke kun dybe fjorde og høje bjerge med sne på toppen som gør Norges vestkyst så eksotisk. Det er også sæler, delfiner og spækhuggere. Det hele har man stort set for sig selv.
“Hvor kommer I fra?” spørger damen på havnekontoret. Selvom vores nye “Anna Lisa” klarer det rigtig fint, er vi alligevel lidt trætte af at krydse i 12-15 m/s. Da vi så at havnen Vilamoura på Portugals Algarvekyst lå lige inde til styrbord, var det da værd at prøve om vi var velkomne.
“Vi kommer fra Cartagena,” svarer jeg. Det er 500 sømil inde på den spanske kyst i Middelhavet.
“I skulle ikke være kommet,” siger damen på havnekontoret. “Selvom vores lande er som brødre, er grænsen til Spanien alligevel lukket.”
Jeg ser overrasket på receptionisten, og prøver at mildre hendes strenge udtryk bagved mundbindet. Måske er det fordi hun ikke kan se mit smil bag mit eget mundbind?
“Du skal ringe til Immigration og Marine Police,” fortsætter hun.
Der er selvfølgelig ingen som svarer hverken det ene eller andet sted, så til sidst sender de mig ned til Anna Lisa igen. “Ingen af jer må forlade båden.”
“Må vi blive liggende til i morgen, så jeg kan skifte olie på motoren og tanke vand og diesel?”
Hun nikker modvilligt. “Bare I ikke forlader båden.”
Da jeg kommer tilbage til “Anna Lisa” deler jeg nyheden om at vi ikke er velkomne.
“Vi er i karantæne på båden, og det var det bedste der kunne ske,” siger jeg og prøver på at lyde glad.
“Hvad?” siger Karin.
“Ja, der sker ikke en skid her i byen,” fortsætter jeg.
“Hvordan ved du det?” spørger Niels.
“Og fiskerestauranten…” Vi har snakket i et par dage om at finde en lille hyggelig fiskerestaurant når vi kom i land. Det bliver det hårdeste slag. “De sidste der spiste der oppe havde vildt ondt i maven i flere dage efter.”
De andre begynder at forstå hvad jeg mener.
“Damerne har også overskæg allesammen,” fortsætter jeg. Det er ikke fordi vi skal ud at se på damer, vi er jo alle lykkeligt gifte. Men for bare ligesom at slå fast, at her er der ikke noget at komme efter.
Og egentlig betyder det jo ikke noget, at vi ikke må komme i land. Vi spiser en god middag og fejrer den portugisiske nationaldag. Vi finder en flaske portvin i kølsvinet, og vi har jo stadig mad ombord til tre uger. Der går ingen nød på os, da vi dagen efter fortsætter ud i Atlanten og svinger nordpå.
Sejlene er helt nedrebede, og alt sejlertøjet er på. Middelhavet er slet ikke så tillokkende blåt, som det var for bare et par timer siden. Kulingen får en gang imellem en bølge til at slå ind over forskibet. Når vandet er løbet væk, sidder der et tykt lag salt tilbage.
Vi er trætte, og det er faktisk ikke så sjovt. Niels og Kim har koplet autopiloten fra og sidder med indkoplede livliner og styrer. De klarer, til trods for modvinden, de store bølger og de små sejl, at holde en fart på 7-8 knob.
Jeg er imponeret over hvor godt vores “nye” Bavaria 36 klarer havet, vinden og os. Der er ikke noget der knirker, der kommer ikke vand ind i båden og vi kan sove om natten, selvom der en gang imellem kommer et højt brag, når stævnen rammer en bølge.
Da kulingen blæser af og vi til sidst er nødt til at starte motoren bliver havet så fantastisk blåt, som det kun bliver i Middelhavet. Vi har helt glemt, at vi natten inden var våde og trætte.
Vi drikker kaffe, lytter på musik, fortæller løgnehistorier og nyder livet! Imens sørger Anna Lisa for at vi sømil efter sømil kommer lidt mere hjemad.
Normalt planlægger vi ikke efter at sejle i modvind, men der er langt fra Mallorca til Øresund. 2200 sømil sejles ikke på en eftermiddag, og der er mange hensyn at tage. Vi tager en enkelt dag med dårligt vejr, for senere at nå et vejrvindue som vil skåne os for endnu dårligere vejr.
P.S. Mens vi sejler hjem, kan man købe vores bog “Et år uden sko” for kun 79,- kr. Tilbuddet gælder indtil båden er hjemme igen 🙂
Du behøver ikke at sælge huset eller opsige dit job for at komme ud på din drømmesejlads. De fleste glemmer nemlig den her enkle mulighed for at komme afsted.
“If you can dream it, you can do it!” Det lyder flot, ikke? Men det er også noget bullshit! Se i mit mini-foredrag herunder hvorfor. Der er nemlig meget enklere måder at komme afsted på.
Mine foredrag “Hold kæft og sejl” og “Hold kæft og rejs” er baseret på bogen med samme navn. Her er en pointe fra foredraget – direkte til dig fra min lille skrivehytte.
Jeg er en teenager med kærestesorger. Alle de voksne siger til mig, at det går over, at der kommer andre og at jeg ikke skal være ked af det. Det ved min fornuft også godt, men det er jo problemet med voksne og teenagere: De voksne forstår ikke hvor ondt i hjertet man kan have af kærestesorger – også selvom forholdet kun har varet et par måneder. Det kan ingen fornuft hjælpe på.
Der er ingen af mine nære eller kære som er ramt af Corona eller Covid-19. Og selvom indkomsten ikke er som tidligere, så tjener vi stadig penge, og der går ingen nød på os. Jeg er heldig.
Men jeg er bange for at få Noboat-20. Vores gamle båd er solgt, og den nye “Anna Lisa” ligger i et lukket Spanien. Vi skulle have et forår og en sommer i Middelhavet. Derefter skulle efteråret bruges på at skrive en guidebog til Europas kanaler når vi sejlede hjem. Sådan bliver det selvfølgelig ikke nu.
Mine problemer er jo ingenting i forhold til alle de forfærdelige problemer der nu er i hele verden med Covid-19. Vores investering i en båd i Middelhavet er jo ingenting i forhold til de skader verdensøkonomien får nu. Men det tænker en teenager jo ikke så meget på, når han har kærestesorger. Han vil bare have sin elskede tilbage – og selv græder jeg lidt over min nye diagnose på Noboat-20.
Jeg bruger cookies for at sikre, at jeg giver dig den bedste oplevelse på min hjemmeside. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden, antage jeg, at du er indforstået med det.
Kort fra 
